Årskavalkade

For tredje år i træk deltog mange af de danske ølbloggere i Danish Beer Blogger Award. Jeg var ikke med første år, deltog sidste år, mens jeg igen i år ikke følte, at jeg havde haft fingeren nok på pulsen til at kunne udse vindere i kategorierne Årets Udenlandske Bryggeri, Årets Øloplevelse, Årets Ølbar, Årets Nye Øl samt Årets Danske Bryggeri. Muligvis skulle jeg skrue ambitionsniveauet lidt ned, for jeg gætter at mange af de andre bloggere blot udser vindere baseret på deres egne oplevelser, og ikke ud fra en forestilling om, at de har dækket alle kategorier 100 % i året der gik. Men, jeg leger lidt med og laver her et samlet skriv over mine oplevelser i år 2017.

Jeg har i årets øl fået smagt på og noteret om godt 400 øl. Lidt over halvdelen af dem er omtalt her på bloggen, mens de resterende kun er blevet bogført og vurderet på RateBeer. Jeg har i årets løb forsøgt at tematisere indlæggene på bloggen mere end jeg plejer og enkeltanmeldelser af øl er derfor blevet henvist til min konto på RateBeer.

På RateBeer fik 25 øl 4 points eller mere (ud af de maksimale 5), mens lidt over 40 øl anmeldt på bloggen fik 5 rene skumfiduser eller mere. Bedste nye danske øl tror jeg må gå til Ølsnedkeren og deres jubilæumsøl, 5 med snedkeren. Jeg var så heldig at smage den fire dage efter den var blevet tappet på flaske og så fremstod de rigeligt tilsatte humler i al deres friske pragt. Sådan skal man drikke sine IPAer! Men også Amager Bryghus' samarbejdsbryg med Trillium fra Boston, Sigtebroad, scorede godt. Det var som om at New England IPA stilen for alvor kom til landet i 2017. På det absolutte faldereb kom et samarbejdsbryg mellem BRAW og Dry&Bitter med i det tætte opløb med deres Braw and Bitter. En øl så tætpakket med humle at man kan undre sig over, at der er plads til væske. Også Beer Heres Himonussija, en baltisk porter der var virkelig cremet og lækker med masser af smag var en seriøs kandidat, der blev smagt allersidst på året.

Der har været en del udenlandske temaer, herunder oplevelser fra Stockholm (godt nok indsamlet over en længere periode end blot 2017), Lissabon, Athen (kun på RateBeer), og endelig lidt polske øl, ved den nyere butik Ninkasira. Udover disse udenlandske rejser var der også enkelte hjemlige oplevelser. Danske Ølentusiaster holdt deres årlige festival og jeg var forbi førstedagen og fik også besøgt restaurant Højt Skum. Der kom hele to skriv ud af det. Et hvor jeg fortalte om festivalen generelt, og et hvor de øl jeg fik smagt, blev bedømt. En anden oplevelse var da jeg gæstede åbningen af Ugly Duck/Tribecas beer and pizza lab i nordvestkvarteret.

Jeg lærte at kende flere nyere fine bryggerier, heriblandt Røde Port, Hoppe.Beer og endelig super-hypede svenske Stigberget, der lever op til de fine omtaler der følger dem overalt. Ebeltoft Gårdbryggeri gjorde et fint comeback i min mund og Nørrebro bryghus' sideprojekt BRAW fortsatte at lave gode øl.

2017 var også årets hvor de sure og syrlige øl fik det endelige gennembrud til mine smagsløg og her venter der fremover masser af uopdyrket terræn. Jeg har eksempelvis allerede en mindre flok fra svenske Brekeriet linet op til smagning først i 2018. 

Det nye år på bloggen kommer nok i høj grad til at ligne de foregående, så hvis du kære læser befinder dig godt med det, så hæng på. Godt nytår.

           

Endnu en omgang fra Ebeltoft

Efter at jeg for nylig genopdagede Ebeltoft Gårdbryggeri og erkendte, at de var blevet bedre, tog jeg igen forbi Østerbro Vin og Spiritus og købte nogle flere af deres flaskeophældte produkter.

Deep Blue, 9,8 % mørk ale. Dufter meget af malt og karamel, med lidt rådden frugt nederst. En på samme gang sød og tør smag, med malt, karamel, træ, og sherry og nogenvarmende alkohol. Minder en del om barley wine, men bevarer samtidig et belgisk præg pga. den krydrede gærsmag. Absolut en nydeøl, der ikke skal drikkes hvis tørsten skal slukkes, jeg bliver mere tørstig af at drikke den! 4-5 skumfiduser.

Wildflower I.P.A. batch 500, 7,1 %. Smagte den almindelige Wildflower sidst og den begejstrede. Kender ikke historien bag denne udgave men man kan jo gætte på, at det er bryggeriets 500 bryg som de så fejrer med en ekstra god Wildflower. Duften er grape, passionsfrugt og fyrrenåle. I munden er det stadig en ret god ipa, med en næsten olieret fornemmelse fra den gode humle. Den er så tilpas krasbørstig at den mere minder om en westcoast IPA end en NE IPA som jeg fik association til med lillesøsteren. Men den er stadig en ganske dejlig øl, og får ligeledes 5 skumfiduser.

Mesa like it sweet, 11 % barley wine. En voldsom vinøs sødme vælter ud af flasken som første duftindtryk lige så snart kapslen blev lettet. Den har rødvinskarakter. Den har en rig, meget sød maltet smag, med ren sukker eller kandis oveni. Der er træsmag, og noget krydring men den har det svært i sødmen. Spiritussen, som også i smagen bærer referencer henad rødvin, ligger som varmende element og sørger lige akkurat for, at det ikke bliver alt for klistret. Det er stadig en meget sød øl. Der findes dessertvine og her er en øl, der må være yderst velegnet som alternativ. Som ren nydeøl bliver det lidt for meget af det gode. Vi ender på 3-4 skumfiduser.

#1663-1665

Allersidste juleøl

Jeg kan jo ikke lade være, når jeg ser en ensom flaske stå og kede sig ...

Christmas Ale, 5,6 % fra Ladager bryghus. Det lille lokale bryghus fra Viby Sjælland. Meget maltet duft, egentlig ikke så sød, men med lidt mørke frugter i. Blomme, svedske, malt, nellike, og lidt syrlighed fra appelsinskallerne, afsluttende med nød og let bitterhed. Fint afstemt bryg, der måske er en anelse tyndbenet men den holder sammen på smagsindtrykkene. 4 skumfiduser.

