søndag den 31. marts 2013

DIPA

Hop Stoopid, 8,0 % Double IPA fra Lagunitas. Nydelig tør og let maltet duft. I munden som en klassisk dobbelt IPA: med fyldig, maltet smag med frugtnuancer (sødt fra melon - lidt fra mørke bær) og med en god humle bagkant, der giver en god tør smag og en bitter afslutning på den lidt søde start. Jeg synes forskellen mellem de enkelte DIPA er dels hvor fremtrædende maltsmagen er og hvordan den smager og dels hvor meget humlen smager igennem; altså samspillet mellem de to. Her synes jeg det virker ret godt og mindes vist kun en Nøgne Ø Two Captains der var lige så god. Det må udløse 5 fine skumfiduser.

Glimrende dobbelt india pale ale
#278

lørdag den 30. marts 2013

Fyn kan være fin

Blåbybryg, 5,9 % Amerikansk Pale Ale, fra Ø-bryg. Bag Ø-bryg står oldermand emeritus fra Svendborg Bryglaug, Erik Nielsen. Mest kendt for Årets ølnyhed 2010, Rough Snuff, der blev forbudt fordi den indeholdt snus! Denne øl er brygget hos Ørbæk - og så ringer alarmklokkerne ellers! Men, denne gang var panikken ubegrundet. Let øl, der ikke dufter af meget. Har en meget tør smag med en let syrlig bund. Måske lidt nødder og mørke bær i smagen? Diskret men fin sag, der beviser at man godt kan brygge fint øl hos Ørbæk, så det er ikke stedet der er noget i vejen med... 4 skumfiduser.


Amerikansk på fynsk!
#277

fredag den 29. marts 2013

Trøsteøl

Når nu foråret nægter at indfinde sig, må man få det bedste ud af det. Sæsonen for de mørke stouts bliver forlænget og det er da glædeligt! Wake Up Dead, 10,2 % Russian Imperial Stout fra Left Hand Brewing. Brygget med 7 malte og 2 humler. Hælder op fladt, ikke meget skum eller kulsyre. Tung duft af chokolade, rosiner. Smag af bitter chokolade, mørke bær (svesker), kaffe og med nogen tørhed efterfølgende (tobak?). Eftersmagen er mest en blød lang bitterhed, med bær og rosiner hængende. Fornuftig imperial stout der drikkes lettere end procenten lægger op til. Som en god trøster i det stadig klamme vinterlige vejr får den 5 skumfiduser.

Man kan ane noget af dagens (real time anmeldelse) sne på taget i baggrunden ...
#276

To øl på Bryggens ølbar

Der er for et lille stykke tid siden åbnet et nyt vandingshul, tæt på mit arbejde: Bryggens ølbar Så for et par uger siden var jeg forbi en fredag eftermiddag med ven og kollega Jesper. Vi smagte to; som sædvanligt når smagning foregår uden for dudebeering trygge hjemmedomicil, bliver noterne en anelse kortfattede:

Nebuchadnezzar
8,5 % dobbelt ipa fra Omnipollo. Svensk fantombryggeri, denne brygget i Belgien. Maltet og fyrre tør duft. Meget fyldig som dobbelt ipa er. Fremragende siger Jesper - det er svært at være uenig. Fem store skumfiduser.

God start i den nye bar!

Stockholm syndrom 9,0 % dobbelt ipa fra Kissmeyer. Også et fantombryg, fra Ipswich, Massachusetts, USA. Ikke meget duft og smager ikke som en traditionel ipa. Krydret smag med noter af gær og en vis syrlighed. Krævede lige lidt tilvænning (og måske opvarmning) før den blev som bedst. Jesper forligedes vist aldrig helt med den, men jeg giver 4 skumfiduser (intet foto).



