Magi i Madrid

Jeg var for nylig en lille uges tid i Madrid på en kombineret ferie- og arbejdstur. Der blev således tid til at udforske hvad byen og landet kan udskænknings- og indkøbsmæssigt. Spanske øl har heller ikke her på disse sider været dyrket særlig meget, så der var god grund til at åbne øjne og mund op.

Jeg besøgte tre barer/brewpubs. Første stop var Fábrica Maravillas. Et lille ydmygt sted på Calle de Valverde 29. Lokalet har vel en 25 siddepladser og 8 haner hjemmeproduceret øl. Gæringstankene står meget tæt pakket i baglokalet. Bartender den aften var en tidligere irsk stamkunde, der åbenbart fandt det bedst at rykke om på den anden side af disken.

Jeg bestilte to øl og en tapasret. Ved hver ølservering får man enten gode grønne oliven eller blandede nødder - et generelt billede i Madrid og en udmærket service. Tak til Ulkløbben for at anbefale stedet.

FLIPA, 6,2 % IPA. En forkortelse for Florida IPA, som vist endnu ikke er fuldt defineret, men skulle have meget appelsin og varme i smagen. Her serveredes der en let uklar, mørkt gylden øl med et fint og stabilt skum. En let frugtig duft og der var ligeledes fin melon og mango i smagen. Er noget til den søde side og er ikke frygtelig bitter. Den får 4 skumfiduser.

Golden Ale, 5 %. Som øltype er den ganske fredsommelig og let drikkelig og denne klarer sig fint i forhold til præmisserne. Let, lyst brød i duften, sammen med noget let appelsin fra humlen. I munden glider den let forbi smagsløgene uden at efterlade nogen væsentlige indtryk; dog er der nogen humlesmag og -bitterhed. Den skal være sådan, så det er godkendt og 3 skumfiduser.

Næste pitstop var nærliggende Irreale på Calle de Manuela Malasaña 20. En bar, der også serverer høj musik til kunderne. De medfølgende oliven var her knap så gode. Til gengæld kunne man købe en sampler med 4 øl til 9 Euro, så det gjorde jeg. Der var en lille overvægt af spansk øl på tavlen, jeg lavede dog en fejl i min bestilling og fik en polsk øl med i sættet! Det var ikke lige hensigten.

Criptojuice, 6 % sour fra Sesma Brewing (fra Sesma i det nordlige Spanien) og Flying Inn fra Valladolid. Duftede mere af syrlig frugt end syre/surhed og den smagte også bittert, mest af grape, yuzu og andre af de mest bitre citrusfrugter, næsten som citronfrugtskræl. Er samtidig blød i mundfylden. Så ja, den smagte surt men det skyldes nok humle/frugttilsætningen snarere end fermenteringen. Tre skumfiduser.

Califia, 7 % IPA var polske Trzech Kumpli. Jeg ville have bestilt nr. 4, 5 og 6 men fik fremstammet 3, 4 og 5 (og det var ikke en gang et forsøg på at lufte mit ikke-eksisterende spanske ordforråd). Så den ønskede schwarzbier udgik desværre. Helt klar og gylden - jeg har set det før i polske øl - bruger de oftere klaringsmidler? En IPA i den marmeladeagtige, næsten DIPA stil, men stadig med noget frisk fyr, grape og passionsfrugt. Blød i eftermælet og til allersidst en let udtørrende effekt. 3-4 skumfiduser.

El Gran Lupowski, 11 % triple IPA fra Cervesa Guineu. Mørk gylden og også denne helt klar. Meget jammy duft, jeg fangede også popcorn, men det kan simpelthen ikke passe?! Meget sød og klæbrig i smagen og der er fortsat en let friture over oplevelsen. Smagsindtrykkene var banan (!), mango og ren sukker. For vammel - 2 skumfiduser.

