Bloggens læsere vil vide, at jeg har stor
kærlighed til svenske Brekeriet og deres syrlige produkter. De er dog
blot en ganske lille del af mikrobryggeriscenen i Sverige, der tæller
over 300 bryggerier, ja måske endda 400, hvoraf langt de fleste er ukendte
i Danmark.
Great Swedish Beer Festival holdt
lørdag den 26. oktober deres første festival. Festivalen er udelukkende helliget svenske
mikrobryggerier. Godt 100 bryggerier havde meldt deres ankomst i Malmö og
de serverede hver to gange to øl i en tidlig
gul session (11-15) og en senere blå session (17-21).
Festivalen foregik i Slakthuset MMX, i behagelig gåafstand fra Malmø station. Lokalet var sådan set fint nok, det led dog som Lokomotivværkstedet i København, af en forfærdelig akustik. Der var masser af siddepladser og i starten var der rigtig god plads. Selv en tørstende svensker venter nok til efter kl. 12 lørdag med at indtage øl!
Kort efter åbning |
Så begynder det at blive et tilløbsstykke |
Betalingen for øllet foregik via en app, TicketCo Wallet, hvor man kunne sætte penge ind på forhånd. Enhedsprisen var 25 svenske kroner per smagsprøve og man fik som hovedregel 10 cl for pengene, i enkelte tilfælde mindre. Jeg købte mig 20 stykker som med den svenske kurs endte i 350 danske kroner. Efter de indledende ord, må det være på tide at skrive nogle få, men ikke desto mindre oprigtige ord om de tyve smagte øl.
Stormaktsporter, 9,2 % imperial stout fra Närke Kulturbryggeri. En småt legendarisk øl, med kæmpe kultværdi. Især fordi jeg havde hørt den var udgået og ikke blev brygget længere. Dog hørte jeg rygte for et års tid siden om at den ville blive brygget og sørme om ikke den var at få - helt uannonceret i programmet. Der var røg, kaffe, bitter chokolade, rosin, figen, let syrlighed og tør astringens i en rigtig lækker øl. Burde måske have varmet smagsløgene lidt op inden, og gerne have fået en lidt større portion, men 5 skumfiduser. Jeg turde ikke vente, tænk hvis den løb tør!
En mand og hans øl |
Tilda, fra Vild serien 5,6 % barrel aged sour fra Brekeriet. Duften indeholder både syre og sur fermentering. Syrlig smag både fra havtorn, Citra humle og fermentering - humlen er sikkert mindste spiller. Let og forfriskende i vanlig fin stil. 4 skumfiduser.
3YO, 6,5 % lambic fra Sahtipaja. Stritter virkelig i munden. Fornemmelsen er superblød, smagen er superskarp med riv i træ-eddike-syren. Vinøse toner og abrikos. Tilvænningssag, 4 skumfiduser.
Befjädrad, 4,9 % kveik pale ale fra Hasse Fasan. Meget humlefrugtig duft. Blød og lækker, en noget flygtig frugtsmag af melon, fersken og mango. Ikke megen vildskab eller farmhouse som den norske kveikgær ellers kan tilføre. 3 skumfiduser.
7 day ipa, 4,9 % kveik session ipa fra Vega. Dufter af appelsin. Let, næsten tynd øl, med en initiel appelsinsmag, der hurtigt bliver ret bitter. Ingen kveik-karakterer her heller; næsten kedelig. 2-3 skumfiduser.
Bière de Apricot, 6 % brett fruit ale fra Åre bryggcompagni i samarbejde med Örebro brygghus. Tydelig duft af abrikos, ligeledes markant i smagen. Ingen brett overhovedet. Virker mest som en ret ordinær ale, godt pimpet med frugt. 2 skumfiduser.
Mangonificient, 7 % mango kveik ipa fra Giant Brothers Brewing. Duft & smag af mango, blød og lækker som NEIPA, men igen, hvor er kveiken? 3-4 skumfiduser.
