Mr. Series 2018 fra To Øl

To Øl har med inspiration fra Tarantinos Reservoir Dogs brygget en serie Mr. øl, der tager navn og farve efter rollerne i filmen. Jeg har ikke mødt tidligere versioner, men for nylig var der en verdensomspændende premiere på årgang 2018, som var så godt promoveret af To Øl og deres Facebook side, at jeg så mig nødsaget til at smage på sekstetten på Taphouse. De præsenteres i den rækkefølge, hvori jeg dykkede ned i glassene.

Mr. White, 5 % New England grisette med grapefrugt. Der er en kraftig duft af Brett i glasset. Kun let uklar øl og den lyseste af de 6. Det meste af smagen stammer fra Bretten og kun med en forhåndsviden om grapefrugt kan jeg erkende den. Men dejlig frisk start på serien/oplevelsen, 4-5 skumfiduser.

Mr. Blonde, 4,5 % Gose med vanilje, fersken og hindbær. Jeg fanger kun svage dufte af fersken. Af udseende er den faktisk mere orange end Mr. Orange! Der er initielt en frugtig-syrlig smag, primært fra hindbærrene. En let salt smag giver modspil. Jeg fanger også en næsten træ/fadagtig eftersmag. (Heldigvis) ikke meget spor af vaniljen. 4-5 skumfiduser.

Mr. Pink, 6% IPA med rødbede. En lidt dæmpet humleduft fra en meget flot rødbede-pink farvet øl. Smagen er en kombi af en meget heftig og bitter humle og den søde smag fra rødbeden, med humlen i overvægt. Jeg synes Beerbibliotek klarede at blande det lidt bedre i deres Alternative Fact #1984 Beetroot is the new hops. Her er rødbeden lidt underspillet - den kan mere. Fire skumfiduser.

Mr. Blue, 9 % Imperial Berliner Weisse brygget med bær. Jeg mærker sødme fra malt & bær samt syrlighed når jeg dufter til øllet. Den er tyktflydende og er sødmefuld. Det stammer vel fra bærrene (jeg synes jeg smager kirsebær og jordbær men kan sagtens være galt afmarcheret på gæt om hvad der er kommet i karret). Der er kun en anelse syrlighed initielt. Har ikke smagt så tyk en BW før, men så plejer de heller ikke at holde så høje procentsatser. 4-5 skumfiduser.

Mr. Orange, 9 % sur IPA med frugt. En frisk humle og oveni ekstra syrlig duft. Ret klar øl, der er mere blonde end Mr. Blonde! I smagen er der en heftig syrlig- og bitterhed. Fornemmer, at der er brugt både skal og safter fra diverse citrusfrugter for at opnå syrligheden, udover det der stammer fra gæringen. Samlet er den mere sour end en IPA, men det er også fint. Fire skumfiduser.

Mr. Brown, 10 % Imperial Coffee Stout. En næsten pågående kaffeduft er den primære olfaktoriske oplevelse. Smagen bidrager med chokolade, røg, ristet brød og igen masser af kaffe. Jeg bemærker en fin varmende alkohol i en velkomponeret stout. 5-6 skumfiduser.

De seks håndlangere i smagsrækkefølge fra venstre mod højre

Det var samlet en meget god oplevelse at bruge en god times tid i selskab med disse øl.

#1696-1701

Partizan - et nyt engelsk bekendtskab

Partizan Brewing fra den sydlige del af London har brygget øl siden 2012. Ganske typisk for aktualitetsniveauet her på bloggen, kommer de på allerede nu med et par øl jeg købte hos Høkeren.

Pale Ale, 4,5 %. Typisk letbenet pale ale hvor en initiel humleduft og -smag af næsten ren citruskarakter hurtigt damper af og efterlader en smule bitterhed. Humletilsætningen varierer fra batch til batch, her er på etiketten anført Citra og Rakau. Frisk og ingen skade sket, men ikke særlig interessant. Det er set bedre indenfor genren. To-tre skumfiduser.

