Brewer's playground

Amager Bryghus introducerer en ny serie øl, Brewer's playground, hvor de vil eksperimentere med nye ingredienser og nye tilgange til ølbrygning. Man lades dog lidt i stikken som forbruger, idet der ikke nævnes, hvad det er, der testes i de her tre aktuelle udgivelser. Det er i hvert fald ikke grundtypen af øl, for her får vi, hvad de er bedst til: IPA ...

Tell me when it's over, 6,5 % tørhumlet tåget ipa (hazy). Eksperimentet kunne være anvendelse af humlerne Talus og HBC 522. Talus er blevet gjort kommercielt tilgængelig for nylig, mens HBC 522 endnu ikke har fået et mere mundret navn. Ananas, appelsin, passionsfrugt, på en let bund af lyst brød. Smagen giver mandarin, appelsin, ananas, i lette, frugtig udgaver, og ikke megen bitterhed udover frugtsyren. Blød og venlig mundfornemmelse. Det bliver til en ganske fin, men ikke ekstraordinær hazy. 4 skumfiduser.

When you smile, 7,0 % tørhumlet hazy ipa. Endnu en eksperimentalhumle fra Yakima, HBC 431 er kommet i dåsen. Duften en kende skarpere, mere ren ananas og passionsfrugt, mens smagen omvendt næsten er mildere end rigtig NE style, igen med mest ananas, passionsfrugt og en smule bitterhed, som nok mere skyldes tørhumlingen end egentlig kogt bitterhumle, og som derfor er en smule mindre indbygget i brygget. Med det mener jeg, at det smages som noget af det første, og ikke som sidste indtryk. Fire skumfiduser. 

Still holding on to you, 6,0 % tørhumlet West Coast ipa. Det nye approach her må være tørhumlingen, som jeg ikke husker WCIPA var født med. Brygget præsenterer sig således også uklart i glasset. Duften er krasbørstig grape, passionsfrugt og fyr. Den giver en dejlig, klassisk smag, hvor bitterheden dominerer over humlesmagen, og det retter tørhumlingen ikke rigtig op på. Grape, harpiks, passionsfrugt og appelsin er dog at finde. I en verden der er gået cr(h)azy er det rigtig dejligt at få en af de ipa'er, der startede meget for både mig, men også for bryggerier som Amager. 5-6 skumfiduser.

Forskellen på de tre øl var klart større end etiketterne ... Jeg vil se frem til flere eksperimenter i serien, og måske en anelse mere uden for deres komfort-zone? De kan jo godt lave andet end ipa og tunge stouts.

#2170-2172

Fadlagret fra Hoppe.Beer

Frederik har brygget belgisk strong ale, hvad det så end er for en stilart, og lagret produktet på to forskellige fade. Der bør så være nogle fællestræk samt nogle særkender ved de to øl.

Adolphe, 11,5 % belgisk strong ale, lagret på jamaicansk romfad. Øllet kommer ud af flasken helt fladt og danner intet skum. Dufter mest af træ og spiritus på en maltet sød bund med meget karamel. Det er også flydende sødme, der hældes ind, med et skarpt og lidt eddikesurt bid. Der er en smag af træ og måske lidt vanilje? Minder en del om barley wine, men er knap så fyldig. Alkoholprocenterne må den delvist have suget fra fadet, hvis det er muligt. Jeg synes, den rene alkohol/rom er lidt for fremtrædende i det samlede billede, fremstår måske så meget fordi brygget er relativt tyndt. Tre - fire skumfiduser.

Georges, 11,5 % belgisk strong ale, fadlagret på Laphroaig fad. Den skotske whisky Laphroaig, som er en personlig whiskyfavorit hos blogbestyreren, smager og dufter godt igennem i Adolphes tvillingebryg. Grundindtrykkene er de samme, men whiskyen er endnu mere fremtrædende her end rommen var. Det giver en lidt kvalm-eddikesyrlig smag, som endskønt jeg rigtig godt kan lide Laphroaig, ikke virker her. Det bliver for uharmonisk. 2 skumfiduser.

 

Det kan undre lidt, at de to øl i grundindtryk var så relative tynde i fylden. Måske ville de kunne favne turen i respektive tønder bedre, hvis der har været lidt mere volumen. Måske ville lidt karbonering kunne give det et ekstra pift?

#2168-2169

Endnu en topscorer fra Tejn

Året må starte på passende vis med endnu en øl fra Penyllan. Så er stilen ligesom lagt - men jeg kan nok ikke udelukkende nøjes med at drikke deres øl, desværre.

Roxy bourbon, 12 % old ale. Roxy eksisterer også i en rødvin og cognac udgave, jeg smagte for et års tid siden. Basisøllen er Natalie, som er lagret tre år på bourbon fade og derefter blended med en sur barley wine. Duften har indledningsvis tre dominerende elementer: chokolade, bourbon og syre. Syren er nok mest fermenteringsprodukt, men jeg synes også, der er noget mere ren frugt, måske surkirsebær. At drikke øllet er som at spise et stykke rigtig god chokolade med spiritusfyld. Det yderste tynde lag er lækker mørk chokolade; når skorpen brister, flyder en dejlig masse af spiritus (og ikke specielt bourbon præget) og frugt ud og omfavner tungen. Ved at massere tungen med væsken, kan chokoladen godt fremprovokeres, og en lidt skarp, bitter afslutning bestående af lige dele spiritus og mere ren bitterhed runder af, sammen med noter af træ. Penyllans langvarige fadlagring fjerner på en måde lidt af fylden, men denne er noget mere tyk end nogle af de andre, og sikrer en fløjlsblød mundfornemmelse, med lav karbonering. Samlet set over de 750 ml, der drikkes alene, hvilket er vilkårene, når min kære ikke rigtig kan være med på denne type øl, bliver bourbonsmagen måske lige en anelse for kraftig (lange sætninger øger lix-tallet). Det ender derfor med 5 store skumfiduser til en rigtig dejlig øl.

Jeg bliver også lige nødt til at kommentere flaskestørrelsen. Det er en ordentlig mundfuld at skulle igennem flasken alene. Størrelsen gør, at øllet bliver gemt i lang tid, til specielle lejligheder, hvilket selvfølgelig kan være passende med så gode øl. Jeg vil dog næsten tro, at jeg ville have større fornøjelse af mindre portioner af gangen, og dermed øge frekvensen af hvornår Penyllan kommer i mit glas. 

#2167