Baltazar, 6,9 % ale fra Ebeltoft gårdbryggeri. En lidt sur-syrlig duft som fra gammel karklud sammen med mere behagelig mørkt brød. Der er også en mere ubehagelig undertone af solvent eller fusel. Smagen er heldigvis mere stilren ale, med lys chokolade, nødder, let krydring (peber) og kun en svag humlesmag og let -bitring. Den lidt syrlige smag ligger og lurer underneden. Det minder i stil om engelsk brown ale med dens dyder og unoder og så er der den let stikkende duft, der slet ikke må være der. Jeg er ikke helt sikker på om det er en fejl eller blot min aversion mod øltypen, men det er samlet set ikke helt godt. Jeg må derfor nøjes med to skumfiduser som er lavt for det "nye" Ebeltoft.

#1661-1662

Juleølshængeparti

For et par dage siden offentliggjorde jeg dette års gennemgang af jule- og vinterbryg. Jeg havde dog ikke fået købt eller smagt på årets nye fra Amager bryghus tids nok, og da de tilhører en eksklusiv skare, der altid kommer på bloggen med deres nye øl, så får de her et eget lille indlæg om dette års to nye juleøl fra dem.

Amager julebryg 2017, der i år er en 6,5 % american dark ale som de har valgt at kalde den. Hvis jeg havde haft min øldommerhat på ville den nok ikke passe ind i nogle kategorier; american brown ale er vel det nærmeste, men denne er der lidt for meget alkohol i til stilarten. Men, på disse sider er jeg blot en ydmyg ølnyder og behøver kun at forholde mig til, hvordan glasset påvirker mig. Duften er på en og samme gang både lidt sødlig-vammel samt virker lidt støvet. Lidt karamel, lidt humle og ganske let alkohol bemærkes. Smagen er noget mere pågående, med karamel fra malten, krydring fra gæren, herunder muskat og kanel, mens humlesmagen er tropecitrus i let til medium grad. Afslutningsvis er den ret bitter. Der er en rigtig fin balance mellem sødme, krydring og bitre noter, der gør øllet ganske velegnet til nydelse, både før, under og efter julen. 5 skumfiduser.

Reindeer Fuel, 10 % barley wine. En opskrift, som de efter sigende forsøger at forbedre hvert år. Her er det så anden udgave - sidste år syntes jeg at den nok lige var en anelse for sød. 2017 udgaven er underligt nok ret svagt duftende, med anelse af mørkt brød og ikke så meget andet. Men også denne øl er i munden mere prangende end i næsen. Kraftig maltet smag, som er sød men ikke klistret. Sødmen er kandisagtig. Derefter mærker man en smule til noget varmende alkohol og der afsluttes med let bitterhed. Selv om der måske er skruet en smule ned for sødmen i forhold til sidste år, forekommer den stadig at være en smule for enstrenget, selv om de amerikanske barley wines, som denne nok er modelleret efter, er kendetegnet ved megen maltsødme og mindre kompleksitet. Jeg tror nok jeg mere er til de vinøse barley wines, hvis det skal være. Dette er nok de voksnes udgave af ungernes fredagsslik! 3-4 skumfiduser.

Så tror jeg nok, at juleølskavalkaden bliver lukket for i år.

 #1659-1660      

Fællesøl

Jørgen Fogh Rasmussen har hjertet på det rette sted og giver gerne udtryk for sine politiske og menneskelige holdninger på etiketterne til hans øl. Der er ikke så langt hverken geografisk eller holdningsmæssigt til Svanholm. Fra Svanholms marker er der anvendt hvede, rug og en pæn mængde valnødder i denne fællesøl.

Svanholm, 5,8 % fællesøl (mørk belgisk ale) fra Hornbeer i samarbejde med Svanholm Storkollektiv. Den dufter en del af maltene og den anvendte gær; det resulterer i en let syrlig, surdejslignende duft med sødme og krydderier. Det er let sødmefuldt i smagen initielt, det bakkes op af syrligheden men jeg fornemmer mere den er malt- end humledreven. Valnødderne giver en egen, bitter smag, der også indeholder antydningen af nød. Endelig er der også en svag humlesmag over i det frugtige - melon måske. Det er en fin og sympatisk øl, ikke blot i tanke men også i udførelse - 4 skumfiduser.

#1658

Årets jule- og vinterølsindlæg

Dude Beering blev i sin tid fisket op af en juleølstønde, og man kan ikke udelukke at jeg ligefrem blev undfanget deri. Men modsat Obelix har det ikke afholdt mig fra at hvert år, i større eller mindre systematisk omfang, at genbesøge den ædle drik. Stilarten juleøl er ikke klart defineret og i de seneste år er spændvidden og fortolkningen øget dramatisk, så eneste fællesnævner efterhånden kun er tre bogstaver. Bloggens læsere skal heller ikke i år forskånes for min uforblommede meninger, der egenmundigt er hevet op fra flaskernes bundfald. Der er også røget enkelte øl med, der lidt mere bredt er brygget til/opkaldt efter den mørke årstid.

Black Ice,  9,5 % imperial stout fra Flying Couch. Dejlig mørk frugtig duft af rosin og figen, med let røg og bitter chokolade. Ret sødlig smag, uden at være klistret eller kvalm, og det ender på en måde ret tørt alligevel. I mellemtiden er der røg, træ, og en pæn bitterhed, men mindre af den frugt, der var at bemærke duftmæssigt. Den tilsatte kaffe giver lige et lille diskret pift nu og da. Der er desuden smagsnoter fra lakrids, kakao og måske lige det allermest diskrete vanilje. Samlet set er den komponeret ret fint - den er ikke vulgært sød (langt fra), har en masse fine indtryk men holder det hele pænt samlet. 5-6 skumfiduser.

Pime ÖÖ, 13,6 % imperial stout fra Põhjala. En øl fra Estland, brygget til den mørke vinter og de depressioner, der følger deraf. Også i denne imperial stout en gæret duft af rosiner, figner men også chokolade og alkohol. Super fløjlsblød i munden og tyk olieret substans. Chokolade, frugter, både de tidligere nævnte men også noget syrligere, der dog hurtigt forsvinder. Kaffe og tobak i eftersmagen og det ender bittert. Har en varmende, men ikke spruttet alkohol. Her er vi over i en sødere variant af imperial stout og det er indsmigrende og svært ikke at holde af. Når det så ydermere serveres i 33 cl, bliver det aldrig for meget førend bunden er nået. 5 skumfiduser.

