tirsdag den 10. juni 2014

Flere fra Munkebo

Oven på den nylige succes med smagning af Munkebos produkter, måtte der naturligvis indkøbes og smages flere varianter.

Ragnarok, 6,5 % porter, eftergæret med Brettanomyces. Havde fået denne kort forinden fra fad på Taphouse, og synes ikke rigtig jeg kunne erkende Bretten i øllen. Fra flaskens dyb duftes chokolade og noget mælk, men sidstnævnte er det tætteste jeg kommer noget Brett. Smager som en god klassisk porter, med chokolade, kaffe og en noget røget eftersmag. Mellem den initielle chokolade og den afsluttende røg er der måske en lille snert der strammer om tungen og som kunne være noget Brett, men mindre antydninger skal man vist bruge integralregning og relativitetsteori til at finde! Det gør nu ikke bryggen dårligere, men det havde været mere interessant at se hvordan gær og portertypen spillede sammen. Stadig en fin porter til 4 skumfiduser.
Sif, 9,4 % belgisk trippel (ale). Sødlig bananduft varsler en rimelig sød øl, men så er der også brugt rørsukker i fremstillingen. Banan og kardemomme smages, men den "gode håndfuld bitterhumle" (Tradition, en tysk humle) der reklameres med er anvendt, drukner i maltfylde og sødme. Tripler er ikke så hyppige i glasset/på bloggen og forbinder dem mest med noget spruttet noget. Her er alkoholen godt gemt og man slubrer lystigt. Savner dog noget kant til det søde; 3-4 skumfiduser og dermed den laveste karakter som Munkebo har fået her.
Udgård vintersolhverv, 9,4 % imperial stout, Munkebo. Der er karamel, rosin og kaffe i duften. Den smager sødligt af chokolade først, med rosin og en let alkohol. Eftersmagen er anderledes tør, røget og med kaffe + lakrids. Dette giver et fint modspil. Begge fløje er diskrete og ikke overdøvende,men supplerer hverandre i bryggen. Med Udgård kommer Munkebo tilbage på sporet! 4-5 skumfiduser.
#698-700

Ingen kommentarer:

Send en kommentar