Tilbage på sporet

Uha, efter sidste indlæg med Penyllan, er det lige før, jeg er blevet bange igen for det sure, syrlige og vilde. Et andet holdepunkt i den verden har for mig været Brekeriet, må se om de kan række en hjælpende øl ud.

Slope, 10 % wild ale, blend af to udgaver af øllen Red Slope, den originale fra Remmarlöv Gårdsbryggeri og Brekeriets klon heraf. Derefter lagrede øllet 17 måneder på portvinsfade. Duft af gammel (port)vin, træ og en smule syre. Desuden kan noget syrnet gær rystes frem fra glassets indhold, sammen med noget frugt, der kan minde om kirsebær. Smagen indeholder næsten søde kirsebær og bitter mandel, tør bark, vinøse noter og en let syrlighed, der ikke bliver dominerende, men indordner sig sammen med øvrige elementer. Lang eftersmag med bitter mandel og syrlighed. En meget let kuldioxid frisker og gør den livligere, end hvad man kunne formode af en velvoksen ti-procenter. Efter mine nylige, mindre gode oplevelser med Penyllan var jeg ved at frygte, at jeg helt havde tabt grebet om vilde og syrlige øl. Heldigvis får Brekeriet med venner mig hurtigt tilbage på sporet med denne meget fine øl. Seks skumfiduser.

 

 

 

#2176

Mærkelige øl #3

Serien mærkelige øl fortsætter med meget ujævne spring og tidsrum mellem opslagene. I dag med en øl fra svenske Brekeriet, der måske ikke fortjener ordet mærkelig, men kombination af røgmalt, sour ale og bourbonfadlagring er ikke helt mainstream.

Röken, 7 % røget og fadlagret sour ale, en del af Vild serien fra bryggeriet og som sådan behørigt både indkapslet og indproppet. Duften signalerer ikke alle (tre) dele af brygget i ligelige proportioner. Der er en dominerende, spids syrlig tone, der river let i næsen. Hvis man insisterer på at bevare næsen tæt på brygget, og får skubbet syrligheden til side, kan jeg svagt fornemme noget vammelt-alkoholisk, som må være bourbondelen. Og lige pludselig kan jeg også erkende noget let røg, men den ligger helt først, godt pakket ind i eddiken. Smagsmæssigt er det stort set en gentagelse af de indtryk, jeg fik fra duften. Samlet bliver det meget lig hvad Brekeriet ellers sender ud i deres Vild serie, i hvert fald som grundøl. Det syrlige fylder mere i det samlede smagsbillede end hvad det gjorde i duften. Jeg er glad for, at der ikke er mere bourbon til stede i smagen, mens jeg nok kunne have tænkt mig at smage bare en anelse mere røg, selv om jeg ikke er sikker på, hvordan røg og syre vil opføre sig sammen. Så det ender med ikke at være så mærkeligt endda, og giver 4 små skumfiduser, pga. ikke helt indfriede forventninger.

#2147

Danish Beer Blog Awards 2019 - Årets udenlandske bryggeri

Det er ikke svært for mig at pege på årets udenlandske bryggeri. Det bliver igen i år svenske Brekeriet for deres kompromisløse stil hvor de (næsten) kun brygger surt og vildt. For der sneg sig sørme en kwike pale ale med i deres portefølje i år, og den var også dejlig.

#BeerBlogAwards2019

Aurora

Røde øl er ret fine at se på. Mange af dem smager også godt ...

Aurora, 7 % vild ale med kirsebær fra Brekeriet. Lagret på Rioja fade. Duft mest noget stramt syrligt, men også noget træfad. Kirsebærrene, som ikke mærkes i aromaen, byder i smagen ind med en fin og dyb sødme, der afretter fermenteringens eddike-syre vildskab til en fin balance. Solbærrene synes jeg er lidt fraværende. Oveni skal lægges en tydelig fad- og vinsmag som er det lykkelige tredje hjul under vognen. Igen må jeg beundre, hvordan Brekeriet formår at komponere en så fin øl, med plads til alle, store som små detaljer. Lækker, og så er den også rigtig fin at se på. 5-6 skumfiduser.

#2051

Brekeriet

Der er endnu en gang fundet øl fra Brekeriet på vej i min mund.

Vanilj, 6,5 % fadlagret sour ale. Efter lagringen tilsat malet vanilje. Den er kun lidet fremtrædende i både duft og smag, og det er ikke en dårlig ting, hvis man har i sinde ikke at støde blogbestyreren. Syrligheden er også moderat, og selv om det nogen gange er set før i Vild serien, så tror jeg måske at vaniljen nulstiller den en smule. Nu er den som grønne æbler, og den bakkes op af laktose og vanilje. En ganske venlig, men dermed ikke sagt uinteressant øl. 4 skumfiduser.


(intet billede)


Slice & dice, 4,7 % glutenfri gose med agurk. Interessant duft med agurk, dild og melon. Den sart lyse øl får fra agurken smag af agurkesalat, der blandet med en let fermenteringssyre, melon og jordbær fra humlen og kun den letteste antydning af salt, giver en smag ulig noget øl jeg før har smagt. Det uventede sker, efter et par tilvænningsforsøg begynder øllet at smage mere end interessant og ender med at blive en ret fin oplevelse. Hurra for brødrene Eks opfindsomhed. Herhjemme kan jeg næsten kun forestille mig brygbrygbryg vove sig ud i lignende eksperiment. Fem skumfiduser.

Raz, 5,3 % vild ale med hindbær og vaniljebønner. Øl og etikette i fuldstændig farveharmoni. Hindbær og syrlighed er de første aromatiske indtryk. Smagen er det samme, hvor syre og frugt får det til at smage af let umodne hindbær. Det slutter med en vis tørhed. Vaniljebønnerne kan jeg selv med bedste vilje ikke genfinde - tror måske de ville kunne have afrundet lidt. Ender derfor med at minde om en anden hindbærøl fra dem. Ikke nødvendigvis dårligt, men lidt uopfindsomt. En sjælden småskuffelse, men nok kun fordi forventningerne altid er tårnhøje. 3 skumfiduser.

