Double Retro IPA, 9,0 % fra Ugly Duck. Indslevs grimme ælling, der efterhånden har vokset sig stor og smukkere end dets moder(bryggeri). Her serverer de en old school hopped IPA, med Cascade, Chinook og Colombus humler. Det giver allerede i næsen indtryk af noget bittert, fyrrigt, tørt og sødmefuldt, med tropiske mindelser. I munden skuffer det heller ikke, med en god maltbund, fyldt med appelsin- og mangosødme for at nævne det, jeg umiddelbart kan formidle via tastaturet. Der er en klistret fyrresmag, olieret harpiks og det slutter ret bittert, men på en behagelig måde. De 9 procent føles næsten ikke, men har en let varmende effekt. Øllet er ikke så udtørrende, som smagt andre steder, men det er nu ingen pleaser af den grund. Ugly Duck som også har beriget os med Hop Devil har gjort det igen og skabt en fantastisk dIPA, der formår at bevare en god humlearoma i en malttung IPA. Det kan kun give 6 skumfiduser.
#1292
Tælleren står på samme antal som i går, da blogbestyreren opdagede, at en øl (Mad Saison fra Mad Yeast) var blevet anmeldt og talt med to gange. Der var ikke en gang gået et halvt år mellem de to anmeldelser, men nok til at øllet var blevet lykkeligt glemt. Det var i øvrigt sjovt at læse de næsten enslydende anmeldelser, der resulterede i samme karakter
Ingen kommentarer:
Send en kommentar