India Pale Ale, 6,5 %. Igen i denne øl varierer humletilsætningen, her er brugt Columbus, Citra og Simcoe. Der er klart mere malt og humleduft med passionsfrugt og fyrrenåle i både duft og smag. Humlen virker næsten klæbrig selv om den smagsmæssigt ikke er voldsom på nogen måde. Ender medium bittert, stadig med en vis humlesmag. Fire skumfiduser.

Samlet forekommer bryggeriet mig baseret på disse to øl som ganske fredsommelige og ikke særlig rebelske.


#1694-1695

Hoppe i glasset

Jeg har tidligere haft øl fra Hoppe.Beer under omtale på bloggen, og har været mest tilfreds med de syrlige øl derfra. Dagens flaske er en ølmagnum på 75 centiliter - det signalerer sikkert eksklusivitet, men hvorfor skal det sælges i så store enheder? Nå, men det skal egentlig handle mest om smagen.

Darkside, 10,2 % quadrupel. Der stod noget skum klar til at forlade flasken af sig selv, da jeg fik åbnet den. Ophældt fyldte skummet initielt meget, men ret hurtigt var det svundet ind til næsten ingenting. Der bør nok være et mere kraftigt skum i typen, skriver jeg, undtagelsesvist med min øldommerpen i hånden. Jeg kan ikke rigtig blive klog på duften. Der er nogle af de rigtige elementer som malt og karamel, men det vinøse fra alkohol og estere mangler, eller er svagt til stede. Til gengæld er der en let syrlig tone som nærmer sig noget eddike. Sammenholdt med den lystige start kan jeg her godt begynde at mistænke en let inficeret øl. Jeg tror nu ikke det er tilfældet, for der er næsten ikke noget af det at genfinde i smagen. Den samler lidt mere op på manglerne i duften, men byder også ind med noget underliggende næsten metallisk og førnævnte syre. Det er tørt og det er bittert og det er ikke specielt fyldigt.  Jeg synes ikke det er lykkedes for Frederik i denne flaske, om det så er opskrift eller forurening undervejs der er skylden. Af tilsætningerne rosiner, appelsinskal, koriander og vaniljebønner er det mest appelsinen jeg kan mærke. Jeg kan godt lide hans jordbærlambic Lacto Love og den rødvinsfadlagrede Woody Delight, hvor jeg er sikker på, at den fremkomne syrlighed er tiltænkt. Denne fortolkning af de tungeste og mørkeste belgiere ender uharmonisk ud og på skuffende 2 skumfiduser.

#1693

Humle og terroir

Vi kender det godt fra vinens verden, begrebet terroir, der dækker over de klimatiske og geografiske forhold, der sammen med jordbunden giver en drue dens karakter. Og skal det være rigtig fint, så kan man få enkeltmarksvine. Men det er vist ikke rigtig undersøgt om de samme forhold spiller ind på de afgrøder, der bruges til øl. Før nu, hvor Mikkeller har kastet sig ud i et eksperiment. Fire slags humler, der har groet to/tre forskellige steder i verden, og kastet i den samme bryg, en IPA på 7 %.

Taphouse havde i dag sat de to gange to øl med Sorachi Ace og Centennial på hanerne og jeg kikkede forbi til fire små samplere for at se om jeg kunne smage forskellen.

Første sæt var de to Sorachi Ace, hvor den ene bestod af humlen dyrket i Belgien og den anden med humle fra det nordvestlige USA (ikke nærmere specificeret mærkeligt nok). Allerede udseendet røbede en mindre forskel. Den belgiske var meget plumret og havde et let grønligt skær, mens den amerikanske var knap så uklar, uden at det på nogen måde var gennemsigtigt, og havde en mere gullig tone. Den belgiske var meget frisk og prikkende, med en klar og ren citron og lime smag, og med en antydning af dild. Den amerikanske forekom på en måde lidt fyldigere i smagen, der var mere lime end citron, knap nok noget dild men til gengæld en svag antydning af koriander. Jeg fornemmede en anelse mere slutbitterhed, der også indeholdt noget appelsinskræl. Men begge med meget aroma.

