onsdag den 31. december 2014

The Bruery

Her på årets sidste dag må der hældes lidt godt i glassene. Jeg smagte to øl fra The Bruery, et nyt bekendtskab fra Placentia, Californien.

Saison Rue, 9,5 % rug saison. Det prægtigt skummende øl har en let duft af Brett, men også lidt friske noter. Starter næsten karamelsødt før den tørre Brett smag tager over. Den er tør og krydret og har her følgeskab af en let citrus. Ikke så halm-stald-"våd" som den kan være. Der fornemmes lidt spøjst noget anis samt nellike og koriander. Der er vel nogen slutbitterhed, men det er svært at bestemme gennem den fint krydrede smag. Bryggen føles blød,  mon det er rugens aftryk? Super fin afstemt og der må hostes op med seks skumfiduser.

Smoking wood, 14 % røget rugporter, lagret i bourbon fade. En del fad-sprut møder næsen først. Der er også lidt blomme/svedske med. Den alkoholtunge drik føles ikke særlig voldsom i munden. Chokolade, kaffe, vanilje men ikke megen brændthed i smagen. Modspillet til sødmen  kommer fra nogen slutbitterhed, der sammen med kaffesmagen sørger for, at den ellers ikke voldsomme sødme ikke er eneste spiller på banen. Røgen? Jo der ligger efter nogen opvarmning af den nok lidt for koldt opknappede øl, en fin røgsmag under det hele. Og så falder meget mere på plads i en velkomponeret øl. Selv om den tidligere i disse linjer blev beskrevet som ikke specielt tung, er den tungere end portere normalt - men OK, også imperial. Nærmer sig meget en stout. 5 skumfiduser.


God debut for The Bruery - og Godt Nytår!

#966-967

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar