torsdag den 24. marts 2016

Tjekkisk firkløver

Læsere af bloggen der har været med nogle år vil måske huske, at jeg i 2012 var i Prag på en øldannelsesrejse. Der lærte jeg at smage og til dels værdsætte helt frisk pilsnerøl men også erfare, at der var lidt grøde i ølmiljøet dernede. Sidstnævnte repræsentanter ser man ikke meget til på disse breddegrader, mens man nemmere kan få fat i de mere traditionelle tjekkiske øl. Jeg var så heldig at få et firkløver i fødselsdagsgave som efterfølgende er blevet drukket og nu anmeldes samlet. De er alle fra Rodinný pivovar Bernard og købt i Systembolaget i Sverige.

Celebration, 5 % lager. Kraftigt og opbrusende skummende ved åbning; kan være resultat af en voldsom behandling undervejs til min ydmyge bolig eller af den flaskefermentering som der omtales på etiketten, hvilket i så fald har været lidt overdoseret i denne batch/flaske! Helt klar øl med en klassisk duft af lyst brød, græs og med en metallisk kant. Det er mest malten der giver smag, uden at det på nogen måde er en maltbombe; der er igen det samme lyse brød som fra aromaen, let sødme som fra labre larver (diacetyl) og faktisk også en svag krydret kant med græs, peber og noget mere blødt henad koriander, faktisk! Humlebitterheden mærkes ikke straks men den er der og kommer snigende. Helt klassisk pilsner, ikke overraskende, med en lidt stærkere maltprofil end de typisk/gængse danske typer. Det må indløse tre skumfiduser.


Bohemian, 4,5 % lager. Også her noget skummende, så mon ikke firkløveret har fået nogle knubs på et tidspunkt? Meget typisk pilsner duft, let krydret, græs og lyst brød. Smagen er også hvad man forventer af en pilsner, med kiks, græsagtige noter, noget krydret, lidt mere end den foregående og også noget mere bitter end den - i hvert fald mærkes bitterheden hurtigt. Der er ikke megen sødme i glasset, noget der ellers kendetegner en tjekkisk pilsner. Den fornemmes en smule renere i smagen, hvis det giver nogen mening, end de store kommercielle mega-mærker, men forskellen er kun på det subtile niveau. Som pilsner/lager fejler den ikke noget, men som ølnydelse vinder den ikke mange point her, men dog nok til 2-3 skumfiduser.



Amber, 4,7 %. Let malt, let karamel og noget friskhed. Opvaskevand siger min medsmager. Let ristet maltsmag, ikke megen sødme. Bitter, fornemmer at noget af den ristede malt bidrager hertil. Men selvfølgelig også humlen, der til gengæld ikke har megen aroma. De skriver på etiketten om den fine gær der er brugt, og jeg smager nogle frugtige estere som normalt kommer frem ved overgæring. Samlet en noget mere kompleks smag end almindeligvis fra undergærede lagerøl. Den sniger sig lige op på fire skumfiduser.



Dark, 5,1 %. Malt og røg i duften. Rimelig tyndbenet mundfylde, det er som om der slet ikke vil være plads til nogle smage. Men det passer selvfølgelig ikke helt. Der er mørkt brød, og bitre noter med en røget/brændt tone henover. Ikke nogen humlesmag at notere. Den fremstår desværre ret vandig og mangler indhold og dybde, bare nogle flere indtryk. I 2012 i Prag smagte jeg en mørk lager, men den var kun på nogle og 3 %. Den fik spøjst nok en fin karakter - denne er jævnt kedelig og får kun 2 skumfiduser.


Tak til søster og svoger for den fine gave!

#1309-1312

Ingen kommentarer:

Send en kommentar