Stå inte där och sura - blåbär och vanilj, 6 % sour fra Bearded Rabbit Brewery. Lækker farve! Syrligheden er en pæn fordeling mellem fermentering og frugt. Vaniljen er heldigvis meget underspillet. 3-4 skumfiduser.
Jeg har et svagt punkt for røde øl - her souren fra Bearded Rabbit |
Skoglunds Blåbär sour, 4,8 % fra Friends Company Brewing. Brygget med blåbær og vanilje. Her kan man smage vaniljen og den giver faktisk mening som et sødligt modspil syren og syrligheden i øllet. Blåbærrene er også at smage. 4 skumfiduser.
Grand Cru, 5,4 % old bruin fra Snausarve gårdsbryggeri. Her er træ, let rivende syrlighed og vin - rigtig lækker svensk old bruin. 4-5 skumfiduser.
Put a lingon it, 4,5 % Florida weisse fra Rajraj. Stilen er som berliner weisse, men med (mere) tilsat frugt, her tyttebær. Den blev serveret med ekstra frugtpuré og revet ingefær. Har en fin blanding af frugt og syre, iblandet lidt træfad og vanilje. Ret lækker, 4-5 skumfiduser.
Red Night, 5,5 % rød ipa fra Keane Brewing. Havde forventet noget mere maltsmag fra edn røde del af navnet, og mere humle fra ipa angivelsen, men blev skuffet over et rimeligt tyndt bryg, der ender ret bittert. 2-3 skumfiduser.
Skypunch, 11 % imperial stout fra Sydkustens gårdsbryggeri. Mest en frugtduft af den mørke og tørrede slags - figen, rosin og dertil lidt kaffe. Tør, medium sød chokolade og stenfrugter i smagen. Fin øl, synd at den blev serveret for kold. 4-5 skumfiduser.
Hel, 8/9 % imperial stout fra Häxkitteln. Lidt tynd øl, uden at det på nogen måde bliver session men jeg ville forvente lidt mere af en imperial stout. Bryggerne bag disken var heller ikke helt enige om styrken, der var oplyst til 8 % i programmet, men 9 % på tavlen bag disken. Smagen indeholdt chokolade og en anelse syrlige kirsebær og så fadede det ud. Let kedelig, 3 skumfiduser. Et batch frigivet på Systembolaget i september 2019 var åbenbart inficeret - de tre anmeldelser på Ratebeer melder alle om oversprøjtede køkkener.
Fin etikette |
The Mole, 8,8 % imperial stout fra Nyköping Brewing Company. Med chili og kakaonibs. Igen en lidt tynd imperial stout, hvor kakaoen nok smages, mens chilien er fraværende. Ikke at man ikke skal være varsom med at dosere den slags. I øvrigt klassisk kaffe og chokolade smag, men ikke så sød samlet. Imperial stouts fås nemt bedre, 3 skumfiduser.
Blue Whale, 18,7 % imperial stout fra Psychopipes/Hyllie bryggeri. Som forventeligt ret cremet og sød, med masser af chokolade men også noget sprut (whisky?). Mon den har været en tur i tønden? Kunne måske godt have ønsket lidt mere kant, men efter at have smagt en hel del syrligt tidligere, er edn en dejlig pleaser. 4-5 skumfiduser.
Batch #30, 12 % oak aged imperial date stout fra Nerdbrewing. Meget mørk, kompleks og intens duft - mest frugt (dadler, men den association nok mest fanget pga. navnet). Lækker cremet smag, med kaffe, bitter chokolade, dadler (som jeg ikke er den store fan af, så det er længe siden jeg har smagt den frugt som reference). Afslutter med en fin bitterhed. Superlækker, 5-6 skumfiduser.
Nova bruin, 7,5 % sour/bruin fra Brekeriet. Sidste øl, og en god mundrenser ovenpå en del imperial stouts. Lige dele frugt og syrlighed, fanger nok ikke så meget en klassisk bruin karakter. Lidt træfad ligger i bunden. Fin afslutningsøl, 4 skumfiduser.
Og til sidst pænt fyldt |
#2086-2105