Hop Sneeze, 7 % vinter IPA fra Flying Couch. Der stiger en tør, stram duft af citrusfrugter op fra glasset. Der er også kommet både appelsin, lime og desuden abrikos i brygget. Det er måske dem bryggerne har associeret til jul, da de kreerede opskriften? Smagsmæssigt er det en ganske fin IPA, med nogen frugtsmag som så må stamme fra tilsætningen og en ganske tør humleafslutning, der tørrer ud og giver fin bitterhed. Fin øl, ja, jul - ikke udover salgstidspunktet. Men OK, de kalder den også for en vinterøl. 4 skumfiduser.

Hoppy X-mas, 6 % ipa fra Det Lille Bryggeri. Opskriften/brygningen/alkoholindholdet varierer tilsyneladende fra år til år. I år er den endt på 6 % (men der mangler brygge- og tappedato på etiketten, noget som de ellers er flinke til at oplyse). Duften er sådan generisk ale, uden nogle specielle træk. Det samme kan desværre siges om smagen. Selv med bedste vilje er det svært at erkende, at der er anvendt flere slags karamelmalte, mere humle (jo, den er bitter, men ikke på nogen måde ekstremt) mens den tilsatte abrikossirup godt kan pilles ud og nikkes genkendende til. Men det resulterer samlet ikke i en mindeværdig øl - snarere ligegyldig, og lettere uharmonisk. Sådanne øl som denne, og der er mange i landskabet, bekræfter mig i, at julen bringer kræmmermentaliteten frem i selv den ædleste mikrobrygger, der lige flikker en opskrift sammen, designer en julet etiket og sender den på markedet i måneden op til jul. Folket elsker jo juleøl! Dude Beering er mere kritisk og stanger to lunkne skumfiduser ud til den.

Frosted Frog, 8,6 % jule ale fra Hoppin' Frog. Markant duft af ingefær. Og samme knold dominerer den stærkt krydrede drik, der er et sammensurium af indtryk. Ingefær, appelsin, kanel og muskat, med en syrlig-besk tone, der slet ikke er behagelig. De har puttet alt for meget ingefær i og det bliver næsten udrikkeligt. En skumfidus, der ellers kun stanges ud til fejlbehæftede øl, men jeg tror desværre nok, at de mener det.

Myrraskær, 7 % belgisk ale fra Røde Port. En ganske typisk duft fra belgiske ales; rugbrød, karamel og noget let krydret. Smagen er sød, sukker og karamel, nellike, lakrids og afsluttes med en let bitterhed. Krydderierne er i den lette ende af skalaen, og en anvendt sød appelsinskal synes jeg ikke sætter noget aftryk i det samlede produkt. Den er i den boldgade, hvor jeg synes øllet spiller bedst i tiden op til jul, men det er lidt for anonymt. Jeg er glad for at have stiftet bekendtskab med Røde Port men denne er i min mund det svageste led i deres portefølje, uden at den dog på nogen måde er dårlig. 3-4 skumfiduser.

Christmas Pudding, 4,7 % toffee milk stout fra Amundsen bryggeri. Dem kender jeg kun fra et besøg på deres brewpub i Oslo for fem år siden, hvor jeg måtte nøjes med at lade mig vederkvæge med et af deres egne produkter. Her er der en øjeblikkelig duft af vanilje, labre larver og mælk og smagen følger ganske godt de første olfaktoriske indtryk. Det er blødt op i en ikke særlig voldsom væske, der er på kanten til at føles vandig. Det gør så også at de fleste smage damper hurtigt af, herunder vaniljen, som notorisk er på min most wanted bag-tremmer liste og her desuden virker syntetisk. Der er også angivet "aroma" i indholdsfortegnelsen og så kan man frygte at det ikke en gang er ægte vanilje, der er kommet i. Det er samlet for sødt på en for tyndvæsket baggrund så med vaniljesmagen stadig i frisk erindring ender den på 2 skumfiduser.

Super Santa, 4,7 % christmas coffee stout fra Amundsen. Det er åbenbart et juletema hos dem, alkohol"svage" stouts. Her er duften mørk chokolade, kakaonibs, kaffe og vel også noget vanilje, men lettere end i den foregående. Brygget forekommer lige så vandigt-tyndt som julebuddingen, og det afslutter efter nogle smage, der efterligner duften, med noget let syrligt-metallisk, der ikke virker helt harmonisk. Selv om jeg ikke kan lide alle smagsindtryk er jeg sikker på, at de ville have haft det bedre pakket ind i noget mere fylde og alkohol. Nu bliver det alt for flygtigt. To beskedne skumfiduser også til denne dåses indhold.

Hoppy Lovin Christmas, 7,8 % ipa med ingefær og fyrrenåle. Fin duft med humle og ingefær. Dejlig smag med fin blanding af let sødme, tør humlet smag, antydning af ingefær og fin bitterhed med slutantydning af fyrrenålene. Dejlig øl, året rundt. 4-5 skumfiduser.

Stjerne Bryg, 10 %, fra Herslev bryghus. Denne version er en speciel fadlagret jubilæumsudgave. Brygget i 2011 og en tur i whiskyfade for at markere bryggeriets ti års jubilæum. Så gør det lidt mindre ondt, at jeg ikke nåede forbi en seriel smagning af samme bryg fra fem forskellige år forleden på Taphouse. Stærk fadpræget duft med træ, rødvin, karamel men ikke ret megen sprut. Smagen starter med malt og karamel der er præget af fadlagringen, der tilfører noter af træ, og igen vil jeg hellere sige rødvin end whisky, mens de krydrede islæt af den tilsatte koriander og stjerneanis er dampet lidt af og/eller sikkert overdøvet efter turen i tønden. Alderen og fadlagringen giver øllet en perfekt kant og nye dimensioner, så det ender med at jeg kommer til at holde ret meget af den. Ikke at jeg ikke brød mig om den originale, der i sin tid fik fem skumfiduser, men denne kravler øverst op på skamlen til fortjente seks skumfiduser.

Skt. Peter, 7 % belgisk dubbel fra Thisted Bryghus. Let belgisk gærduft iblandet kanel. Også ret klassisk belgisk dubbelsmag, med lakrids/anis og kanel som ekstraelementer der sikkert begge er med til at legitimere brygget som juleøl. Det er forbavsende, at den ikke føles mere fyldig end den gør, med tanke på de 7 % der er i, men sådan er det jo med klassiske belgiske ales. Jeg ender med at synes den er ganske udmærket og tildeler derfor fire skumfiduser.



