Vault city

Vault City Brewing, fra Edinburgh, Skotland laver hvad de selv kalder modern sour beer med fokus på frugt. Det har jeg prøvet tre af.

Paradise Island, 7,2 % sour med passionsfrugt, guava og papaya. Særdeles frugtrig duft med tydelige kendetegn fra de tilsatte frugter. Let spids og dermed ikke den rene søde saft. Smagen er også en ren frugtbombe og det er lidt svært at erkende, at der under de syrlige frugter også er en fermenteret syre. Mundfornemmelsen er let cremet og blød, og der er ikke megen kulsyre tilbage. Sådan burde ens frugtsodavand smage, bortset fra alkoholen, som ikke er fremtrædende. Et pænt stykke væk fra hvad man klassisk forstår ved en øl, men fint. Fire skumfiduser.

Chef's kiss hedder den måske, 8 % sour med kaffepocherede pærer og praline crumble. En dessertøl indrømmer de selv og så er man informeret på forhånd. Den ser tyk ud ved ophæld. Klar pære i duftindtrykket, og med en korn-brød agtig bund, uden syrlighed. Første smagsindtryk er noget syrlighed som mere er af citron end mælkesyre. Dernæst en ordentlig dosis pære, omsvøbt af kaffe. Der rundes af med en let sødme der også indeholder en snas vanilje og så bider syren til lige før mundhulen udtømmes. Det er godt nok spøjst, det her, og underligt. Mest underligt, fordi den langt hen af vejen fungerer. Man skal bare ikke være forhippet på udelukkende at møde den sour som grundbrygget trods alt er, og i stedet lade sig forføre af noget man ikke vidste ville smage en. Pære i øl ....?!?! Den hiver fem skumfiduser hjem, også fordi der er lidt sour både først og og sidst i smagen.

Blackberry mango coconut dreamcake, 9 % sour. Med inspiration fra dansk drømmekage. Flasken anbefales rullet forsigtigt før åbning og opskænkning og ud vælter en tyk lilla-brunlig plumret masse, der dufter kraftigt af både kokos og syrlige bær. Der er tillige en anden lidt malingagtig duft som nok i virkeligheden er fermenteringsduften godt mixet op med mango. Smagen er helt i starten let frugtsyrlig men så skvulper den flydende kagemasse med primært kokossmag henover de subtile detaljer. Mangoen er ikke nærigt tilstede og det bliver samlet en kende (for) sødt. Hvis man tror man ikke kan lide øl, eller sours, kan man måske starte her, for det er i sandhed en moderne fortolkning af sour, som man lige så godt kunne kalde smoothie ud fra smag og konsistens. Den smager ud fra dens præmisser sådan set meget fint, men behøver vi flydende kage? Jeg er lidt i tvivl og giver 3-4 skumfiduser, delvist pga min usikkerhed om hvor langtidsholdbart det er.

Kameraet gengiver farven lidt mere rød end den rigtig er.

 

Selv om de sådan set hver især får pæne karakterer er jeg lidt loren ved konceptet som de brygger ud fra. Jeg tror ikke, at jeg vender tilbage.

 #2236-2238

Caleidoskop Brewing

Der er åbenbart fortsat stor lyst til at starte eget mikrobryggeri her i Danmark. Jeg fik for nylig et Tipster tilbud fra Caleidoskope Brewing, der trods alt har et par år på bagen, men som har været hårdt ramt af Covid19 restriktionerne. Jeg cyklede derfor ud til deres tilholdssted i meget pittoreske omgivelser ud for Prøvestenen og var glad for, at de kun har åbent midt på dagen, så man ikke skal rode rundt derude efter mørkets frembrud. Jeg fik seks forskellige øl med hjem, som her får et par ord med på bagen.

Monocular, single humlet (mosaic) neipa på 5,2 %. Mosaic'en giver lige dele ananas og passionsfrugt i duft og smag, med bidrag fra noget mango. Duften er en snært mere rivende end vanligt for typen, mens smagen karakteristisk er blød og venlig. Dåsen var ret frisktappet og smagen har noget svagt frisk, grønt og krydret over sig. Glider ubesværet ned i folkedybets beredvilligt åbne mund. Gør således det, den er designet til. Tre-fire skumfiduser.

Reckless radians, 6,3 % neipa, i samarbejde med Reckless Brewing. Markant duft af appelsin. Smagen adskiller sig tydeligt fra det store hav af neipa-øl med en tydelig, næsten Fanta-agtig appelsinsmag. Der er også krydrede noter af peber, nellike og måske oregano (!). Væsken er cremet og næsten dobbelt ipa agtig og derved ikke lige så letflydende som normalt. Interessant, men måske ikke helt inden for stilarten, men det behøver bryggerier heldigvis ikke ligge under for. Fire skumfiduser.

Dank me up Scotty, 7,6 % moderne west coast ipa, i samarbejde med Hazy Bear Brewing fra Aarhus. Lige i den høje ende alkoholmæssigt, nærmer sig en dobbelt ipa og duften er da også præget af lidt tung malt, men også fyr-harpiks. Heldigvis ikke så tung at drikke, men humlen er gået hen og blevet klassisk bitter, uden noget rivende harpiks-gran-fyr. Ikke særlig meget smag fra den pæne håndfuld humlesorter, der har været med i gryden. Måske er det den lidt kraftige, marmeladeagtige malt, der sier humlesmagen væk, som det ofte sker i dobbelte ipa'er? Ikke dårlig, men foretrækker en helt klassisk west coast, som dem Green Flash Brewing og Port Brewing Company lavede i sin tid, og forhåbentlig stadig gør. Men hatten af for også at lave andet ipa end hazy ipa. 3-4 skumfiduser.