Creek, 6,5 % New England IPA fra Cervezas Speranto og Cervezas 69. Gylden og grumset. Nok den mest blide NEIPA jeg har fået uden for USA, dejlig blød og sød, med blide frugter som melon, mango og abrikos. Jeg smager ingen bitterhed overhovedet, men den er deklareret til 69 IBU, så jeg ved ikke hvor den er blevet af. Jeg tænker at det er sådan en klassisk NEIPA skal brygges, og det er godt. Fem skumfiduser.

Jeg tog også lidt ud fra centrum en dag og besøgte Mad Brewing og deres brewpub/restaurant. Beliggende i halvt industrielt område er omgivelserne næsten lige så pittoreske som hos Amager bryghus' gamle lokalitet. Stedet ligger trukket tilbage ca. 50 meter fra vejen og er ikke helt nemt at se blandt de øvrige virksomheder på adressen. Udenfor er der 4 træborde mens der inde vel kan være en 75 siddende gæster i et lokale med råt betongulv og særdeles rungende akustik. Maden så god ud, men jeg var mæt, så jeg koncentrerede mig om det vigtigste, deres øl. Her var det ledsagende mundgodt almindelige chips.

San Blas, 3,8 % Kölsch. En meget sjælden set og drukket ølstil for penneføreren, så den måtte jeg prøve. Stilen er en overgæret øl, der lagres koldt og kommer fra Køln. I stilartsbeskrivelsen er alle aromatiske karakterer beskrevet som højst værende svage og det passer fint her. Svagt, lyst brød og lidt dåsemajs (DMS) opfangede jeg. Har lidt smag som klassisk pilsner, men knap så krads (græsagtig), lidt blødere i munden og med svage estere. Let slutbitterhed. Forfriskende, men diskret. Tre skumfiduser.

Chocomint, 4,2 % mørk lager, i et samarbejde med Cervesa Guineu og Harvest. Flot lysebrunt og cremet skum. En lidt tynd øl der dog har så meget smag af chokolade, ristet brød svag mynte og kakao, at det næsten kunne være en porter. Det afslutningsvis bitre kan lige så godt være efterveerne af den ristede malt som resultatet af en humleanvendelse i kogningen. God øl, godt den ikke smagte mere af mynte, men det er en fræk detalje. Fire skumfiduser.

Galactic Nuts, 9 % imperial stout med hasselnødder, kakao og laktose. Også denne brygget i samarbejde med Cervesa Guineu. En tyk, cremet øl, med en overvældende sødme og kraftig smag af kakao, der næsten kammer over i noget der minder om vanilje. Der er en smule frugt gemt neden under sødmen og kakaoen, minder mest om kirsebær, men det er ikke noget, der giver modspil. Det er heller ingen bitre elementer overhovedet, hvorfor det ender som en temmelig enstrenget og for sød imperial stout. 2-3 skumfiduser.

Jeg var også med gode kolleger forbi The Stuyck, en slags kombineret ølbar og restaurant, hvor jeg fik pork belly at spise samt nogle øl, som jeg i anledning af det gode selskab jeg var i, ikke fik taget noter om. Det var nu ellers ikke et ringe ølkort de kunne fremvise, med To Øls Julemælk i to slags fadlagrede udgaver (rom og cognac) og en Bommen & Granaten fra De Molen i en rioja fadlagret udgave med brettanomyces. Ikke dårligt ...

Pork belly med rigtig meget fedtkant.

Et mørkt triptykon

Jeg fandt også frem til flaskebutikken Be Hoppy på Calle de Almadén 18. En mindre butik i en af Madrids utallige små og ofte charmerende sidegader. Man får fremvist dagens menukort når man træder ind ad døren = hvilke to øl der er på hanerne. Det er ikke gratis smagsprøve, men en mulighed for at købe en tår, mens man studerer butikkens hylder og deres indhold. Jeg bestilte en milk stout som i hvert fald Cigar City havde været med til at brygge, men fik aldrig noteret mig navnet på brygget eller en evt. samarbejdspartner. Den gled også indenbords, uledsaget af smagsnoter.