Norsk Jul, traditional Christmas ale, 4,5 % fra Nøgne Ø. Brygget med enebærkvist, porse og honning, og porsen træder duftmæssigt frem sammen med kiks og let malt. I sagens natur fremtræder den ikke voldsomt i munden og porsen, enebærrene og honningen er der flygtigt, men forsvinder hurtigt igen. Der er en lidt underlig slutsmag, hvis jeg skal beskrive det bliver som tørt og metallisk og det giver sikkert ikke en gang mening for mig om et par dage, men det er lige det, jeg kan få associationer til. Ikke uinteressant krydring men det bliver lidt parfumeret. Ydermere er brygget for tyndt til at kunne favne det. Tre skumfiduser får den lige sneget sig op på. Der var en to-tre andre varianter af juleøl fra Nøgne Ø i den kælder jeg besøgte, hvor de fleste indkøb til dette opslag blev gjort. Jeg kender God Jul og Underlig Jul men skulle nok have valgt en af de andre i stedet for denne.

Yolomælk, 14 % imperial stout fra To Øl. Den er såmænd lavet med både kaviar og champagnegær, og selv kalder de den for imperial salty milk stout. Duften er rimelig normal, med medium kaffe, røg og chokolade. Den er også krasbørstig og kraftig som typen og alkoholprocenten forlanger, med en del alkohol, der næsten virker sprittet, sammen med mørk chokolade, kaffe, mørke frugter og kun en anelse salte noter, som hvis ikke jeg var blevet præsenteret for ingredienslisten måske ikke ville have bemærket. Jeg synes alkoholen er lidt for dominerende i ellers fint balanceret øl, der ikke har overdreven sødme, men tværtimod er ret slutbitter. 4 skumfiduser kan det blive til her.

Black Bauble, 8 % sort ale med kardemomme og appelsinskal fra To Øl. Appelsinen både dufter og smager godt igennem i dette bryg, som vel er noget porter, i en pæn fyldig udgave - lækker og cremet. I smagen fanger jeg lidt røg, bitter chokolade og en tør eftersmag, hvor kardemommen til sidst røber dens tilstedeværelse på en behagelig tilbagelænet måde. Der er også lidt parfumeret henad porse men det fremgår ikke, at denne urt skulle være kogt med. Lidt anderledes mørk øl, uanset hvilken kategori man vil putte den i. Kardemommen og den øvrige krydrede smag skulle ikke være meget mere tilstede førend det kammede over, men her synes jeg at man får en god, eksperimenterende og anderledes øl. Fire skumfiduser.

Julesæsonen, 11 % saison fra Humleland. Det er vist en noget højere procentsats end hvad stilarten ellers foreskriver. Duften er stilren brød, sødme og gær med en let parfumeret note. Særdeles fyldigt og blødt bryg, med sød brødsmag, krydret islæt af i hvert fald peber og koriander. Granskuddene som er julens specifikke bidrag, smager parfumeret igennem til sidst. Humlen giver let citrus og medium bitterhed, der blander sig med gærens krydring, men koglerne har det svært i den malttunge bryg, hvor også alkoholen har en varmende virkning, på kanten til sprittet aftryk. Jeg blev lidt taget på sengen idet jeg regnede med en normalstyrke saison. Her får man på en måde mere af det hele og så lidt ekstra. Granskuddenes parfumerede aftryk er nok med til at være udslagsgivende hvorvidt denne øl behager forbrugeren. Jeg er lidt midt imellem det positive og halvvejs opgivende og ender sammenlagt med at give denne lyse nydeøl tre-fire skumfiduser.

#1643-1657

Kinky Cowboy

Nogle bryggerier har uhindret skærmadgang til min blog. Ugly Duck er et af dem.

Kinky Cowboy, 6,5 % IPA. De kalder det en blanding mellem west coast ipa og New England ipa og har selvdøbt stilen Texan ipa, og opkaldt produktet efter en amerikansk multikunster, "Kinky" Friedmann, hvis meritter jeg ikke skal komme nærmere ind på. Der er en markant humlet duft af grape og ananas. I glasset er den uklar, men ikke så plumret/mudret som en ægte NEIPA. Der humle for alle pengene i smagen, med fyr, grapefrugt, ananas og passionsfrugt. Der er en del bitterhed, som så mere hælder over mod vestkyststilen. Underligt nok forekommer den en anelse tyndbenet i kroppen, selv om den holder sine anstændige og normale 6,5 %. Det gør, at nogle af smagsindtrykkene forsvinder ret hurtigt, og den rene bitterhed står tilbage. Den har nok mere west coast over sig end New England og er derfor en af de aggressive IPAer, der behager seriøse humlehoveder. Fire skumfiduser.

#1642

Polske øl

Ninkasira er en nyere ølbutik, der har specialiseret sig i tjekkisk og polsk øl, men der er også lidt dansk på hylderne. Polske øl er ikke noget jeg har stødt på tidligere i nævneværdigt omfang, så jeg var et smut forbi og fyldte rygsækken med otte halv-liters flasker, der på indkøbstidspunktet var til en rabatpris på samlet 250 kr. Som i så mange andre lande er der mægtig gang i den i Polen, hvor man dels har en næsten helt egen ølstil, og i øvrigt dyrker humle i store mængder. John i butikken har to fadhaner installeret og man bliver både budt på en skænk og en hyggelig sludder.

Grodziskie 5.0, 2,6% fra Browar Pinta. Grodziskie er en gammel polsk ølstil, hvor der benyttes egetræsrøget hvedemalt og hvor brygget kan være surt, men ikke nødvendigvis. De har ofte, som denne, et ganske lavt indhold af alkohol. I denne øl er der udelukkende brugt polsk-dyrket Lubelskahumle. Den har en fin, frisk og tør røgduft. Smagsmæssigt har den med den lave alkoholprocent et tyndt, næsten vandigt udtryk. Der er meget let lyst brød, noget blomstret, som jeg efter at have læst om humlen hjælpes til at sige lavendel om, samt let røg. Ikke megen bitterhed og dette er så ikke en af de sure varianter. Frisk og læskende og man kan sagtens køre bil bagefter. Men jeg synes der er lige lidt krop i bryggen/stilen til at det bliver rigtig godt. Nu ender det med et første indtryk af stilen og jeg tager gerne en tår fra en anden flaske en gang. Tre skumfiduser.

