onsdag den 8. februar 2012

Mørkt

Der er blevet smagt en Black Flag Imperial Stout på 11% fra Beer Valley Brewing, Oregon. Mørk, uigennemsigtig øl, med cremet skum. Den er brygget med 8 malte og 4 humler; duft af vanille, kaffe. Ret sødlig forkant med smag af chokolade, der følges af en tørrere smag af brændt lakrids og kaffe. Meget tør og humlet eftersmag - en tung fætter. Mindst 5 skumfiduser.

lørdag den 4. februar 2012

Mad og øl

Dim Sum Mikkeller 5,0%. Fantastisk øl! Lagertype, men med fylde som en ale og en god tør eftersmag som en IPA. Det tilsatte citrongræs og koriander smages diskret. Specielt udviklet til asiatisk mad og denne blev nydt til Tom Yam Gung (Thai rejesuppe). Hvis drukket alene mindst 5 skumfiduser men den tildeles 6 skumfiduser pga. det suveræne samspil med maden.

onsdag den 1. februar 2012

Udendørs øl

Var i lørdags til udendørs grillparty i minusgrader. Under sådanne omstændigheder kan man let lade sig distrahere af selskab og af øllets relative kulde, men jeg vover alligevel at lægge følgende to bedømmelser på bloggen:

Stronzo brewing Proud Stronzo blonde ale 4,6%. Brygget med 4 forskellige malte, og 3 humler. Fin, let lys øl, der smager af noget! Gran, citrus, hyld med en tør smag, så den er ikke helt så frugtagtig som man måske kunne tro. 4 skumfiduser.



Port Brewing Shark Attack double red ale 9,0%. Brun øl, med et meget livligt skum. En ale på den søde side, der er ekstra humlet men det mærker man ikke meget til. Smager ikke så tungt som procenten lægger op til. 4 skumfiduser.