Sommerferieøl #5

Barrel aged strong ale, 10 % fra West Brew. Bryggeriet ligger i Bilum og markedsfører sig med Nationalpark Vadehavet logo. Hvis ikke man kan få mere beskyttet natur i nationalparkerne, er det da godt, at der kommer øl ud af det! Og her mener jeg ikke det såkaldte Vadehavsbryggeriet. Dette bryg, uden navn, er lagret på whiskyfade fra Stauning, og præsenterer sig i duften med træ, whisky og let råddenskab. Whiskydelen er dejligt afdæmpet og det er den også i smagen, hvor den er oppe imod en indledende karamelsødme, måske lidt brændt, og en del fad/træ. Det er en ganske fin blanding. Brygget ser og føles ret tyndt, trods både procenter og etikettetekst, der lovpriser en fed og cremet væske. Nærmer sig barley wine en del, uden helt at føles så sprittet. 4-5 skumfiduser. 

 #2191

Sommerferieøl #4

Dagens opskænkning er også fra Esbjerg og også et nyt bekendtskab.

Force of nature, 7 % pink grapefrugt-kirsebær-dragefrugt-mynte-sour fra in Waves, brygget hos Esbjerg bryghus. Let syrlig, yoghurt, med en anelse kirsebær og mandel i duften. Smagen tilbyder sig på en let og tynd bund som et mix af bitre kirsebær, syrlighed uden bestemt frugt bag, endnu en bitterhed der minder om den appelsinskal, der også er i brygget, samt endelig en heldigvis svag antydning af mynte. Jeg fornemmer, at syrligheden mere skyldes tilsætningerne end forgæringen. En medsmager kunne antydningsvis finde lidt kaffe og jeg får også mindelser om trælagring, men det er måske kirsebærrene. Samlet lykkedes mixet lidt over forventning - 4 skumfiduser.

#2190

Sommerferieøl #3

Miss hops 2021, 6,5 % humlet ale fra Ølværket i Esbjerg. Endnu et bryggeri fra hvem jeg ikke tidligere har smagt noget. Lidt usikkert om jeg skal forvente humle som i en ipa, men så havde de vel kaldt den det. En del korn og brød i duften, med en meget diskret humle. Smagen er tilsvarende komponeret, så det bliver ret ordinær, på grænsen til det lidt kedelige. Angivet med en holdbarhed til et år frem, så måske var den netop tappet, måske langt tidligere. Kunne vi ikke få fuld transparens som eksempelvis Det Lille Bryggeri har? 2-3 skumfiduser.

 #2189

 

Sommerferieøl #2

Jeg var et par dage i Husum i Nordtyskland. De har en brewpub/restaurant med et meget lille hjemmebrygget udvalg. Jeg smagte to af dem. 

Husum Bernstein ale, 5 % fra Husums brauhaus. Tysk ale med amerikansk og tjekkisk humle. De mærkes ikke i udstrakt grad, men der er en ok slutbitterhed. Ellers en standard lige-ud-ad-landevejen ale, uden de store armbevægelser. 3 skumfiduser.

 

Weizen, 5,2 % hvedeøl. God ester-duft med banan, nellike og koriander. Samme smagsindtryk, med en anelse syrlighed. Klassisk tysk hvedeølsstil - den kan jeg godt lide. Fire skumfiduser.

 

Det er vist ikke fra Husum man skal forvente revolutionerende nyt fra øl fronten. 

 

#2187-2188

Sommerferieøl #1

I løbet af sommerferien fik jeg konsumeret lidt forskelligt, lokalt øl. Det er der kommet en lille serie ud af, der starter med en øl, der støtter en af de truede danske ynglefugle.

