Cantillon

Mere end 5 år efter bloggen blev startet må det være på tide, at smage på kun den anden øl fra det legendariske belgiske lambic bryghus Cantillon. Øltypen gæres med hvad der måtte falde ned i de åbne gæringstanke. De fleste øl der kommer på flaske er blandinger fra forskellige årgange, men dagens øl er fra en enkelt årgang, og har lagret tre år inden den sælges. Angives at den kan holde i op til tyve år efter tapning.

Grand Cru Bruocsella, 5 % økologisk lambic fra Brasserie Cantillon. Det helt flade øl dufter af træ, syre, vanilje og ædel råddenskab henad mødding, uden dens ammoniakindhold. Smagen indeholder det samme, hvor træet træder frem og sammen med syrligheden næsten let river i bagkanten af ganen. Jeg er egentlig ikke allergiker, men det minder lidt om reaktion jeg en gang i mellem får af rå, revet rødbede, uden at denne rodfrugt i øvrigt skal blandes ind i anmeldelsen. Jeg kan smage frugt og får tanken henledt på både æble og pære. Der er anvendt humle, men jeg smager ingen aroma eller bitterhed fra den. Med dens helt flade karakter minder den en hel del om vin og især de naturvine, der vinder indpas på de bedre københavnske restauranter. Den syrlighed er formentlig i den milde ende for genren, for jeg ender med at synes helt godt om denne lambic, hvis eftersmag også præges af de vilde bakterier og gærstammer, der fandt vej til tanken tilbage i 2014. Fem skumfiduser.

#1511

Vadehavsbryggeriet gensmagt

For et par år siden dømte jeg Vadehavsbryggeriet ude efter at have smagt et par stykker og mente, at det mere var en kommerciel fidus end en lidenskab, der drev værket. Siden den gang har de skiftet ejer og får nu brygget deres øl hos Randers Bryghus. Da jeg for nylig opdagede en ny portefølje på hylden i Ribe, røg denne gang fire stykker med i indkøbet, for at se, om konceptet er ændret.

Hjerting Kaane Dubbel, 7,0 %. Her er jeg i topform efter at for nylig have dømt kategori 11, mørk belgisk ale, til DM i Håndbryg. Der er en skarp duft fra begyndelsen af, næsten som noget fusel eller benzin, og det er ikke så behageligt. Der ligger også i bunden af smagen en forkert antydning, her måske bedre beskrevet som neglelak. Det kan være et resultat af for høj gæringstemperatur, noget som jeg ellers troede der var styr på, selv i de mindste bryggerier. Selv om der også er sødme fra malten og noter af tørret frugt, ødelægger den uønskede bismag oplevelsen, og der kan pga. den kun tildeles 1-2 skumfiduser.

Sort Vadehav, 5,5 % schwartzbier. Fremstår let røget, med mørk brødsmag, lakrids og en kende syrlighed som nok ikke stammer fra humlen, men formentlig et resultat af den mørke malt. Har en let sødme i bunden. OK øl for typen, 3-4 skumfiduser.

Chili-honning Slusetrippel, 9,0 %. Lidt af et sammenskudsgilde hos den klassiske belgiske trippel. Jeg fornemmer mere honning end chili i duften, desuden en let parfumeret bund og en rimelig mængde vinøs-sprittet alkohol. Jeg bemærker også både æble og lidt overraskende lavendel. I munden er alkoholen farligt inkorporeret i smagen, og mærkes først langt ind i eftersmagen som en let sprittet tone. Ellers er der en del estere, der giver frugtsmage, og den efterlader mundhulen rimelig udtørret. Chilien og honningen er stort set ikke at genfinde i smagen. Der er en let varmende fornemmelse på tungen, men det kan lige så godt skyldes de mange procenter. Trippel bliver nok aldrig min stil, så den måske lidt beskedne karakter skal ikke afholde yndere af denne genre at prøve øllet. Tre skumfiduser.

Markmandshus IPA, 5 %. En lidt afdanket IPA, men så holder den på drikketidspunktet kun tre måneder mere (bryggeriets angivelse). Rimelig OK malt med brødsmag og lidt frugtsødme, men humlen (Cascade) mest kun giver bitterhed på nuværende tidspunkt, og ikke meget krydring og smag. Dog er der fortsat lidt tør fyr tilbage. På det absolut jævne - tre små skumfiduser.