Kwike, 7 % pale ale. Fermenteret med den gamle norske gær kveik, som i gamle dage gik i arv fra bryg til bryg, fra far til søn og mellem naboer. Resulterer i en farmhouse type øl. Læs eventuelt mere i dette link. Skumhatten må nærmest betegnes som skumkrone. Helt så stabil som nævnt i den linkede artikel var den dog ikke. Duften er rigtig meget farmhouse og Brett, med stald, læder, urinvædet hø og hestesved. Smagen er klassisk, hvor meget af det samme kan siges; der kan tilføjes røg og rimelig kraftig krydring med bl.a. peber. Da øllet havde været i flasken over et halvt år, var der ikke meget tilbage af humlesmagen. Denne ville jeg gerne have smagt mere frisk. Desværre er Kwike en del af deres specialserie, hvor de kun brygges i begrænset mængde og måske kun en gang. Samlet en rigtig dejlig øl, der IKKE var sur - alene det er jo en raritet fra Brekeriet. 5 skumfiduser.

#1984-1987

Copenhagen Beer Festival

CBF er så vidt jeg ved et nyt koncept og som er en del af et landsdækkende festivalnet. Der var i hvert fald afholdt arrangementer i både Århus og Odense førend det jeg, som inviteret gæst, dukkede op til i København påskelørdag.

Det blev afholdt i yderst rustikke lokaler på Vesterbro. Der var vel en 20 stande, primært fra bryggerier, men også forretninger og importører var til stede. Bryggerierne havde forskellig bemanding: hos de mindre/mindste var de faktiske bagmænd bag disken, mens eksempelvis Hornbeer og To Øl havde udefrakommende ansatte til at skænke op og snakke med folk. Det var klart mest interessant at snakke med de faktisk involverede. Der var kort før start indløbet nogle afbud, så Herslevs og Kihoskhs stande var tomme, ja slet ikke sat op.

Konceptet var at man købte øl i næsten valgfri størrelse hos de forskellige bryggerier. Festivalen havde udstyret gæsterne med en metalkop som det nok var tænkt øllet skulle serveres i. Underlig disposition, da en vurdering af farve, gennemsigtighed, karbonering og almen indtryk helt eller delvis gøres ved at kigge på det opskænkede øl i glas. Alle boder havde da også medbragt plastikkrus, som trods alt var en kende bedre.

Jeg kom kort efter åbningstid og fik mulighed for at snakke med flere af bryggerierne. En sådan mindre festival er det nemmere at komme til den slags end hvis man kæmper om deres gunst og opmærksomhed blandt flere tusinde andre. I de tre-fire timer jeg var der var der vel ikke over et par-tre hundrede samtidig.
Det var nok denne festivals største styrke. Jeg fik mulighed for både at smage på produkter og snakke med folk fra bryggerier, jeg i forvejen havde et (for) lille kendskab til. Publikum forekom at være lidt mindre ølinteresserede på forhånd end hvad tilfældet er under Danske Ølentusiasters festival. Måske det er det segment som festivalen sigter efter.


Jeg fik indsamlet kortfattede noter om nedenstående øl:

Chassis, 7,2 % saison med solbær fra Hoppe.Beer. Masser af solbærsmag og en kende vanilje. Vaniljen er rigtig fint doseret og giver lige et diskret pft til smagen. Tør og farligt dejlig. 5 skumfiduser.

Foreign insemination, 4,9 % dry hopped gose fra BRAW og Brekeriet. To af mine yndlingsbryggerier, hvad kan gå galt? Og gose er i mine øjne og mund en stærkt underbrygget stilart. Her bliver det salte kendetegn, som er typisk for stilarten noget skjult under syrligheden og Citra humlen. Det ender på lidt middelmådige 3-4 skumfiduser.

Black ops, 6,5 % black ipa fra Spybrew. Rigtig fint eksempel på stilen, hvor der både er lakrids, chokolade og kaffe fra det mørke og en fin undertone af humle som har en let dildsmag. De mørke malte er først kommet i mæskekarret under recirkuleringen efter den indledende mæskning. Dejlig øl, 5 skumfiduser.

Jokeren, 6 % NEIPA fra Musicon mikrobryggeri. Dem havde jeg kun dyppet tungen i en enkelt gang før. Tre dage gammel er der så meget humlesmag at det næsten brænder. Det er tropisk og det er lækkert og sikkert sublimt om en uges tid. 4 skumfiduser.

Brett Saison, 7,9 % fra LyngBeer. Et ret nyt bryggeri som bør underøges nærmere. Lige nu er øllet mest Saison karakter, men Bretten er let tilstede. Synes faktisk at det er i fin balance men det bliver nok anderledes over tid når øllet modnes. 4 skumfiduser.

30 miles, 5,4 % San Diego ipa fra Benzo brew. Super tør og ret bitter. Humlen har en lidt sæbeagtig smag. Ikke helt harmonisk. 3 skumfiduser.

Tak til Christian V. Larsen for invitationen og tak til bryggerne for snakke undervejs.

#1966-1971

Endnu et par øl fra Brekeriet

Min yndlingssøster og -svoger giver mig næsten altid et par spændende øl fra Brekeriet når vi ses. Så er det dejligt, at det sker med jævne mellemrum.