Ris in peace, summer 2017, 9,8 % imperial stout fra AleBrowar. Intens mørk duft med primært blommer og karamel. Ret sød og tyktflydende, med karamel, tobak og spruttet blommefrugt. Ikke ret meget modspil udover en markant bitterhed, der på mystisk vis får suget alt det søde væk og efterlader tungen udtørret. Er bange for at jeg godt kan lide min tunge stouts lidt til den søde side, og så er denne passende, omend det ville have klædt den med bare en smule mere kant. 4 skumfiduser.

Not so scary, 5,2 % NE IPA fra AleBrowar. Fremmeste duft fra humlen er nok mandarin, der blandes med brødindtryk fra malten. Relativt bløde og sødlige frugtindtryk som mango, melon og mandarin fra humlen som er primære smagsgiver. Bitterheden associerer jeg nærmest med citrusolier fra skrællen af en frisk frugt. Smagsmæssigt er den således ikke fjernt fra stilarten men det forvirrer, at øllet er helt klart, når repræsentanterne for stilarten nærmest konkurrerer i at fremstille den mest forplumrede øl. Fire skumfiduser til en ganske behagelig øl.

KWAS Gamma, 5 % hindbær sour fra Browar Pinta. Det hele handler om hindbær i denne øl. Først i duften, blandet med malt, og siden i smagen. Den er så tilpas fremtrædende at det syrlige fra mælkesyrebakterierne ikke bemærkes. Heller ikke så mange andre ting, men en meget let træsmag der strammer lidt. Det giver en fin frugtdrik hvor næsten kun det karboniserede og skumdannelsen hjælper en til at huske, at det er en øl. Den smager nu ikke så tosset endda, så det ender på fire skumfiduser.

Mother Venus, 7.0 % imperial gose fra Browar Kingpin. En sjælden smagt øltype, her brygget med ananas og melon. Der er en let duft af ananas og græs. Ananasen går igen i smagen og her fremstår den på en ret syntetisk måde, der ikke er helt behagelig. Melonen mærkes også mens gosens normalt let salte smag desværre forsvinder noget i baggrunden. Øllen virker ikke specielt alkoholtung, men det kan være at det er procenterne der sammen med frugten laver lidt rav i den. Jeg synes det er for meget og for kraftig ananassmag til at jeg vil indlemme den i månedens high score liste. Den ender kun på 2-3 skumfiduser.
 

The Butcher, 7 % rød ipa fra Browar Kreacia. Fin, dyb maltet duft med karamel og lidt humle. Tør maltsmag, ikke synderlig megen karamelsødme. Humlen virker afdanket og afgiver en ikke helt behagelig smag af bitterhed, fyr og krydrede noter, der i en friskaftappet øl ville være dejlige,  men her ender i en uharmonisk blanding. Øllet var formentlig mindst 5-6 måneder gammelt ved opknapsling og det er fuldt på lavde med hvad man kan komme ud for med amerikanske øl. Polen ligger da så vidt blogbestyrerens begrænsede geografiske evner tillader ham at huske meget tættere på. Her burde importøren nok stramme lidt op. Den kan, trods min normale sympati for den røde variant af ipa, ikke trække mere end 2-3 skumfiduser i foreliggende udgave.

Pan IPAni, 6 % hvede ipa fra Browar Lotny. Ikke en overvældende duft men lidt citrus og fyr og egentlig domineret af lyst brød og korn. Har en let bitter tone og krydring som typisk hvede af den tyske udgave. Den fløjlsbløde væske byder også på en let melonsmag. Også denne øl synes at være toppet mht humleindholdet. Måske tappet fire måneder før indtag, men nok snarere ti. Resultatet er ikke ødelæggende for bryggen men den kunne formentlig tilbyde mere i en friskere udgave. Tre skumfiduser til en øl jeg nok havde lidt større forventninger til.

Hop Sasa, 5 % polsk ipa fra AleBrowar. Næsten lidt børnerimsagtigt over navnet og gad vide, hvad en polsk IPA er defineret af/som? Duften er noget atypisk agurk og dild.  Jeg får også klar dildassociation af humlesmagen og så burde der være Sorachi Ace i. Let sødlig bund og medium slutbitterhed. Igen virker helheden lidt gammel og den påtrykte udløbsdato er også 14 dage senere end nu, hvor øllet smages og noterne skrives. Det begynder desværre at ligne en systematisk fejl og også denne øls karakter bliver influeret af dets alder; 2-3 skumfiduser.

Samlet må jeg konkludere ovenpå denne indkøbsrunde, at ja, der er gang i Polen. De satser en del på IPA men dem jeg fik snablen i, var desværre ikke de bedste repræsentanter grundet deres alder. Der var også nogle lidt mere skæve øl, og respekt for det og en enkelt repræsentant for deres endemiske stilart grodziskie. Polakkerne har grund til at være glade - hvis vi danskere skal tage dem til os, tror jeg det kræver en lidt hurtigere distribution fra gæringstank til butikshylde.

En anden ølblogger, Sandra, har tilfældigvis netop også skrevet et indlæg om polsk øl - læs mere her

#1634-1641

Omnipollo

Jeg har smagt lidt fra svenske Omnipollo før hvor de er blevet ret pænt bedømt og besøgt deres pizzarestaurant i Stockholm. På et nyligt besøg igen i den svenske hovedstad fandt jeg to øl fra dem i Systembolaget, der blev udvalgt til bedømmelse.

Noa pecan mud cake, 11 % imperial stout. En småt legendarisk øl, som jeg var ret glad for at finde på hylden. Så åbnede jeg den og blev mødt af en overvældende vaniljeduft. Hvis der er noget der er en misforståelse i brygverdenen, så er det vanilje i (mørke) øl. Tænkte reptilhjernen automatisk og uden refleksion. Jeg tillod mig at snuse lidt mere og fangede også julekagekrydderier og søde kiks i aromaen. Jeg var stadig noget nervøs da jeg forsigtigt positionerede glasset foran de let anstrengte og let adskilte læber og bevægede glasset et par grader væk fra vandret. Jeg fik flydende julekage i munden, der godt nok var kraftig krydret med vanilje men på en måde var det også omsvøbt af de øvrige indtryk, som blandt andet indeholdt noget som må stamme fra pecannødderne, uden at jeg er helt sikker på, at jeg nogen sinde har smagt dem. Kanel, kardemomme, koriander, nellike og hvad der ellers hører julen til af kagekrydderier var grundsubstanserne i omsvøbet af vaniljen, der pludselig indgik i en større helhed, selv om den spillede førsteviolin. Sød og med en hvis mængde varmende alkohol men ingen egentlig bitterhed. Rigtig dejlig, men nok svær at drikke meget af. Godt at størrelsen af indkøbet var på 33 cl. 4-5 skumfiduser.