Black tern, 5,2 % økologisk pale ale fra West Brew. Fem kroner fra hver solgt flaske går til et projekt, der skal støtte sortternen. Den ville nok have bedre af, at landbruget holdt op med at dræne marsken, men det er en anden historie. Ret kobberfarvet, måske lidt mørkere end hvad man normalt forbinder med en pale ale. Duft af brød og en snert humle. Smagen starter med en fin malt og humle, sådan lidt traditionelt amerikansk, men så kommer der en lidt underlig bitterhed, der både er lidt syrlig og lidt "forkert", forstået således, at den måske ikke er opstået fra humlen i øllet. Det ender derfor lidt uharmonisk. Øllet er formentlig tappet i april, og det kan måske forklare den lidt skæve humlebitterhed, der savner lidt humlesmag at gå hånd i hånd med. 3-4 skumfiduser.

#2186

Bryggeriet Umage

Det er som om, at det aldrig vil tage en ende. Der dukker hele tiden nye, små og mindre små bryggerier op på den danske scene. Det er alligevel imponerende, at så mange kan overleve, selv om nok de færreste bliver rige af at brygge specialøl, eller hvad man nu skal kalde det. En del bukker naturligt under, men som sagt, det afholder ikke folk fra at prøve. Her er jeg, ret tilfældigt faldet over bryggeriet Umage, som jeg har svært ved at finde informationer om. Deres første øl, som anmeldes nedenfor, er brygget på Stevns ved Brygmaskinen. Den anden øl i opslaget er et blend med en øl fra Kasper Brew Co. Begge øl købt i en nyere butik: Fælles, på Jagtvej, Østerbro. Butikken forhandler ikke kun øl, men også vin, spiritus mm. og er samtidig et galleri. Mere om det ved en senere lejlighed, måske. Nu vil jeg gøre mig Umage ...

En stor stout, 11 % imperial stout fra Bryggeriet Umage. Duften er relativt blid, med chokolade og mælk, kaffe og tobakblade. Det er en imperial stout af den søde skole med fin mørk chokoladesødme, kaffe, fin let syrlighed og god afsluttende bitterhed, der sammen sørger for, at det ikke bliver alt for klistret. Men alligevel er ganen godt indsmurt og man kan nyde smagsindtrykkene længe. Med denne første øl har de vist, at de godt kan finde ud af at brygge en øl, som rigtig mange ølentusiaster vil kunne sætte pris på. Fire skumfiduser.

Joker & the Thief, 12 % blend af 50 % imperial stout fra Bryggeriet Umage og 50 % barley wine fra Kasper Brew Co. Man kan så tro, at det er ovenstående øl, der er halvpart i sammenrendet. Blend, det er normalt noget jeg kun har set praktiseret hos Penyllan herhjemme, og med ganske fine resultater. Her er det i en lidt mindre ambitiøs grad, hvor de (gætter jeg på) har hældt to øl sammen og ikke gået og nusset om delelementerne i flere år, som de gør i Tejn Havn hos Penyllan. Duftmæssigt er det stouten, der fører an med chokolade, mælk og let kaffe. Kun ved omrystning i glasset frigives nogle frugtige noter som må stamme fra barley wine. Lidt spøjst får jeg også noget tang/umami i næsen. Smagen er ganske god, med først en del chokoladesødme og let ristet brød. Derefter stikker barley wine næsen op over den glatte overflade og tilfører mørk, frugtig alkohol. Det hele bindes sammen af en medium til kraftig slutbitterhed. Måske lidt for sød samlet set; begge øl har på hver sin måde et sødligt udgangspunkt. Og så bliver barley winens alkohol for dominerende i længden. Men til langsom nydelse og vederkvægelse går det lige an. 4 skumfiduser.

