Jeg har over et par omgange smagt det meste af Hoppe.Beers sortiment, men forleden fandt jeg et par nye flasker hos Høkeren, der naturligvis måtte prøves. Da Frederik var gæst på bloggen, fortalte han om kommende projekter med fadlagret øl. Jeg er glad for at prøve en af de resulterende øl.
Chimalma, 6,5 % belgisk inspireret saison, med jordbær og koriander. Troede sådan set at saison oprindeligt var en belgisk type, så denne er måske tænkt som en ekstra klassisk udgave? Den dufter sødligt, med banan og koriander og mere typisk krydret. Starter let krydret på klassisk vis, hvorefter en pæn andel sødme tager over og afsluttes med noget syrligt, som vel kan tænkes at stamme fra jordbærrene? De smages også svagt til sidst. Det giver lige den anelse af modspil til en ellers ganske sødmefuld øl og redder den fra det vammelt-kvalme. For der er ikke megen bitterhed eller humlesmag i øllet, vel ganske forventeligt. 3-4 skumfiduser til en forfriskende øl.
Woody delight, 6,5 % belgisk ale, lagret på rødvinsfad i 18 måneder. Den dufter af syre, træ, rødvin og vanilje - samlet stikker det let i næsen. Smagsmæssigt er den meget mere neutral. Den lyse belgiske ale mærkes, inklusive en karakteristisk gærsmag. Dernæst kommer en god portion sødme, der har karakter af frugt - men den specifikke association nægtes mig. Så smages der både let træfad og rødvin, men ret diskret. Dog nok til at skabe en fin balance. Den afslutter med en tør krydring, formentlig stammende fra grundbrygget. En ganske fin fadlagret ale - men hvorfor er det lige, at den skal sælges i 75 cl flasker? Det er næsten for meget for en enspænderblogger som Dude Beering, der sjældent smager og deler øl sammen med andre. Flasken er sikkert tænkt at signalere klasse og kvalitet, men jeg ville ønske, at langt flere (mikro)bryggerier solgte deres øl i 33 cl størrelse. Det skal dog ikke påvirke min bedømmelse af Hoppe.Beers dejlige øl, der endte med at kunne nydes hele flasken igennem. 4-5 skumfiduser.
#1588-1589
Ingen kommentarer:
Send en kommentar