Varangian router, 5,9 % golden ale i samarbejde med ukrainske Varvara brew fra Kiev. Forventer mere en hvedeøl end golden ale, med både hvede og korianderfrø opremset på ingredienslisten. Duften er sødlig og krydret og går ikke på tværs af forventningerne. Væsken ruller ekstremt blødt ind i munden og behager med lyst brød, sødme, let banan, peber og gær. Mangler måske lidt kant fra noget bitterhed, men ellers lige så nuttet som en kattekilling. Og sympatisk med et samarbejde under den russiske invasion af Ukraine. Fire skumfiduser.

Peders pilsner, 4,6 % pilsner, brygget til værtshuset i Pisserenden. Fin strågul farve med hvidt skum. En anelse tåget. Klassisk duft af lyst brød og græs. Lige så klassisk, og ren pilsnersmag, med malt og humle, hvor sidstnævnte er let krydret med græs og peber. En meget svag anelse af citrus i humlen, men ellers forekommer den værende humlet med typiske, mellemeuropæiske humlesorter, der har fornøjet mangt en flaske pilsnerøl. De kan godt lave pilsner, Caleidoskope, og her en meget varm sommereftermiddag er det lige før jeg tænker, at jeg burde drikke den type en smule oftere (end det aldrig, som er tilfældet i dag). Det må være en ros til bryggerne. Fire skumfiduser.

 

 

Darko Forms, Pink Bourbon, 5,1 % kaffestout, brygget med netop Pink Bourbon kaffe fra Nordic Roasting. Pink Bourbon, en hybrid mellem en columbiansk og en etiopisk kaffebønne og så åbner der sig et helt nyt område. Måske opstår der en dag en DudeCoffing (!) blog ...
Nå til det pågældende bryg. Behagelig duft af chokolade, mælk, kaffe og let røg fra det meget mørkebrune bryg. Den silkebløde væske afgiver i dens glidende bevægelse henover over tungen smag af kaffe, bitter chokolade, røg, ristet brød og en smule astringens fra de hårdt ristede malte. En særdeles smagfuld og smagsrig stout, der er knastør og ikke lefler med sødme. Forbavsende så meget de kan putte i en så alkoholmæssigt let øl og der er nok ikke sparet på kaffetilsætningen. Det må vist udnævnes til det bedste indkøb af de seks fra Tipsterbeviset, og den høster fem skumfiduser.

Caleidoskope er et fint bekendtskab, der indtil videre primært satser på sikre vindere i form af letdrikkelige hazy ipa. Dog forekommer konkurrencen netop på det område at være enorm, bare blandt danske mikrobryggerier. Stouten viste tegn på et personligt præg og man kan håbe, at der kommer flere af den slags øl fra indgangsporten til det tidligere store olielager. Som sidste bemærkning kan det noteres, at alle dåser, med undtagelse af stouten, var tappet højst to uger tidligere - dejligt at varerne er frisk så tæt på produktionsstedet! 

#2230-2235

Mission Session #7

Syv er manges lykketal, så serien om de lette ipa-typer slutter med denne lille stribe øl.

Phase Curve, 4,6 % session ipa fra Dry & Bitter. Pæn aroma der siger både blød citrus som appelsin og lidt mere skarp passionsfrugt. Smagen er ret frugtig men også noget flygtig, med en fin blanding af melon, appelsin, ananas og lidt passionsfrugt. Brygget er tørt og slutter næsten overraskende bittert. Den tørre, bitre ende er dens styrke mens de lidt for kortvarigt erkendbare frugter er akilleshælen. Samlet synes jeg den er god og tildeler fire skumfiduser.

City, 4,5 % session ipa fra To Øl. Ret frugtig duft, der sammen med udseendet hurtigt leder tankerne hen på en session New England ipa = SNEIPA! Der er ananas, passionsfrugt og harpiks i aromaen, og smagen støtter op om disse indtryk og føjer ikke mere til end en let bitterhed. Smagen og teksturen er ikke helt så blød som en NEIPA normalt er, der slibes let henover smagsløgene. Det samlede indtryk varer længere end normalt for disse lette øltyper, så alt taget i betragtning, er det en ganske vellykket deltager i konkurrencen. 4 skumfiduser.

Yenmeer, 4,7 % session ipa fra Gamma. Sidste deltager i spøgen og den præsenterer sig yderst diskret i duften. Meget svage frugter og lyst brød, til gengæld noget let svovlagtigt, som ikke bør være der. Smagen er decideret tynd og vanding, her er ikke megen bund eller topping, kun en meget let citrus. Der bydes heller ikke på megen bitterhed. Den her er seriens ringeste, og det giver kun 2 skumfiduser.

Serien kom til at omfatte 14 øl - og de fleste var da rimelig gode og til at drikke. Men der mangler naturligt nok det sidste lille stykke til at ramme de "rigtige" ipa og den nye normale alkoholstyrke på 6+ %.

#2226-2229

 

 

Røgøl

Der er ikke mange danske bryggerier, der har røgøl på repertoiret. Når de er bedst, som de tyske fra Bamberg, kan det være sublimt. Krenkerup har i mange år lavet en, men den var jeg ikke så begejstret for dengang jeg smagte den for snart mange år siden. 

Jeg synes der eksisterer to typer af røg i øl. Den tunge, våde og lidt vamle, og så en mere tør og frisk, hvis det overhovedet giver mening for andre end blogbestyreren. Jeg er klart mest til den tørre slags. Her har jeg fået fingrene og hænderne i tre svenske bryg udi genren, der må lide den tort, at blive både smagt og vurderet af DudeBeering.

Smokey Mountain, 6 % røget rugøl fra Svartbergets Fjällbryggeri. Flot ravfarvet, let tåget øl, med svagt og dog holdbart skum. En umiskendelig røgduft erkendes som det første. Underneden er der sødlig malt, der lugter lidt som svensk, sødt rugbrød. Smagen er også malt/brød med en lidt afdæmpet røgnote, der er af den lidt klæbrige, tunge og våde slags. Men fordi den er let, fungerer det bedre end den røg-smags-variant plejer for mig. Jeg smager også lakrids og krydderier som kardemomme og peber. Næsten ingen humlesmag eller -bitterhed. Ok til fire små skumfiduser.