#274-275

torsdag den 28. marts 2013

Lille addendum med svensk påskeøl

Der dukkede pludselig et par svenske påskeøl op til mig i påskegave, så de skal da også lige ha' et par ord med på vejen inden højtiden for alvor sætter ind:

Black Coffee Easter edition, 7,5 % sort ipa fra Mohawk. Brygget i Belgien. Kraftig ipa duft af grapefrugt. Humlen smager ikke så kraftigt som den dufter; indeholder også fyr. En besk- og bitterhed fra den tilsatte (etiopiske!) kaffe. En meget let chokolade sødme anes også. Samlet lidt let i det trods alkoholen og den mørke farve men fin alligevel. Fire skumfiduser.



Lækker cremet skum

Dark easter ale, 7,6 % amerikansk ale fra Sigtuna. Potent tryk i flasken, kapslen fløj gennem køkkenet ved åbning og er endnu ikke fundet! God duft af citrus og fyr. Velhumlet som en (mørk) ) ipa med god citrus og fyrre smag. Der er en meget let beskhed som nok skyldes den mørke malt. Også en let sødme. Minder meget om foregående men humlen er her lidt mere kompleks. Scorer de samme fire skumfiduser men de er noget større her.

Af udseende meget lig foregående

Formentlig har de svenske bryggere ikke på samme måde som de danske en tradition for at lave påskebryg og har heller ikke nogen type som udgangspunkt. Derfor er det nu pudsigt at de to jeg fik, begge var ret ens.

#272-273

tirsdag den 26. marts 2013

Dobbelt-op IPA!

Crooked Tree, Double IPA, hele 13,6 %, fra Dark Horse Brewing. Dejlig klassisk IPA duft af fyr+citrus. Beskrivelsen siger at de har brugt dobbelt af alle ingredienser, pånær vand, i forhold til deres normale IPA. Det giver en fyldig maltsødme, og en tør, lidt enstrenget fyrre-bitter eftersmag. DIPA er jo fyldigere og sødere end normale IPA; denne er dog en af de mest maltsøde jeg har smagt, men man mærker nu ikke den megen alkohol. Humlen har svært ved at sætte et smagspræg, udover tørhed. Fin øl, men "kun" 4 skumfiduser.
Sådan lidt Lord of the Rings over etiketten
#271

søndag den 24. marts 2013

Ægte monsterøl!

Hoptilicus 9% Barley Wine fra BeerHere. Navngivet efter klassisk dansk (superkikset) gyser Reptilicus! Let maltet og fyrre duft. Sødlig, karamelagtig start men godt med humle i (3 forskellige slags) der bidrager med noget citrus smag og tør fin eftersmag. Brygget og smager som, lidt af en hybrid mellem barley wine og IPA, dvs. også en vinøs-sprittet krop, der ikke er fuldt så dominerende som barley wine typen kan være. Jeg kan godt lide bryggen som får 5 små skumfiduser.

Gyseligt navn, bedre indhold!
#270

lørdag den 23. marts 2013

Tema danske påskeøl

Traditionen med påskeøl skulle være opstået hos Paulaner munkene i München der i de 40 dages faste op til påske havde brug for noget næring. Bryggen, det flydende brød, var en dobbelt bock, kaldet Salvator. I slutningen af 1800 tallet importeredes der en hel del af denne øltype til København i de såkaldte Salvator dage og efterspørgslen blev efterhånden så stor, at de hjemlige bryggerier selv begyndte at brygge. Den danske påskeøl blev født. Den traditionelle påskeøl er derfor af bock typen, men de mange nye mikrobryggerier har ofte deres egen mening om det! Har fået smagt mig igennem en pæn håndfuld påskeøl som derfor anmeldes i et samlet indlæg. Har ikke som til julebryg en klar forudfattet mening om hvordan en påskeøl er. Går derfor ind i dette med måske lidt mere åbent sind end den tilsvarende serieanmeldelse af julebryg; til gengæld er der så frit slag på alle hylder for bryggerierne. Nok pre-amble, nu til anmeldelserne:


Økologisk påske, 5,6 % bock fra Braunstein. Har en noget gæret duft. Underlig smag, sådan lidt mælket og gæret. Skulle være brugt amerikanske humler i øllet, men jeg kan slet ikke smage den urt. Man fristes til at tro at noget er gået galt. Ranker ualmindeligt dårligt på Ratebeer, så det er ikke kun min gane, der har forbehold. 1 skumfidus, men regner med at den ville være bedre hvis alt var lykkedes.