Meget pænt udvalg af øl - dog var spanske bryggerier i klart mindretal, desværre kun en enkelt reolsektion ud af de 10-12 sektioner i alt. Jeg koncentrerede mig om de spanske, men blev nødt til at tage et par andre med - se gennemgangen af indkøbene nedenfor.

Den enkelte spanske sektion

Det blev til et par gode håndfulde øl, der her får deres velfortjente ord og skumfiduser med på vejen.

Batard Chardonnay, 8,7 % fadlagret belgisk ale, fra La Calavera, Microcervecería del Ripollés. Den skummede kraftigt over ved opknapsling, men virkede ikke inficeret mere end hvad der formentlig er tilført fra fadet. den dufter primært af dens ophold deri, syrligt med vinøsitet og træpræg. Smagen er kompleks, med kraftigt indtryk fra fadet; træ og krydring. Øllet alene har en fin og frisk bund af frugt, æble og appelsin fanger jeg. Den afslutter med det vilde og syrlige, som har Brett karakter og også nogen røgsmag. Det er vel aldrig tilsigtet, at en øl skal skumme så kraftigt, men som tidligere skrevet, er det nok flaskekarboneringen, der er gået galt. Den smager trods alt fint. 4-5 skumfiduser.

Hazy Delight, 4 % dobbelt dry hopped New England session IPA, et samarbejdsbryg mellem estiske Pühaste og spanske Jakobsland Brewers. Rivende duft af grape og fyrrenåle. Blød og cremet øl, der formår at give en illusion af mere tyngde og krop end hvad tilfældet er. Let, lyst brød og en fin tropisk frugtsmag med grape, ananas og passionsfrugt. Den rivende fyrresmag fører over i en tør afslutning, der aldrig bliver rigtig bitter. Rigtig dejlig tylle-bælle øl med stor nydelse indbygget. 5 skumfiduser.

Fuzzy, 5,8 % NEIPA fra Naparbier. Et af de få spanske bryggerier, jeg kendte på forhånd. Næsten helt klar øl, højst lidt let tåget. Sådan skal det vist ikke være hvis man skal gøre som de andre. Duften virker tungere, marmeladeagtig og den er også ganske malttung i smagen, med tyk humleolie til at bakke op med. Men det virker ikke specielt frisk. Der er ananas, grape og harpiks. Og en slutbitterhed, der er lidt mere end hvad de bedste NEIPAer tilbyder. Andet ophæld giver en mere grumset øl i glasset, men samlet synes jeg ikke de rammer hverken stilen eller min smag helt. 3-4 skumfiduser, dog.

Klompen & Txapela, 13,6 % saltet bourbon infused smoked imperial saison-wine-ish, et samarbejdsbryg mellem Laugar Rebel Beers og hollandske De Molen. Jeg tror ikke at nogen tidligere har bogført den stilart, heller ikke amerikanerne i BJCP. Der er røg og karamel i duften fra det flade, røde bryg. Tyk væske, der både har en basis maltsødme som lægger en solid bund under røgsmagen og de heldigvis diskrete bourbonnoter. Det salte er svært at fange, kommer nok til sidst lige før en slutsyrlighed. Der er stærk vinøsitet med noter af kirsebær. Det er samlet meget mere barley wine over den end en saison og det er absolut en øl, der skal imødegås med forsigtig mund og lavfrekvente synkebevægelser. Kompleksiteten er voldsom, men nydt stilfærdigt, gør den det godt. 4 skumfiduser.

Soul Style IPA, 6,5 % fra Green Flash. Bryggeriet, der åbnede mine øjne og mund for amerikanske west coast IPA. Så da den stod på en hylde i butikken, måtte den med i indkøbskurven -  det er år og dag siden jeg har set noget fra GF i Danmark. Som forventet en klassisk WCIPA med masser af troper i næse og først og fremmest mund., selv om jeg fornemmer, at humlen ikke er helt frisk. Men den river og skraber sig henover tungen og ned i svælget og efterlader mig mere tørstig end før slurkens indtagelse. Green Flash var ikoniske for mig - nu er de mere menneskelige. Deres øl er heldigvis stadig godt. 4 skumfiduser.