 

#2184-2185

Mærkelige øl #8

Da Capo, 5,8 % sour med kaffe, mango og papaya, et samarbejdsbryg mellem Alefarm og Flying Couch. Kaffe optræder hyppigt, og med rette, i mørke og tunge øl, men er sjælden i lysere typer. Jeg kan ikke rigtig fange nogle kaffetoner i duften, der kun er svagt stram og det friske forekommer at stamme fra frugten. Men en lidt spids krydret undertone forefindes. Smagen er først syrlig frugt, derefter afløst af en sødere mangosmag. Med megen opmærksomhed fanger jeg noget chokolade og nødder til allersidst - er det Miradorkaffens bidrag? Det formår at skjule syrligheden fuldstændig til sidst. Jeg har smagt kaffe som tilsætning i IPAer og fået fine oplevelser. Her ender det mindre underligt end forventet, en fin syrlig og frugtig øl, der måske nok kunne have tålt en bønne eller to mere. 4 skumfiduser. 

#2183

Mærkelige øl #7

Quinoa øl, 5,3 %, fra Nordic Quinoa, brygget på Næstved Bryghus. Glutenfri, og derved et alternativ til glutenallergikere. Dufter pilsneragtigt, med brød og græs. Smagen er temmelig sød, og har en del DMS/dåsemajs. Kun en meget svag snert af citrus og slet ingen bitterhed. Man kan vel egentlig ikke kalde den for en øl, endsige mærkelig øl, når nu der ikke indgår byg. Så kan de kalde quinoa nok så meget for superfood, som de vil. Eksempelvis vil de mange kostfibre næppe bringes videre fra korn til øl. Spøjs og bliver kun en engangsforeteelse. 2 skumfiduser.

Samme øl i begge glas, men forskellig (naturlig) belysning

 

#2182

Sidste chance

Der er noget med det der kveikøl, som jeg enten har misforstået eller slet ikke forstået. Første eksemplar var ret funky og farmhouset, mens stort set alle (så mange er der heller ikke) efterfølgende har skuffet og fået mig til at tænke over, hvad meningen med kveik er, udover at det er sjovt at bruge en gammel traditionel norsk gær, omend de nok er kultiveret til dagens brug. Nu har jeg fået fat i endnu tre bryg, der er reklamerer med kveik gær, så sidste forsøg på at finde guldet i flasken.

Seven hours of sunlight, 6,3 % dobbelt tørhumlet kveik ipa fra Fanø bryghus. Juicy, næsten marmeladetyk duft af appelsin, fersken, korn og en svag støvet undertone. Appelsinen transformeres i smagen til bitter appelsin (-skal), med sød grape og fersken. Jeg kan også presse en dråbe ananas ud af den. Den er noget udtørrende, så jeg får en fornemmelse af træ i munden og slutter ret bittert, mere end hvad de 30 ibu burde give. Måske er det lidt gammel humlesmag, øllet har udløbsdato om fire måneder, så i bedste fald er den to måneder fra tapning. Gæren? Den anvendte, kommercielle variant skulle være god til ipa, da den "producerer nogle intense tropiske noter, der bevæger sig hen mod tropiske frugter som mandarin, mango og ananas" (tekst fra Maltbazarens omtale). Heller ikke i denne øl genfinder jeg det farmhousede, som jeg faldt for første gang. Den har nogle fine frugtsmage, men er lidt for gammel bitter i eftersmagen. 3-4 skumfiduser.

 Orange Haze v2, 6 % kveik NEIPA fra Christiania bryghus. Tydelig islæt af appelsin i duft og smag, med et bittert twist. "Selvfølgelig" er der hampefrø i, men jeg ved ikke rigtig, hvordan de smagsmæssigt gør sig gældende. Der anføres på etiketten, at det er kveik-gæren, der giver den specielle appelsinsmag. Det synes jeg ikke, at jeg har smagt ved andre kveik-gærede øl, men til gengæld må jeg atter en gang kigge forgæves efter noget farmhouset. Den lidt specielle appelsinsmag og bitterhed, der ikke er typisk for frugtjuicede NEIPAer giver den lidt ekstra. 4 skumfiduser.

