onsdag den 15. juni 2016

Norsk-amarkanske øl

Sidste år lavede Amager bryghus en lille håndfuld samarbejdsbryg med svenske kolleger. I år besøgte tre norske bryggerier gutterne i Kastrup og bryggede følgende bryg sammen.

The Gay Gondolier, 8 % imperial caffe latte brown, med Nøgne Ø. Der er en duft af sukker, malt og lidt lukket rum. Smagen er fortrinsvis sød, med balancerende elementer af kaffe, nødder, træ og en frisk, ren bitterhed, der ikke har meget af en medfølgende humlearoma ombord. Den ender faktisk med at snerpe en del til sidst, på trods af både laktose og demerara sukker tilsætning. Det hele spiller dog sammen på en fornuftig måde, hvor ingen af de to modpoler får et overtag, men supplerer hinanden. Faktisk en helt hæderlig brown ale, til 4-5 skumfiduser.


Brown Boobies Falling, 7,5 % imperial kokos porter, i samarbejde med Lervig Aktiebryggeri. Der er anvendt kokospure i denne øl - på forhånd var jeg lidt skeptisk til, i hvor stort et omfang det satte aftryk på denne øl. Duften afslører dog ikke noget - her er kaffe og let røget stemning. Smagen lader sig heller ikke påvirke af mosen, der er kaffe, ristede og en pæn slutbitterhed. Der er en underliggende chokoladesødme, hvori der meget let kan anes noget kokos, men kun som en subtil hentydning. Der er også anelsen af en let syrlig humlesmag. Alt i alt fremstår den lidt råt, med kant og en pæn fylde, men så er det jo også en imperial porter. Den kan nydes, men nok ikke i ubegrænsede mængder - det kunne den foregående heller ikke. De brune suler får samme 4-5 skumfiduser.


The Unbelievable Alligator Dong Flop, 7,5 % imperial india saison, brygget med Haandbryggeriet. Smagte den flygtigt til Danske Ølentusiasters Festival for nylig, hvor jeg beklagede mig lidt over navnet! Det skal dog ikke forhindre mig i at kaste den i ganen igen, og smage lidt mere grundigt. Duften er et mix af tør saison og lettere frugtig humle. Smagen er initielt mest saison; tør, krydret, træagtig, lakrids og hø. Humlen er lidt trængt i baggrunden men formår alligevel at give et lettere citruspræg til smagen. Den ender lidt bittert; det er vist både en blanding af gæren og humlen, der frembringer det. Jeg synes de to stilarter er blandet fint i denne flaske og kvitterer for tredje gang med 4-5 skumfiduser.



Dette års skandinaviske samarbejde falder således ret godt ud, i hvert fald hos mig. Udvider Amager samarbejdet til Norden næste år, og kan de finde islandske og/eller finske bryggerier at lege med? Svaret er endnu uvist - og i Sverige er der stadig rigtig mange gode legekammerater. Til sidst vil jeg konstatere, at ølnavnene og etiketteteksterne har fået yderligere en stramning henimod det ekstreme, næsten fjollede, men det er jo også en måde at skille sig ud på. Heldigvis gør flaskernes indhold det samme - i en positiv retning!


#1348-1350

Ingen kommentarer:

Send en kommentar