Katalysator, 8,5 % røgbock fra Närke kulturbryggeri. Visuelt lægger etikettens skrifttype sig tæt op ad tyske forbilleder. Duften er mellemtung, med mørkt brød og karamel samt en ikke voldsom røg. Det er også smagsmæssigt en ret sød øl, med karamel, lakrids og tør røg, der glider over i en pæn slutbitterhed. Selv om den er sød, virker den ikke helt så tung, som bocks godt kan være. Røg og bitterheden redder den fra at være klistret og vammel. Men stadig en gedigen øl, der skal nydes i passende mængde og tempo. Fire skumfiduser.

 

Ringöbräu, 5 % røgøl fra Stigbergets bryggeri. En tør røgduft sniger sig over glassets kant med hjælp fra mørkt brød. Det knap så fyldige bryg byder sig til med malt, karamel, mørkt brød og let røg i smagen. Bitterheden stammer nok mere fra de ristede malte end fra humle og spiller fint sammen med røgen i eftersmagen. En let og elegant øl, hvor man godt kunne ønske sig bare en lille smule mere fylde og dermed basis for de gode smage. Fire skumfiduser.

I alt tre fine, svenske bud på røgøl. Lad os få nogle flere danske bryggerier på den bane.

#2223-2225

Mission Session #6

Slowburn byder ind med hele tre session ipa til min mission, der nok snart fuldføres, her inden sommeren for alvor starter.

In dog we trust, 4, 6 % session ipa. Brygget i anledning af 10 års jubilæet for The Barking Dog (cocktailbar på Nørrebro). Kun en svag aroma og en tilsvarende diskret smag fra brygget, mest bestående af let citrus og meget let fyrrekogle. De på dåsen beskrevne smagsnoter af mango fanger jeg ikke. Jeg er glad for, at det er en klar øl, og ikke en sovset neipa-type, men der mangler lige lidt mere smag, også under hensyntagen til, at det er en session. Det smager godt, men for lidt. Tre skumfiduser.

Kintsugi, 4,7 % session ipa. Kintsugi er en traditionel japansk teknik, hvor ødelagte keramikskår samles igen med lim i guld. Grundlæggende handler filosofien om at se skønheden i det uperfekte. Så er vi over i det lidt mere uklare øl. Og tro mod neipa stilen er der mere smag end bitterhed. Og med den meget diskrete, for ikke at sige forsvindende smag, så må IBUen være nede på etcifret måling. Det ellers bløde bryg har noget tropisk islæt og måske en lidt gammel humle. Til forskel fra foregående, der var tappet en måned før konsum, har denne resideret fem måneder i dåsen. Men tak til Slowburn for at skrive tappedato, og for kun at give 6 måneders bedst før dato. For at vende tilbage til navnet, så burde jeg jo nok se skønheden i det uperfekte, men det bliver heller ikke til mere end tre skumfiduser til en for anonym øl, der som sådan intet er noget i vejen med.

Solid ground, 4,8 % session ipa. Endnu en 0,1 % stigning i alkoholprocent. Fin klar øl, der skiller sig ud fra de to andre med en snas mere citrus i smagen og en bitterhed svarende til den første. Men ellers er vi i den introverte afdeling, hvor man ikke har behov for at gøre så meget opmærksom på sig selv. Synd, for den har et uforløst potentiale. Tre skumfiduser. 

 

Slowburn scorer langt fra hattrick med denne triplet, desværre. De lagde ellers godt ud i seriens andet indlæg med deres Helios. Og hatten af for, at tre af deres fire øl, der er med i denne serie, ikke er mudrede neipa-typer.

#2220-2222

Mærkelige øl #10

Dagens mærkelige øl kvalificerer sig til serien, fordi stilartens navn har en indbygget selvmodsigelse og fordi, stilarten endnu ikke er anerkendt, hverken hos Danske Øldommere eller amerikanske Beer Judge Certification Program (link til 2021 stilarterne). Det drejer sig om white stout. Det er typisk en blond eller gylden ale, med moderat til høj alkoholprocent, der også indeholder typiske stout elementer som kaffe og chokolade. Der forsøges nogle gange at fremelske en tyk, cremet mundfornemmelse og vanilje og andre fadlagringsinducerede smage. På trods af, at stilarten ikke er fast defineret, kan man på Rate Beer finde over 500 hits på søgningen "white stout", så helt ukendt er den ikke. Jeg er dog ikke stødt på typen før, men et nyligt besøg i Lissabon gav mulighed for indkøb og import af en enkelt flaske af typen.

Albino, 6 % white stout fra Duque Post Scriptum Brewery, Portugal. Duften indeholder kiks, kaffe og kakao og med lukkede øjne havde jeg nok tænkt porter. Smagen er cremet chokolade, kaffe og let røg på en bund af lyst brød. Det er sødt, næsten for sødt, men de krydrede indtryk redder den. Mærkeligt er det dog for et vanemenneske, at syns- og smagsindtrykkene ikke matcher ens forventninger. Fire skumfiduser.

#2219

Mission session #5

Det femte indlæg i serien er en københavnsk udtænkt og polsk brygget øl. Jeg er lidt usikker på bryggets navn, men kalder det her 50.

50, 4,9 % dobbelt tørhumlet NEIPA, med hamp og gæret med kveik gær. Brygget i anledning af fristadens 50 års jubilæum, hos polske Browar Profesja. Let, ikke særlig syrlig citrusduft. Udover den megen frugtsmag, med ananas fremmest i smagsbilledet, der er typisk for typen, er der også noget mere klægt harpiks i smagen. I bunden lyst brød. Øllet er formentlig 8 måneder gammelt hvilket måske kan have fremmet harpikssmagen, der giver en smule kant. Men det hele damper hurtigt af. 3-4 skumfiduser. 