Bror, 6 % sour brown ale fra Brekeriet. Fra Wild serien. Har ligget i lang tid på egefade og hygget sig med Brekeriets hus-stammer af diverse fermenterende mikroorganismer. Lidt stram syrlig duft men også rødvin og svag vanilje. Smagen er domineret af syrlige, næsten balsamico-agtige noter. Der skal graves og slynges lidt rundt i munden for at finde en bund med rugbrød og en smule chokoladesødme og det er så flygtigt som Pia Kjærsgaards stuerenhed. Men selv om syren er fremtrædende, er den aldrig alvorligt snerpende. Den mørke brown ale giver lidt mere bund end mange andre øl fra brødrene Ek og det klæder brygget. 4-5 skumfiduser.

Sourbon, 7 % amber ale fermenteret og lagret på bourbonfade i 9 måneder. Duften er ret diskret, det mindst svage element er en let bourbon, lyst brød og svag eddike. Smagen er en blanding af den syrlige fermentering og det let sprittede fra bourbonfadet. Det syrlige har en frugtig undertone henad grønne æbler og stikkelsbær. Bourbonen er kun antydningsvis til stede i smagen og det er nok meget godt. Fin øl, fire skumfiduser.

 #1958-1959

Større omgang fra Brekeriet

I ved det godt, jeg er vild med Brekeriet. Så her kommer endnu en omgang smagsnotitser fra mit svenske yndlingsbryggeri. Stort tak til min søster og svoger for at fremskaffe flaskerne fra Systembolaget og bryggeribesøg og give mig dem i gave.

Picnic Sunrise, 2,7 % sour med hindbær. Brygget med en alkoholprocent, så den kan sælges i supermarkederne (og hos dem selv). Flot rød farve, og minder hermed om en del af de tidligere smagte. Stærk hindbærduft, svagere syrlighed. Den smager også en del af hindbær. Syrligheden er lidt kraftigere i smagen uden at blive overvældende på nogle måder og med en fint prikkende, halvkraftig karbonering, kan det minde om en sodavand, hvor man ikke har husket at putte sukker i. Dejlig frisk, 3-4 skumfiduser.

Lusse Lille, 3,5 % sour. Lillesøster til Lusse Lelle, en meget hypet øl, der bliver udsolgt på under en time, den ene gang om året den sættes til brygges/salg. Den særlige ingrediens er safran, som også bruges til de luciaboller der sælges i Sverige i december måned. Det er lidt pikant med gulligt ølskum! Jeg fanger noget ret syrligt og vildt fermenteret i duften, sammen med noget ukendt. Jeg er ikke velbevandret i safrans aroma og smag, men mon ikke det er den aroma, der pirrer? Smagsmæssigt forsvinder det ukendte, og det er mest en noget syrlig øl, der glider indenbords. Ved andet ophæld kom bundfaldet med i glasset, og så smagte det lidt mere af noget fremmed. Ud fra denne øl forstår jeg ikke helt hypen omkring søskendeølparret, men vil meget gerne teste den ældste på 6,5 % for at se om den bedre kan holde på og dermed afgive smagen af safran og luciabolle. Her og nu 3-4 skumfiduser.

Sieben, 5,5 % sour i et samarbejde med 7venth Sun fra Florida. Duften er let sur-syrlig, ikke så påtrængende, men alligevel med en eddikenote. Dertil lidt træ og æble. Smagen er både domineret af en svag eddikesyrlighed samt noget mere Brett-lignende vildskab. Frugtsmagen er æble og måske lidt hyld, og der er en mælket undertone og noget skarpt træ/fad. Egentlig er det ukorrekt at påstå at smagen er domineret af syrlighed, for det er samlet diskret, men klart mærkbart. Klassisk ølbitterhed finder man ikke rigtig i denne type øl. Lækkert bryg, 4-5 skumfiduser.

Maschusch, 5,4 % sour med hyldeblomster. Mere frugtsyrlighed og mindre træ og eddike i sammenligning med foregående, både i duft og smag. Jeg havde nok ikke gættet på hyldeblomst hvis jeg blindt skulle have gættet på tilsætningen, dertil er dens smag for svag i forhold til fermenteringens syrlighed. Jeg får mere association til æble. Næsten lidt pudsigt at jeg i Sieben syntes jeg kunne mærke hyld ... Igen en god, frisk syrlig øl, der måske ikke helt er på begynderniveau bestemt heller ikke bør skræmme nogle fra at prøve. Samtidig et udmærket glas. 3-4 skumfiduser.

Cherry Red, 6,2 % sour i samarbejde med Green Bench Brewing Co. (Florida). Som navnet antyder er der svenske körsbär i (så fik bloggens læsere lige et nyt svensk ord i deres vokabularium!). Duftmæssigt er der ret meget surt, med toner af kirsebær, mandel og træ. Smagsmæssigt starter den frisk syrligt, men ikke så stærke noter af kirsebær, men så kommer en voldsom eddikesyrlighed med træ og lidt vildskab. Jeg kan smage syre og lidt kirsebær lang tid efter synkebevægelsen. Dette er en af de mere krasbørstige fra Brekeriet. Den er således lidt sværere at bælle i store mængder, men det er også en form for nydelse. 3-4 skumfiduser.

Purpur, 3,5 % sour lavet med kirsebær og solbær. Også her en syrlig duft, hvor frugtindtrykkene med lidt god vilje kan erkendes som kirsebær med en lidt mere mørk tone fra solbærrene. Det river lidt i næsen med duft af eddike og træ. Smagsmæssigt minder den om foregående, og jeg synes mange af deres øl i denne Vild serie (Sieben (dog mindre udtalt), Maschusch og Cherry Red fra dette blogindlæg) tydeligt bærer præg af den huskultur, som øllet er gæret med i egetræstønderne, og lidt mindre af det, der er tilsat som smag. Smagen indeholder dog både de udlovede kirsebær og solbær, sammen med det friske, syrlige og det decideret mundsnerpende. 3-4 skumfiduser.