Panoptic, 6,8 % New England IPA fra Cervesas La Pirata. Lidt mørkere, end hvad typisk ses. Duften er også småkrads, med passionsfrugt og harpiks. Smagsmæssigt er den blidheden selv, en Bambi på en forårsgrøn blomstereng. Dog er det mere tropiske smage end hvor førnævnte rålam trådte sine barnehove; grape, passionsfrugt, appelsin og ananas finder jeg i denne øljuice, og ordet skal ikke opfattes negativt. En lille afsluttende bitterhed runder af, men den er meget svag, som behørigt. Dejlig øl til 4-5 skumfiduser.

Pumpkin Tzar, 11,6 % pumpkin imperial stout fra Naparbier. Udover græskar er der også puttet Habanero-chili i urten. Der er malt, karamel, lidt chokolade og muligvis et strejf af chili i duften. I smagen tager Habaneroen lidt revanche. Først er der mørk chokolade og frugtige noter, som måske skyldes græskarret. Lige før væsken lempes fra mund til mave træder chilien til og det bliver varmt og pirrende men lige nøjagtig ikke for meget, selv om det er lige på grænsen. Jeg kan også erkende en fin bitterhed gennem chilien i eftersmagen. Det havde været helt godt, hvis chilien var lidt sparsommere doseret; nu ender det på 4-5 skumfiduser til en fin og lidt anderledes imperial stout.

Black Barley, 14 % american barley wine, fadlagret på Oloroso sherry fade, et samarbejde mellem Cervesa Guineu og La Quince, sammen kalder de sig Rapacher Night Hunters Brewing Company. De har flere mørke samarbejder på samvittigheden. Denne øl skænker helt fladt op, hvilket der også anføres på etiketten. Den har en kraftig fadduft, som nok minder mere om vin end sherry, men det er heller ikke den store olfaktoriske afstand. Desuden mørke, gærede frugter og tung malt. Sød og tung fornemmes øllet også ved indhæld i munden. De søde chokoladenoter, der er blandet op med kirsebær, lægger sig tungt og blødt og omsvøber tungen. Fadnoterne er mindre fremtrædende i smagen, men træ, syre og let vanilje sørger for, at det hele ikke ender vildt klæbrigt. Her et godt, ekstremt godt eksempel på, at fadlagrede øl ikke altid stejler i min mund og vækker væmmelse. 5-6 skumfiduser.

Svartekungen, 8 % porter-IPA fra Närke Kulturbryggeri. Første bryg til mig fra et bryggeri, der har lavet en sagnomspunden og småt legendarisk øl, Stormaktsporter. I følge den spanske butiksejer, er der et nyt batch på vej af den, efter mange års pause. Bryggeren var vist længe træt af hypen. Nå, men det skal handle om den indkøbte øl. Der er kraftig malt, kaffe og lakrids i duften. Den har en tør smagsprofil med den samme lakrids og kaffe som i duften. Der er et ikke stærkt indslag af noget jeg lige først syntes var noget fad/sprut, men det må jo være den humle der er tilsat for at retfærdiggøre typebeskrivelsen. Hvorfor den ikke markedsføres som en black IPA vides ikke; men måske for at skille sig lidt ud? Jeg ville nok også have brokket mig lidt mere over den for tynde humle, havde den været markedsført som BIPA. Nu ender jeg med at synes, at det er en porter med en fuldfed smag, der er piftet lidt op med humle og jeg tildeler ganske tilfreds 5 skumfiduser.

Combo ipa, 6 % fra Soma Beer. Købt og drukket helt frisk. Kraftig humle duft af den kradse slags med grapefrugt, passionsfrugt og fyr. Har også en dejlig smag med samme elementer plus noget lidt sødt appelsin. Fin og markant bitterhed. Den slags god ipa bliver man kun glad for. 5 skumfiduser.

