torsdag den 26. februar 2015

Opsamlingsheat

Hermed sidste omgang fra smagningerne ultimo januar - blandet fra alle hylder.

Black Shade, 6,5 % black IPA fra Flying Couch og Cigar City. Let citrus og let kaffe I duften. Tør tobak, let ristet kaffe, ingen sødme og en fin let citrus smag. Fin kombi men lidt diskret udtrykt. 4 skumfiduser.

Didn’t we saison?, 6,5 % fra Brewski/Green Tower. Citrus og let Brettagtig duft. Sødmefuld og citrusagtig, med kun den svageste antydning af saison-krydring og –tørhed. Næsten limonade over det. Lidt mere brettaftryk kunne have været ønskeligt. 3 skumfiduser.

Zagaia, 6 % belgisk dubbel fra Mean Sardine Brewery (Portugal). Rimelig klassisk belgier i duft og smag. Maltet, krydret, tilpas sødme og ikke megen bitterhed. Den fejler dermed ikke, men trumfer heller ikke noget. 3 skumfiduser.

Molder Blond, 7,4 % ale fra Molana, brygget hos Brouwerij Anders. Gæret duft. Sødlig, kagekrydret smag i en fyldig bryg. Også en let syre. Frisk blonde, 4 skumfiduser.

Rushy Mede, 4,4 % blond ale fra Red Rock (Devon, UK). Markant citrus duft. Citrusen bliver næsten syrlig/sur i smagen. Ret tyndt bryg, der ikke giver megen malt og kun let bitterhed. Uskadelig, men kedelig. 2 skumfiduser.

Slaytanic Swill Blood Red Ale, 6,66 % amber ale fra Edge Project/Frankie’s pizza. Let syrlig-mørk frugt duft. Smagen indeholder kirsebær og mandel i en let ale. Fin smag, selv om det er lidt diskret samlet set. 4 skumfiduser.

Diamantes de Hielo, 11,5 % is-cider (!) fra Grusifás - Sidra Pomar (Spanien). Sjov type, hvor mosten sættes ude og frysetørringen sker udendørs. Den koncentrerede most hives derefter ind og gæres. Dette har jo ikke noget med øl at gøre, men god dessertvin/cider. 4 skumfiduser.

Tripel, 8,5 % fra Huisbrouwerij de Vliet, brygget hos De Proefbrouwerij. Meget cremet og fyldig i munden – hvede? Blødheden antyder også brug af denne kornsort. Let banan, koriander og en svag appelsin gør også, at man mere synes det er en hvede end en tripel. Alkoholen er farligt fraværende. Lidt for sød, men ellers ok. 3-4 skumfiduser.

Zeunt, 7 % ale/blonde fra De Proefbrouwerij. Første gang jeg smager noget de selv har lavet?! Meget frugtig og blødt-krydret duft (kardemomme). Superblød i mundhulen, og sødmen smyger og klæber sig rundt i ganens afkroge. Kun lidt krydring og let banan formår at putte lidt modhager i den meget pleasende bryg. 2-3 skumfiduser.

#1067-1075





Ingen kommentarer:

Send en kommentar