onsdag den 24. februar 2016

Frost bite

Frost Bite, 6 % pale ale fra To Øl. En slags jule- eller højtidsøl, brygget med orangeskaller og fyrrenåle. En let opvaskemiddelcitrus og noget tør fyr fanges af næsen. En blød og mellemfyldig pale ale ruller ind i munden med let brødsmag, tydelig bitter appelsin og en noget mere grøn eller frisk fyrresmag end hvad jeg ellers bilder mig ind som kommer fra veldoserede amerikanske humler, og som følgelig må stamme fra fyrrenålene. Der er også mere eksotiske frugter i smagen, jeg tænker minimum passionsfrugt. Det slutter tørt og frisk. En yderst dejlig pale ale, som sikkert også kan nydes hvis højtiden holdes under fjernere og varmere himmelstrøg end hvad der sædvanligvis bydes på hertillands. 5 skumfiduser.

Endnu en gang har blogbestyreren haft snablen nede i en øl, som han ikke husker at han har anmeldt før. Eneste trøst er, at bedømmelserne stort set er enslydende - men lidt pinligt er det alligevel

#genanmeldelse

Ingen kommentarer:

Send en kommentar