lørdag den 9. januar 2016

Tredje afsnit af Hop Concept

Lemon & grassy, 8,5 % ipa fra the Hop Concept/Port Brewing. Den tredje ipa i den årstidsbestemte serie fra humle kongerne i San Diego. Gyda i Høkeren nægtede i lang tid at tage den hjem, selv om hun havde haft de to første på hylderne, i øvrigt til stor glæde for blogbestyreren. Heldigvis kom hun på bedre tanker og ved mit første besøg i kælderbutikken i 2016 røg blandt andet denne flaske i posen. Navnet på øllen er ikke misvisende. Der er en ret skarp citrusduft med en underliggende tørhed. Det river ikke i næsen, men nærmere stikker lidt. Det er ikke en mundsnerpende citrus jeg oplever ved første tår. Der er en del maltsødme der kun langsomt viger for først en ret tør, men ikke specielt fyrret humle, der senere får et svagt, men umiskendeligt islæt af citron. Det ender også med en langvarig bitterhed i mundhulen. Øllet et godt karboneret, næsten lidt for meget men det er med til at bevare friskheden og man fanges ikke i en alkoholisk smagsfælde, trods de pæne procentpoint den indeholder. Det er ikke den bedste ipa PB har lavet, men hvis det er deres bundniveau, så er der mange der burde være misundelige. 4-5 skumfiduser.

#1288

Ingen kommentarer:

Send en kommentar