fredag den 25. marts 2016

Vild med Wien

Var i embeds medfør igen i udlandet, denne gang Wien. Tæt på hotellet lå en kæmpestor ølbutik, Beerlovers, der reklamerer med 800 forskellige øl på lager, og det tror jeg på. Jeg plukkede en stor håndfuld østrigske ned fra hylderne.

Dry stout, 5,8 % fra Forstner Handbrauerei. Dufter af læder, tobak og en smule chokolade. Den tørre, og ganske lette bryg smager meget let af chokolade og der er noget læder, bark og røg i smagen. Der er en ultralet syrlighed og en pæn nøddebitterhed i eftersmagen. Ganske fint med den næsten fraværende sødme - 4 skumfiduser.


Vintage imperial stout, 9,2 % fra Biermanufaktur Loncium. En bryg der har lagret 12 måneder på single malt- og bourbonfade. Duften er da også tydelig fadpræget, med træ, vanilje, syrlighed og rosiner. Smagen er vammel, og det er ikke på en god måde; bryggen er forbavsende tynd. Der mærkes ikke megen smag fra udgangsproduktet. En lidt skærende syrlighed som jeg gætter er fra bourbon deler opmærksomhed med røg og underliggende træ og læder. Altsammen resulterende i det jeg ikke helt forstår ved fadlagring. Jeg synes at opholdet har fjernet for meget af øllet og tilført for meget af whiskyen/bourbonen/fadene. Det ender følgelig ud med en karakter, der afspejler min begrænsede glæde og respekt for den behandling af mørkt øl - 2 skumfiduser.


Weizenbock 6,8 %, også denne fra Biermanufaktur Loncium. Svag duft af brød og banan. Smagen er meget henad hvede med lysr brød og en rimelig frugtig banan smag, med nellike og koriander. Den er også dejlig blød i munden. Bocken giver højere alkohol der mærkes og en kende mere bitterhed i bagkanten af smagen. Der er også en lidt mørk tone og en let syrlig afslutning. Ok men jeg kan nok ikke bælle den i litervis. 3-4 skumfiduser.


Shower beer, 8,3 % double IPA fra Brauhaus Bevog, en øl i en Who Cares editions. En halvtung maltet duft fra den dobbelte IPA. Den har også en pæn fylde i munden, hvortil flere elementer bidrager. Malten er der selvfølgelig, men meget af den er omdannet til alkohol, som mærkes en del - lang tid siden jeg har fået så meget alkoholfornemmelse med i smagen fra en dIPA. Dernæst er der humlen, som smager markant mere end normalt i en dIPA og som giver en næsten olieret, klistret følelse, samtidig med at den er sprængfyldt med ananas, passionsfrugt og grape, samtidig med at det slutter knastørt og bittert. I følge anmeldere på Ratebeer, er Bevog det bedste bryggeri i Østrig og udover denne anmeldte, fik jeg smagt tre andre på forskellige barer. Jeg synes også de gør det rigtig godt, og denne dIPA kan ikke slippe af sted med færre end de maksimale 6 skumfiduser.


Dunkle Materie, 6,9 % black IPA fra BrewAge. Sort som natten, skriver de på etiketten. Dufter lidt af chokolade, lakrids og røg. Meget porteragtig i smagen, med ret kraftig brændte noter, kaffe og lakrids. Spædt, til sidst, kommer noget syrligt indspark fra humlen (Amarillo, Cascade og Columbus). Tør og kaffe bitter afslutning. Hælder mere over mod porter end IPA og savner lidt en midterposition som findes i de bedste af slagsen. Som porter er den rigtig fin og den ville ha fået en rigtig pæn samlet karakter, havde humlesmagen været bare en smule mere fremtrædende. Nu ender det på 4 skumfiduser. 


Dark, 6,9 % dunkel fra Brauerei Frastanz. Maltet og let brændt duft. Den er også meget maltet i smagen, men ikke af den særlig søde slags, mere en dybere og især brændt tone. Der er lidt let sveskefrugt og noget let syrligt i bagkanten, men især mærkes en masse bitterhed (harsk nøddesmag), der giver en snerpende afslutning. Let mundfylde og de halvpæne procenter mærkes ikke. Dette er ikke en genre, der har optrådt særlig ofte på bloggen, og det er måske lidt af en skam. Det er let drikkelig undergæret øl, men som smager af mere, og derfor fortjener lidt større opmærksomhed fremover. Her og nu tildeler jeg fire skumfiduser.


Baja, 5,8 % hvedemels stout fra Bevog. Let røget duft, og noget chokoladesød malt. Den har en let mælkechokolade bund, hvorpå der er bygget let røg, brændt træ, kaffe og en ret udtalt tør bitterhed. Fylden lader noget tilbage at ønske, men det er ikke værre end så mange indenfor stilen. Jeg synes jo nok, at de beskrevne smagselementer fortjener en lidt mere fyldig bund til at bakke op bag de ellers interessante indtryk. Det fader ligesom for hurtigt ud her og jeg efterlades kun med en tør snerpende bitterhed. Kritikken går nok mere på stilen end på den aktuelle bryg. Men den er ikke helt så god som den første i indlægget. Så den ender på 3 små skumfiduser.

#1313-1319

Ingen kommentarer:

Send en kommentar