søndag den 2. august 2015

Amagers amerikanske (og andre) samarbejdsbryg - 5

Arizona Beast, 7,0 % havre IPA, i samarbejde med Arizona Wilderness (Gilbert, Arizona). Opkaldt efter et sagnuhyre fra Arizona. Historien på etiketten lader også forstå, at de to bryggere fra AW er nogle farligt tørstige sjæle, man bør undlade at drikke om kap med. Øllet de sammen har frembragt dufter en del af appelsin og lidt mere eksotiske frugter; lidt tungt marmeladeagtigt, som er mere typisk for de dobbelte IPAer. Fylden er da også noget over en almindelig IPA, men resten af bryggen får mig ikke til at tænke dobbelt. Som sagt en pæn fylde og en eksplosion af tropiske frugter fra humlerne (de lidt mindre brugte Herkules og Polaris, sammen med Citra og Amarillo). Der er sødme, syre, bitterhed og blomstret krydring for alle pengene og mere til. Det bitre er blot starten på slutbitterheden, der er knastør og fin. Den bløde fylde skyldes måske til dels brugen af havre - det virker i hvert fald fint. Igen har Amager været indblandet i en super IPA - man forbavses ikke længere! 5-6 skumfiduser.

Sidste indlæg i serien 6. august

#1200

Ingen kommentarer:

Send en kommentar