Someplace better than this, 3,5 % tørhumlet kveik mini ipa, fra Amager Bryghus og deres Brewer's playground serie. Mini, eller session, formår sjældent at favne og fastholde de store mængder  af smag, og således også her, med en øl, der byder ind med frisk fyr, passionsfrugt og bitter afslutning, inden det ligesom fordamper. Fungerer fint som tørstslukker og er hurtig glemt. I følge min mund kunne den formentlig have været gæret med en normal gær for øltypen. 3 skumfiduser. 

Fine øl som sådan, men ikke det kveik jeg troede, og som jeg må erkende, har misforstået. Det er nok brødrene Ek fra Brekeriet, der twitchede deres brug ud over det sædvanlige, den gang jeg smagte en kveik fra dem.

#2179-2181

 

 

Ekstrem øl

Big, bold & beautiful, 18 % fadlagret strong ale, et samarbejdsbryg mellem Amager Bryghus, Mikkeller og White Labs (gær producent). Brygget med det ene formål, at få så stærk en øl som muligt ved hjælp af gæring. Efter at tre forskellige gærstammer havde gjort deres for at få procenten op på 18, så har brygget ligget hele 6 år på cognac og tequila fade før det blev flasket. Jeg har så haft flasken liggende i yderligere to et halvt år, men nu må det være på tide at åbne den.

Duften er ved at få min hjertenskære til at erklære, at hun er ved at brække sig. Det vil jeg ikke lade stå uimodsagt, men det er en voldsom aroma af flydende karamel, træ og stærk alkohol som jeg synes mest minder om cognac. Den tykke væske er ikke meget for at blive tvunget over kanten af glasset og ind i min både forventningsfulde og uforberedte mund. Jeg får hård kamp mellem chokolade og alkohol, og det er både i aroma og smag. Det søde og det alkoholiske slås hårdt og vinderen er svær at udse. Det er en virkelig tung væske at manøvrere i. Der er chokolade i tunge mængder, og så stærk alkohol

Her slutter noterne så lidt brat. Jeg erindrer, at blokken blev lagt til side lidt, for at lade øllet varmes og iltes, for derved at kunne frembringe yderligere smage og associationer til nedfældning og senere elektronisk viderebringelse. Jeg benægter, at jeg gik omkuld, for næste dag var både glas og flaske tom, og jeg vågnede i sengen, men helt upåvirket af de 50 cl 18 % øl har jeg jo nok ikke været, og sammen med eventuelle distraktioner fra familien, kom der ikke mere i bogen. Så lidt retrospektiv må opsummeringen derved blive: dejlig øl, og utroligt, at man kan få så mange procent til ikke at være fuldt dominerende. Men de mange nuancer blev der ikke plads til, men en øl, der nok skulle være nydt i meget små bidder som en slags likør. 4 skumfiduser.

 

#2178

Mærkelige øl #6

Chugwork orange, 3,4 % creamsicle med appelsin og vanilje. En creamsicle er en vaniljeis, overtrukket med frossen appelsinjuice. Sådan lidt henad en københavnerstang tænker jeg. Og det er nu meget godt ramt, at få lavet en flydende udgave af den type ispind. Der er den meget søde frugt (appelsin)smag og isen repræsenteres på fin vis af et pænt skud vanilje + laktose. Lav karbonering og slet ingen bitterhed (ingen humle i øllet) fuldender kompositionen. Tilbage står så, om det er noget jeg kan lide at drikke. Ideen er nok mere spøjs end frugtbar, men til serien mærkelige øl passer den perfekt. Og så er der endelig en øl, hvor vanilje faktisk passer og ikke bliver overparfumeret, som jeg ofte oplever det krydderi i mørke og tunge stouts. Der er endda rigeligt af den i øllet. Det ender på 4 skumfiduser.

#2177

Tilbage på sporet

Uha, efter sidste indlæg med Penyllan, er det lige før, jeg er blevet bange igen for det sure, syrlige og vilde. Et andet holdepunkt i den verden har for mig været Brekeriet, må se om de kan række en hjælpende øl ud.