Andet sæt var så Centennial fra Belgien og fra staten Washington i USA. Der var ikke nogen synlig forskel på de to glas. Begge var klart mere bitre end de to foregående, men indbyrdes var der forskel i hvordan jeg oplevede bitterheden og smagen. Der var smag af fyr og harpiks i den belgiske, men ikke pågående. Der var en smule tropiske frugter (mango og passionsfrugt) og blomster, hvilket næsten gjorde den en anelse parfumeret. Den amerikanske overraskede kraftigt med en hurtig antydning af peanut!? Jeg fik det indtryk flere gange undervejs i tømningen af glasset. Gad vide om de har brugt samplerglasset til nødder tidligere på dagen? Derudover adskilte den sig ved at være en smule mildere i udtrykket, med mere ren citron i smagen og knap så mange blomster. 

Mikkeller har naturligvis ønsket at demonstrere sin pointe og har hældt store mængder humle i øllene, formentlig på alle mulige tænkelige tidspunkter. Selv en smagsdøv blogger som undertegnede havde således ikke store problemer med at smage terroiret. Forskellen havde måske været mindre tydelige, hvis ikke øllene havde været så voldhumlede som de var. Men hvor langt kan man drive det? Kan man smage forskel fra år til år, fra mark til mark? Og hvad med byggen (hveden, rugen, havren ...)? De må da også påvirkes i en eller anden grad af terroiret? Kan bryggerne kompensere for forskellene - og ønsker de at gøre det? Smagning og brygning af øl er ikke blevet mindre kompliceret efter denne øvelse - og tak for det. Projektet var en øjenåbner, både for mig som konsument, men burde så sandelig også være det for producenterne, store såvel som små.

Læs mere om projektet hos Mikkeller og und dig selv at foretage øvelsen hvis du har mulighed derfor.

Amager bryghus 10 år - anden del

Vores allesammens yndlingsbryghus på lorteøen, Amager Bryghus, har holdt stand og ikke mindst fanen og barren meget højt de ti år, de har eksisteret. Tidligere på året udgav de tre øl som første led af egen festligholdelse af deres jubilæum. To af de tre øl smagte mig godt, mens den tredje skuffede en del. De samme tre øl blev hældt på fad, og er blevet udgivet her sidst på året, med følgeskab af yderligere to fadlagrede festøl. Lad mig knappe op og se, hvad turen i fadene gør ved øllet.

MurpHill 2017 ed., imperial rugporter, lagret på friske bourbonfade. Grundbryggen er Rugporter, en øl lavet i samarbejde med Shaun Hill og Mike Murphy, som jeg vist aldrig har fået omtalt på bloggen, men svagt erindrer at have smagt. Den er tidligere blevet smidt på tønden og trukket op igen som en MurpHill, men denne gang i en let modificeret 2017 udgave. Det første duftindtryk sagde voldsom lakrids, men også mørke frugter, kaffe og bourbon. Den smager ganske indledningsvis af mørk chokolade type sødme og kaffe, der overhales både inden- og udenom af fadlagringens tilførte elementer af ren bourbonsmag, let træ og desværre en del vanilje, der sammen med den amerikanske bourbon for mig trækker i den modsatte retning. Jeg har efterhånden lært både at acceptere og i en del tilfælde nyde og endda elske fadlagrede mørke øl, men når vaniljeorkideen bidrager med smag i en blanding med sydstaternes svar på det skotske højlands ædle drik, så tilføres det efter min ydmyge og ganske personlige mening ikke noget til øllet. Jeg kan godt være bange for, at resten af øllene i denne anden halvleg kommer til at blive bedømt efter samme skabelon. Grundbrygget her er dog ganske fint og bliver ikke decideret ødelagt, så jeg kan godt, trods de harske ord, stå inde for de fire skumfiduser jeg kaster efter den første jubilæumsoplevelse i anden halvleg.

