tirsdag den 23. april 2019

Spybrew - også på flaske

Under den nyligt afholdt Copenhagen Beer Festival fik jeg en kort snak med Jens Lynge Larsen. Spybrew er et lille bryggeri med en kapacitet på 200 liter per bryg, så hidtil har man kun kunnet få deres øl på fad i udvalgte barer i København. De er nu begyndt i det små også at tappe på flaske og sælger dem fra bryggeriet samt en slagter i lokalområdet (de mørke øl). Der stod en fristende skotsk ale på deres stand og den var tappet to dage forinden. Den fik jeg indkøbt et eksemplar af.

Skotsk Strong Ale, 5 %. I følge stilartsdefinitionerne fra Danske Øldommere, er dette "kun" en skotsk ale, da procenten er for lav til den stærke klasse (6,5-8,4 %). Spøjst nok fangede jeg meget let røg ved de første inhaleringer. Der er også lidt sur karklud og kun en smule malt. Smagsmæssigt er der malt og karamel, men noget mindre fremtrædende end hvad jeg typisk finder i skotsk ale (svag som stærk). Sødmen er begrænset og den ender næsten halvtørt. Der er noget let dildsmag som måske kunne skyldes brug af Sorachi Ace og bitterheden er let til medium. Egentlig et meget fint bud på en noget mere maltet øl, uden at det kammer over med karamel og sødme. 4 skumfiduser.





#1965

onsdag den 10. april 2019

Genbesøg i flasker fra Jelling bryggeri

For et par år siden smagte jeg for første gang nogle øl fra Jelling bryggeri. Min konklusion var, at de skam var tilforladelige nok, men en smule kedsommelige. Bedømmelsen var baseret på to af deres produkter. Nu var jeg for nylig igen i lokalområdet og investerede i tre andre flasker og håber på lidt bedre held denne gang.

Dronning Thyra bryg, 5,5 % amerikansk pale ale. Der er en hel del malt i duften og det minder næsten om skotsk red ale samt noget let harpiks. Smagen er meget Kongen af Danmark bolsje men ikke særlig sødt. Den anvendte Cascade humle giver mest bitterhed, selv om den også er tilsat sent som tørhumling. Brygget er noget fladt i det. Jeg synes ikke helt det rammer en apa, men jeg kan godt lide den rene malt med den bitre cascade, så 3-4 skumfiduser til Thyra, der ikke er helt så usynlig som en snart forhenværende minister.


Gorm den Gamle dark, 5,5 % abbey ale. I foregående smagsrunde var der også en GdG med, blot som en bock. Spøjst at en øl på sølle 5,5 % betegnes som belgisk klosterøl, der ikke just er kendetegnet ved småcifret alkoholindhold. Malt, kandis, enebær og koriander er blandt duftindtrykkene. Smagen er malt på en meget let og tyndbenet bund og der er en vis mængde astringens, der udtørrer mundhulen og efterlader den med et bittert indtryk. Det bliver meget hurtigt noget farvet karamelvand med et skævt indhold og får højst 2 små skumfiduser. Den er ikke værd at drikke, slet ikke hvis man tror man her får noget der ligner belgisk.


Jelling orm, 5,5 % belgisk ale. Lidt mere klassisk belgisk duft i ormen med malt, sukker og en smule gær. Smagen er nu meget lig den foregående, måske knap så tør og udtørrende, men på samme tynde bund. En anelse mere krydring, men mest lidt halvsødt maltvand. 2 skumfiduser.



Jelling bryggeri fik en chance til, men nu er det slut. I et land med 200 mikrobryggerier er de en ligegyldighed.

#1962-1964

tirsdag den 2. april 2019

Snake Charmer

Snake Charmer, 2017 edition, 7,7 % fadlagret sour med solbær fra 8 Wired Brewing. New Zealandske 8 Wired med danske Søren Eriksen i spidsen var en del på bloggen for 5 år siden, men efter det har jeg ikke set meget til dem. Dengang som nu er det Høkeren i Ravnsborggade, der har dem på hylden. Næsen fanger det syrlige, som både er fermentering og frugt, men ikke udpræget solbær. Sur mælk og balsamico. Den er lidt mere venlig i munden, hvor frugtsmagen er mindst en halvpart og her er det mere tydeligt, at det er solbær der har ligget to år sammen med brygget i pinot noir fade. Der er funk og lidt vildskab og så selvfølgelig en syrlighed, som ikke er snerpende. Det er ret godt skruet sammen og belønnes med 5 store skumfiduser.

#1961