Slope, 10 % wild ale, blend af to udgaver af øllen Red Slope, den originale fra Remmarlöv Gårdsbryggeri og Brekeriets klon heraf. Derefter lagrede øllet 17 måneder på portvinsfade. Duft af gammel (port)vin, træ og en smule syre. Desuden kan noget syrnet gær rystes frem fra glassets indhold, sammen med noget frugt, der kan minde om kirsebær. Smagen indeholder næsten søde kirsebær og bitter mandel, tør bark, vinøse noter og en let syrlighed, der ikke bliver dominerende, men indordner sig sammen med øvrige elementer. Lang eftersmag med bitter mandel og syrlighed. En meget let kuldioxid frisker og gør den livligere, end hvad man kunne formode af en velvoksen ti-procenter. Efter mine nylige, mindre gode oplevelser med Penyllan var jeg ved at frygte, at jeg helt havde tabt grebet om vilde og syrlige øl. Heldigvis får Brekeriet med venner mig hurtigt tilbage på sporet med denne meget fine øl. Seks skumfiduser.

 

 

 

#2176

Træerne vokser ikke ind i himlen

Penyllan, mit yndlingsbryggeri, serverer her tre flasker, købt i Wika Meny i Køge. 

Eartha, 10 % mørk ale med kirsebær. Fermenteret i Chianti fade og påfyldt en ordentlig omgang kirsebær efter cirka 1 år. Markant rødvin i næsen, med træ og lidt vild fermentering, som også indeholder yoghurt. Kirsebær erkendes ved kraftig indsnusning. Smagen er lidt af en trikamp mellem rødvin, intens kirsebær uden sødme og syrlighed. Alkoholen er rimelig fraværende og brygget føles let i munden, hjulpet på vej af den fineste prikken på tungen. I eftersmagen findes bitre kirsebær, som må kåres som sejrskvinde i smagsdysten. Som sædvanlig fra Penyllan en kompleks øl, men her er det knap så subtilt og mere right-in-your-face indtryk. Jeg synes også, at kirsebær-rødvin kampen i min mund er lidt for voldsom, før det falder på plads. Det er dog en dejlig øl, der får fire store skumfiduser.

 

 

Freya, vintage 2015, 8,5 % blend af mørk trappist og milk stout, med tre år på bagen i cognacfad. Syrligheden er første duftindtryk. Den kan ved andet snif nuanceres til kirsebær, med en let understøttende lys chokolade. Allerbagest lidt røg i modvind. En på etiketten beskrevet vanilje kan jeg ikke rigtig erkende. Smagen er også påtrængende sure kirsebær, med strejf af rødvin. Det er en blød reminiscens af milk stout, men den er godt nok trykket i bund. Sluttelig finder jeg også lidt træ. Syrligheden balancerer over mod balsamicoeddike. Jeg tror godt, jeg kan forstå intentionen, både ved at smage og samtidig understøtte med beskrivelsen på etiketten, men jeg synes balancen er tippet nogle grader for meget over på den sure side. Lidt synd, men det bliver lidt for ensidigt, for meget lagring, for lidt brygget øl. 2 skumfiduser. Kan ikke genkende den øl, jeg læser om på etiketten.

 

 

Anica, årgang 2015, 8,5 % brombærsour blandet med old ale og lagret på både rødvins- og bourbonfad. En stram balsamicoeddike udgør hovedparten af duften. Måske er der en tone af frugt nedenunder, men andet overdøves. Smagen er ikke helt modne brombær, rødvin og eddike. Igen ret ensidigt og uden de store nuancer. Kompleksiteten og det fine samspil mellem mange elementer, som jeg tidligere har lovprist Penyllan for, er heller ikke tilstede i denne øl. Det er ganske sikkert, at syrligheden er tilsigtet , men havde oplevelsen kommet ud af flaske fra andre bryggerier, ville jeg have dømt forurening. Og med dagens og den forudgående etikketelovanprisninger og smagsbeskrivelser tænker jeg, at noget måske har udviklet sig i en lidt forkert retning efter flaskningen af Freya og Anica. Jeg savner fylde, sødme, krydring, diskrete smagsindtryk og en synergistisk oplevelse. I stedet får jeg surt på sur. Jeg kan meget svagt fornemme noget rest i bunden, men det er alt for vagt og undertrykt. Det kan godt være, at det skal være som oplevet, men jeg bliver også noget skuffet over denne. 2-3 skumfiduser.