Jeg er efter den nye smagning ikke blevet overbevist om, at Vadehavsbryggeriet er drevet med øllet som primære passion. Det hjælper så heller ikke på det, at det ene bryg fremstår lettere fejlproduceret. De øvrige smagte øl scorer dog lidt bedre end første gang jeg havde dem under behandling. Jeg har samtidig svært at finde oplysninger om bryggeriet på nettet, hvilket bestyrker mig i min tro, at her hægter man sig på Nationalparksidentiteten. Jeg retter gerne denne opfattelse, hvis der er nogle, der kan oplyse mig på et faktuelt grundlag.

#1507-1510

The Red Hetman

The Red Hetman, 11 % imperial baltic porter, fra Amager Bryghus, brygget sammen med polske Pracownia Piwa, som er landsmænd med den person, Stefan Czarniecki, som brygget er opkaldt efter. Har en meget sødlig duft af chokolade og karamel samt en meget parfumeret tone af bl.a. lavendel, kardemomme og sæbe (!) - er det sådan den anvendte bisongræs dufter (og smager) i øl? Smagen følger meget duftindtrykkene, herunder som sagt en ret krydret tone, som indeholder flere elementer og lag. Der er en medium bitterhed til sidst, men det er bisongræsset, der er den afgørende forskel på denne øl og en deroute ud blandt masserne af potente, sorte øl. Endskønt jeg har beskrevet det som parfumeret, formår det alligevel at skabe en kant til den massive chokoladesødme. Det er fortsat en øl, der vil gøre sig bedst til desserter, hvis den skal serveres til mad, men som sagt med et eget udtryk. Fem skumfiduser.

#1506

Amager bryghus 10 år - første del

Amager bryghus fylder 10 år i år og det fejrer de med udgivelser af nogle jubilæumsøl, der har mafia som tema på etiketteteksterne. De har altid været en favorit her på bloggen og er klart det bryggeri, der har optrådt flest gange - i skrivende stund er etiketten brugt på 45 indlæg. Her anmeldes de tre første jubilæumsøl. Det forlyder, at der senere på året kommer fadlagrede udgaver af dem. En bonusøl, der var så længe om at gære færdig, at den blev sluppet samtidig med festlighederne på bryggeriet, omtales på et senere tidspunkt.

Cody, the crooked cop, 9,5 % old ale. En engelsk øltype som jeg sjældent har smagt før. Minder lidt om barley wines men er ikke helt så alkoholstærke, omend der er overlap. Jeg mærker karamel og figner i duften. Den smager meget maltet men sødmen bliver holdt stangen dels af alkoholen, der har et varmende præg, dels af noget tørret frugt og dels af noget let syrlighed, som nok skyldes anvendelse af Brettanomyces som kan anvendes i typen netop for at tilføre syrlighed. Den er tør og der er tanniner, der giver et let astringent præg. Øllet er meget lidt karboneret. I sandhed en nydeøl som skal drikkes med måde, men man slynger heller ikke et glasfuldt indenbords i en omgang. Velkomponeret og kompleks. 4-5 skumfiduser.

Marianna, the moody MILF, 10 % pale barley wine. En smag med dominerende banan, tyggegummi og klistret sødme. Så tror man umiddelbart at man har noget belgisk blonde i glasset men en temmelig kraftig frugtig-vinøs aroma og spruttet smag afblæser fejlorienteringen. Men det er ikke som det jeg normalt får i glasset når jeg smager barley wines. Fylden og sprutten er viklet ind i den klistrede sødme, og det får den til at fremstå mindre skarp end normalt. Jeg kan som regel godt få association til vin, men her er det nærmere som at smage ungernes bålristede skumfiduser. Det ender derfor ikke som nogen specielt god oplevelse for mig, og Amager får en sjælden lav tildeling på tre skumfiduser for denne.

Dario, the dark don, 11 % double mashed imperial russian stout. Der er gode erfaringer med dobbelt-mæsket øl fra Amager, så denne spænder forventningerne næsten til bristepunktet. Der er umiddelbart en anseelig mængde lakrids først i duften og siden i smagen. Det er sødt, både i malt og lakrids. Der er duft og smag af tørret frugt. Der er ristede noter henover som tager toppen af sødmen, så den ikke bliver kvalm. Der er bitterhed, som er en skønsom blanding af humlen og den intense, mørke og brændte malt. Det er fristende at sammenligne den med deres Double Black Mash og som jeg husker den, er den en tand mere krævende og knap så pleasende - har noget mindre sødme og lakrids upfront end Dario. Jeg tror det er en dagsformafhængig sag hvorvidt man synes den ene er bedre end den anden. I aften, på årets længste fredag, synes jeg den ender på fine 5 skumfiduser.