Maureen, The Maverick Moonshiner, 12 % bourbon fadlagret dobbeltmæsket russisk imperial stout. Her er det Dario, the Dark Don, fra første del af jubilæumsudgivelserne, der har været på bourbonfade. Duften er tung og formår næsten ikke at kravle op over glassets kant. Mørk chokolade, mørke, våde frugter, kaffe, ikke så meget lakrids som i Dario, men til gengæld en let bourbonduft, der holder sig til antydningens kunst. Det er det samme jeg genfinder i smagen, i pænt afstemt indbyrdes forhold. Kaffen er lidt mere fremme i smagsbilledet end i duften, og man mærker også de meget mørkt ristede malte. Bourbonen er også smagsmæssigt mere en medspiller på holdet end en ego-centriker som Zlatan. Det kan være, at den dobbeltmæskede bryg er så fyldig, at den kan suge og indkapsle flere af fadets aftryk, så det faktisk ender med at blive ganske vellykket. Det er over et halvt år siden jeg smagte Dario (og de øvrige i første del), så jeg kan ikke direkte sammenligne. Men det er en ret lækker øl, der må få 5-6 skumfiduser, hvilket er en halvkarakter mere end Dario.

Christopher, The Crimson Crooner, 11 % bourbon fadlagret barley wine. Her er det Marianna, The Moody MILF, der er udgangsbrygget. Den brød jeg mig ikke særlig meget om i ren udgave. Må se om turen i bourbonfadene har forbedret den. Der står stadig en meget sødlig-klistret duft op ad glasset og her iblandet tydelige bourbonnoter, der heller ikke ligefrem er kendt for deres opfriskende karakter. Smagen er også fortsat sød og klistret. Lidt væk er bananen og tyggegummien fra Marianna, heldigvis. Der er nu noget modspil fra sydstatswhiskeyen om man så kan lide den lette blanding af røg og halv-vammelhed, som jeg forbinder med den nye verdens forsøg på at efterligne original whisky. Samlet ender bryggen som en kende mere drikkelig end udgangspunktet, men den bliver aldrig hverken en crowd- eller ganepleaser hos Dude Beering; dertil er den for sød, tung og lagret på forkerte fade. Den "beholder" sine tre skumfiduser.

Patrizio, The Persuasive Peacemaker, 10,5 % bourbon fadlagret old ale. En remaket Cody the Crooked Cop fra første halvleg. Den var ganske vellykket og de samme duftindtryk fra den af karamel og figner er bevaret og naturligt tilført lidt fra fadene som duftmæssigt giver lidt vanilje og en smule bourbon. Stadig en voldsom væske at ryste indenbords, med masser af malt, karamel, mørke frugter samt vanilje, træ og bourbonsmag fra fadlagringen. Sidstnævnte kan mærkes men er knap så voldsom. Muligvis har den dræbt den let syrlige smag jeg kan se at jeg smagte i Cody. Stadig en øl der skal nydes med måde - dens fylde gør nok, at den bedre favner bourbonen som forekommer integreret og ikke udstikkende. Den beholder samlet ligeledes sin karakter fra den rene udgave: 4-5 skumfiduser.

Paul the Packing Piano Player, 8,7 % bourbon fadlagret rugstout. Sidste øl står også alene, skal ikke sammenlignes med en ikke-bourbonlagret udgave. Rettelse: PtPPP er en fadlagret udgave af Rye King, som jeg smagte for en del år siden. Jeg dufter bourbon, røg men også lidt frisk humle vifter forbi som en flygtig brise. Knastør smag, jeg mærker næsten indersiden af fadet raspe min mundhule. Træ, røg, kaffe og bourbon; sidstnævnte forekommer i denne bryg mere "frisk" eller knap så vammel og giver faktisk øllet et ekstra pift. Ret bittert, sikkert både fra humle, fad og bourbon. Som alle de foregående er det ikke en sommerbælleøl, men noget der skal nydes i små nip. Denne bringer mig nok mest glæde af håndfulden efter Maureen og må belønnes med 5 skumfiduser.

Jeg fik efter denne omgang med Amagers heftige fejring af deres første 10 år bekræftet, at bourbon og øl sjældent virker godt for mig. Der vil givetvis være andre, der ser en fortrinlig symbiose i blandingen og dem kan jeg kun være en smule misundelig på. Det gik fint et par af gangene, men det bliver hurtigt for påtrængende synes jeg, og når så bourbon i forvejen er en misforståelse, så er det op af bakke. Men, det sagde jeg om al fadlagret øl tidligere, så derfor kastede jeg mig ud i det for at se, om ikke jeg også kunne smage lyset. Det kan jeg måske næste gang, men endnu er jeg for umoden.

