Amager Bryghus har spærret nogle velvoksne øl inde i forskellige tønder en rum tid, og derefter hældt dem på flasker. De kalder serien American Outlaws og den består i skrivende stund af fire forskellige, men der er vist flere på vej. Jeg købte de fire første i foråret, så nu må det være på tide at smage på dem.
Tiburcio Vasquez, 9,9 % Tennessee whiskey barrel aged foreign
extra stout. Øl er til tørst og ikke til trøst siger Carlsberg, og det
er jo rigtig nok. Men denne øl blev smagt i lyset af nyheden om en god
vens bortgang og så skulle opskænkningen
pludselig opfylde begge, og flere formål. At den har svømmet rundt i
Jack Daniels fad i 11 måneder er ikke at tage fejl af i hverken duft
eller smag. Øllet fylder forbavsende lidt i munden på trods af dens 9,9
%. Bryggets grundsmag
er også ret skjult bag de tunge amerikanske whiskeytåger, men en del
lakrids anes. Samlet synes jeg ikke det er en specielt vellykket fadlagring og det er måske både bryggets og fadets skyld? Øllet er forsvundet i eksperimentet. Tre skumfiduser.
Curly Bill Brocius, 11,6 % mezcal barrel aged double mash imperial stout. Så burde grundbrygget kunne bære en vis form for lagring, men hvordan er det nu lige det er med mezcal? Grundlæggende er det en spiritus lavet på agave, lige som tequila, men tequilaen må kun laves på den blå agave, mens der er mange flere sorter tilladt for mezcal. Og de to spiritusser kommer fra forskellige områder. Jeg blev meget oplyst, fra et ekstremt lavt niveau, af denne side. Men her skal det handle om øllet, og dets 18 måneders tur i mezcal dampe. Duften er lige dele mørk chokolade og spiritus, der har sin egen duft, siger blogbestyreren, hvis næse og mund ikke kender til mezcalen lyksaligheder. Dualismen mellem det mørke søde og det spirituøse fortsætter i smagen. Brygget er blevet blidt og blødt, og der er næsten kun chokoladesødme tilbage fra hvad jeg formoder var urbrygget. Dette bryg har også mistet næsten al muskuløsitet, og det er svært at tro at det holder et tocifret antal alkoholprocenter. Det er lidt bedre end foregående, men jeg kan kun hive tre skumfiduser op af lommen.
Her efter første halvleg må der lige indskydes et par kommentarer om indpakningen, herunder flaskestørrelsen. Det var i mange år en næsten religiøs overbevisning hos denne blogbestyrer at få overtalt Amager Bryghus til at sælge deres øl i mindre størrelser end deres dengang standard på 50 cl. Det lykkedes så endeligt for omkring et års tid siden, og nu kan man, næsten uden følger dagen efter, nyde deres produkter også en hverdag. Men så kommer denne, og andre serier på markedet, og ødelægger fuldstændig de opnåede fremskridt ved at sælge øl op til 17,1 % i 75 cl størrelser. Det er svært at være en introvert ølnyder og samtidig en produktiv enhed på det danske arbejdsmarked/ansvarligt familiemedlem i weekenden ovenpå sådan en slurk. Og sikkert for at forøge eksklusiviteten af produktet har de valgt at forsegle flaskerne med voks, hvilket kun medfører diverse stiksår på fingre og hænder og ikke mange venlige tanker (læs: mange dampende bandeord) til produktudviklingsafdelingen i Kastrup. Det kan da godt være at I til årsafslutningen siger til jer selv, WAUW, vi lavede øl med voks på toppen, men det glæder kun jer. Lad os nu få jeres produkter på 33 cl, flaske eller hvis det skal være, på dåse, og gør nu ikke indpakningen mere oplukningsvanskelig end nødvendigt.
Ovenpå denne pauseretirade fortsættes med de to resterende.
Pearl Heart, 12,4 % rye barrel aged rye wine. Rye wine må så ligne barley wine, men med en vis andel rugmalt i brygget. Har tilbragt 11 måneder på Woodford Reserve Rye. Woodford Reserve er et af de ældste og mindste destillerier i Kentucky. Modsat bourbon, som primært laves på majs, bruges der i deres rye, som navnet lader antyde, over 50 % rug, så det samlede produkt i ølflasken er rug med rug på. Duften er kompleks med flere sødlige elementer som karamel og malt, med en mindre påtrængende spiritus end de to foregående samt noget træ. Smagsmæssigt er det type II cellerne i smagsløgene, og dem med receptorer for sødme, der bliver aktiveret/belønnet i starten. Når man lige får dykket ned i væsken er der mange flere lag, både af sødme (malt, karamel, sukker), men også krydderier som kardemomme og muskat og så rugwhiskyens alkoholiske aftryk, der er behageligt afdæmpet eller i hvert fald ikke stikker op som et fremmedlegeme, men glider med strømmen og accentuerer indtrykkene. Det er sødt, men også ret bittert til sidst, og det, sammen med den beherskede rye whisky, frembringer en rigtig dejlig nydeøl. Det bliver 5 pæne skumfiduser.
Og så må jeg, med dødsforagt kaste mig ud i sidste øl:
Cullen Baker, 17,1 % whisky barrel aged double mash barley wine, et samarbejdsbryg med Interboro Spirits & Ales, USA. Barley wine plejer i sig selv at være stærke nok, her er den så mæsket dobbelt og ligget på Glen Garioch fad i 13 måneder. Der er en kraftig maltduft med brændt karamel, abrikos, træ og alkohol som tydeligt signalerer, at her er det forbudt for børn. Og skulle poderne alligevel dyppe tungen vil de nok trække den hurtigt tilbage med en hastighed, der ville gøre en tudse misundelig. For duftene er ganget med en 2-3 stykker og konverteret til en fyldig og meget kraftig smagsoplevelser, der er ret domineret af whisky og bitterhed, men med de øvrige noter beskrevet under duft også til stede, dog i mere diskrete mængder. Sødmen, som ellers er typisk for barley wines, er ret undertrykt af fadlagringen og en meget bittert slutindtryk, der formår at udtørre gane og tunge. Det er i den grad en øl der spiller med musklerne og som ikke tager levende fanger. Jeg finder det en smule for meget, og især flaskestørrelsen er for voldsom. Jeg slutter her, efter første glas, og hvis jeg om et par-tre timer finder nye facetter, bliver det tilføjet. På nuværende tidspunkt er den til tre skumfiduser. Og det ender den også på, de samlede 8,4 genstande der var i flasken ændrede ikke på dette.
Hele serien betragtet kunne ikke begejstre mig, kun Pearl Heart fandt jeg gode kvaliteter i. Er ikke sikker på, at jeg investerer i næste omgang.
#2141-2144