 

 

 

Hvorfor kunne jeg ikke lide to ud af tre opskænkninger? Ud over en dårlig dagsform hos blogbestyreren kan jeg gætte på, at øllene måske ikke har den lange holdbarhed som angivet på flaskerne - måske i en kombination af, at de ikke er opbevaret korrekt. Måske har deres garden-party, som de benævner deres egen fermenteringsblanding, arbejdet videre i flasken og udviklet indholdet i en retning væk fra balancen ved flaskningstidspunktet. Hvad ved jeg. Må konstatere, at her var der et par skæverter i et ellers yderst harmonisk forhold mellem blogger og bryggeri. Dog ikke værre, end at jeg gerne prøver noget fra dem igen. Der bliver vel snart frigivet nogle nye årgange af diverse øl fra Tejn.

#2173-2175

Brewer's playground

Amager Bryghus introducerer en ny serie øl, Brewer's playground, hvor de vil eksperimentere med nye ingredienser og nye tilgange til ølbrygning. Man lades dog lidt i stikken som forbruger, idet der ikke nævnes, hvad det er, der testes i de her tre aktuelle udgivelser. Det er i hvert fald ikke grundtypen af øl, for her får vi, hvad de er bedst til: IPA ...

Tell me when it's over, 6,5 % tørhumlet tåget ipa (hazy). Eksperimentet kunne være anvendelse af humlerne Talus og HBC 522. Talus er blevet gjort kommercielt tilgængelig for nylig, mens HBC 522 endnu ikke har fået et mere mundret navn. Ananas, appelsin, passionsfrugt, på en let bund af lyst brød. Smagen giver mandarin, appelsin, ananas, i lette, frugtig udgaver, og ikke megen bitterhed udover frugtsyren. Blød og venlig mundfornemmelse. Det bliver til en ganske fin, men ikke ekstraordinær hazy. 4 skumfiduser.

When you smile, 7,0 % tørhumlet hazy ipa. Endnu en eksperimentalhumle fra Yakima, HBC 431 er kommet i dåsen. Duften en kende skarpere, mere ren ananas og passionsfrugt, mens smagen omvendt næsten er mildere end rigtig NE style, igen med mest ananas, passionsfrugt og en smule bitterhed, som nok mere skyldes tørhumlingen end egentlig kogt bitterhumle, og som derfor er en smule mindre indbygget i brygget. Med det mener jeg, at det smages som noget af det første, og ikke som sidste indtryk. Fire skumfiduser. 

Still holding on to you, 6,0 % tørhumlet West Coast ipa. Det nye approach her må være tørhumlingen, som jeg ikke husker WCIPA var født med. Brygget præsenterer sig således også uklart i glasset. Duften er krasbørstig grape, passionsfrugt og fyr. Den giver en dejlig, klassisk smag, hvor bitterheden dominerer over humlesmagen, og det retter tørhumlingen ikke rigtig op på. Grape, harpiks, passionsfrugt og appelsin er dog at finde. I en verden der er gået cr(h)azy er det rigtig dejligt at få en af de ipa'er, der startede meget for både mig, men også for bryggerier som Amager. 5-6 skumfiduser.

Forskellen på de tre øl var klart større end etiketterne ... Jeg vil se frem til flere eksperimenter i serien, og måske en anelse mere uden for deres komfort-zone? De kan jo godt lave andet end ipa og tunge stouts.