Rips, 3,5 % sour lavet med ribs. Rips, det skånske dialektnavn for bærret, der på svensk ellers hedder røde vinbær. Endnu en fra Vild serien, med samme grundduft af syrlighed men også med et indslag af ribs, som jo i sig selv også er ganske syrlige. Smagen bliver da også surt med syrligt på, og med en krasbørstig bund af fermenterede produkter. Der er nok serien igennem også noget mere funky under alt det syrlige, men det er svært at smage rigtig. Jeg lander igen på 3-4 skumfiduser, men jeg vil ikke udelukke, at havde jeg siddet en varm sommerdag, ville det formentlig have udløst en lidt større belønning.

Field Trip, 3,5 sour med passionsfrugt. Duften er en del passionsfrugt og noget skarp syrligt. Lidt eddike og træ. Smagen er frugtsyrlig af passionsfrugt men jeg fornemmer ikke megen mælkesyre og kun en svag brettanomyces. Det er noget yoghurt over eftersmagen med let syrlig mælk, men samlet er det ikke voldsomt men ret behageligt. Passionsfrugten er jo noget parfumeret og det er smagen også her. 4 skumfiduser.

Lilac, 5,4 % sour med syren. (Med tryk på anden stavelse). I afslutningsøllen for denne gang er en syrlig-sur duft fremtrædende. Der er også frugt som jeg synes er fersken sammen med noget blomstret. Smagen indeholder flere strenge hvor den syrlige først giver sig til kende men det er ret diskret. Brygget føles rimelig fyldigt trods ikke særlig høj procent sats. Fylden er med en del frugt og blomster der mildner det syrlige. Jeg fanger også en del lyst brød fra malten. Jeg ikke rigtig syren (blomst) i hverken duft eller smag men mere en ferskenkarakter. Jeg synes den er fin og den lidt mere fylde klæder den godt. Og igen er det ikke en voldsomt snerpende syrlig øl, på trods af let stramme noter og lidt rivende træ. 4-5 skumfiduser.

#1936-1944

Nyt fra Brekeriet

Jeg har smagt noget nyt fra Brekeriet; er ikke sikker på om de begge er deciderede ølnyheder, men de var nye for mig. Jeg forventer som altid en god oplevelse.

Mon Chéri, 5,2 % vild ale fermenteret med kirsebær og lime. Der er ret meget kirsebær i duften som lægger en smule dæmper på det syrligt vilde. Det ligger der dog nedenunder og har lidt af en frisk træagtig duft, udover eddike. Smagen er initielt kirsebær, der efterfølges af en dobbelt syrlighed fra lime (først) og derefter vildgæring. Jeg fornemmer noget yoghurt men ellers ikke ret meget fra den anvendte Brettanomycesgær, hvis aftryk ikke kan hamle op med mælkesyrebakterierne. Men det bliver aldrig eddikesurt at drikke, kun en smule mere forfriskende. 4-5 skumfiduser.

Hallon (hindbær på svensk), 5,3 % sour ale. Lagret i lang tid på egefade med blandede huskulturer. Allerede det første snif på halvdistancen afslører, at der er sur vildskab i glasset. En markant syrlighed og træ med en let antydning af hindbær. I smagen er hindbærrene stort set væk, kun en meget hurtig antydning i begyndelsen. Derefter følger syre og vildskab der næsten udarter og giver en brændende fornemmelse i eftersmagen. Det er rimelig krasbørstigt og selv om jeg godt kan tåle og endda lide det nu, efter mange års tilløb, er den ikke letdrikkelig. Men gode øl skal nydes og gerne i roligt tempo. Her ender den på 4 lidt mindre skumfiduser.

#1842-1843

Brekeriet forever

Jeg er voldsomt begejstret for svenske Brekeriet og deres konsekvente ølstil. Her en ny omgang som mine søde søster har skaffet til mig, samt notater fra en mini tap takeover på Barr.

Wrapped in Red, 5,6 % Berliner Weisse brygget med de røde bær jordbær, hindbær og kirsebær. Det giver en svagt syrlig-skarp duft fra de fermenterende mælkesyrebakterier, blandet med frugt hvor det primært er hindbærrene der kan duftes. De er også den mest fremtrædende i smagen af de tre, hvor kirsebærrene er svære at fange. Syre, træsmag og en næsten gose'sk lille slat salt fuldender brygget. Der er frugt, men det bliver ikke til sød saft men en frisk, perlende og ganske behagelig BW. 4-5 skumfiduser.

Bridgman Camper, 4,4 % Lichtenhainer i samarbejde med Transient Artisan Ales, Michigan,USA.
Lichtenhainer er en røget surøl med hvede. Oprindelse i byen med samme navn i det centrale Tyskland, hvor den var på højden af sin popularitet i slutningen af 1800 tallet. Den figurerer ikke i Danske Øldommeres stilarter men er med i oversigten over historiske stilarter fra amerikanske Beer Judge Certification Program. Nåede ikke langt udenfor Lichtenhain i sin tid, men gamle stilarter står til at blive genopdaget af mere seriøse mikrobryggerier. Den dufter syrligt i en kombination med tør røg. Smagen er æble og citron, syrlighed og først ingen røg, men den kommer og mærkes oppe i ganen lige før nedsvælgning, men bliver aldrig rigtig markeret. Der er også en smule saltsmag i denne øl. Røgen fungerer fint i samspil med det syrlige, jeg tror det ville have været endnu bedre med lidt mere fremtrædende smag af røg, især fordi den ikke er af den vamle slags men mere tør. Jeg ville gerne her love mig selv at opsøge alle de Lichtenhainere, der findes på markedet, men jeg mistænker det er lidt af en niche. Måske samarbejdspartneren TAA har lavet noget i den stil? 5 skumfiduser.

Collabski, 7 % sour (et samarbejde med Brewski). Jeg fanger faktisk alle tre tilsatte frugtingredienser i duften, med hindbærrene forrest og ananas og passionsfrugt lidt svagere. Desuden en træfadsagtig syrlighed. I smagen vinder syren over frugterne, men de er ikke undertrykte. Ananassen er den frugt, der varer længst i eftersmagen. Der er en smule mere fyldighed end normalt i sour, men det er stadig i en let ende af skalaen, trods de 7 procent. Igen en rigtig dejlig øl, 4-5 skumfiduser.