Fatamorgana, 8 % imperial IPA. En ret svag duft kommer min næse i møde. Der er noget tropisk frugt og lidt rivende fyr. Smagsmæssigt træder den lidt mere i karakter. Der er en fin fyldig bund der er belagt med en fin tropisk frugtsmag fra humlen og udtrykket er ret sødmefuldt. Med det meget plumrede udseende er det ingen overraskelse, at der ikke er megen egentlig humlebitterhed i øllet, der fremstår meget som en NE IPA. Bryggeren selv nævner inspiration fra saison og der er både anvendt hvede og havre. Det er nok med til at give den dejligt bløde mundfornemmelse. Samlet er det en rigtig fin IPA til fem skumfiduser.

#1632-1633

Ny serie fra Braunstein - Dragonfly

Braunstein har indtil videre ikke imponeret. De startede, efter eget udsagn, også kun med at lave øl for at tjene penge nok til at have råd til et whiskydistelleri. Så er passionen for øl nok ikke det bærende element fra bryghuset. Nu er der kommet en ny serie fra dem, Dragonfly. En håndlavet serie tilegnet fluefiskeri! Jeg besluttede at give dem en chance og tog to med hjem fra Østerbro Vin og Spiritus.

Mitta mitta, 3,5 % saison. Den hælder fint op med prægtigt skum og dufter klassisk let krydret med bla. banan og tyggegummi. Forekommer smagsmæssigt at være en anelse til den tynde side, men så er alkoholprocenten også lav, lavere end hvad stilarten normalt foreskriver. Ellers samme smagsindtryk som blev fanget i næsen, med en ret kraftig og ren humlebitterhed til sidst. Vel ok og ganske hæderlig, uden at udmærke sig. Tre skumfiduser.

Orkla, 7,5 % porter. Rig på maltnuancer i duften, med karamel, kaffe, chokolade og lidt mørke frugter. Rimelig fyldigt øl, der udover de i aromaen beskrevne elementer også har en smag af noget tørt træ. Det ender derfor lidt tørt, med en let bitterhed. Ikke helt tosset for at være en porter. 3-4 skumfiduser.

 

Etiketteteksterne er udformet på engelsk. Måske går de og håber på et eksporteventyr dernede på havnen i Køge? De skal nok ikke købe nye whiskyfade på klods, i forventning om et guldrandet payback fra deres guldsmede ... Men samlet en anelse bedre end deres normale øl.

#1630-1631

Kreative kreationer fra Møn

Møn Bolcher, Møn Drageé og Kaffehuset Møn har i fællesskab udsendt to øl, begge brygget lokalt hos Bryghuset Møn. Begge øl findes også i en udgave kaldet Sommerspirets Kaffe/Lakrids stout med Bryghuset Møns etikette på, så det er spørgsmålet om det er samme indhold med forskellige etiketter? Med de samme alkoholprocenter i de to/fire produkter, er det nærliggende at tænke tanken. Jeg har dog ikke smagt nogle af dem, så jeg åbner gebisset for de to uoriginale.

Kaffe stout, 6,3 %. Jeg dufter lige så meget lakrids som jeg dufter kaffe. Dertil chokolade og mælk. Nogenlunde samme blandingsforhold genfinder jeg i smagen, der samlet fremstår ret mildt og på ingen måde aggressivt. Der er en note af vanilje og en meget let syrlighed. Den forskrækker næppe en turist på øen, der har vovet sig udenfor sin sædvanlige ølkomfortzone. Det kan dog kun blive til 2-3 skumfiduser herfra.

Lakrids stout, 5,1 %. Her burde der vel være mere lakrids i duften, men der kommer ikke meget aroma til min næse. Lidt lys mælkechokolade, yderst let røg og så som returnering til den første, mere kaffe end lakrids! Smagen er dog domineret ved sød lakrids og egentlig ikke så meget mere. Svagt brændt malt og en yderst let bitterhed. Det er næsten tyndtflydende sød lakridsvand, der løber ud ad flasken. Denne scorer kun 2 skumfiduser.

Indlæggets titel er lidt ironisk ment når nu det bare er to øl fra Bryghuset Møns produktion, man har fået hældt i en anden type flaske og sat ny etikette på (bekræftet efter henvendelse til Bryghuset Møn). Etiketten lover at de tre involverede virksomheder tænker nyt - jeg mener dog at bondefangeri og plattenslageri er gammelkendte discipliner, her dog udført i den milde ende af skalaen. Men vi er altså nogle der går op i at smage nye øl! Der er således ingen grund til at krydse disse af på sin liste, hvis man har smagt bryghusets egne-etiketterede Sommerspir udgaver.

#1628-1629

Ebeltoft Gårdbryggeri

Jeg har ikke tidligere haft den store fidus til Ebeltoft Gårdbryggeri - det meste af deres øl har været på det jævne, synes jeg. Østerbro Vin og Spiritus havde fået en del på hylden - dels nogle som jeg ikke havde prøvet før, dels nogle jeg ikke troede jeg havde prøvet, men der er efterhånden løbet for meget gennem svælget at jeg kan huske dem alle, så der røg nogle gammelkendte med i posen. I dette indlæg drikker jeg dem jeg ikke kender.

Raw Power, 8,5 % ipa og så må den være dobbelt. Med det grumsede udseende og de øvrige indtryk jeg får, må den læne sig godt og grundigt op af New England stilen. Den dufter af de lidt rivende frugter passionsfrugt og grape. De samme elementer genfinder jeg i smagen, hvor humlen (udelukkende Citra mener jeg) styrer begivenhedernes gang i ganen. For at være en dobbelt/imperial IPA er den meget lidt sød/særdeles humlestærk, så der må være blevet brugt en ordentlig håndfuld eller to. Den bitterhed jeg finder virker mere som kraftig humlesmag end som længe kogt humle. Et ganske godt bud på en NEIIPA, eller hvad vi skal kalde den - 5 skumfiduser.

Wildflower I.P.A., 6,9 %. Endnu en ipa hvor man hurtigt får NE IPA associationer. En ikke særlig kraftig duft, men noget mere frugtsmag (passionsfrugt, grape) og en ret tilbagelænet bitterhed, der lader antyde, at humlerne ikke har haft kontakt med urten i særlig lang tid mens den var kogende. Med en fin karbonering bliver det til en rigtig dejlig, frisk og letdrikkelig ipa. Fem skumfiduser igen.