#2170-2172

Fadlagret fra Hoppe.Beer

Frederik har brygget belgisk strong ale, hvad det så end er for en stilart, og lagret produktet på to forskellige fade. Der bør så være nogle fællestræk samt nogle særkender ved de to øl.

Adolphe, 11,5 % belgisk strong ale, lagret på jamaicansk romfad. Øllet kommer ud af flasken helt fladt og danner intet skum. Dufter mest af træ og spiritus på en maltet sød bund med meget karamel. Det er også flydende sødme, der hældes ind, med et skarpt og lidt eddikesurt bid. Der er en smag af træ og måske lidt vanilje? Minder en del om barley wine, men er knap så fyldig. Alkoholprocenterne må den delvist have suget fra fadet, hvis det er muligt. Jeg synes, den rene alkohol/rom er lidt for fremtrædende i det samlede billede, fremstår måske så meget fordi brygget er relativt tyndt. Tre - fire skumfiduser.

Georges, 11,5 % belgisk strong ale, fadlagret på Laphroaig fad. Den skotske whisky Laphroaig, som er en personlig whiskyfavorit hos blogbestyreren, smager og dufter godt igennem i Adolphes tvillingebryg. Grundindtrykkene er de samme, men whiskyen er endnu mere fremtrædende her end rommen var. Det giver en lidt kvalm-eddikesyrlig smag, som endskønt jeg rigtig godt kan lide Laphroaig, ikke virker her. Det bliver for uharmonisk. 2 skumfiduser.

 

Det kan undre lidt, at de to øl i grundindtryk var så relative tynde i fylden. Måske ville de kunne favne turen i respektive tønder bedre, hvis der har været lidt mere volumen. Måske ville lidt karbonering kunne give det et ekstra pift?

#2168-2169

Endnu en topscorer fra Tejn

Året må starte på passende vis med endnu en øl fra Penyllan. Så er stilen ligesom lagt - men jeg kan nok ikke udelukkende nøjes med at drikke deres øl, desværre.

Roxy bourbon, 12 % old ale. Roxy eksisterer også i en rødvin og cognac udgave, jeg smagte for et års tid siden. Basisøllen er Natalie, som er lagret tre år på bourbon fade og derefter blended med en sur barley wine. Duften har indledningsvis tre dominerende elementer: chokolade, bourbon og syre. Syren er nok mest fermenteringsprodukt, men jeg synes også, der er noget mere ren frugt, måske surkirsebær. At drikke øllet er som at spise et stykke rigtig god chokolade med spiritusfyld. Det yderste tynde lag er lækker mørk chokolade; når skorpen brister, flyder en dejlig masse af spiritus (og ikke specielt bourbon præget) og frugt ud og omfavner tungen. Ved at massere tungen med væsken, kan chokoladen godt fremprovokeres, og en lidt skarp, bitter afslutning bestående af lige dele spiritus og mere ren bitterhed runder af, sammen med noter af træ. Penyllans langvarige fadlagring fjerner på en måde lidt af fylden, men denne er noget mere tyk end nogle af de andre, og sikrer en fløjlsblød mundfornemmelse, med lav karbonering. Samlet set over de 750 ml, der drikkes alene, hvilket er vilkårene, når min kære ikke rigtig kan være med på denne type øl, bliver bourbonsmagen måske lige en anelse for kraftig (lange sætninger øger lix-tallet). Det ender derfor med 5 store skumfiduser til en rigtig dejlig øl.

Jeg bliver også lige nødt til at kommentere flaskestørrelsen. Det er en ordentlig mundfuld at skulle igennem flasken alene. Størrelsen gør, at øllet bliver gemt i lang tid, til specielle lejligheder, hvilket selvfølgelig kan være passende med så gode øl. Jeg vil dog næsten tro, at jeg ville have større fornøjelse af mindre portioner af gangen, og dermed øge frekvensen af hvornår Penyllan kommer i mit glas. 

#2167