Øldysten #6

Lige som i den fjerde øldyst, er samme bryggeri at finde på begge sider af midterlinjen. Slowburn Brewing leverer to forskellige west coast IPA. En undertype, der har været fraværende og savnet, men måske er den ved at få et comeback? Jeg skal nok aftage en broderlig part ...

Shoulders of giants, 6,3 % ipa. 

Udseende:

Let tåget, gul, med et fint hvidt skum.

Duft:

Harpiks først og fremmest, med citrus og brød. Klassisk duft.

Smag:

En i forhold til de nymodens new england ipa'er ren, stram og bitter smag, hvor harpiks, fyr og kogle dominerer, med en snas citrus og en nogenlunde fyldig maltsmag.

Karbonering:

Pæn fyldig krop, med en medium karbonering.

Samlet indtryk:

Her er vi tilbage ved start, og det gør ikke noget, at jeg ikke indkasserer 5 dåseøl. Det er klassisk, det er rent, og der tages ingen fanger. Hvis man er vokset op med new england ipa skal man nok lige vænne sig til bitterheden og den manglende frugtsaft. 5 skumfiduser.

Planet Caravan, 6,3 % ipa, og her der en medspiller i form af Væskebalancen Bottleshop.

Udseende:

Det er ikke udseendet der bliver den udslagsgivende faktor, for det er en tro kopi af modstanderens.

Duft:

En anelse mindre harpiks giver plads til ananas og grapefrugt, og lyst brød.

Smag:

Smagen er også en tand mere venlig, med et fint skvæt frugt (grapefrugt og melon) oven i harpiksen og bitterheden. Malten mærkes som lyst brød.

Karbonering:

Samme fyldighed som foregående, men en lidt blødere mundfornemmelse.

Samlet indtryk:

Ingen tvivl om, at øltypen er en west coast, for der er stadig masser af bitterhed. Der har dog lige sneget sig en smule, men kun en smule, frugtige noter med i glasset, og det gør sådan set ikke noget. Endnu en dejlig øl, der ikke fortjener mindre (eller mere) end dens kombattant; 5 skumfiduser.

Hvem skal så udses som vinder? Det er ikke helt let, men Shoulders of Giants giver mig den rene vare, som det er længe siden, jeg har fået, så den finder vej øverst på podiet. Tak til Slowburn for at vende tilbage til rødderne. Ret pæne etiketter, i øvrigt, på begge dåser.

#2203-2204

Reersø bryghus

Reersø, af mange kendt som et sommerhusområde i Vestsjælland og for dens bestand af haleløse katte. Nu er der så også tilkommet et bryghus. De sværger til at bruge gamle brygmetoder, der skulle være mere bæredygtige, eksempelvis ved ikke at koge urten. Det er altsammen meget fint og sympatisk, men i denne sammenhæng interesserer jeg mig mest for, hvordan de færdige produkter smager. Høkeren havde et udvalg på fem flasker på hylderne, hvilket vist er det hele, man lige nu kan få.

Maltes tørstslukker, 4,6 % ale. En hel del korn og brød i duften, med en let frugtig undertone. Smagen er let sødlig, men dog frisk, med brød, let krydring, en anelse estere og en generisk ale bitterhed. Lidt saison over det, men uden den fulde palette af krydrede noter, som den type plejer at være beriget med. Dejligt med en øl, der trods den for mikro-bryg yderst beskedne alkohol-procent faktisk smager af noget. Dog kunne jeg måske godt ønske mig en smule mere spræl i glasset, der nemt risikerer at ende lidt anonymt. 3-4 skumfiduser.

Maltes klassik, 5,2 % ale. Mørkere og mere ravfarvet end tørstslukkeren. Grundduften er lidt det samme, med brød og korn, men der er et eller andet, der uhindret trænger fra næse op i hjernen, med samme hastighed som opløsningsmidler, hvilket ikke er tilfældet her, men et eller andet, der ikke efterlader meget spor efter sig, Lidt røg, lidt prut, lidt peber. Mere underligt end ubehageligt, men giver en lidt utryg fornemmelse, trods alt. Smagen har en fin bund af mørkt brød og let sødme, men igen er der et tredje hjul under vognen, der ikke helt rustfrit knirker. Noget fenolisk, brændt plastik, omend i en meget diskret udgave. Dog vil det normalt tyde på en brygfejl, enten noget infektion eller anvendelse af stresset gær. Selv om bryggeriet er af nyere dato, er det ikke novicer der står bag, så hvad der lige er gået galt må Reersøs haleløse katte vide. Jeg aner intentionen om en fin, let mørk sødlig ale men med den oplevelse flaskens indhold bød mig, kan jeg desværre kun kvittere med 1-2 skumfiduser.