 #2218

Sur, syrlig eller bare let (anderledes) ...#2

Seriens andet indlæg byder på to øl fra Dry&Bitter. Temaet er her lette og syrlige øl, der vil gøre sig godt på lune og varme forårs-og sommerdage. Jeg har ikke fastsat en grænse for alkoholen i denne serie, men meget over de 5,3 %, som dagens første opskænkning praler med, vil nok udelukke en potential deltager.

Zeusberry, 5,3 % stikkelsbær sour. Ud fra beskrivelsen på dåsen, virker det mere som om det er en hvedeøl med tilsat stikkelsbær i en eller anden form. Duften er umiskendelig som jeg husker barndommens stikkelsbær, og deres hårde skræl som man tyggede sig igennem for at komme ind til det søde og bløde frugtkød. Også smagsmæssigt byder den sig til med friske stikkelsbær på en blød bund, der godt teksturmæssigt kunne være en hvedeøl, men hvis smagsindtryk ikke formår at overdøve bærrene. Kun til allersidst, hvor syren er ligesom dampet lidt af, er der måske en smule cremet banan. Ender også en smule sødmefuld. Fin øl, men det kunne måske have været lidt sjovere med en snas mere hvede i, hvis det var den forkromede tanke bag. 4 skumfiduser

Apricurrant, 4,9 % gose med solbær og abrikos. Solbær og yoghurt er det mest markante i duften, men jordbær og noget tang fornemmes - det sidste må være det salte islæt i gosen. Smagen er fermenterings- og frugtsur/syrlig i en god blanding. Den overdøver desværre den smule salt, der bør være i typen. Det er lidt synd, for det er jo det, der definerer øltypen. Apricurranten er ikke dårlig, men min øldommerbaggrund gør, at jeg kun giver den tre skumfiduser.

 #2216-2217

 

Mission session #4

Missionen fortsætter ...

Christian Bale ale, 4,6 % session india pale ale fra Dry&Bitter. Fin, kraftig duft af ananas, grapefrugt og med lidt harpiks. Smagen indleder tørt, med let lyst brød i bunden, hvorpå er smurt rivende og bitre frugtstykker. Det minder således mere om klassisk West Coast end nymodens NEIPA, på trods af det lidt mudrede udtryk i glasset. Det let klistrede, fyrre-harpiks varer ved, på trods af den lidt tynde bund, og gør den særdeles behagelig. Her er et ret godt bud på en session ipa; 5 skumfiduser

Lost in moss, 4,3 % hybrid pale ale fra Dry&Bitter. Hybrid, fordi der er anvendt både engelsk og tysk gær. Duften er mest ananas, på et noget diskret niveau. Ret tør i smagen, med ananas forrest, men når den er dampet af, fornemmer jeg både lidt banan og nellike, og så er det jo nok en hvedeølsgær, der er den tyske halvpart i fermenteringslauget. Slutter vedvarende ipa bittert. Lidt spøjs øl, der kombinerer to øl stile, uden at nogen af dem kommer til korte eller forsvinder, selv om ipa'en dominerer, men som ret beset heller ikke tilfører hinanden noget ekstra. 3-4 skumfiduser.

 #2214-2215

Mission session #3

Tredje afsnit i serien om at finde en god ipa under 5 % alkohol.

Net neutral, 4,5 % session ipa fra Gamma brewing. Tydelig duft af ananas og fersken på en lys brødbund. Frugterne genfindes i smagen, som er blød og sød, det må være tripletten af kornsorter (byg, havre og hvede) der bidrager hertil. Godt plumret og så er vi nok over i New England session stilen, hvilket en næsten fraværende humlebitterhed underbygger. New England er hvad folket vil have og det folket får, og stilarten har fejet stort set alle andre ipa-varianter af banen. Den gør det sådan set fint, frugtsmagen damper ikke vildt hurtigt væk, så hvis man er til den slags, er det en klar anbefaling. Man fornemmer måske fra de foregående ord, og måske enkelte tidligere indlæg, at jeg er blevet lidt træt af stilarten, så derfor hoster jeg kun op med 3-4 skumfiduser.

Xenotype, 4,7 % dobbelt tørhumlet session ipa fra Dry & Bitter. Duften er lidt skarpere frugt, og passionsfrugt er en af de første associationer der melder sig. Der er også noget mere klassisk harpiks i noten. Bryggen, som af udseende stort er en klon af den første, er lige så blød, men smagen er lidt mere karakterfuld, både pga. den lidt skarpere passionsfrugt men også jordbær, mango og noget lidt mere grønt kan smages. Bitterheden er også en smule mere tilstede end den foregående, og var dette et indlæg i Øldyst-serien, ville Xenotype klart vinde. Nu får den 4 store skumfiduser.

#2212-2213

Mærkelige øl #9

Jeg er her et godt stykke tid efter lanceringen af serien mærkelige øl blevet lidt ked af titlen. Bare fordi en øl er anderledes, behøver den ikke være underlig. Serien er tænkt som en hyldest til dem, der tør noget ud over det sædvanlige. Så med det på plads, kaster jeg mig over seriens niende indlæg.