I slutningen af marts var Brekeriet forbi Barr, hvor de præsenterede deres nye Vild Cassis samt overtog en del haner. Dagens ølkort så således ud:

Jeg fik smagt nedenstående tre.

Vild Cassis, 5 % ale med solbær. Stærkt syrlig øl, med betydeligt fadpræg. Solbærrene bidrager med både med ren frugtsmag samt antydning af mandel, spøjst nok. Først angribes der med syren, der ledsages af en let funky gærsmag, og så kommer frugten og glatter lidt ud; selv den syrlige frugtsmag er mildere end øllets grundsubstans. Træ- og funksmagen er det, der varer ved ind i eftersmagen. Det er en øl, som jeg i starten af min bloggerkarriere ikke så som ville have kastet et øje efter. Men heldigvis har min interesse udviklet mine smagsløg og ølpræferencer. Det er dog stadig en øltype til langsom nydelse fremfor hastig rus. 4-5 skumfiduser.

Lick my Bub (fejlstavet på menukortet), 5,3 % gose med hindbær og lakrids. Utrolig fræk blanding! Hindbærrene, lakridsen og det salte fra gosen mixer sammen i et perfekt blend, hvor hindbærrene er det blide/søde, lakridsen mellemakten og gosen den lidt vrede afslutning. Samlet i en blød og lækker bryg, som efter den vilde cassis opleves som det rene slik. Gose er en sjælden stil, men heldigvis ikke helt ukendt for Dude Beering. Øltypen behager og udfordrer nogle gange. Her ryger den næsten helt i top med 5-6 skumfiduser.

Alpha Beta, 4,7 % Berliner Weisse med rødbede, lime og vanilje! Øllet skænker op med lyserødt skum! Det dufter kraftigt af lime. I smagen fandt jeg langt om længe ud af, hvordan vanilje i øl skal tæmmes: med lime! I den anvendte dosering spiller de to ping-pong med hinanden, hvor først den ene, så den anden får overtaget i min mund. Svagt underneden, måske lidt for svagt, figurerer rødbeden med let sødme. Berliner Weisse basisen forsvinder nok lidt i limesmagen. Men den er rigtig fint komponeret, igen. Fem skumfiduser.

#1716-1721

Lette svenskere

I flere nordiske lande kan man kun købe øl i almindelige butikker op til en vis procentgrænse. Således kan man i Sverige kun få øl op til 3,5 % i supermarkederne. Det kan give visse brygtekniske udfordringer, men samtidig eksisterer der også ølstile, der ikke er stærke. Et kort besøg i Stockholm gav anledning til at undersøge hvad hylderne i ICA havde at byde på. Jeg valgte kun flasker fra svenske bryggerier, men både Mikkeller og To Øl var også at finde.

Picnic, 2,2 % sour ale fra Brekeriet. Økologiske ingredienser, blandt andet rabarber, og fermenteret ved hjælp af mælkesyrebakterier. De afgiver en karakteristisk mælket-karklud-sur duft. Øllet er som forventeligt ganske tyndt men flere af de andre produkter fra brødrene Ek har ikke voldsomt meget krop uden at det går ud over smagen. Der er her en fin syrlighed mens rabarberen er noget diskret til stede. Friskt og mundrensende og det rækker til fine fire små skumfiduser.

Spinnaker, 3,5 % session IPA fra Nynäshamn Ångbryggeri. En fin frugtig duft med fersken og mango. Faktisk en pæn fyldig og næsten kremet mundfylde - godt gået de lave procenter taget i betragtning. Smagsmæssigt er den mindre spændende, hvor der næsten kun bydes på ren humlebitterhed. Jeg kan se at holdbarhedsdatoen kun ligger et par måneder frem, og så kan den snildt være et år gammel, og det har ikke bekommet den vel. Så efter en lovende duftmæssig og taktil indledning, ender den lidt skuffende. Tre af de allermindste skumfiduser.

Manu, 3,5 % sour fra Tempelbryggeriet. Samme grundduft som Picnic, men her også med den tilsatte mango iblandet. Smagen er en balancegang mellem det sure fra de vilde bakterier (tilsyneladende tilsætter de ikke selv mælkesyrebakterier) samt den noget sødere frugtsmag fra mangoen. Vippen hælder mod det syrlige men frugten bløder en smule op og gør den lidt mere venligtsindet, skulle man have problemer med syren. Fin øl, men den er faktisk over den angivne bedst-før dato, uden at jeg dog tror at det har influeret noget på smagen. 3-4 skumfiduser.

Session pale ale, 3,5 % fra Poppels bryggeri. Økologiske ingredienser. Lige når den åbnes kommer en fin duft af frugt og fyr min næse i møde. Der er brød og næsten lidt karamelsødme i smagen, sammen med en rimelig kraftig humlesmag af passionsfrugt, solbær og fyr, men den lette bryg formår ikke at holde på det særlig længe og den blivende smag er en medium bitterhed. Det bliver til en lidt underlig bitterhed, ikke helt i harmoni med øllet. Så længe det varede en fin oplevelse og man kan nok ikke forvente det helt vilde, men afslutningen trækker ned. 3 skumfiduser.

Vinterbrygd, 3,5 % økologisk brown ale fra Nils Oscar. Næsten ren maltet duft og ikke meget andet. Malt, rugbrød, ristede noter og nødder fylder i smagsbilledet i en bryg der er forbavsende fyldig og de fader ikke meget ud. Der afsluttes med en ren bitterhed af en karakter, som jeg tidligere ikke har brudt mig om, men som ikke skurrer så meget her. For at holde sine sølle lovlige 3,5 % er den faktisk meget god og fortjener fint fire skumfiduser.

