tirsdag den 21. juni 2016

Mark æble

Mark æble, 3,7 % æblemost/høøl fra Herslev. Endnu en variant af hø-øllet fra Herslev - de fleste tidligere har bekommet mig vel. Ud fra etikettens oplysninger gætter jeg mig til, at den er lavet ved at tilsætte æblemost til det almindelige hø-øl. En lidt mælket og halvvammel duft fra glasset, der initielt skummer meget, men hurtigt flader ud. Smagen har mest præg af mosten, der med sin fine sødme næsten helt får kvalt den vilde syrlighed, der ellers er kendetegnet for typen. Der er en lille rest mælkesyre tilbage, der gør at det ikke ender i det rene most, men det er tæt på. Jeg har beundret Herslev for med denne serie at tænke nyt, og bruge utraditionelle ingredienser (som høet men også hamp og tidsel). Her forekommer det lige let nok at blande to produkter og ender derfor ret langt fra "øl". Lidt som Mark kirsebær fra serien, som også er mere saft end øl. Det er ikke dårligt, det er forfriskende og en oplagt, let velkomstdrink en varm sommerdag, men drikken burde næsten ikke kvalificere sig til en optræden på disse ølsider. Det giver 3 skumfiduser.

#1352

Ingen kommentarer:

Send en kommentar