Coffiend sour, 5 % coffee sour fra Dry & Bitter og kafferisteriet Coffea. Seriens foregående indlæg havde stort set samme øltype på programmet. Det "mærkelige" er måske ved at blive almindeligt? Lige når man fører næsen henover glasset rammes man af noget, der stikker direkte op i næse og hjerne. Ligesom opløsningsmiddel, men der er ingen duft forbundet med oplevelsen. Heldigvis kun meget flygtigt, men vel næppe helt tiltænkt? Duften er ellers kompleks med røg, tørv, figen og let krydring, men stort set ingen syrlige noter. Syrligheden er dog bevaret i smagen, der understøttes af tørv, jord, chokolade og et eller andet krydderi, jeg ikke lige kan associere til. De anvendte kaffebønner, Andung Sari fra det vestlige Java giver således ikke megen direkte kaffe, men mere en let og dog kompleks palette af indtryk. Duften er mere sammensat end smagen. Jeg kan ikke strække mig til mere end 3-4 skumfiduser pga. det skarpe første-snus. Men ellers en spændende øl, der måske godt kunne tåle bare en smule mere af de tilsatte bønner.

#2211

Sur, syrlig eller bare let (anderledes) ...#1

Der findes naturligvis mange gode øl(stilarter) som ikke nødvendigvis indeholder voldsomme procentsatser. Hertil hører forskellige sure og syrlige øl, som sideløbende med Mission Session vil rulle hen over skærmen på dit foretrukne medie. Der lægges ud med en gose, som jeg gerne lader mig vederkvæge med.

Revelations, 4,8 % gose med yuzu, citron, ingefær, og sansho peber fra Alefarm. Hvis gul er påskens farve, burde dette måske være en påskeøl, med matchende dåse og øl. Men nu er det en gose, der er en let, forfriskende øl med en kende salt i. Stilarten er medtaget i 2022 opdateringen af Danske Øldommeres stilartsbeskrivelser, og godt for det. Duften i den aktuelle opskænkning er let mælkesyre henad yoghurt, og med blandet syrlighed, hvor ingefær lige akkurat kan mærkes og faktisk også salt. Smagen indeholder mest syrlighed fra de anvendte ingredienser med citron, ingefær og måske denne sansho peber, der er et japansk krydderi og ikke i familie med almindelig peber. Det salte er kun med den alleryderste strækning af smagsløgene at erkende og måtte godt være en smule mere til stede. Den drukner lidt i det syrlige. Det er ude i nanomolekylestørrelse, at manglen skal måles. Samlet er det en ganske dejlig og frisk øl. 4 store skumfiduser. 

#2210
 

Mission session #2

Andet afsnit i serien om at finde en god øl under 5 % alkohol.

Snublejuice, 4,5 % session ipa fra To Øl. Fin og langvarig skumkrone. Dejlig tropisk duft indeholdende ananas og passionsfrugt. Samme frugtindtryk går igen i smagen, der er tilføjet noget harpikset bitterhed. Selvfølgelig ikke en dyb og bestandig smag, men ganske fin for typen. 4 skumfiduser.

Tropical rumble, 4,3 % session ipa, også fra To Øl, med mango, fersken og passionsfrugt. Man kan så altid hjælpe smagen lidt på vej med diverse tilsætninger. Mere bløde frugtaromaer end foregående og passionsfrugt bemærkes ikke. Smagen er rent frugtdomineret, med især fersken og mango. Øl og øltype er svær at fange og der er ingen egentlig bitterhed. For meget frugtsaft, alt for lidt session ipa. Det hjælper ikke på det, at fersken ikke er førstevalg i frugtskålen for blogbestyreren . 2 skumfiduser.

 

#2208-2209

Mission session #1

Kan du huske gamle dage? Øl var ikke noget man smagte på, man lukkede bare flaske og mund op og hældte i. Virkningen var det man søgte, og selv om man kunne rumme meget, levede man ofte op til sloganet fra studenterbaren: kold før tolv …

Nutildags er situationen en helt anden. Men jeg savner nogle lette øl, der smager af noget, selv om de ikke rummer en næsten standard 6-7 % alkohol eller det, der er værre. Derfor vil jeg i den kommende tid/måneder fokusere på øl, hvor alkoholprocenten er under 5 %. Første kategori er måske den sværeste, nemlig ale af forskellig slags, men nok primært de humlede. De dejlige humlearomaer og -smage gør sig bedre i de lidt tungere øl, men det må være muligt at finde noget, hvor det hele ikke fordufter med det samme. Har været heldig tidligere ved enkelte lejligheder, men nu går jeg systematisk og målrettet til værks. Der vil her udelukkende blive smagt på danske øl.

Flåneur, 5,3 % hazy session ipa, i serien Sorcerer's Lab fra Amager bryghus. Allerede ved første ophæld går det galt, da jeg har læst forkert på dåsen og den indeholder øl, der er stærkere end forudsætningen. Duften er let og frisk ananas og passionsfrugt, og ved let omryst dukker lidt spøjst noget solbær frem. Det er lige så fint og frugtrigt i munden, med samme smagsindtryk og også i den anden afdeling af det olfaktoriske system finder jeg solbær. Det hazy giver en vis mundfylde af den bløde slags som formår at holde på de fine smage, uden at det ender som det rene frugtsaft. Dertil er slutbitterheden for stor. Meget fin øl til 4-5 skumfiduser, men den falder desværre udenfor serien og dens eventuelle slutkåring af noget man vil kunne kalde vinder. Dette indlæg må derfor ses som et første nedtrapningsskridt, førend det går løs for alvor. 

Helios, 4,4 % session IPA fra Slowburn Brewing. Helios er i græsk mytologi og religion solens gud og personificering. Derfor passende med en fin solsikke på dåsen. Ikke voldsom megen duft fra den klare øl, lidt grapefrugt og samme, lidt spøjse, skarpe solbær som foregående. I smag en mere klassisk tilgang til IPA, med en tydelig, tør bitterhed, "grøn" humlesmag (de skriver selv floral på dåsen), og lyst brød. Fint med en øl, der skiller sig ud fra det store uklare, hazy IPA-hav, uanset hvilken styrke farvandet måtte rumme. Men som session mangler den naturligt nok lidt rygrad, som en voksen west coast IPA ville kunne tilbyde. Men 4 pæne skumfiduser til den.

