Ekstrem øl

Big, bold & beautiful, 18 % fadlagret strong ale, et samarbejdsbryg mellem Amager Bryghus, Mikkeller og White Labs (gær producent). Brygget med det ene formål, at få så stærk en øl som muligt ved hjælp af gæring. Efter at tre forskellige gærstammer havde gjort deres for at få procenten op på 18, så har brygget ligget hele 6 år på cognac og tequila fade før det blev flasket. Jeg har så haft flasken liggende i yderligere to et halvt år, men nu må det være på tide at åbne den.

Duften er ved at få min hjertenskære til at erklære, at hun er ved at brække sig. Det vil jeg ikke lade stå uimodsagt, men det er en voldsom aroma af flydende karamel, træ og stærk alkohol som jeg synes mest minder om cognac. Den tykke væske er ikke meget for at blive tvunget over kanten af glasset og ind i min både forventningsfulde og uforberedte mund. Jeg får hård kamp mellem chokolade og alkohol, og det er både i aroma og smag. Det søde og det alkoholiske slås hårdt og vinderen er svær at udse. Det er en virkelig tung væske at manøvrere i. Der er chokolade i tunge mængder, og så stærk alkohol

Her slutter noterne så lidt brat. Jeg erindrer, at blokken blev lagt til side lidt, for at lade øllet varmes og iltes, for derved at kunne frembringe yderligere smage og associationer til nedfældning og senere elektronisk viderebringelse. Jeg benægter, at jeg gik omkuld, for næste dag var både glas og flaske tom, og jeg vågnede i sengen, men helt upåvirket af de 50 cl 18 % øl har jeg jo nok ikke været, og sammen med eventuelle distraktioner fra familien, kom der ikke mere i bogen. Så lidt retrospektiv må opsummeringen derved blive: dejlig øl, og utroligt, at man kan få så mange procent til ikke at være fuldt dominerende. Men de mange nuancer blev der ikke plads til, men en øl, der nok skulle være nydt i meget små bidder som en slags likør. 4 skumfiduser.

 

#2178

Mærkelige øl #6

Chugwork orange, 3,4 % creamsicle med appelsin og vanilje. En creamsicle er en vaniljeis, overtrukket med frossen appelsinjuice. Sådan lidt henad en københavnerstang tænker jeg. Og det er nu meget godt ramt, at få lavet en flydende udgave af den type ispind. Der er den meget søde frugt (appelsin)smag og isen repræsenteres på fin vis af et pænt skud vanilje + laktose. Lav karbonering og slet ingen bitterhed (ingen humle i øllet) fuldender kompositionen. Tilbage står så, om det er noget jeg kan lide at drikke. Ideen er nok mere spøjs end frugtbar, men til serien mærkelige øl passer den perfekt. Og så er der endelig en øl, hvor vanilje faktisk passer og ikke bliver overparfumeret, som jeg ofte oplever det krydderi i mørke og tunge stouts. Der er endda rigeligt af den i øllet. Det ender på 4 skumfiduser.

#2177

Tilbage på sporet

Uha, efter sidste indlæg med Penyllan, er det lige før, jeg er blevet bange igen for det sure, syrlige og vilde. Et andet holdepunkt i den verden har for mig været Brekeriet, må se om de kan række en hjælpende øl ud.

Slope, 10 % wild ale, blend af to udgaver af øllen Red Slope, den originale fra Remmarlöv Gårdsbryggeri og Brekeriets klon heraf. Derefter lagrede øllet 17 måneder på portvinsfade. Duft af gammel (port)vin, træ og en smule syre. Desuden kan noget syrnet gær rystes frem fra glassets indhold, sammen med noget frugt, der kan minde om kirsebær. Smagen indeholder næsten søde kirsebær og bitter mandel, tør bark, vinøse noter og en let syrlighed, der ikke bliver dominerende, men indordner sig sammen med øvrige elementer. Lang eftersmag med bitter mandel og syrlighed. En meget let kuldioxid frisker og gør den livligere, end hvad man kunne formode af en velvoksen ti-procenter. Efter mine nylige, mindre gode oplevelser med Penyllan var jeg ved at frygte, at jeg helt havde tabt grebet om vilde og syrlige øl. Heldigvis får Brekeriet med venner mig hurtigt tilbage på sporet med denne meget fine øl. Seks skumfiduser.

