Det er som om, at den
gode gamle West Coast IPA er ved at få et comeback. Jeg finder flere og
flere eksempler blandt de anderledes hyppigere forekommende New England
IPA. Det er en rigtig positiv udvikling. Men kan de det, som de kunne for 10 år siden? Jeg har smagt fem, og endskønt ordene er lidt færre end normalt for en øldyst, er smagsindsatsen den samme, og derfor kåres også en vinder!
Night of
the Hop Creeps, 6,5 % fra To Øl. Let tåget og lidt lysere gul, end det
billedet antyder. Ikke så tung malt men alligevel en let sødlig
undertone, en frisk citrus smag og en slutbitterhed, der nok slår de
fleste neipa, men som ligger et stykke fra hvad jeg husker de bedste
wcipa kunne præstere. God øl, men med plads til forbedring. 4
skumfiduser.
Snake Belly, 6,5 % fra Gamma Brewing i
samarbejde med tyske Schwarze Rose craft beer fra Mainz. Klart bryg med
en flot, varm gul farve. Også her en let maltbund, med en noget mindre
citrussmag end foregående og til gengæld endnu mindre slutbitterhed. For
mig er bitterheden det vigtigste i denne øltype, så derfor får de kun
3-4 skumfiduser til en øl, jeg trods alt til enhver tid vil foretrække fremfor en
standard neipa.
Lidt usædvanligt blandes en barophældt øl ind i de ellers normalt hjemmekonsumerede øl.
Ude
af øje, ude af sind, 6,3 % fra Ølsnedkeren. Klar øl med lys gul farve.
Duften bliver ikke så koncentreret i det helt ophældte glas uden
indsnævring i toppen. Smagen er mest fokuseret på det bitre, og så er vi
pejlet ind i den rigtige retning. Den er ren bitterhed med kogle og
harpiks og der er sådan set næsten ikke nogle frugtsmage, end ikke
citrus. Meget langt nede fanger jeg lidt solbær og appelsin. Det er
renskuret riv på tungen og 5 skumfiduser lige ned i foret til
Ølsnedkeren.
Cloudless, 7,1 % fra Åben. Lys gul, men ikke helt skyfri. Let tropisk
duft. Smag af appelsin og ananas på en maltet bund før en kraftig
rivende bitterhed afslutter en dejlig afrundet West Coast ipa. Måske
lige en snært henad dobbelt IPA som alkoholprocenten også tilsnærper.
Men dejlig øl der høster 4-5 skumfiduser.
Syreregn,
6,5 % fra Flying Couch. Den har jeg konsumeret nogle stykker af, uden
at bedrevide om det her på bloggen. Helt klar og lys gul. Let citrus i
duften. Mere afdæmpet smag, med lette frugter henad melon, grape og
måske solbær. Desværre også en ret afdæmpet slutbitterhed og det kommer
lige som for Snake Belly til at få indflydelse på det samlede antal
skumfiduser, at den ikke kan præstere mere på den parameter når nu vi er i
genren. Men selvfølgelig, stadig en god øl, 3-4 skumfiduser. Billedet er desværre forlist undervejs.
Glædeligt at det var så nemt at finde et stort og stærkt felt, og en klar vinder i Ude af øje, ude af sind fra Ølsnedkeren.
#2259-2263