Fejlbehæftet øl (håber jeg ...)
Easter ale 6,2 % fra Coisbo. Fast vedvarende skum. Ret diskret øl, på grænsen til det selvudslettende. Lidt karamel i smagen men ingen dybde eller modspil. Der anes noget let krydring (peber) og en afsluttende bitterhed. Coisbo har før fået ok bedømmelse her men denne er en fuser. Jovist, den drikkes let men er hurtig glemt. To skumfiduser.

Kedeligt indhold i sædvanlig elegant indpakning
Påskebryg, 5,6 % engelsk pale ale type, brygget af økologiske råvarer, fra Herslev. Minder ret meget om Coisbo - ingen tydelige særpræg i hverken duft eller øl. Let karamelsmag, let bitterhed. Har generelt tiltro til Herslev men denne er en bundskraber - 2 skumfiduser.

Endnu en kedelig og uinteressant øl

Påskebryg, 6,2 % ale, fra Skands. Engelsk inspireret skriver de på etiketten. Meget lidt duftende men græs anes. Vel en lettere typisk engelsk ale smag, sødlig i starten (karamel), let syrlig mellemsmag, og så en lang bitter eftersmag. Nu kan bitterhed være mange ting, men den der typisk er i engelsk ale er ikke god i min mund, og derfor bekommer denne bryg mig heller ikke særlig meget. Skands er, som vist før nævnt, aldrig katastrofalt dårlige, men jeg mangler endnu at drikke en jeg gider vende tilbage til. 2-3 skumfiduser.

Solen skinnede og det var nok så det bedste at sige ...

Påskehvede, 6,0 % fra, ja Indslev selvfølgelig. Duft af græs og måske lidt citrus. Sødlig, banan, blomstret og let syrlig er smagsindtrykkene. Efterlader ikke megen smag i munden, således hverken bitterhed eller humle, men så er det jo også en hvede. Lidt en pigeøl, hvis man tør skrive det; i hvert fald let drikkelig. Sødmen gør dog, at man nok ikke bæller litervis af den - selv i en forårslun krog. 3 skumfiduser.

OK hvede men heller ikke mere

Påske, 7,2 % bock fra Klosterbryggeriet. Her har vi så en klassisk påskeøl (indledende tekst om påskeøl er bearbejdet fra etiketten). Mørk bock, med fyldigt skum. Syrlig-maltet duft. Let til mellemfyldig smag, med undertone af nødder, der først og fremmest bidrager med den bitre eftersmag, men der er også nogen sødme. På trods af de over 7 % alkohol glider den ret let rundt i ganen og føles overhovedet ikke stærk. Det kan være lumsk til en påskefrokost! Bock er normalt ikke helt fremme blandt favorittyperne indenfor øl hos dudebeering, men denne er dog et fint bud. Jeg kvitterer med 4 skumfiduser.

Mørk bock i lyserød indpakning ...
Påskebryg 6,8 % amerikansk pale ale fra Midtfyn. Lidt sødlig-muggen duft. Karamelsødme, let smøragtig smag og en diskret bitter eftersmag. Aner nok også mørke bær. Den smøragtige tone (diacetyl) er formentlig ikke tilsigtet. Diacetyl bliver i de fleste øltyper betragtet som en fejl og/eller uønsket men er her ikke et overvældende problem. Sniger sig op på 4 skumfiduser.

Flot glas og flaske i solen!

Påskeøl, 6,4 % ale fra Hornbeer. Frisk humlet duft, mest med fyr. Smagen er frisk og dog sødlig, derefter tør humlet, afsluttende med en let besk bitterhed. Meget velkomponeret øl, der ikke er en IPA, men en godt humlet ale, og som formår at få det bedste ud af det. Humlerne er Amarillo, Simcoe og Cascade, ikke ukendte i amerikanske IPA. Den må klare grænsen til de 5 skumfiduser.