#2206-2207

Lagret øl

Godt humlet øl er at betragte som en ferskvare, og skal drikkes hurtigt efter aftapning for at få det fulde udbytte af humlingen - især den allestedsnærværende aromahumling. Til gengæld kan de tungere og mørkere typer godt gemmes og efter sigende udvikle sig til en bedre udgave hen ad vejen. Optimalt skal de lagres "kælderkoldt" men os etageejendomsbeboere har ikke altid adgang til så velegnede steder. Og det er heller ikke fordi øl normalt er særlig langtidsholdbare hjemme hos mig efter indkøb - de skal nydes og drikkes her og nu. Men, en gang i mellem kommer der et lille projekt op at stå. For 10 (!) år siden var jeg i de tidlige forårsmåneder forbi en SuperBrugs i sønderjyske Skærbæk, der skulle af med de sidste juleøl fra 2011. Christmas ale fra Carlsbergs Semper Ardens serie kunne således købes til 20 kr. per flaske. Nok lidt mere i nutidskroner, men stadig et knaldtilbud. Min ven og jeg tømte hylden og jeg kom vel hjem med en 6 flasker. De røg i skabet i biblioteket og har ligget der i nogenlunde konstant temperatur lige siden, med undtagelse af dem, der blev udtaget til smagning efter varierende tidspunkter og blogbestyrerens dagsaktuelle lyster. Her næsten 10 år efter indkøb har jeg åbnet næstsidste flaske og fået denne oplevelse:

Christmas ale 2011, 8,3 % ale fra Semper Ardens (Carlsberg). Ved ophæld skummer den flot og fint og skumkronen bevares et stykke tid. Duften er domineret af figen, nellike, koriander og lakrids. Hældt indenbords erfarer jeg, at der absolut ingen karbonering er tilbage. Øllet er helt fladt og blødt. Smagen bliver måske på den baggrund en smule intensificeret, der er i hvert fald godt tryk på krydringen med ovennævnte urter og anden botanik. Der tilkommer noget næsten fadpræg, en slags let træsmag, og en del vinøsitet henad lidt tungere sager som portvin. Den lange lagring giver i min mund sig mest udtryk i den manglende karbonering. Men det er ikke overraskende, at øllet har tabt pusten efter så lang tid. Smagsindtrykkene er næsten blevet stærkere og tilføjet nogle vinøse elementer, der klæder den. Jeg ved ikke helt, hvor længe jeg vil gemme sidste flaske. Jeg kan jo risikere, at det ender med at blive udrikkelig eddike, selv om det burde nok være noteret nu, hvis det var den vej, udviklingen gik. Den får fire skumfiduser, og ville have fået mere, hvis der havde været en smule spræl i glasset.

Brygget er tidligere blevet anmeldt kort efter indkøb. Set i bagklogskabens lys, en noget kortfattet afrapportering, men lide den, det kunne jeg! Hvis man vil læse mere om oplevelser med fadlagret øl, er Stovt.dk leveringsdygtig.

#2205

Øldysten #6

Lige som i den fjerde øldyst, er samme bryggeri at finde på begge sider af midterlinjen. Slowburn Brewing leverer to forskellige west coast IPA. En undertype, der har været fraværende og savnet, men måske er den ved at få et comeback? Jeg skal nok aftage en broderlig part ...

Shoulders of giants, 6,3 % ipa. 

Udseende:

Let tåget, gul, med et fint hvidt skum.

Duft:

Harpiks først og fremmest, med citrus og brød. Klassisk duft.

Smag:

En i forhold til de nymodens new england ipa'er ren, stram og bitter smag, hvor harpiks, fyr og kogle dominerer, med en snas citrus og en nogenlunde fyldig maltsmag.

Karbonering:

Pæn fyldig krop, med en medium karbonering.

Samlet indtryk:

Her er vi tilbage ved start, og det gør ikke noget, at jeg ikke indkasserer 5 dåseøl. Det er klassisk, det er rent, og der tages ingen fanger. Hvis man er vokset op med new england ipa skal man nok lige vænne sig til bitterheden og den manglende frugtsaft. 5 skumfiduser.

Planet Caravan, 6,3 % ipa, og her der en medspiller i form af Væskebalancen Bottleshop.

Udseende:

Det er ikke udseendet der bliver den udslagsgivende faktor, for det er en tro kopi af modstanderens.

Duft:

En anelse mindre harpiks giver plads til ananas og grapefrugt, og lyst brød.

Smag:

Smagen er også en tand mere venlig, med et fint skvæt frugt (grapefrugt og melon) oven i harpiksen og bitterheden. Malten mærkes som lyst brød.

Karbonering:

Samme fyldighed som foregående, men en lidt blødere mundfornemmelse.

Samlet indtryk:

Ingen tvivl om, at øltypen er en west coast, for der er stadig masser af bitterhed. Der har dog lige sneget sig en smule, men kun en smule, frugtige noter med i glasset, og det gør sådan set ikke noget. Endnu en dejlig øl, der ikke fortjener mindre (eller mere) end dens kombattant; 5 skumfiduser.

Hvem skal så udses som vinder? Det er ikke helt let, men Shoulders of Giants giver mig den rene vare, som det er længe siden, jeg har fået, så den finder vej øverst på podiet. Tak til Slowburn for at vende tilbage til rødderne. Ret pæne etiketter, i øvrigt, på begge dåser.

#2203-2204

Reersø bryghus

Reersø, af mange kendt som et sommerhusområde i Vestsjælland og for dens bestand af haleløse katte. Nu er der så også tilkommet et bryghus. De sværger til at bruge gamle brygmetoder, der skulle være mere bæredygtige, eksempelvis ved ikke at koge urten. Det er altsammen meget fint og sympatisk, men i denne sammenhæng interesserer jeg mig mest for, hvordan de færdige produkter smager. Høkeren havde et udvalg på fem flasker på hylderne, hvilket vist er det hele, man lige nu kan få.

