Crumble, 5,9 % brown ale. Brygget i amerikansk stil. Lidt overraskende er røg noget af det første jeg bemærker i duften. Malt, mælk og chokolade er andre elementer. Den fornemmes smagsmæssigt umiddelbart ret tør, med en tendens til astringens. Der er røg, brændt træ, lakrids og karamel i smagen. Jeg havde haft den stående et stykke tid inden jeg samlede mod til at åbne tripletten og det er nærmest et halvt år siden den blev aftappet, hvilket gør, at humlesmagen og også humlebitterheden er af den afdæmpede slags. Helt aggressiv amerikansk er den ikke, og den kommer lige over det let interessante niveau, der omsat til skumfiduser bliver til 3-4.
Rio Grande Blood, 12 % imperial stout. Havsalt og karamel udgaven, dvs. tilsat efter brygning. Klar vaniljeduft, næsten blomstret. Kakao og chokolade er andre søde duftindtryk. Smagen er sød på flere niveauer - først chokolade, kakao og vanilje, derefter en tyk smag af karamel, der næsten ender stærkt. Salt er der ikke meget af, og en slutbitterhed forsvinder i al den næsten vamle sødme. I små velafmålte portioner er det fint, men hurtigt bliver det for klistret. 4 små skumfiduser.
Rio Grande Blood, 12,5 % imperial stout. Rum Ball edition. Rom således tilsat efter brygning, og ikke suget fra fadlagring. Vaniljeduften er i denne helt forsvundet. Jeg fanger kun noget som jeg i mangel af bedre vil beskrive som nyvasket gulv. Også chokolade og mørke frugter, men meget svagt. Smagsmæssigt er den også sød, men ikke fuldt så meget som i den karamelpimpede udgave. Lidt mørk frugt og kun svag antydning af rom/alkohol gør alligevel oplevelsen har slagside mod det (for) søde. Heller ingen egentlig bitterhed. Lidt bedre end ovenstående, så 4 skumfiduser.
Ugly Duck genvinder ikke umiddelbart en plads i mit hjerte eller min mund.
#2111-2113