Grisette

Fuck art - the heathens are coming, 5,4 % grisette fra To Øl. Typen er en saison-lignende øltype, brygget med Brettanomyces. Oprindelig blev den brygget til minearbejderne i det sydlige Belgien og skulle være en forfriskende øl efter en hård arbejdsdag. Både i duft og smag er der dog meget saison og Brett over den, med stald og hest som stiltro karakteristika. Dog er der efter etiketteteksten at dømme brugt mere humle end normalt og jeg erkender da også en syrlighed som stammer fra aromahumlingen. Jeg har dog smagt mere velhumlede saisontyper, der fint kombinerer gær og humle. Dog havde den foregående grisette fra Wicked Weed/Jester King for meget pågående citrus. Denne tørrer mundhulen godt ud og er nok mere tørstskabende end forfriskende, men den er fin og god. 4 skumfiduser.

#1355

Wicked Weed

Wicked Weed er et amerikansk bryggeri fra Asheville, North Carolina, der blev startet med det formål at brygge west coast IPAer og belgiske ales. De har senere udviklet sortimentet, og har nu et decideret funkatorium, hvor sours og funky øl lagrer i tønder. De er blandt verdens 100 bedste bryggerier i følge RateBeer. Jeg var lige ved at lære dem at kende i forbindelse med Amager Bryghus' årlige samarbejdsbryg med amerikanske bryggerier, men der gik vist lidt kludder i logistikken og WW meldte afbud. Nu fandt jeg to af deres funky øl i Torvehallerne (Mikkellers bottle shop) som jeg kan teste.

Serenity, 5,5 % farmhouse ale, 100 % fermenteret med Brettanomyces og lagret 3-5 måneder på vinfade. Klar og tydelig farmhouse og Brett i duften, med staldmiljø og hest. Også noget sødligere frugt helt nede. Lige så tydelig i smagen, hvor der ikke er nogen restsødme, men en masse typiske indtryk fra Bretten, der i den lette bryg får frit spil. Det er farmhouse og Brett for fuld skrue - det giver næsten en røget finish, oveni det klassiske våde græs, hest, urin, læder og tobak. Der er en smule syrlighed og mere ren træsmag - begge dele kan være noget, der er samlet op i fadene - gætter på, at det er hvid- og ikke rødvinsfade, den har skvulpet rundt i. Lækkert - 4-5 skumfiduser.

The Parking Lot Grisette, 5,2 % farmhouse ale, brygget sammen med Jester King. Har umiddelbart en sødlig duft, der dæmper noget af den typiske saison/Brett, men den er der. I smagen er der en klar syrlighed, der formentlig stammer fra tørhumlingen med Mandarina Bavaria og Huell Melon. Den trumfer næsten de mere landlige noter, som ellers igen er græs, hest, læder og tobak. De to elementer forekommer noget aggressive sammen, og hvad der måske var tænkt som en frisk humlet saison, ender ud som en noget uharmonisk bryg. Den falder ikke helt heldigt ud i min mund. 2-3 skumfiduser.

#1353-1354

Mark æble

Mark æble, 3,7 % æblemost/høøl fra Herslev. Endnu en variant af hø-øllet fra Herslev - de fleste tidligere har bekommet mig vel. Ud fra etikettens oplysninger gætter jeg mig til, at den er lavet ved at tilsætte æblemost til det almindelige hø-øl. En lidt mælket og halvvammel duft fra glasset, der initielt skummer meget, men hurtigt flader ud. Smagen har mest præg af mosten, der med sin fine sødme næsten helt får kvalt den vilde syrlighed, der ellers er kendetegnet for typen. Der er en lille rest mælkesyre tilbage, der gør at det ikke ender i det rene most, men det er tæt på. Jeg har beundret Herslev for med denne serie at tænke nyt, og bruge utraditionelle ingredienser (som høet men også hamp og tidsel). Her forekommer det lige let nok at blande to produkter og ender derfor ret langt fra "øl". Lidt som Mark kirsebær fra serien, som også er mere saft end øl. Det er ikke dårligt, det er forfriskende og en oplagt, let velkomstdrink en varm sommerdag, men drikken burde næsten ikke kvalificere sig til en optræden på disse ølsider. Det giver 3 skumfiduser.