De syrlige øl klarede sig fint og de ligger heller ikke alkoholmæssigt så langt fra de "rigtige" udgaver. Og så overraskede Nils Oscar med en fin brown ale. Jeg bliver nok ikke fast kunde i svenske supermarkeder efter dette, men små guldkorn kan findes.



#1675-1679

Surt og vildt

Svenske Brekeriet dyrker det vilde og det sure i øl. Jeg har haft dem på bloggen tidligere men nu hvor jeg i langt højere grad har lært at værdsætte det syrlige, må det være passende at have et lidt større indlæg med øl fra dem. Jeg var nemlig så heldig at få seks for mig ikke-smagte øl i fødselsdagsgave - så bliver det ikke meget bedre for en ølblogger. De laver forskellige serier på bryggeriet. Wild Bunch som er brettanomyces fermenteret øl, Sour Patch som er de sure øl, og så lejlighedsvis Special, som er enkeltbryggede øl i begrænset oplag. Min gave indeholdt to fra hver af de tre serier. Først de to specielle:

My Oud Swede, 5,0 % witbier i samarbejde med Brasserie de la Senne. Duften indeholder syrligt som karklud og yoghurt, og lidt skarpt i form af træ (fade) og eddike. Den ganske lette bryg indeholder et væld af smage. Det starter lidt skarpt ud med syrlighed og træ. Efter et øjeblik bryder  fine frugtnoter frem, jeg kan smage æble, blomme og fersken. Syrligheden vender tilbage, mere som citron hvor den indledningsvis var lidt skarpere som rødvinseddike. Hele tiden er der en let antydning af ædel råddenskab og syrnet mælkeprodukt. Der er ikke meget tilbage af en klassisk belgisk witbier efter denne tur hos brødrene Ek, men det gør så sandelig heller ikke noget. 5-6 skumfiduser.

Wild & Juicy, 7,2 % vild ale. Meget stald og brettanomyces i duften, der overskygger næsten alt andet, men en smule syrlighed erkendes. Smagen indleder med noget bitter mandarin/appelsin som har en rimelig kraftig frugtkomponent udover det bitre. Så kommer der funk og mælkesyrebakterier indover men det bliver aldrig eddike, men kontrolleret syre. Det er svært at snakke om humlebitterhed i disse syrlige øl, men den skal jo nok være der et eller andet sted. Bryggen forekommer en smule mindre sofistikeret end foregående og med sin kraftigere alkohol også en, der træder med lidt større sko. Den kommer til at score noget lavere men stadig pænt med fire skumfiduser.

Næste to er de vilde øl, begge med frugt:

Rhubarbe, 5 % farmhouse ale, med økologisk rabarber. En fin staldduft røber bretten og der er tillige noget syrligt som kan stamme fra den røde stængel, der er tilsat under fermenteringen - tør-rabarbering? Smagsmæssigt ikke en øl der iført boksehandsker giver dig lammende uppercuts, men en mere diskret og let øl. Den fremviser en fin afstemt blanding af gæren, med dens tørre smag og rabarberens frugtsmag såvel som syrlighed. Har en både blød mundfølelse, måske fra den anvendte hvede, og prikker samtidig insisterende med dens fine karbonering. En elegant tørstslukker, der formentlig vil gøre det lidt bedre i sommervarmen, men den kan sagtens begejstre selv i de mørkeste måneder. Fire skumfiduser.

Rhuboise, 6 % ale med rabarber, hindbær og såmænd også vaniljebønner. Det er mest hindbærrene der markerer duftterritoriet, med meget let yoghurt. Også i smagen er det først hindbærrene sammenblandet med en del syrlighed, som vist ikke udelukkende stammer fra rabarberen, for jeg aner i tredje mundomslyngning af væsken noget træ/fad med lette eddiketoner. Jeg ved ikke rigtig hvad der er sket for bretten, måske er hindbærrene for overdøvende - ikke at de fremstår som sådan i produktet, men derfor kan de måske nok undertrykke. Samlet lidt mere tart end funk, som det siges udenbys, men stadig fint og med lidt mere karakter end foregående. Og helt uden vaniljesmag! Fire skumfiduser.

Og sluttelig de to sure/syrlige:

Sour & Salt, 4,6 % gose (økologisk). En duft med mange lag. Jeg kan mærke noget surt, jeg fanger også noget mere vildt, der er yoghurt i, og så en lidt skarp tone. Smagen er lige så rig på facetter. En citrusfrugtsmag som blander sig sammen med det syrlige fra mælkesyrebakterierne, noget lidt blødere mælket, og så den fineste antydning af salt, som det skal være i en gose. Bakterierne giver også en lidt skarp smag henad noget træ, synes jeg. Egentlig bitterhed synes jeg ikke jeg kan smage, men det kan drukne lidt i det syrlige. Jeg skal også anstrenge mig meget for at fange det tilsatte koriander - jeg fornemmer mest en lidt "grøn" smag. Samlet er det rigtig godt og gose er en stil, jeg har forelsket mig i, lidt efter lidt. Så der uddeles uden blusel fem store skumfiduser ud.

Purple Rain, 5,3 % Berliner Weisse med solbær og passionsfrugt. En velkendt duft fra syrlige øl, med syrlighed, mælkeprodukt og her også erkendbare spor af solbærrene. Det river lidt. Smagen er umiddelbart meget præget af gæringen med bl.a. mælkesyrebakterier, som giver syre og yoghurt. Da de tilsatte frugter og bær ikke i sig selv er særlig søde men let syrlige på en anden måde, hæves pH værdien ikke synderligt ved deres tilstedeværelse. Jeg kan godt smage solbærrene men er ikke sikker på, at jeg kan pille passionsfrugten ud af det samlede billede. Efter lidt kalibrering/tilvænning, dæmpes de syrlige indtryk lidt og en svag sødme når at gøre entre kort før væsken endegyldigt trænger videre gennem mit indre. Den her er mere snerpende og langt fra så hår-medstrygende som den foregående, men har sin egen friske charme. 4 skumfiduser.