 
Soup ipa, 6 % fra Cerveceros Garage. Noget mere diskret i udtryk, både i duft og smag. Datotrykket på kanden er noget udtværet men den er nok ikke lige så frisk som foregående. Bitre appelsin noter som fornemmes stammer mere fra aromahumlingen end bitterhumlingen. Plumret og med en anvendt gær fra Vermont er den tæt på at være en klassisk NEIPA. Dog ikke helt i samme klasse som Creek. 4-5 skumfiduser.

Jeg fik nogle fine dage i Madrid med gode øloplevelser, herunder også lidt flere, der ikke fandt vej til notesbogen.

#1722-1741

 

Brekeriet forever

Jeg er voldsomt begejstret for svenske Brekeriet og deres konsekvente ølstil. Her en ny omgang som mine søde søster har skaffet til mig, samt notater fra en mini tap takeover på Barr.

Wrapped in Red, 5,6 % Berliner Weisse brygget med de røde bær jordbær, hindbær og kirsebær. Det giver en svagt syrlig-skarp duft fra de fermenterende mælkesyrebakterier, blandet med frugt hvor det primært er hindbærrene der kan duftes. De er også den mest fremtrædende i smagen af de tre, hvor kirsebærrene er svære at fange. Syre, træsmag og en næsten gose'sk lille slat salt fuldender brygget. Der er frugt, men det bliver ikke til sød saft men en frisk, perlende og ganske behagelig BW. 4-5 skumfiduser.

Bridgman Camper, 4,4 % Lichtenhainer i samarbejde med Transient Artisan Ales, Michigan,USA.
Lichtenhainer er en røget surøl med hvede. Oprindelse i byen med samme navn i det centrale Tyskland, hvor den var på højden af sin popularitet i slutningen af 1800 tallet. Den figurerer ikke i Danske Øldommeres stilarter men er med i oversigten over historiske stilarter fra amerikanske Beer Judge Certification Program. Nåede ikke langt udenfor Lichtenhain i sin tid, men gamle stilarter står til at blive genopdaget af mere seriøse mikrobryggerier. Den dufter syrligt i en kombination med tør røg. Smagen er æble og citron, syrlighed og først ingen røg, men den kommer og mærkes oppe i ganen lige før nedsvælgning, men bliver aldrig rigtig markeret. Der er også en smule saltsmag i denne øl. Røgen fungerer fint i samspil med det syrlige, jeg tror det ville have været endnu bedre med lidt mere fremtrædende smag af røg, især fordi den ikke er af den vamle slags men mere tør. Jeg ville gerne her love mig selv at opsøge alle de Lichtenhainere, der findes på markedet, men jeg mistænker det er lidt af en niche. Måske samarbejdspartneren TAA har lavet noget i den stil? 5 skumfiduser.

Collabski, 7 % sour (et samarbejde med Brewski). Jeg fanger faktisk alle tre tilsatte frugtingredienser i duften, med hindbærrene forrest og ananas og passionsfrugt lidt svagere. Desuden en træfadsagtig syrlighed. I smagen vinder syren over frugterne, men de er ikke undertrykte. Ananassen er den frugt, der varer længst i eftersmagen. Der er en smule mere fyldighed end normalt i sour, men det er stadig i en let ende af skalaen, trods de 7 procent. Igen en rigtig dejlig øl, 4-5 skumfiduser.

I slutningen af marts var Brekeriet forbi Barr, hvor de præsenterede deres nye Vild Cassis samt overtog en del haner. Dagens ølkort så således ud:

Jeg fik smagt nedenstående tre.