Igen løber Hornbeer med æren som testvinder!
Samlet vinder Hornbeer også denne lille dyst, hvor der samlet set ikke var imponerende meget godt at komme efter. Men god påske(frokost) til alle!

#262-269

Stor og tung!

Goliat, 10,1 % Imperial Stout fra To Øl. Har en let syrlig-urin duft! Smagen indeholder heldigvis ikke disse elementer men derimod forbløffende for typen en let appelsinsmag der dog hurtigt trænges i baggrunden af kaffe og tørt træ. Lang fin finish der er tør og krydret. Der er anvendt potente amerikansk humler og selv om de i mørke øltyper kan have svært ved at gøre sig gældende synes jeg dog at jeg nemt kan anerkende disse. En interessant blanding af klassisk imperial stout og så noget IPA (men formentlig ikke helt tilsigtet), hvor humlen for en gangs skyld ikke forsvinder. Indtil videre den bedste kombination af et par, som kan synes smagsmæssigt meget umage, men som her spiller godt sammen. 5 skumfiduser.

Der er ikke brugt megen tid på etiketdesign!
#261

søndag den 17. marts 2013

Årets danske ølnyhed

Danske ølentusiaster har netop offentliggjort årets danske ølnyheder. I kategorien under 6 % vandt IPA, 5,9 % fra Ugly Duck Brewing, brygget hos Indslev. Tilfældigvis har jeg smagt den for kort tid siden og anmeldelsen hives frem i køen og præsenteres her. Dobbelt humle - Simcoe og Chinook. God klassisk IPA duft. Let sødme i bryggen, der har en diskret humleprofil. Der smages fyr og citrus og afsluttes karakteristisk tørt. Ret let og let drikkelig IPA. 4-5 skumfiduser. Ugly Duck er Indslevs forsøg på at lave andre øl end deres hvedeøl. Det er lykkedes ret godt for dem - de vandt i begge kategorier, under og over 6 % og havde yderligere en øl med i topplaceringerne i hver kategori.


Årets danske ølnyhed 2012!

#260

lørdag den 16. marts 2013

Top imperial stout

Ca$h Cow, 11 % Imperial Stout, fra danske Stronzo. Meget flad øl der lægger sig mørkt og fløjlsblødt om tungen. Fylder ganen med ristet og let røget smag, der følges af en let bitter chokoladesødme. Den tilsatte vanille anes knap nok (heldigvis). Afslutningen er let besk og bitter. Klasse mørk imperial stout der har alle de gode kvaliteter. Ønsker at Stronzo tjener tykt på den, men med en produktion på kun 400 liter, er det nok begrænset! Den får sgu 6 skumfiduser!

Ikke meget brus i bryggen. Og utraditionel Stronzo etikette
#259

torsdag den 14. marts 2013

Endnu en god fra Stronzo

El Diablo, 7,0 % lys belgisk ale fra Stronzo (beer with an attitude, som deres motto er). Kraftigt skummende øl. En stærk gær- og frugtduft stiger op fra glasset. Der er også anvendt tre forskellige belgiske gærtyper til fremstillingen. Sammen giver det en kompleks smag med frugt (banan især), og en ret tør og krydret eftersmag med passende let bitterhed. Trods det komplekse smagsindtryk en meget let drikkelig og dejlig øl. Stronzos øl er ikke på alle hylder men generelt synes jeg de holder en fin standard. Her 4 meget store skumfiduser.
Der er dømt powerskum!
#258

onsdag den 13. marts 2013

Sjælden hollandsk øl

DIPA, 7,9 % double IPA fra Emelisse (Holland). Jeg har ikke anmeldt hollandsk øl før. Formentlig del af single hop serie (3 øl) hvortil der i denne batch (09/14 A) er brugt humlen HBC 436 (Amager brugte samme i deres Exhop serie). Tæt skumhat. Duft af malt og gær. Smagen er grapefrugt-syrlig og mørke bær-sprittet, med en markant bitter og tør finish. Er ikke helt så ekstra fyldig som Double IPA kan være. Den stærke bitterhed kræver nok lidt tilvænning og er lige enstrenget nok, men så er det jo en single hop øl. 4 af de lidt mindre skumfiduser.

