Mærkelige øl #3

Serien mærkelige øl fortsætter med meget ujævne spring og tidsrum mellem opslagene. I dag med en øl fra svenske Brekeriet, der måske ikke fortjener ordet mærkelig, men kombination af røgmalt, sour ale og bourbonfadlagring er ikke helt mainstream.

Röken, 7 % røget og fadlagret sour ale, en del af Vild serien fra bryggeriet og som sådan behørigt både indkapslet og indproppet. Duften signalerer ikke alle (tre) dele af brygget i ligelige proportioner. Der er en dominerende, spids syrlig tone, der river let i næsen. Hvis man insisterer på at bevare næsen tæt på brygget, og får skubbet syrligheden til side, kan jeg svagt fornemme noget vammelt-alkoholisk, som må være bourbondelen. Og lige pludselig kan jeg også erkende noget let røg, men den ligger helt først, godt pakket ind i eddiken. Smagsmæssigt er det stort set en gentagelse af de indtryk, jeg fik fra duften. Samlet bliver det meget lig hvad Brekeriet ellers sender ud i deres Vild serie, i hvert fald som grundøl. Det syrlige fylder mere i det samlede smagsbillede end hvad det gjorde i duften. Jeg er glad for, at der ikke er mere bourbon til stede i smagen, mens jeg nok kunne have tænkt mig at smage bare en anelse mere røg, selv om jeg ikke er sikker på, hvordan røg og syre vil opføre sig sammen. Så det ender med ikke at være så mærkeligt endda, og giver 4 små skumfiduser, pga. ikke helt indfriede forventninger.

#2147

To fra Fanø Bryghus

Fanø bryghus laver spændende øl og efterhånden ser jeg dem flere steder. Disse er endda købt i en Meny på Østerbro. Fanø fortjener at blive mere kendte, men gælder det også for disse to, som jeg ikke har smagt før?

Whisky & Rye, 12 % fadlagret imperial porter. Øllet har trukket 6 måneder i fade fra Stauning Whiskey. Den først lidt for kølige duft indeholder chokolade, vanilje og lakrids. Efter en vis tilnærmelse til stuetemperatur kommer også noget træduft ind i spillet. Hvad der først slår mig i smagen er et fint parspil mellem lakrids og whisky, altså den lidt mere krydrede side af brygget, som altså dominerer over malten, der mest har karakter af chokolade. En snert af frisk humlesmag anes også, mens bitterheden er begrænset. Ikke voldsom fyldig, men lidt olieret føles den dog. Lidt lækker på den søde måde, i hvert ikke en man vil blive forskrækket over at støde på en mørk aften. 4-5 skumfiduser.

 

Coffee Puncher, 11,5 % imperial dry stout. Brygget til ære for Fanøs kaffepunch og derfor lagret snapsevædede træstykker og kaffe. Der er nu intet vildt/væmmeligt eksotisk over duften, som er mørk bitter chokolade og kaffe, og kun en antydning snaps. På etiketten udloves en bone dry stout og det er også første association, sammen med en sammensat bitterhed fra brændt malt, alkohol og kaffe. Snapsen er noget mere fremme i smagsbilledet end whiskyen var i foregående, eller rettere, den stritter lidt mere ud, nu hvor den ikke pakkes ind i sødme. Venligt kan man så sige at den er mere karakterfuld og jeg smider også 4 store og venlige skumfiduser efter den. 

 

 

Svaret på det indledende spørgsmål er ja, de får begge en klar anbefaling. I øvrigt nogle spøjse, men fine portrætter på etiketterne.

 #2145-2146