Der skal lyde en stor tak for fødselsdagsgaven til søster og svoger. Køb endelig flere varianter fra Brekeriet når I besøger Systembolaget!

#1669-1674

Sure svenskere

Svenske Brekeriet har en forkærlighed for landlige og syrlige øl, ja de laver vel stort set ikke andet end vild- eller Brettanomycesgæret øl. De producerer på to steder i Skåne; på det ene anlæg laver de øl under fællesnavnet Wild Bunch, som alle er fermenteret med både Brettanomyces og Saccharomyces stammer. Det andet anlæg er reserveret til sour øl, kaldet Sour Patch. Jeg har tidligere smagt både deres Saison og Funkstarter, begge fra Wild Bunch serien. Her er en tredje fra den serie.

Brillant, 5,5 % saison. Landlig idyl opstigende fra glasset, ikke helt som i disse dage, hvor Danmarks vigtigste naturressource, det brune guld, køres rundt overalt i landskabet og luftes til fælles glæde for folk og fæ. Ikke helt, men en anelse mere urin/syrlighed i den ellers tørre og krydrede aroma. Heldigvis mere afslappet i smagen, som byder på lyst brød fra maltbunden, en typisk Brett-krydring, men i den lette ende, og en anelse syrlighed som jeg fornemmer er fra humle og ikke vildgæring. Svagt bitter, og i øvrigt ganske let og blød i mundfylden, med en mellemgrad af karbonering. Det ender på fire skumfiduser.

#1321

Noter fra ølsmagning

Var primo november igen til ølsmagning hvor det blev til vist 47 forskellige, nye øl. Notaterne derfra kommer over de næste 5-10 opslag her på bloggen.

Første tema er svensk øl, herunder tre fra Eskilstuna Ölkultur:

Modern Veteöl, 4,8 %. God græsduft og let citrus. Belgisk type men humlet så meget så det næsten smager mere af pale ale. Stram fyr i humlen. 4 skumfiduser.

Sommarale, 5,4 %. Lidt underlig besk og krydret. Ikke helt behagelig. 2-3 skumfiduser.

Pale ale, 5,0 %. Svag duft. Ret smagrig men er det humle eller malt der smager? Igen en lidt underlig sammensætning. 2-3 skumfiduser. Denne er smagt tidligere med helt andet resultat.

Argouse Havtorn, 5,2 % fra Brekeriet. Dejlig Brett duft fra glasset. Noget mere syrlig end en typisk Brett så det tenderer en sour. Er det havtornen? 3 skumfiduser.


Highnose Brew Twisted Twin dIPA-ish, 7,6 % imperial IPA fra Höganäs Bryggeri. Rigtig god humleduft af gæret frugt og tør fyr. Meget frugtig i smagen med appelsin, tropisk frugt, fyr og harpiks. Lidt let maltfylde og stærk humleprofil for at være en imperial IPA. 4 skumfiduser

#894-897 (pale ale fra Eskilstuna tæller ikke med)

To skandinaviske saison

Saison, 6,5 % fra Brekeriet, Sverige. Med blandt andet hvede og Brettanomyces. En Brett duft i den lette ende af skalaen, iblandet nogen syrlighed. Smagen kan karakteriseres som let og frisk, hvor friskheden skyldes en bid frugtsyrlighed, og så ligger Bretten et antydningens skær af smag henover. I eftersmagen er det dog Brett, på en lidt røget måde. Den friske syrlighed er som antydet fint doseret, og alt-i-alt er dette en super øl til når græsplænen er slået. Burde nok derfor anskaffe mig en plæne ... 4-5 skumfiduser.

Højsaison, 7,5 % saison fra Ugly Duck i samarbejde med Kolding bryglaug. Fin duft af Brett, men det reklameres der ikke med skulle være brugt? I stedet omtales der noget fransk gær. Smagsindtrykkene indeholder også Brettnoterne, der fletter sammen med en saisons tørre, græssede, pebrede og fintkrydrede udtryk. Citra humlen, der i følge etiketten (kun?) er anvendt til tørhumling, tilfører yderligere citronsyre, men ikke så megen bitterhed. Der er en fin underliggende sødme. Krydringen og citrusen er de efterblivende elementer. Samlet en meget fin forårsøl der er mere funky end saisony, der nok bør nydes og ikke bælles! 5 skumfiduser.

#685-686

Malmö Öl & whisky festival

Dudebeering havde fået en god julegave: Indgangsbillet til Malmö Öl og whisky festival. Meget nemt at komme dertil: Øresundstog til Hyllie og så højst 5 minutters gang til Malmömässan. Billetten gav et øl- og et whiskysmageglas. Der var samtidigt en messe for vin og delikatesser, så man kunne rigtig forlyste ganen. Ved ankomst kl. 13 var der ganske god plads i hallen.

Nåede relativt beskedne 13 smagsprøver. De kostede mellem 15 og 30 kr. stykket. Gik efter noget jeg ikke havde prøvet før og selvfølgelig med fokus på noget der er sværere at finde herhjemme, men undtagelser fra reglen blev gjort. I kronologisk rækkefølge smagte jeg:

VS Mosaic, 5,5 % IPA fra Mohawk. Brygget hos belgiske De Proefbrouwerij (som Mikkeller, To Øl og mange andre ghost brewers bruger). Del af en single humle serie. Let bryg - ikke megen duft, men denne og det meste øl blev også serveret alt for koldt. God, men let IPA smag, med bitter citrus og kun let fyr. God blød start på festivalen, 3-4 skumfiduser.