Selv om der i min mund var en enkelt svipser, kan man kun sige tak til Amager for at de giver os ølelskere sådanne nogle fine fødselsdagsgaver  - eller giver er måske så meget sagt uden tilføjelsen "mulighed for at købe". Jeg returnerer gerne med et stort tillykke med den første dekade.

#1503-1505

BRAW

BRAW er Nørrebro bryghus' nye legestue, hvor man giver sig selv lov til at eksperimentere med de øl, man hælder på flaske. Læs meget mere om brandet hos Stovt. Jeg har tidligere smagt to, der begge var i den funky ende af boldgaden.

IPA makes me go M.I.A., 4,5 % session IPA, 100 % økologisk. Ret tung og intensiv frugtduft af grape og passion og næsten af friske humlekogler. Meget blød fornemmelse i munden, med noget mere nedtonede frugtsmage og fin bitterhed af fyr-gran typen. Ret tyndbenet, uden megen bund til at holde på smagen - det er ikke overraskende når det en en session IPA, men duften antydede og gav løfter om mere. Igen en IPA med mere vægt på (frugt)smag end bitterhed, her i en let udgave, uden at give helt køb på bitterheden. 4 skumfiduser.

Det er en syg høne der har lagt det æg der, 5,2 % lager. Ufiltreret og økologisk. Brygget i anledning af påsken. Den dufter meget mere og anderledes end en normal undergæret lager, men stilartens grundtræk af brød og græs anes under den mere appelsinfriske påsmøring. I smagen er det humlen der stort set er enerådende, med frugtig appelsin og grape og en pænt bidende og tør bitterhed. Med den mængde humle kunne grundbrygget næsten lige så godt være en ale, og jeg skal ikke gøre mig bedre og påstå, at jeg til enhver en tid i en blindsmagning ville kalde den for undergæret. Som oplevelse er den frisk og let krasbørstig, men på den gode måde. 4 skumfiduser.

#1501-1502

Lervig samarbejdsbryg

Jeg ved ikke om det er tilfældigt, men jeg synes at jeg oftere og oftere støder ind i produkter fra norske Lervig aktiebryggeri. Det gør ikke så meget, da jeg synes de normalt gør det godt. Her anmeldes tre bryg de har lavet med andre bryggerier.

Sauer'd Kraut, 7,5 % sour i samarbejde med tyske Buddelship Brauerei. Ikke megen tysk reinheitsgebot over denne øl, der er syrnet med sauerkraut, mango og ananas! Ananassen mærkes i duften, der også har et syrligt præg, med noget træantydning. Smagsmæssigt fremstår den som en fin blanding af frugt og syre, hvor frugten nok er lidt mere dominerende end i en klassisk sour. Kål er der ikke nogen antydning af i en meget lidt bitter øl. Den bobler fint og perlende og er en rigtig forfriskende øl - det skulle man nok ikke have troet ud fra navnet/indholdet! 4 skumfiduser.

  
Lawless, 6,5 % Norwegian farmhouse i samarbejde med Arizona Wilderness. Den dufter af rugbrød og lidt karamel. Der er fyldigt brød og korn i smagen, silkeblødt og skummende - havrens bidrag? Der er smag fra både enebær (diskret) og humle, som spiller pænt sammen. Gæret pænt i bund men der er ikke noget funky brett over den. Er da også kategoriseret som saison på RateBeer, hvilket måske er mere passende. Slutter let bittert. Fin øl til 4-5 skumfiduser.

Nordic Lean, 7,4 % purple IPA i samarbejde med Stillwater Artisanal. Let syrlig duft, men jeg mærker ikke noget til Brettanomyces som ellers er den anvendte gær (heller ikke i smagen). Den (smagen) er meget syrlig med kraftigt fadpræg, men det tror jeg nu ikke den har været udsat for. Det er måske det, bretten gør i denne øl? Eller også er det den tilsatte frugtjuice bestående af blåbær, solbær og brombær, der sammen giver syrlighed og træsmag. At det skulle være en IPA, tørhumlet med Pacific Gem og  Centennial, forsvinder fuldstændig og man ender tilbage med en fin sour, der er mere sour end Sauer'd Kraut, men stadig med fin frugt. 4-5 skumfiduser.