#1688-1692

Tap takeovers på Kompasset

Mit lokale vandingshul Kompasset skiftede ejer i sensommeren men de nye ejere fortsætter stort set med det samme koncept. Dog forekommer det mig, at de lidt oftere får besøg af bryggere og bryggerier. Jeg har ikke været med til alle, men her følger et par korte smagsnoter fra vinterens løb, med nogle bryggerier jeg ikke før har set.

Den første begivenhed jeg nåede med til var da de finske bryggerier RPS Brewing (Rock, Paper, Scissor) og Fat Lizard gæstede baren 14.-16. december. Fik en god snak med dem om ølscenen i Finland og fik smagt disse:

RPS IPA, 5,6 %. Den præsenterede sig med en umiddelbar frugtsmag bestående af grapefrugt og appelsinskræl. Det efterfulgtes af en ret ren bitter afslutning, men den skulle kun holde 56 IBU. 4 skumfiduser.

RPS Red ale, 5,2 %. Mørk øl, der forekom ganske kedelig, uden hverken nogen malt eller humlekarakter. Den nåede aldrig at gøre et stort indtryk. 2-3 skumfiduser.

Fra Fat Lizard fik jeg smagt fire forskellige:

Arctic Fuel, 7,3 % ipa. Diskret aroma fra humlen. Starter også forsigtigt i smagen men det udvikler sig til bløde, frugtige noter af melon og mango, med en afsluttende lav bitterhed. 4 skumfiduser.

Track Day, 4,9 % ipa. Med den styrke hører den til session ipa'erne. Som sådan starter det fint hvor den initielle humlearoma og -smag giver fyr og passionsfrugt som fader ud, men dog bevares noget mere end normalt for stilarten. Således fremstår den som ganske god for genren. 4 skumfiduser.

Ankle Slapper Surf Ale, 4,7 % ipa. Igen en session, brygget til en dag hvor tidevand og bølger ikke når højere end til anklen på den stakkels forventningsfulde surfer. Der er en generel OK humlearoma men det er svagt og fiser hurtigt ud. Track Day var således bedre. 3 skumfiduser.

Blacktop, 6,3 % porter. Fin porter, med røg, ristede noter og fin balance med chokoladesødmen. 4 skumfiduser.

Den anden begivenhed, der skal omtales i dette indlæg er fra 18. januar i år, da svenske Nordic Kiwi Brewers kom forbi. Svenske og svenske, bryggeriet ligger i Stockholm, men bryggerne er vist ægte kiwier. Meget passende var der samtidig barmad i form af Wild Kiwi Pies, et initiativ, der sammen med NKB havde lokket folk af huse på Østerbro. Der var tæt pakket og med et næsten infernalsk støjniveau, så selv om det havde lykkedes mig at lokalisere bryggeren/-ne ville jeg ikke kunne have ført nogen som helst fornuftig samtale med dem. Jeg nøjedes derfor med at smage to af deres øl:

Kohatu Sour, 4,5 %, men nok ikke en sour i ølstilartsforstand. Mere en slags pale ale, med en del brødsmag og en humle, der giver en let bitterhed og mest smager af appelsinskræl. På det jævne, 3-4 skumfiduser.

Chili Stout, 6 %. Dufter af en blanding af lys chokolade og mælk, så jeg må tænke milk stout. Kaffe, røg, ristet brød og ikke meget sødme udover mælken! Chilien er, heldigvis, meget sparsomt doseret og anes kun som den svageste prikken i halsen. Lidt tyndbenet, men OK. 3-4 skumfiduser.

Det er ikke verdenstopklasse bryggerier, der kommer forbi søvnige Østerbro, men mindre kan også gøre det. Næste overtagelse af udskænkningshanerne er 15. februar, hvor danske Flying Couch skænker op.


#1680-1687