Saison, 6 % fransk farmhouse ale kalder de den. Den har en let sødlig duft hvor jeg udover brød synes at kunne fange noget pære samt en let krydret tone. Den starter blødt og cremet-fyldigt i munden, med en på samme gang sødlig grundtone der ender ud ret tørt. Undervejs kommer der peber, koriander, nellike, melon og pære. Det er lige på kanten til at der er antydning af Brett i. Samlet en ganske behagelig øl, der nok har mindelser om traditionel belgisk ale men er så tør, at smagselementerne ikke kommer til udtryk på en sødlig bund, hvilket virker bedre for mig. Fem skumfiduser.

Jeg kommer nok til at revidere min opfattelse af Ebeltoft efter denne omgang, og det er i en positiv retning. Dejligt at opleve.


#1625-1627

Det Lille (lokale) Bryggeri

Den sidste lille håndfuld år har jeg næsten hver weekend været sendt på landet for at rekreere mig ovenpå storbyens hektiske hverdagspuls. Næsten fra starten af har jeg fablet om at tage forbi Den Lille Gaardbutik, der er tilknyttet Det Lille Bryggeri og som ligger et kvarters kørsel fra mit refugium. Først for nylig lykkedes det at komme derhen. Her følger omtale af den store håndfuld øl jeg fik plads til ved mit første, men nok ikke sidste besøg/indkøb. - Og der gik så megen tid med at få konsumeret første indkøb, at jeg nåede forbi en anden gang og fik suppleret op ...

Bingo IPA, 5,6 %. Humleprofilen er bestemt via et bingospil, som man kan se nærmere hvordan foregik på deres Facebook side. Det er endt med en pænt humleduftende ale, hvor det er af den ikke aggressive blomsterslags og grapefrugt. Der er også mest grape fra humlen i smagen på en ikke vildt fyldig maltbund og det slutter ret bittert. Ideen er skæg, og det kan vel teoretisk resultere i noget uventet godt, men der skal nok foretages nogle flere tromledrejninger før det topper. Man bør vel egentlig også have tiltro til egen brygevner som brygmester og humledosator? Ret medium IPA til 3-4 skumfiduser. I øvrigt er der meget positivt anført både en brygge- og en tappedato, fra sidstnævnte fremgår det, at brygget har hvilet fire måneder på flasken, hvorfor den kan have ændret humlekarakter fra det friske bryg.

Tropic Thunder, 5,5 % ale. Her er der hældt mangosirup, limesaft og chili i kogekarret. Der er således en pænt frugtrig duft og smagen er ligeledes præget af mangoens sødme og limens syrlighed, med svageste karakter først. Og derfor er det også passende at opremse chilien til sidst, da den lægger låg på og delvist undertrykker syrligheden som til gengæld undertrykker sødmen. Humlen har det svært, når jeg ved etikettelæsning får at vide, at der er Sorachi Ace i, kan jeg måske synes jeg smager lidt dild, men det kan være en forudindtaget forventning, der spiller mig et puds. Jeg har mest stødt på chili i de mørkere øltyper, og selv der skal der doseres med varsomhed. Her synes jeg, trods et pænt syrebid, at det er en smule i overkanten. Tre skumfiduser.

700, 9,1 % trippel. Tilbage i april 2016 lavede bryggeriet deres 700. bryg, som blev til en bananduftende sag, med en anelse krydring der stikker let i næsen. I munden er der ingen skarpe kanter, her er sødme for næsten alle penge, med næsten syntetisk banansmag, peber, koriander, nelliker og en halvskarp bitterhed, der er pakket godt ind. Det lyder ikke helt rart og er ud fra stilarten betragtet nok en anelse overdoseret med kandis, men det er måske det, der skal til for at jeg bedre kan lide øltypen, selv om det er en nem løsning. Jeg stanger 4 skumfiduser ud, man skal jo være sød ved dem der har fødselsdag/jubilæum.

800, 10,9 % imperial stout, lagret på egetræsfade sammen med portvin. Et lille års tid senere var det tid til bryg nr. 800 i Bringstrup, og her er det en type, der vel nok bedst kendetegner DLB. En tung duft med elementer som rosiner, figner, kaffe, chokolade og noget sprut, der genfindes også i smagen. Dertil en kraftig brændt smag, en udpræget bitterhed, den tilsatte vanilje kun antydningsvis (og tak for det), og et generelt ganske voldsomt udtryk fra den begsorte væske. Portvinen spiller en rolle i alt det kraftige, men det er mest som noget alkoholisk. Jeg har svært ved at fornemme en egentlig portvinssmag, men så er jeg heller ikke hverken den store kender eller ynder. Hvis der havde været skruet en smule ned for tilsætningen af den, så ville det have fungeret bedre for mig. Det er en kradsbørstig sag og det fungerer langt hen ad vejen. 4-5 skumfiduser.

Røgporter 2017, 6,6 %. Brygget som en kombination af røgøl og porter, med hele 10 forskellige slags malte, herunder 3 røgmalte brugt. Det resulterer ikke uventet i en ret røget duft der er mere til den brændefriske side og ikke sødlig-vammel. Det overdøver eventuelle andre dufte. Smagen er også ganske fint tilrøget, men her fornemmer jeg dog noget chokolade, stenfrugter og kaffe fra porterdelen, omend der spilles andenviolin. Det afsluttes let syrligt og med nogen alkoholpræg, selv om procentsatsen ikke er voldsom. Ikke for sarte sjæle skulle jeg mene - jeg synes det er lækkert, selv om røgen måske er en anelse for overdoseret, hvis det er meningen at begge arter skal kunne sætte sit aftryk i det samlede produkt. Men jeg kan godt lide gode røgøl, og den del er rigtig fin. 4 skumfiduser.

Honey Devil, 14 % imperial stout i et samarbejde med både Ghost Brewing og Kongebryg, brygget sidstnævnte sted. Voldsom duft med masser af mørke frugter, der næsten forekommer gærede ellers er det blot den meget vinøse, ja lad mig bare kalde det sprittede duft, der slår igennem. Det helt flade bryg smager også kraftigt. Foruden alkohol og mørke frugter er der lidt kaffe, lidt chokolade og lidt brændte noter, men det meste bliver overdøvet af den megen alkohol, der har karakter både af rødvin og sherry. Og så er den ganske sød, måske delvist stammende fra den tilsatte honning. Den virker i udtryk mere som en barley wine end som en imperial porter og som bw gør den det fint. Hvis man derimod forventer en imperial stout, bliver man nok lidt skuffet, især når man tænker på hvor gode både Det lille Bryggeri og især Ghost Brewing er indenfor den genre. Den lander på solide 4 skumfiduser.