Fin øl, med en vis etikettiel elegance!
 #257


søndag den 10. marts 2013

Dansk IPA


Agenten 7,5 % IPA ekstra fra Syndikatet. Bag Syndikatet står den Skandinaviske Mester i Håndbryg 2010, Jonas Jacobsen m.fl. Efter mesterskabet fik han mod på at lave øl i større skala. Fantombryggeri, denne skulle være brygget hos Nibe bryghus. Brygget på fire malte og fem gode humler: Cascade, Nugget, Columbus, Amarillo og Simcoe. God duft af citrus og fyr. Omend der er ok malt smag er humleprofilen lidt mere i den spidse ende uden den helt store kompleksitet, trods de mange sorter. Præsenterer dog en god afsluttende bitterhed og det gør den til gengæld meget let drikkelig. Ikke så voldsom som en hardcore west coast IPA. Den sniger sig lige op på fem små skumfiduser.


Agent - med ret til at drikke?

#256

lørdag den 9. marts 2013

Vikingegrill-øl

Endnu en gang var jeg inviteret til udendørs vikingegrill i frysende, bidende minusgrader, og endnu en gang medbragte jeg nogle øl til smagning. Drønuretfærdigt overfor de involverede bryg, men disse tre anmeldes:

Crooked Tree IPA 6 % fra Dark Horse Brewing, Michigan. Inspireret af west coast stil men med eget touch. God tør fyr i starten der afløses af noget kraftig citrus der bliver ved i eftersmagen. Let og føles ikke så fyldig. 4-5 skumfiduser.

Skummet frøs sgu den aften!

Moylan's Nor Cal IPA 6,5 %. Stift skum. Maltet og sødlig. God humle med fyr og tør smag men noget diskret. 3-4 skumfiduser.

Også rent udseendemæssigt er den lidt tynd
Double Stout 8,8 % fra Green Flash. Spændende at prøve anden øltype fra IPA kongerne. Duft af kaffe. Meget blød bryg der ikke er så fyldig. Mørk bitter chokolade i smagen , med kaffe og let vanilje. Lang bitter eftersmag. 4 skumfiduser (intet billede).


Bør nok ikke anmelde øl under disse mindre gunstige og ufokuserede omstændigheder. Jeg prøver at stramme op ...


#253-255

Kombi

Hvede IPA 5,5 % fra Indslev (der altid og kun laver hvede øl). Kan godt lide både hvede og IPA, så hvordan mon en kombi falder ud? Cafe Outbreak havde en til salg sidst, men desværre kun plastickrus at smage fra. En blød sødlig hvede med noget smag af humle. Lidt citrus og krydderier. Svag metallisk eftersmag. Mere hvede end IPA, og ingen synergistisk effekt, men heller ingen katastrofe. Tre-fire skumfiduser.

SSIs fredagscafe bød sidst på en Hvede IPA
#252

lørdag den 2. marts 2013

Gaveøl

Torpedo 7,2 % ekstra IPA fra Sierra Nevada. Donation fra Peter. Diskret duft primært af brød og malt men også svagt af fyr. Malten/karamel går igen i smagen og hvor der er tørre anelser af læder og måske tobak. Afsluttes ret beskt og bittert i en lang eftersmag. Humlearomaen er slet ikke så fremtrædende som normalt i West Coast IPA, den nuværende favorittype blandt IPAer. Man skal gøre sig lidt umage men så fornemmer man også florale elementer, fyr og citrus. Ikke så voldsom i udtryk men rig i indhold og således en stille intro til West Coast IPA.  4-5 skumfiduser.


God øl i fornuftig størrelse! Men den smager af mere ...

#251