lørdag den 27. september 2014

Sidste omgang fra smagningen

Mission Pale Ale 4,8 % american pale ale fra Deck & Donohue. Frugtig og krydret duft, der er flygtig. Let fylde. Tør smag, med (lidt forbavsende?) en tydelig Brett-tone af læder. Midt i paletten en let citrus. Slutter tørt men hverken bittert eller floralt. Typisk pale ale, med en anderledes snert af Brett, uden dog at jeg tror at der er kommet den gær i bryggen. 3-4 skumfiduser.

Easter Brown Ale, 7 % brown ale fra Dugges. Let malt og karamel i duften. Er let sødmefuld og har noget medicinskabssmag over sig, som ellers belgiske ales har. De engelske humletyper gør ikke meget væsen af sig. OK, men også ret uskadelig - 3 skumfiduser.

Magisch Dunkel, 5,8 % dunkel/tmavý fra Brauerei Ganter. Dufter sødligt af karamel. Let øl, der er rimelig maltet og karamelsød. Fader ret hurtigt ud og det fører ikke rigtigt videre. Kan ikke erkende nogen humlesmag. Den er ret anonym - duften er det bedste ved denne øl! 2 skumfiduser.

Imperial Stout, 10 % fra Mendocino Brewing Company (Californien), men brygget på deres østkystfilial Olde Saratoga Brewing Company. Duft af kaffe og mørk chokolade. Et mellemfyldigt bryg med god smag kaffe, tobak og lakrids. Humlerne Cascade og Golding bidrager lidt spagt med en sluttørhed der også indeholder nødder og røg. Rigtig god - 5 skumfiduser.

Brown is the New Brown, 5,7 % brown ale, fra Mohawk, brygget hos Dugges. Ret svag duft. Bunden af bryggen udgøres af noget karamel og noget nøddesmag. Humlerne (Chinook, Willamette og Amarillo) giver en frisk syrlighed og noget lakrids. Spøjs øl; er ikke en klassisk brown ale - ej heller en IPA, men måske en slags kombi. Nogenlunde vellykket; 3-4 skumfiduser.

Alstærk Bourbon, 9,4 % skotsk ale fra Munkebo. Må være en fadlagret (Knob Creek Kentucky straight bourbon whisky) udgave af Alstærk som blev pænt bedømt. Dufter svagt af malt men ikke særlig meget af sprut/bourbon. Fyldig øl, der også er blød - et resultat af fadlagringen? Den frugtige maltsmag indeholder en del sprut som må stamme fra bourbonen. Som i den ulagrede version er der heller ikke megen humle tilstede. Sprutten erstatter ikke rigtig. Tror jeg foretrækker den originale udgave, men det er ikke pga. sprutindtrykket, som ellers før har "ødelagt" min oplevelse af fadlagrede (mørke) øl. 3-4 skumfiduser.

#790-795

Ingen kommentarer:

Send en kommentar