#1352

Amager på fad

Green, Green Banshee, 11 % fadlagret dobbelt  mæsket imperial stout fra Amager bryghus, i et slags samarbejde med Jameson, irsk whiskyproducent. Sidstnævnte har i hvert fald leveret de sherry- og bourbonfade, denne øl har svømmet rundt i i 4 måneder. Jeg er ikke klar over, om det er Amagers Double Black Mash der er grundbryggen, men den er tyk og skal næsten bankes ud ad flasken. Der er klare whiskytoner i duften, men også kaffe og tobak. Smagen starter ret sødmefuldt, med fin chokoladesmag. Der er også anvendt 8 forskellige malte, der nok skal kunne give en fin bund. Efter sødmen kommer en svagt syrlig, men klart erkendbar whiskynote. Der er røg, kaffesmag, træ, og en mellemmarkant bitterhed til at fuldende smagsindtrykkene. Der ligger næsten en hinde af øl på tungen og i ganen efter at væsken er sunket - så dejlig tyk og viskøs er dette fluidum. Jeg er glad for, at fadlagringen ikke strakte sig over længere tid; sprutindtrykkene er næsten for markante og tæt på, efter min mening, at stjæle opmærksomheden fra den fine grundbryg. Det holder lige akkurat og fortjener fint fire skumfiduser. Der er derfor ingen grund til at tro, at denne Banshee indvarsler død og ulykke, som det ellers er kutymen i irsk folklore.

#1351

Norsk-amarkanske øl

Sidste år lavede Amager bryghus en lille håndfuld samarbejdsbryg med svenske kolleger. I år besøgte tre norske bryggerier gutterne i Kastrup og bryggede følgende bryg sammen.

The Gay Gondolier, 8 % imperial caffe latte brown, med Nøgne Ø. Der er en duft af sukker, malt og lidt lukket rum. Smagen er fortrinsvis sød, med balancerende elementer af kaffe, nødder, træ og en frisk, ren bitterhed, der ikke har meget af en medfølgende humlearoma ombord. Den ender faktisk med at snerpe en del til sidst, på trods af både laktose og demerara sukker tilsætning. Det hele spiller dog sammen på en fornuftig måde, hvor ingen af de to modpoler får et overtag, men supplerer hinanden. Faktisk en helt hæderlig brown ale, til 4-5 skumfiduser.

Brown Boobies Falling, 7,5 % imperial kokos porter, i samarbejde med Lervig Aktiebryggeri. Der er anvendt kokospure i denne øl - på forhånd var jeg lidt skeptisk til, i hvor stort et omfang det satte aftryk på denne øl. Duften afslører dog ikke noget - her er kaffe og let røget stemning. Smagen lader sig heller ikke påvirke af mosen, der er kaffe, ristede og en pæn slutbitterhed. Der er en underliggende chokoladesødme, hvori der meget let kan anes noget kokos, men kun som en subtil hentydning. Der er også anelsen af en let syrlig humlesmag. Alt i alt fremstår den lidt råt, med kant og en pæn fylde, men så er det jo også en imperial porter. Den kan nydes, men nok ikke i ubegrænsede mængder - det kunne den foregående heller ikke. De brune suler får samme 4-5 skumfiduser.

The Unbelievable Alligator Dong Flop, 7,5 % imperial india saison, brygget med Haandbryggeriet. Smagte den flygtigt til Danske Ølentusiasters Festival for nylig, hvor jeg beklagede mig lidt over navnet! Det skal dog ikke forhindre mig i at kaste den i ganen igen, og smage lidt mere grundigt. Duften er et mix af tør saison og lettere frugtig humle. Smagen er initielt mest saison; tør, krydret, træagtig, lakrids og hø. Humlen er lidt trængt i baggrunden men formår alligevel at give et lettere citruspræg til smagen. Den ender lidt bittert; det er vist både en blanding af gæren og humlen, der frembringer det. Jeg synes de to stilarter er blandet fint i denne flaske og kvitterer for tredje gang med 4-5 skumfiduser.

Dette års skandinaviske samarbejde falder således ret godt ud, i hvert fald hos mig. Udvider Amager samarbejdet til Norden næste år, og kan de finde islandske og/eller finske bryggerier at lege med? Svaret er endnu uvist - og i Sverige er der stadig rigtig mange gode legekammerater. Til sidst vil jeg konstatere, at ølnavnene og etiketteteksterne har fået yderligere en stramning henimod det ekstreme, næsten fjollede, men det er jo også en måde at skille sig ud på. Heldigvis gør flaskernes indhold det samme - i en positiv retning!


#1348-1350