Maltes IPA, 5,6 % IPA. Duften byder på lidt sæbe, grønne æble og lidt fersken - sæbe-associationen får jeg ofte, og det skal ikke opfattes negativt. Æbler er dog ikke normalt at finde i IPAer og kan være rester af acetaldehyd, et biprodukt fra gæringen, hvis ikke den er forløbet længe nok. Smagen er sødligt lyst brød, med en del grønne æbler, og ikke så meget andet fra humlen. Heller ikke bitterhed synes jeg der er i udpræget grad, her overdøver maltsødmen. De har ikke stræbt efter den amerikanske udgave, men heller ikke den engelske synes jeg, de rammer, da der mangler bitterhed og sødme plus æble er for dominerende. Det er ikke ubehageligt på nogen måde, og det er måske kun, hvis man forventer, at øllet lever op til dens stilart, man kan hidse sig en anelse op. Længere op end 2-3 skumfiduser kommer jeg desværre ikke på denne øl, som for mig ikke rigtig er en IPA.

Maltes stout, 4,3 % stout. Således en af de mørke i den lette ende, rent volumen-procentmæssigt betragtet. Duftmæssigt lokkes der med let sødligt, mørkt brød. Smagen indeholder en del mere kraft end hvad man skulle tro være muligt i sådan en session stout! Brødet, chokoladen, det let ristede og den svage kaffe fylder og varer ved, meget mere end en Guiness, uden at der i øvrigt skal drages paralleler eller sammenligninger hermed. Slutbitterheden er absolut i den milde ende, så det bliver en øl, der nemt glider ned, næsten selv på en varm sommerdag. 4 skumfiduser.

Sort, 6,2 % stout (gårdøl). På denne øls etiket nævnes specifikt, at urten ikke er kogt, og at humlen er tilsat som te. Aromaen indeholder mørkt brød, mælk og lys chokolade. Smagen er maltet, karamel, mørkt brød, let kaffe og lakrids. Samlet en stout i den sødere ende af spektret, men med en passende afsluttende bitterhed, der giver det en smule kant. Og naturligt en smule mere fylde end foregående. Tre-fire skumfiduser.

Etiketterne på øllene er to-delte (undtagen den sorte gårdøl). Hovedmotiverne er stregtegninger uden farver, ret fine. Øverst findes så bryggeriets logo, en tegneserie haleløs kat med øl og hat i hænderne og banneret med øl-navnet har forskellig udformning. Det er lidt af et stil-sammenstød, hvis ikke man skal bruge ordet clash.

På flaskerne nævnes, at det er første udgave af pågældende bryg og at ændringer kan forekomme efterfølgende. Lidt frækt kan jeg måske anbefale at få styr på processen - opskrifterne kommer i anden række. Alt i alt en lidt blandet oplevelse fra Vestsjælland.

 

#2198-2202

 

 

Gamma og Østerbro

Hvis der er to der står sammen i den danske ølverden, er det Gamma Brewing og Østerbro Vin og Spiritus. Sidstnævnte fører i hvert fald et pænt udvalg af det evigt roterende sortiment fra førstnævnte, så man kan altid finde et par gode fredagsøl i butikken.
 

Synesthesia, 8,2 % dobbelt ipa. Brygget med humletyperne Eclipse, Enigma og Talus. Synæstesi er samsansning, betegnelsen for en sammenblanding af forskellige typer af sanseindtryk. Eksempelvis at høre farver, se lyde og smage berøringer. Jeg tror nu ikke at jeg vil hælde øl i øret eller skylle øjet, men jeg håber, at jeg alligevel får den fulde fornøjelse.

Tykt tåget og uklar øl, så vi har nok med en af de utallige New England typer at gøre. Duften er også frugtig og diskret, mest med ananas. Vel anbragt det traditionelle sted i munden, opleves et blødt tæppe af blid ananas og melon med en typisk NEIPA grøn og frisk bagkant, der nok er bitter, men mest som resultat af stor mængde sent tilsat humle end en mere traditionel langtids kogning. Til gengæld er der ikke så meget marmelade over det, som jeg ofte oplever dobbelt ipa'er. Tre-fire skumfiduser til en ipa, der helt ubesværet falder ind i det dominerende mainstream billede af ipa markedet anno 2022.

Cold smoke, 5,6 % røgøl/rauchbier. Røgøl kan være sublimt, hvilket øllene fra Schlenkerla i Bamberg er et godt eksempel på. Må se om industrikvarteret i Herlev kan producere lige så godt som byen i det sydtyske.

Duften lover røg på en subtil, men dog insisterende måde. Modsat de tyske stilartsdefinerende eksempler, er her ikke meget skum i det ophældte glas. Smagsmæssigt har vi en fin, lys brødbund, krydret med en let, tør røg, der trækker med over i eftersmagen. Inden vi når så langt og bryggen tager afsked med de olfaktoriske organer, når jeg at fange en let syrlig humle. Vel fornøjet giver jeg slip, og lader øllet tager styrtdykket videre i fordøjelsessystemet. Der er ikke meget danskproduceret røgøl på markedet, denne overgår klart Krenkerups ellers lovpriste version. Fire store skumfiduser og et mindst lige så stort opråb til bryggerne hos Gamma og alle andre, om at brygge røgøl og andre mindre kendte og meget mindre eksponerede/hypede øltyper. 

 

#2196-2197