Vild Cassis, 5 % ale med solbær. Stærkt syrlig øl, med betydeligt fadpræg. Solbærrene bidrager med både med ren frugtsmag samt antydning af mandel, spøjst nok. Først angribes der med syren, der ledsages af en let funky gærsmag, og så kommer frugten og glatter lidt ud; selv den syrlige frugtsmag er mildere end øllets grundsubstans. Træ- og funksmagen er det, der varer ved ind i eftersmagen. Det er en øl, som jeg i starten af min bloggerkarriere ikke så som ville have kastet et øje efter. Men heldigvis har min interesse udviklet mine smagsløg og ølpræferencer. Det er dog stadig en øltype til langsom nydelse fremfor hastig rus. 4-5 skumfiduser.

Lick my Bub (fejlstavet på menukortet), 5,3 % gose med hindbær og lakrids. Utrolig fræk blanding! Hindbærrene, lakridsen og det salte fra gosen mixer sammen i et perfekt blend, hvor hindbærrene er det blide/søde, lakridsen mellemakten og gosen den lidt vrede afslutning. Samlet i en blød og lækker bryg, som efter den vilde cassis opleves som det rene slik. Gose er en sjælden stil, men heldigvis ikke helt ukendt for Dude Beering. Øltypen behager og udfordrer nogle gange. Her ryger den næsten helt i top med 5-6 skumfiduser.

Alpha Beta, 4,7 % Berliner Weisse med rødbede, lime og vanilje! Øllet skænker op med lyserødt skum! Det dufter kraftigt af lime. I smagen fandt jeg langt om længe ud af, hvordan vanilje i øl skal tæmmes: med lime! I den anvendte dosering spiller de to ping-pong med hinanden, hvor først den ene, så den anden får overtaget i min mund. Svagt underneden, måske lidt for svagt, figurerer rødbeden med let sødme. Berliner Weisse basisen forsvinder nok lidt i limesmagen. Men den er rigtig fint komponeret, igen. Fem skumfiduser.

#1716-1721

Røde Port, to nye bekendtskaber

Jeg stødte på Røde Port for lidt over et halvt år siden, og den første smagning behagede mig ganske godt. De er nogle håndbryggere der efter at have vundet en af klasserne i DM i 2016 tog springet og nu brygger kommercielt øl i lille skala. Jeg finder primært deres øl lokalt i Borup (Røde Port har base i Roskilde) men også Østerbro Vin og Spiritus har haft dem på hylderne. Røde Port kan ikke kaldes vilde og innovative, indtil videre brygger de klassiske mikrobryggeri øltyper som de fleste andre gør, men de har et pænt højt bundniveau og det virker som solidt håndværk, det der kommer fra dem. Her drikker jeg deres vinderøl samt det formodet nyeste produkt i porteføljen.

Ravn sort, 7,3 % imperial stout. Røde ports Dm vinder fra 2016 som gjorde at de valgte at starte eget. Mælk, chokolade og kaffe i duften. Jeg fanger de samme indtryk fra brygget, der virker lidt i den tynde ende for at være en imperial stout, både alkohol som fyldemæssigt. Men stilartsdefinitionen siger blot mere end 7 % alkohol, så den skal ikke klandres for, at andre bryggeriers produkter i stilarten ofte giver den mere gas. Der er en let smag af sprut som så må være den tilsatte dominikanske rom. En meget diskret humle smag afslutter oplevelsen. Jeg havde set meget frem til at smage denne men selv om den på ingen måde er dårlig, er den nu ikke en der stikker næsen frem i en stilart, hvor der er hård kamp om vores gunst. På den anden side skal den roses for at afstemme rom og humlesmag, selv om det er en smule diskret. Fire skumfiduser.

Black smoked Ghost, 7 % røget porter. Det må være et helt nyt skud på stammen fra Røde Port. Der tilbydes en fin, let chokoladesød drik, hvor der ganske vist er en smule røg i næsen, men ikke så meget i smagen. Det er ikke mere end hvad man kan finde blandt portere/stouts så at give den prædikatet røget porter, er måske lige at strække den. Men den er nu ganske dejlig selv om den ikke hører hjemme blandt røgøllene. Fin bitterhed og en bette lille humlesmag afrunder den fine øl. 4-5 skumfiduser.

 #1714-1715