The Bright Side, 13 % strong ale, brygget med Grand Marnier og lagret på egetræ. Brygget for 5 år siden, så det er lidt af en gemmeøl, jeg fandt på hylden i Den Lille Gaardbutik. Ikke særlig påtrængende duftindtryk, jeg fanger lidt sødme, sherry og lidt træ. Smagsnmæssigt bydes der på en ganske stor mængde sødme, der er som karamel, men med tydelige noter af træ og alkohol. Der deklareres en IBU på 120, men det kan jeg slet ikke finde i bryggen. Dertil er den indsvøbt i for meget sødme. Men den megen sødme bliver aldrig klæbrig, så selv om jeg nok kunne have nøjedes med halvdelen af flasken, endte min solobunding lykkeligt. Fire skumfiduser.

El Dorado pale ale, 7,9 %. Enkelthumlet med El Dorado. Svag duft af lyst brød og lidt grape. Ret anonym i smagen. Der er en klassisk alebund med brød og malt og oveni er der noget grapesmag. At der skulle være tørhumlet to gange fremgår ikke klart. På denne øl er brygge- og tappedatoangivelserne glippet. Da jeg snakkede med René i butikken sagde han, at ofte gav øllene en holdbarhedsdato 18 måneder frem, og hvis det er tilfældet med denne, er den godt 5 måneder gammel ved indtagelse, hvilket i så fald ikke har gavnet humlesmagen. Jeg synes også øllet virker noget overkarboneret. Desuden er alkoholprocenten ret høj for at være en standard pale ale. Sidstnævnte influerer ikke så meget på smagen, men samlet kan jeg kun give 2-3 skumfiduser for denne.

Wet Dreams, 6,8 % rabarber og hyben ale. En særegen duft som stammer fra hyben; sødlig, krydret, og ja, hybenagtig. Smagen er ret underlig med en blanding af  tørre, krydrede noter og mere sødlige islæt. Rabarber er jo ret syreholdige og det fanger jeg ikke rigtig i bryggen. Jeg kender ikke så meget til smagen af en rå hyben, men vil tro, at det er den, der sætter det største præg på denne øl. Samlet ender det faktisk ret fint - det bliver en slags frugtøl men med en meget fint krydret andel som gør, at jeg klart kan anbefale denne øl. Man skal være parat til at gå lidt udenfor ens gængse, trygge rammer, men det smager godt. 4-5 skumfiduser.

 

Black Mash og Black Mash². Til sidst (under Det Lille Bryggeri) en dobbeltsmagning. For et halvt år siden bryggede DLB de to bryg. Black Mash² er dobbeltmæsket og dobbelt humlet, og holder 14,2 % i forhold til 7,8 % hos Black Mash. Det dårlige billede siger ikke så meget men rent visuelt er Black Mash² mørkere, har mørkere skum og ser tykkere ud ved ophæld. Til gengæld er Black Mash noget ivrig for at komme ud af flasken, eftergæringen er lidt for voldsom. Der er forskel i duftindtrykkene, hvor Black Mash virker mest påtrængende med chokolade, kaffe, vanilje, tørret frugt og alkohol. Black Mash² er lidt mere afdæmpet, og alkoholen virker lidt mere afrundet eller velintegreret. Black Mash har kraftig kaffesmag, der er tobak, lakrids og let syrlige noter men ikke så megen sødme. Den er tørt bitter til sidst. Black Mash² lægger sig naturligt mere blødt på tungen, jeg smager mere sødme og chokolade af den mørke, bitre slags, kaffe, tobak, og den er kraftigt bitter. Alkoholen er ligesom i duften godt integreret og man sidder næsten med en fornemmelse af, at der er mindre i Black Mash² end i Black Mash, men det passer jo ikke. Black Mash er med sin lettere krop lettere drikkelig, men syrligheden og en lidt kraftig karbonering stritter imod. Black Mash² skal næsten skrabes af tungen og videre i fordøjelsessystemet, men giver en større og længerevarende nydelse. Begge øl er gode og bestemt ikke for børn i skolealderen. Jeg synes dog at Black Mash² er klart bedre og der bliver en skumfidus til forskel på de to bryg: Black Mash 4 skumfiduser, Black Mash² fem skumfiduser.

Brygger René har også et lille sideprojekt kørende, Shadowbrew. Jeg ved egentlig ikke hvorfor han brygger under flere labels, men det føles ikke unaturligt også at medtage de to øl, jeg fandt på hylden i dette indlæg. Øllene sælges kun i gårdbutikken.

Brew of the Year 2014, 11 % quadrupel. Den over tre år gamle øl er lige så flad som Honey Devil og The Bright Side. Den har tydeligt præg af belgisk gær og mørke, gærede frugter i duften, med en anelse lakrids og tydelig vinøsitet. Smagen er kraftigt maltet, med sød karamel, mørke frugter, krydderier som kardemomme, muskat, peber, næsten noget fadpræg over sig, og nogen slutbitterhed. Den mangler som nævnt en del karbonering for at være en true-style quadrupel. Den har ikke klaret årene i flasken uden påvirkning men selv om den har lidt barley wine præg, er smagen ganske intakt, omend en smule støvet, på den gode måde. Kan sagtens bruges som avec til kaffen. 4-5 skumfiduser.

Imperial Stout 2015, 11,45 %. Denne er anderledes skumsprøjtlivlig sammenlignet med nogle af de foregående; så meget at det sprudlede let over, da jeg efterlod flaske med indhold uden opsyn efter første ophæld. Jeg dufter kaffe, tobak og malt og bryggen beriger mig med smag af de samme indtryk plus en sødme fra mørke frugter, alkohol og pæn bitterhed. Der er vel trods to år på bagen også en smule humlesmag tilbage, men det er marginalt. Samlet en velkomponeret imperial stout, som nok er Det Lille Bryggeris bedste kategori. En dejlig nydeøl til efterårets triste vejr, hvor man kan drømme sig hen til meteorologisk blidere himmelstrøg. Fem skumfiduser.

Udover de allerede omtalte brygge- og tappedatoer er etiketterne også forsynet med mere brygtekniske oplysninger som OG og FG samt IBU og EBC (original gravity, final gravity, international bittering units, og farve i henhold til European Brewery Convention). Fine oplysninger til de interesserede.

#1612-1624