torsdag den 7. juni 2018

Grundig opsamling af vestjysk bryggeri

Dude Beering udgav i det tidlige forår en quickguide til de danske bryggerier og om de var værd at drikke/følge. Hot/not listen er selvfølgelig dybt useriøs og ikke mindst fordi mange af vurderingerne bygger på en enkelt eller få oplevelser. Men da jeg i april var i det sydvestjyske fik jeg mulighed for grundigt at følge op på Warwik bryghus, som indtil dagens opslag står noteret som hot. Lad os se om de fortsat fortjener det efter denne gennemgang af otte af deres øl.

Flindt, 6,1 % røgbock. Meget maltet duft der er stort set ren. Det samme i smagen hvor de mørke malte giver en fyldig øl. Malten ristethed smages mere bittert og let astringent og røgen må være yderst sparsommeligt afmålt. Kun en snert af det jeg plejer at kalde en våd røgsmag. Men ok bock til 4 skumfiduser.


Fuldmægtig Skafte, 6,5 % porter. Kraftig duft af chokolade. Velbalanceret smag med sødme fra malt og chokolade, bitterhed fra ristede malte og humle samt en slags tørhed fra lakridsen der ikke dominerer smagsmæssigt. Min største anke er etiketteteksten: hvorfor er porter mandeøl , og hvorfor opstår der lummer mandehørm når mænd er forsamlet? Undskyld Warwik, vi skriver anno 2018. Øllet er stadig fint og jeg formår at adskille indhold fra -pakning. Fire skumfiduser.



Røde Vagn, 5 % münchener. En fyldig, meget ren maltduft, iblandet en mindre portion sødme. Fornemmer noget frisk og grønt - i Danske Øldommeres stilbeskrivelse er angivet, at der skal være ugæret urt i duften - måske er det det. Det er, som man kan fornemme, ikke en stilart der hidtil har stået i kø foran blogbestyrerens ellers ikke knibske læber. Blød og ganske fyldig maltsmag, der primært er sød med karamelsmag men også noget mørkt brød. Humlen smager kun lidt, hvis overhovedet noget, men afgiver en let slutbitterhed. Synes den er godt brygget og kan være en passende drik når lejlighed byder sig. 4 skumfiduser.


Blåvand, 6,2 % bock. Duften forekommer ret pilsneragtig, med brød, græs og kun allernederst lidt malt og maltsødme, som ellers er definerende for bock øllene. Sødmen har overtaget i smagen, men det er på et lavere niveau. Der er en nogenlunde bitterhed til modspil og lidt krydrede noter. Jeg bemærker egentlig ikke alkoholen. De har givet den tre års holdbarhed og denne flaske er over et år gammel. Det kan have influeret på smagen, der ikke er helt efter bock-bogen og heller ikke formår at skabe den store nydelse hos mig. Den sniger sig lige op på de tre mindste skumfiduser man kan forestille sig.


Lause, 6,1 % schwarzbier. Malt, chokolade og røg, alle i den lette ende af duftskalaen. Maltfyldig, sød, med chokolade og noget let ristet korn og måske en anelse rålakrids. Meget blid dosering af humlen, der udelukkende giver en smule bitterhed til sidst. For at være mørk og guldølsstærk er den forbløffende drikkevenlig. Den er vist som den skal være, omend alkoholen er mere end hvad stilarten foreskriver. 4 skumfiduser.


575, 5,75 % biere de garde. Brygget til Vardes 575 års jubilæum. Er en lightudgave af deres Hjertensfryd, som jeg kunne svinge mig op til at tildele fire skumfiduser i sin tid. Dufter ret meget af sød malt og karamel, med en anelse gærnote. Smagen er også meget malt, toffee og karamel, med en svag lakrids. Rammer vel nok stilarten ganske fint, men som enkeltstående oplevelse finder jeg den overvældende sød, uden meget andet at byde ind med. Det kunne måske have været en bedre oplevelse hvis ikke den var drukket en varm sommeraften, men derimod en regnvåd blæsende efterårsdag. 2-3 skumfiduser ender det på.


Skibsøl, 8 % lakridsporter. Ret svagt duftende, mest let sødlig malt, hvor de mørkt ristede andele giver et let syrligt præg. Fornemmer også noget mælk/laktose. Er primært en ganske sød porter, men hvor sødmen bliver holdt lidt stangen af tør lakrids, ristede malte, der både giver en anelse røg og en endnu mindre anelse syrlighed. På trods af de 8 % virker den lidt tyndbundet og samler ikke smagen i et afsluttende og vedvarende hele. 3-4 skumfiduser, til hvad der ender som en ganske hæderlig porter.


Mimer, 6,8 % dobbeltbock. Brygget som støtte til Jels Vikingespil. Dyb, mørk maltduft som har en streg vinøst indover. Den smager meget af malt, med en mærkbar varmende alkohol. En let syrlighed gør sig også gældende og den ender ret bittert og let astringent. Den relativt høje bitterhed er ikke helt efter stilartsbeskrivelsen men fungerer fint og er med til at udjævne sødmen. Det ender med at blive bedst-i-test i dette opslag, til 4-5 skumfiduser.


Samlet bliver det en oplevelse på det jævne med pil opad. Alligevel lader jeg Warwik bryghus beholde deres hot, da de producerer nogle øltyper, som man sjældent finder hos danske mikrobryggerier.

#1772-1779

Ingen kommentarer:

Send en kommentar