Maltes tørstslukker, 4,6 % ale. En hel del korn og brød i duften, med en let frugtig undertone. Smagen er let sødlig, men dog frisk, med brød, let krydring, en anelse estere og en generisk ale bitterhed. Lidt saison over det, men uden den fulde palette af krydrede noter, som den type plejer at være beriget med. Dejligt med en øl, der trods den for mikro-bryg yderst beskedne alkohol-procent faktisk smager af noget. Dog kunne jeg måske godt ønske mig en smule mere spræl i glasset, der nemt risikerer at ende lidt anonymt. 3-4 skumfiduser.

Maltes klassik, 5,2 % ale. Mørkere og mere ravfarvet end tørstslukkeren. Grundduften er lidt det samme, med brød og korn, men der er et eller andet, der uhindret trænger fra næse op i hjernen, med samme hastighed som opløsningsmidler, hvilket ikke er tilfældet her, men et eller andet, der ikke efterlader meget spor efter sig, Lidt røg, lidt prut, lidt peber. Mere underligt end ubehageligt, men giver en lidt utryg fornemmelse, trods alt. Smagen har en fin bund af mørkt brød og let sødme, men igen er der et tredje hjul under vognen, der ikke helt rustfrit knirker. Noget fenolisk, brændt plastik, omend i en meget diskret udgave. Dog vil det normalt tyde på en brygfejl, enten noget infektion eller anvendelse af stresset gær. Selv om bryggeriet er af nyere dato, er det ikke novicer der står bag, så hvad der lige er gået galt må Reersøs haleløse katte vide. Jeg aner intentionen om en fin, let mørk sødlig ale men med den oplevelse flaskens indhold bød mig, kan jeg desværre kun kvittere med 1-2 skumfiduser.

Maltes IPA, 5,6 % IPA. Duften byder på lidt sæbe, grønne æble og lidt fersken - sæbe-associationen får jeg ofte, og det skal ikke opfattes negativt. Æbler er dog ikke normalt at finde i IPAer og kan være rester af acetaldehyd, et biprodukt fra gæringen, hvis ikke den er forløbet længe nok. Smagen er sødligt lyst brød, med en del grønne æbler, og ikke så meget andet fra humlen. Heller ikke bitterhed synes jeg der er i udpræget grad, her overdøver maltsødmen. De har ikke stræbt efter den amerikanske udgave, men heller ikke den engelske synes jeg, de rammer, da der mangler bitterhed og sødme plus æble er for dominerende. Det er ikke ubehageligt på nogen måde, og det er måske kun, hvis man forventer, at øllet lever op til dens stilart, man kan hidse sig en anelse op. Længere op end 2-3 skumfiduser kommer jeg desværre ikke på denne øl, som for mig ikke rigtig er en IPA.

Maltes stout, 4,3 % stout. Således en af de mørke i den lette ende, rent volumen-procentmæssigt betragtet. Duftmæssigt lokkes der med let sødligt, mørkt brød. Smagen indeholder en del mere kraft end hvad man skulle tro være muligt i sådan en session stout! Brødet, chokoladen, det let ristede og den svage kaffe fylder og varer ved, meget mere end en Guiness, uden at der i øvrigt skal drages paralleler eller sammenligninger hermed. Slutbitterheden er absolut i den milde ende, så det bliver en øl, der nemt glider ned, næsten selv på en varm sommerdag. 4 skumfiduser.

Sort, 6,2 % stout (gårdøl). På denne øls etiket nævnes specifikt, at urten ikke er kogt, og at humlen er tilsat som te. Aromaen indeholder mørkt brød, mælk og lys chokolade. Smagen er maltet, karamel, mørkt brød, let kaffe og lakrids. Samlet en stout i den sødere ende af spektret, men med en passende afsluttende bitterhed, der giver det en smule kant. Og naturligt en smule mere fylde end foregående. Tre-fire skumfiduser.

Etiketterne på øllene er to-delte (undtagen den sorte gårdøl). Hovedmotiverne er stregtegninger uden farver, ret fine. Øverst findes så bryggeriets logo, en tegneserie haleløs kat med øl og hat i hænderne og banneret med øl-navnet har forskellig udformning. Det er lidt af et stil-sammenstød, hvis ikke man skal bruge ordet clash.

På flaskerne nævnes, at det er første udgave af pågældende bryg og at ændringer kan forekomme efterfølgende. Lidt frækt kan jeg måske anbefale at få styr på processen - opskrifterne kommer i anden række. Alt i alt en lidt blandet oplevelse fra Vestsjælland.

 

#2198-2202

 

 

Gamma og Østerbro

Hvis der er to der står sammen i den danske ølverden, er det Gamma Brewing og Østerbro Vin og Spiritus. Sidstnævnte fører i hvert fald et pænt udvalg af det evigt roterende sortiment fra førstnævnte, så man kan altid finde et par gode fredagsøl i butikken.
 

Synesthesia, 8,2 % dobbelt ipa. Brygget med humletyperne Eclipse, Enigma og Talus. Synæstesi er samsansning, betegnelsen for en sammenblanding af forskellige typer af sanseindtryk. Eksempelvis at høre farver, se lyde og smage berøringer. Jeg tror nu ikke at jeg vil hælde øl i øret eller skylle øjet, men jeg håber, at jeg alligevel får den fulde fornøjelse.

Tykt tåget og uklar øl, så vi har nok med en af de utallige New England typer at gøre. Duften er også frugtig og diskret, mest med ananas. Vel anbragt det traditionelle sted i munden, opleves et blødt tæppe af blid ananas og melon med en typisk NEIPA grøn og frisk bagkant, der nok er bitter, men mest som resultat af stor mængde sent tilsat humle end en mere traditionel langtids kogning. Til gengæld er der ikke så meget marmelade over det, som jeg ofte oplever dobbelt ipa'er. Tre-fire skumfiduser til en ipa, der helt ubesværet falder ind i det dominerende mainstream billede af ipa markedet anno 2022.

