søndag den 2. juli 2017

Opgradering af øl på Roskilde festival

Roskilde festival opgraderede i år deres øludbud med baren Beer Barn. Der var tyve haner med øl fra Jacobsen, Carlsbergs Brewmaster collection, Brooklyn, Grimsbergen, Nya Carnegiebryggeriet (Sverige) og EC Dahls fra Norge. Stovt summerede det fint på Facebook: Carlsberg opgraderer med Carlsberg men det var alligevel et forsigtigt skridt fremad og langt bedre end tidligere (det var så heller ikke så svært). Baren blev drevet af en eller anden lokal forening som selv om de var søde og flinke, ikke havde meget forstand på øl. Jeg fik smagt en del nye øl hvoraf nedenstående skal omtales kort.
 

Orange 17, 4,5 % NE ipa fra Jacobsen. Den officielle Jacobsen øl til festivalen. Der på standen i Food Court ikke var nået frem til åbningstid og som i løbet af fredagen blev udsolgt. Hvor smart er det lige? Ikke helt så mosevandsagtig som andre inden for typen. Noget bitter appelsin samt passionsfrugt fra humlen. Også en mere klassisk humlebitterhed, noget mere end typisk. Samlet bedre end deres tidligere festivalbryg, men har stadig noget at stræbe efter indenfor stilen. 3 skumfiduser

Yakima, 6,5 % ipa fra Jacobsen. Mere NE stil end Orange 17. Mango, let passionsfrugt, grapefrugt, snert af ananas. Følgelig heller ikke megen bitterhed. 4-5 skumfiduser.

Pepra saison, 6,5 % fra EC Dahl. En tør og let krydret øl med lige en anelse af brett, der giver den lidt mere farmhouse præg. Fire skumfiduser.

Naranjito 4,5 % ipa fra Brooklyn. Det må være session med den løbs-størrelse den præsenterer. Og som typisk starter det fint i duften med grape og fyr men den tynde krop formår ikke at holde fast på det i smagen. 2-3 skumfiduser.

Cloaking Device, 10,5 % brett porter fra Brooklyn. Må være en ret ny øl, der er få ratings på RateBeer. Lidt sær kombination af porterens chokoladesødme og en ret udpræget brett/farmhouse, der også resulterer i noget næsten syrligt præg. På en eller anden måde ender det ret godt. Fire-fem skumfiduser.

100W, 7,2 % ipa fra Ny Carnegiebryggeriet. RateBeer siger 7,2 %, jeg synes at huske den stod til en smule mindre på festivalen. God ipa i west-coast stil med mango og passionsfrugter og en medium bitterhed. Tør og lækker. Fire-fem skumfiduser.

Bel Air Sour, 5,8 % fra Brooklyn. En lidt letbenet øl uden særlig meget fylde. Ikke fordi sours er portertunge ... Syrligheden smager næsten mere som tilsat citron end som noget bakterieproduceret. Så det ender samlet lidt småkedeligt. To-tre skumfiduser.

Jeg synes at det var positivt at der kom flere nye øl på hanerne til Roskildefestivalen og endda både noget sour og noget brett og formentlig også noget ret nyt fra Brooklyn. Placeringen af baren helt over på den fjerne østside ved siden af Arena var måske knap så vellykket, men jeg kæmpede mig vej gennem mudderet hver gang jeg blev tørstig, for alternativet på resten af festivalen var bedrøveligt.

#1554-1560

Ingen kommentarer:

Send en kommentar