 

 

 

#2176

Træerne vokser ikke ind i himlen

Penyllan, mit yndlingsbryggeri, serverer her tre flasker, købt i Wika Meny i Køge. 

Eartha, 10 % mørk ale med kirsebær. Fermenteret i Chianti fade og påfyldt en ordentlig omgang kirsebær efter cirka 1 år. Markant rødvin i næsen, med træ og lidt vild fermentering, som også indeholder yoghurt. Kirsebær erkendes ved kraftig indsnusning. Smagen er lidt af en trikamp mellem rødvin, intens kirsebær uden sødme og syrlighed. Alkoholen er rimelig fraværende og brygget føles let i munden, hjulpet på vej af den fineste prikken på tungen. I eftersmagen findes bitre kirsebær, som må kåres som sejrskvinde i smagsdysten. Som sædvanlig fra Penyllan en kompleks øl, men her er det knap så subtilt og mere right-in-your-face indtryk. Jeg synes også, at kirsebær-rødvin kampen i min mund er lidt for voldsom, før det falder på plads. Det er dog en dejlig øl, der får fire store skumfiduser.

 

 

Freya, vintage 2015, 8,5 % blend af mørk trappist og milk stout, med tre år på bagen i cognacfad. Syrligheden er første duftindtryk. Den kan ved andet snif nuanceres til kirsebær, med en let understøttende lys chokolade. Allerbagest lidt røg i modvind. En på etiketten beskrevet vanilje kan jeg ikke rigtig erkende. Smagen er også påtrængende sure kirsebær, med strejf af rødvin. Det er en blød reminiscens af milk stout, men den er godt nok trykket i bund. Sluttelig finder jeg også lidt træ. Syrligheden balancerer over mod balsamicoeddike. Jeg tror godt, jeg kan forstå intentionen, både ved at smage og samtidig understøtte med beskrivelsen på etiketten, men jeg synes balancen er tippet nogle grader for meget over på den sure side. Lidt synd, men det bliver lidt for ensidigt, for meget lagring, for lidt brygget øl. 2 skumfiduser. Kan ikke genkende den øl, jeg læser om på etiketten.

 

 

Anica, årgang 2015, 8,5 % brombærsour blandet med old ale og lagret på både rødvins- og bourbonfad. En stram balsamicoeddike udgør hovedparten af duften. Måske er der en tone af frugt nedenunder, men andet overdøves. Smagen er ikke helt modne brombær, rødvin og eddike. Igen ret ensidigt og uden de store nuancer. Kompleksiteten og det fine samspil mellem mange elementer, som jeg tidligere har lovprist Penyllan for, er heller ikke tilstede i denne øl. Det er ganske sikkert, at syrligheden er tilsigtet , men havde oplevelsen kommet ud af flaske fra andre bryggerier, ville jeg have dømt forurening. Og med dagens og den forudgående etikketelovanprisninger og smagsbeskrivelser tænker jeg, at noget måske har udviklet sig i en lidt forkert retning efter flaskningen af Freya og Anica. Jeg savner fylde, sødme, krydring, diskrete smagsindtryk og en synergistisk oplevelse. I stedet får jeg surt på sur. Jeg kan meget svagt fornemme noget rest i bunden, men det er alt for vagt og undertrykt. Det kan godt være, at det skal være som oplevet, men jeg bliver også noget skuffet over denne. 2-3 skumfiduser.

 

 

 

Hvorfor kunne jeg ikke lide to ud af tre opskænkninger? Ud over en dårlig dagsform hos blogbestyreren kan jeg gætte på, at øllene måske ikke har den lange holdbarhed som angivet på flaskerne - måske i en kombination af, at de ikke er opbevaret korrekt. Måske har deres garden-party, som de benævner deres egen fermenteringsblanding, arbejdet videre i flasken og udviklet indholdet i en retning væk fra balancen ved flaskningstidspunktet. Hvad ved jeg. Må konstatere, at her var der et par skæverter i et ellers yderst harmonisk forhold mellem blogger og bryggeri. Dog ikke værre, end at jeg gerne prøver noget fra dem igen. Der bliver vel snart frigivet nogle nye årgange af diverse øl fra Tejn.

#2173-2175