tirsdag den 14. november 2023

Mærkelige øl #12

Bjarne, 5,6 % lichtenhainer, med citrongræs, citronmelisse og spirulina. Et samarbejdsbryg mellem Brygbrygbryg og Bicycle Brewing. Øltypen er om ikke mærkelig, så næsten gået i glemmebogen. Jeg har kun skrevet om typen en gang før. En lichtenhainer er en røget sour, fra Thüringen i Tyskland. Brygges med pilsner-, hvede- og røgmalt. Duften er klar røg af den tørre slags, med en fin syrlighed underneden og let korn og kiks. Smagsmæssigt er det syren, som mest er af citruskarakter og ikke så meget fermentering, der lægger for, elegant understøttet af en let røgsmag, der langsomt bobler igennem. Meget blød mundfylde, med en kraftig, småboblet karbonering. Der skulle være tilsat spirulina, algen, der gerne giver en blågrøn farve, men det bemærker jeg ikke, og heller ikke i smagen. Men 100 gram i et 200 liters bryg er måske heller ikke så meget.Samlet en rigtig dejlig øl, der fint kombinerer to lidt krævende øl stile, det sure med det røgede, og som får det til at gå op og blive mere end de enkelte dele. En helt original lichtenhainer har vist ikke tilsætninger, men nu er det nydelsen og ikke overholdelse af stilart, der gælder. Fem store skumfiduser. 


 #2269

Ingen kommentarer:

Send en kommentar