Armageddon IPA, 6, 66 % IPA fra Epic brewing company (NZ). For kold til at kunne udsende nogen duft. Lidt mere fyldig end foregående. Ingen maltsmag - kun ren humleguf: grape og masser af tør fyr. Ren og fin humleeftersmag. 4 skumfiduser.

Dark Matter, 10 % Imperial stout fra Flying Couch. Fik en snak med Peter Sonne som stod ved disken (der også havde øl fra danske Stronzo, Amager, Det Lille Bryggeri). Tilsyneladende brygger de mest til fad som leveres til gode københavnske ølsteder som Ørsted, Søernes m.fl. Jeg har selv vist kun set flasker fra dem hos Høkeren. Denne dufter af kaffe og røg. På trods af de pæne procenter ikke overvældende tung. Smag af lys chokolade, røg, kaffe og mere markant sødme end normalt for typen. Nok god som dessertøl. 3-4 skumfiduser.

Hög Standard, 7 % skånsk västkust IPA fra Lundabryggeriet. Meget tør og stram duft. Dette genfindes også i smagen som ikke indeholder meget andet end en super tør, stram og fyrrig bitterhed. Der er brugt Cascade, Centennial och Amarillo humler. Tungen efterlades lidt i struktur og form som en opvreden karklud. 4 store skumfiduser.

Funkstarter, 5,5 % lantöl fra Brekeriet. Dejlig Brett duft, men også noget jeg fornemmer som laktose.. Let, lys øl, som har de fine Brettsmage af græs, hest, stald osv. Måske lidt for tyndbenet til at kunne bære helt igennem, men jeg har jo lært at holde af Brett. 4 skumfiduser.

Så nåede jeg til importøren AST Wines stand. De havde mange ganske fine øl, og jeg hang ud der et pænt stykke tid.

Castaway Chocolate Orange IPA, 7,5 % fra Thomas Creek Brewery. Mørk øl, med lidt mere (måske optisk betinget påvirkning) fylde. Duft af harpiks. Også harpiks i munden - tør, fyrret, let sprittet rosiner og alligevel hurtigt overstået. Man bliver nødt til at tage en hurtig tår til. Den tilsatte chokolade og appelsinskal skjuler sig i det tunge humlebombardement. 4-5 skumfiduser.

Dirty Stop Out, 5 % røget ege stout fra Tiny Rebel (walesisk bryggeri). Forbløffende at en stout kan være på kun 5 % - og den er da også mere henad porter. Let æble i duften, Æblen genfindes også i smagen, der efterfølgende byder på let røg og en lidt blød-sød afrundning. Også en smule røg. Men samlet lidt for let og diskret, uden at være dårlig. 3 (små) skumfiduser.

Netherworld, 6 % sort IPA fra canadiske Flying Monkeys Craft Brewery. Fik ekstra i glasset - men det behøvede de nu ikke. Rund maltsmag, og på en måde lidt porterkarakter. Men der er rigelig med humle til at tilbagevise den illusion. Alligevel er det samlede smagsbillede lidt tyndt. Syre, chokolade, meget let humle - fyr; slutbitterheden er på trods af forbeholdene en god humler værdig. Underlig sammenblanding der ikke helt fungerer. 2-3 skumfiduser.

Surrender Mönkeys, imperial red ale fra Malmö Bryghus. Tør stram duft, let i munden med en fin maltkrop, der dog må overgive sig til en fin, tør fyrret og bitter humle. OK, men nu burde det snart have været slut med IPA for denne gang! 3-4 skumfiduser.

Man in the Moon, 6,5 bourbon IPA fra Amager. Må være lagret på bourbon fade med det navn. Grundbryggen er en fin Amager-like IPA, med super humlet smag. Den mulige lagring på fade giver sig måske udtryk i en sødlig undertone der dog hurtigt fordamper. God øl, men den stockholmske pub der ellers har bestilt og fået resten af batchen, har ikke købt noget unikt. 4 skumfiduser.

Up the Creek, 12,5 % ekstrem/dobbelt/imperial IPA fra Thomas Creek Brewery. Igen en øl der var alt for kold til at nogle dufte blev afgivet, endsige opfanget. På trods af kulden smager den voldsomt allerede fra første sip. Svesker, sprut, rosin, harpiks er de tunge malt/frugt smage, som er i stand til at spille op imod humlen, som ikke fremstår vild, men dog med en kraftig slutbitterhed. Er temmelig alkoholrig i smagen og det begynder at snerpe henimod barley wine. Voldsom, men skøn. 5 skumfiduser .

Hop Devil, 6,7 % IPA fra Victory Brewing Company. Halvtung maltduft med tunge mørke frugter. De samme smage går igen når munden åbes og der bliver loadet ind. Humlen er klart til stede, men bliver noget holdt tilbage af den gode og stærke maltprofil. Interessant "almindelig" IPA. 4-5 skumfiduser.

Old Rasputin, 9 % imperial stout fra North Coast Brewing Company. Fra den kølige bryg en røget duft af tang - lidt som en god whisky! Men også chokolade og kaffe. Ret diskret da først jeg fik løftet glasset og åbnet munden. For at være en imperial stout (med rating 100 på RateBeer) noget let og forsvindende i fylden. Smagselementerne som de vel skal være, men af den diskrete (pga kulden?) slags: kaffe, tobak, røg - men ingen sødme. Nogen røgbitterhed i eftersmagen. 3-4 skumfiduser.

Fin festival, der bød på nogle svenske bryggerier man ikke ser herhjemme, samt nogle nye udenlandske bekendtskaber. Mange af importørerne havde også deres varer på Systembolaget, så jeg skal helt sikkert til at udnytte min Sverige-bosiddende søster til flere indkøb! Savnede lidt at der var flere af bryggerierne til stede samt at de havde lavet noget specielt til festivalen. Tilsyneladende var det kun svenske Brekeriet, der havde Brettøl med. Dem vil jeg holde øje med.

#621-633