Denne triplet er resultatet af en samarbejdsopskrift mellem Mikkeller, Brewdog og
Nøgne Ø, baseret på hvert bryggeris tungeste stout. Fortolket/udført af
hver især. Opskriften lavet da Nøgne Ø og Mikkeller besøgte BrewDog en mørk og stormfuld nat i november 2010.
Black Tokyo Horizon, 16 % imperial stout fra Mikkeller. Brygget hos Lervig. Chokolade (mørk), svedsker, vanille (svag) i duften. Ekstremt fyldig og olieret øl, med stærk kaffe, brændte noter, maltsødme, og ikke overraskende noget alkohol, der trods procentsatsen kun er netop varmende og ikke påtrængende. I eftersmagen mærkes procenterne dog sammen med en god mørk bitterhed. Alkoholen er alligevel lidt for fremtrædende i eftersmagen. Næsten som havde øllet været en tur i tønden. "Kun" 5-6 skumfiduser.
Horizon Tokyo Black, Nøgne Øs take på opskriften. Denne er brygget i slutningen af 2012, så den har nogle år i flasken på bagen. Malt, kaffe og rosiner i duften. En fyldig, næsten dejligt klæbrig øl cremer tungen ind. Der er mørk chokoladesødme, kaffe, tobak men ikke decideret ristethed eller røg, svesker, varmende alkohol, der synes at være mindre fremtrædende end i Mikkeller udgaven. Den slutter således en tand mindre skarpt uden dog at Mikkellers var specielt aggressiv. Denne har slagside tiltet en anelse mod sødmen, uden at bitterheden er kastet ud med gyde-vandet. Her synes jeg at det føles som en ren sekser - 6 skumfiduser.
Black Tokyo Horizon, BrewDogs udgave, der kun er på sølle 15,2 %! Puttet på flaske i maj 2013, så det er 2½ år siden. Smagt noget tidsmæssigt forskudt i forhold til de to første. Igen en tungtduftende øl, med rosiner, kirsebær, svesker, lakrids, ristethed og alkohol. Mørk chokolade, der får en sødere eftersmag, rosiner, alkohol, kaffe, tørt og let brændt træsmag, let portvinssyrlighed og kirsebær er blandt de smagsindtryk, jeg formår at adskille i en kompleks øl. Bitterheden bliver i den fyldige øl følt mere som noget tørt og blandet op med en meget fint doseret sprut. Øllet er naturligvis lige så klistret fyldigt som de to øvrige. Formentlig i udtryk en mellemting mellem Mikkeller og Nøgne Ø - med lidt mindre sprut og lidt mindre sødme, henholdsvis. Det må også her give 6 skumfiduser.
Samlet set er det et voldsomt projekt - som i voldsomt godt. Og trods
fælles opskrift, så bilder jeg mig selv ind, at jeg kunne erkende små
nuanceforskelle, der selvfølgelig også kunne være forårsaget af forskellige
brygdatoer og dermed lagringstider. Øllene burde naturligvis have været smagt samtidig, men 15-16 % øl skal man omgås med respekt!
#1278-1280
Ingen kommentarer:
Send en kommentar