Igen nogle rigtig fine øl fra Lervig og meget passende kommer antallet af anmeldelser op på halvrunde 1.500 stykker. 

#1498-1500

Krenkerup tap takeover

Mit lokale værtshus Kompasset havde inviteret Krenkerup bryggeri forbi. De besatte alle 10 haner. Jeg smagte på tre.

650, 5 % brown ale. Brygget i anledning af godsets jubilæum. Der er ikke anvendt humle. Rugbrød og karamel i næsen - den lette ende af skalaen. Smager let af karamel og noget gæret frugt, som giver en antydning af syrlighed. Svagt nøddebitter som brown ales ofte er. Den er heller ikke specielt fyldig, men det skal den heller ikke være. Desværre ender den som lidt af en sur klud, ikke utypisk for genren. 2-3 skumfiduser.

IPA, 6,3 %. Meget let korn- og humleduft. Smagsmæssigt hylder den dyden less is more. Ikke megen krop eller fylde, let brødsmag og så en meget fint afstemt, og må man gå ud fra, helt frisk humle (Cascade), der lige akkurat prikker til de tunger der tror, ed kun kan lide mastodont pilsnere. Der er en fin aroma og bitterhed der fortæller, at der er mere i vente for den eventyrlystne. I sig selv slet ikke en spektakulær øl, men den gør det fint. 4 skumfiduser.

Doppelbock, 8,3 %. Doppelbock er den oprindelige påskeølstype så det er passende at slutte af med denne. Megen malt i duften, allerede fra den nyopskænkede og dermed kolde øl. Malt, karamel, rugbrød, mørke frugter, kardemomme og absolut lav bitterhed er resultatet af den indenmunds kastede slurk øl med efterfølgende fri associationsleg. Sød, og selv om den dermed mangler lidt kant, er den et fint bekendtskab. 4 skumfiduser.

Krenkerup hylder det tyske rheinheitsgebot og det lægger en vis begrænsning på udskejelserne, men man kan da godt brygge hæderlige øl alligevel. Men helt sprælsk bliver det ikke.

#1495-1497

Tre mere fra Hoppe.beer

For nylig skrev jeg om en håndfuld øl fra Hoppe.beer. Høkeren i Ravnsborggade havde fået flere varieteter på hylden, så jeg nappede en triplet med hjem forleden.

Wit Elephant, 5 % belgisk wit. Brygget er tilført etiopiske kaffebønner under gæringen. Ret svagt duftende, med nogen syrlighed og let korn som fremmeste elementer. Der er brødsmag fra den umaltede hvede. Appelsinagtig syrlighed og de anvendte skaller bidrager nok mere til bitterheden end humlen. Jeg synes næsten ikke at jeg bemærker noget koriander,  som der ellers også er tilsat. Til gengæld er der en noget udstikkende men dog svag smag af et eller andet, hvilket gisningsvis må være kaffebønnernes bidrag. Det ender tørt, men efterlader en let klistret hinde i munden. I følge Gyda fra Høkeren en fantastisk wit og perfekt til blåmuslinger, både i gryde og glas. Jeg ender nok en smule mere forbeholden med tre skumfiduser.

Quetzalcoatl, 6,5 % saison. Frederiks take på genren er, at der er tilført saft og skal af blodappelsin. Det giver både i duft og smag et førsteindtryk af appelsin som lige får givet sig til kende inden de mere klassiske krydrede træk træder i karakter. I denne øl fanger jeg nemmere koriander som er tilsat, samt peber, græs, gær og vist en anelse banan. Jeg synes ikke den er voldsomt bitter og den har en vis blødhed i munden, formentlig pga. hvedemalten. Jeg synes appelsinerne tilfører lige en god snert af friskhed, som en saison godt lidt kan savne, så den ender på en fire skumfiduser. Navnet er i øvrigt den aztekiske gud for vind og læring, der udtrykker sig som en befjeret slange.

Fire Nuancer af Brune, 6,8 % belgisk brune. (Mindst) 4 forskellige specialmalte er brugt - i tidligere udgaver (internetbeskrivelse) tilsyneladende tilsat lakridsrod, i denne (etiketbeskrivelse) kun sød orangeskal. Noget diskret for at være en belgisk brune, delvist forårsaget af den overraskende tynde bund, der er i brygget. Dermed heller ikke overvældende maltsød og der er mest appelsinens syrlighed jeg smager, der ovenpå den lette bund ikke virker helt harmonisk. Tre af de lidt mindre skumfiduser.

#1492-1494