Cold smoke, 5,6 % røgøl/rauchbier. Røgøl kan være sublimt, hvilket øllene fra Schlenkerla i Bamberg er et godt eksempel på. Må se om industrikvarteret i Herlev kan producere lige så godt som byen i det sydtyske.

Duften lover røg på en subtil, men dog insisterende måde. Modsat de tyske stilartsdefinerende eksempler, er her ikke meget skum i det ophældte glas. Smagsmæssigt har vi en fin, lys brødbund, krydret med en let, tør røg, der trækker med over i eftersmagen. Inden vi når så langt og bryggen tager afsked med de olfaktoriske organer, når jeg at fange en let syrlig humle. Vel fornøjet giver jeg slip, og lader øllet tager styrtdykket videre i fordøjelsessystemet. Der er ikke meget danskproduceret røgøl på markedet, denne overgår klart Krenkerups ellers lovpriste version. Fire store skumfiduser og et mindst lige så stort opråb til bryggerne hos Gamma og alle andre, om at brygge røgøl og andre mindre kendte og meget mindre eksponerede/hypede øltyper. 

 

#2196-2197

Sommerferieøl #6

Serien #sommerferieøl nåede ikke at komme igennem indkøbene førend ferien var slut. De resterende flasker kom med til hovedstaden, men kom til at leve en lidt hengemt tilværelse bagest i køleskabet. Da jeg så skulle tilbage til Sønderjylland i en forlænget weekend, kom flaskerne med hjem til lokalområdet. Så lidt lige som den norske linjeakvavit og dets ækvatorkrydsning, har flaskerne krydset Storebælt mindst to gange. Ydermere blev smagsnoterne ramt af tekniske vanskeligheder, så først nu, midt i vinteren, kan serien afrundes.


Cinnamomum 2020, 5 % spontangæret ale med kanel fra Vestslesvigsk Bryghus. Lagret siden januar 2020 og ment som en julebryg sidste år (2020). Nu har den så fået yderligere trekvart år på flaske, inden låget blev lettet. Tydelig maltduft af brød og korn, med en let citrus og noget sødligt som må stamme fra kanelen. Det ret flade bryg har først en let vild smag med yoghurt, der følges op af en let syrlighed og afrundes af kanel, der er meget passende doseret i lav mængde. Den spiller pænt og overraskende godt sammen med det spontane. Jeg tror, at de fleste øl med kaneltilsætning jeg har smagt, har været mørke, men det kan godt fungere i en lys ale også, og næsten bedre, når det er tilpasset som her. Fire af de store skumfiduser til den.

Ubesmittet rug, 5 % spontangæret ale og lagret på rødvinsfade, fra Vestslesvigsk Bryghus. Lidt samme grundduft som den foregående, med brød og dertil lidt råddent vand - beskrivelsen lyder værre end oplevelsen, men det var den bedste association. Den glider over i noget tyggegummi og så måske det, der er bagmanden: rødvin? Smagen er knap så udstrittende, næsten mindre syrlighed end foregående og mere smag, som jo må komme fra vintønden, men som har noget frugttyggegummi over sig. Efter lidt tilvænning bliver det bedre, men det bliver ikke evig lyksalighed. 3 skumfiduser. 

 

Den Mørke, 5,5 % altbier fra Vester Vedsted vingård. Den mest lokale af alle øllene i serien, da de er beliggende blot 8 km fra mit sønderjyske refugium. Altbier er drevet af maltsmag og det finder jeg også med brød og karamel i både duft og smag. Meget let humlesmag og lidt mere bitterhed, men det er i småtingsafdelingen. Gør sig godt i overgangen mellem sensommer og efterår, hvor dagen bød på 15 varmegrader og sol, mens natten truer klar og kølig. 4 skumfiduser.

Til sidst en øl, der blev konsumeret før den anden bælt-overfart, men hvis noter havde lidt samme skæbne som foregående.

Ubesmittet Tønde, 5,5 % spontangæret fra Vestslesvigsk bryghus. Lagret et halvt års tid på spansk rødvinsfad. Duften er en blød blanding af mandel, vanilje, kirsebær og træ og kun det svageste riv i næsen. Smagen er en tand mere syrlig end duften lod mig formode. Det er nu mere frugt- end gæringssurt og har noter af både jordbær og ribs. Det bæres oppe af en let til medium krop med brødsmag og en smule sødme til allersidst, hvor syrligheden er væk. Det er en fin og behagelig sour, der hiver 4 store skumfiduser hjem.  

Alle øl, der har optrådt i den lille sommerferieserie er indkøbt samme sted, butikken En Smags Sag i Løgumkloster. Butikken drives af Vestslesvigsk Bryghus' stifter og forhandler udover øl blandt andet rom, gin, sodavand & tonic, saft, marmelade, honning, kaffe og vin. Produkterne er så vidt jeg kunne se, alle lokale, således også de øl fra vel en 6-8 bryggerier, der var på hylderne. Jeg ville ikke have fundet butikken, hvis ikke det var fordi værtsparret for et sommerferiebesøg kender gud og hvermand i byen, herunder Hans. En lidt forsigtig forespørgsel om hvad jeg syntes om syrligt/surt øl blev efter udvist interesse hurtigt efterfulgt af en tur til butikken, der heldigvis var åben. Ellers ville jeg nu nok have kunnet få noget nede ved garageporten, men den slags tusk var ikke nødvendig! Tak til Linda og Henrik for at lede mig frem til dette fine vandingshul.

Så er man på de kanter, kan jeg kun anbefale en tur forbi butikken i Mellemgade i Løgumkloster. Link til deres Facebook side her

#2192-2195