Viser opslag med etiketten Haandbryggeriet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Haandbryggeriet. Vis alle opslag

onsdag den 15. juni 2016

Norsk-amarkanske øl

Sidste år lavede Amager bryghus en lille håndfuld samarbejdsbryg med svenske kolleger. I år besøgte tre norske bryggerier gutterne i Kastrup og bryggede følgende bryg sammen.

The Gay Gondolier, 8 % imperial caffe latte brown, med Nøgne Ø. Der er en duft af sukker, malt og lidt lukket rum. Smagen er fortrinsvis sød, med balancerende elementer af kaffe, nødder, træ og en frisk, ren bitterhed, der ikke har meget af en medfølgende humlearoma ombord. Den ender faktisk med at snerpe en del til sidst, på trods af både laktose og demerara sukker tilsætning. Det hele spiller dog sammen på en fornuftig måde, hvor ingen af de to modpoler får et overtag, men supplerer hinanden. Faktisk en helt hæderlig brown ale, til 4-5 skumfiduser.


Brown Boobies Falling, 7,5 % imperial kokos porter, i samarbejde med Lervig Aktiebryggeri. Der er anvendt kokospure i denne øl - på forhånd var jeg lidt skeptisk til, i hvor stort et omfang det satte aftryk på denne øl. Duften afslører dog ikke noget - her er kaffe og let røget stemning. Smagen lader sig heller ikke påvirke af mosen, der er kaffe, ristede og en pæn slutbitterhed. Der er en underliggende chokoladesødme, hvori der meget let kan anes noget kokos, men kun som en subtil hentydning. Der er også anelsen af en let syrlig humlesmag. Alt i alt fremstår den lidt råt, med kant og en pæn fylde, men så er det jo også en imperial porter. Den kan nydes, men nok ikke i ubegrænsede mængder - det kunne den foregående heller ikke. De brune suler får samme 4-5 skumfiduser.


The Unbelievable Alligator Dong Flop, 7,5 % imperial india saison, brygget med Haandbryggeriet. Smagte den flygtigt til Danske Ølentusiasters Festival for nylig, hvor jeg beklagede mig lidt over navnet! Det skal dog ikke forhindre mig i at kaste den i ganen igen, og smage lidt mere grundigt. Duften er et mix af tør saison og lettere frugtig humle. Smagen er initielt mest saison; tør, krydret, træagtig, lakrids og hø. Humlen er lidt trængt i baggrunden men formår alligevel at give et lettere citruspræg til smagen. Den ender lidt bittert; det er vist både en blanding af gæren og humlen, der frembringer det. Jeg synes de to stilarter er blandet fint i denne flaske og kvitterer for tredje gang med 4-5 skumfiduser.



Dette års skandinaviske samarbejde falder således ret godt ud, i hvert fald hos mig. Udvider Amager samarbejdet til Norden næste år, og kan de finde islandske og/eller finske bryggerier at lege med? Svaret er endnu uvist - og i Sverige er der stadig rigtig mange gode legekammerater. Til sidst vil jeg konstatere, at ølnavnene og etiketteteksterne har fået yderligere en stramning henimod det ekstreme, næsten fjollede, men det er jo også en måde at skille sig ud på. Heldigvis gør flaskernes indhold det samme - i en positiv retning!


#1348-1350

torsdag den 8. august 2013

To røgede øl

Rauchbier, 5,2 % røgøl fra Krenkerup. Let sødlig/vammel røgduft. Ikke megen fylde i munden, kun lidt brødsmag fra malten med karamel og nødder. Røgen er ikke særlig tilstedeværende, men er der dog. Nærmest prikkende, uden at være dominerende. Ikke helt så opfriskende som røg(øl)smag kan være, bliver lidt for sødlig/vammel i længden. Som et første stop på røgølsruten kan den nok fungere, men der er et stykke vej til de bedste tyske (uden at jeg på nogen måde skal påberåbe mig det store kendskab til genren). 2-3 skumfiduser.
Indkøbt meget lokalt på Lolland
Røyk Uten Ild, 8 % røgøl fra Haandbryggeriet. Dufter som ventet af røg. Mediumfyldig maltsmag med chokolade, tobak, bitre nødder og sprittede mørke bær. Røgsmagen ligger let henover og afløses af en fin røgbitterhed, der til denne type er tilpas diskret. Amarillo humlen er brugt og en hvedeølsgær, men jeg synes samlet det mest ligner en røget porter. Så selv om det måske ikke er en typisk røgøl efter tysk opskrift, synes jeg den er rigtig god. Sniger sig lige op på 5 skumfiduser.


Gave - tak Jesper og Valeria!

#421-422

søndag den 9. juni 2013

Lav procentige humler

Her er par godt humlede øl med pilsnerstyrke eller derunder. Lige til at bælle!

Dead Pony Club 3, 8 % californisk pale ale fra Brew Dog. Næsten en børneøl! Meget grape i duft og også i smagen. Ikke meget maltfylde. God tør smag men lidt enstrenget ipa. Rigtig god smag for så alkohol-let en øl. God og fire skumfiduser.




Humlesus, 4,6 % Citra hop pale ale kalder de selv stilen, fra Haandbryggeriet, batch 574. Igen en øl som akkurat kun holder almindelig styrke. Skarp duft af fyr og citrus. Let i munden, ikke megen fylde. Friske blomster, tør fyr og noget citrus. Bitter afslutning. Smagen er ikke helt så god som Dead Pony, den anden lette øl. Citraen er her noget let og mangler lidt komplementerende smagsindtryk fra andre humler. Må nøjes med 3-4 skumfiduser.


#351-352

lørdag den 26. januar 2013

Endnu en norsk IPA

Dobbel dose, 9% dobbelt norsk IPA, batch 499, fra Haandbryggeriet. Der udloves på etiketten al den humle de kan få plads til i kogekedlen så den burde holde både til Indien og hjem igen! Ret diskret duft hvor fyr lige anes. Svag kulsyre. Smagen tredelt: I starten maltet og let sødlig smag (det er jo en dobbelt ipa). Det afløses af en tør eftersmag med tørret frugt (abrikos) og så en lang slutbitterhed. Ikke den komplekse humle profil fra amerikanske West Coast IPA men en ganske fin blanding alligevel. Må jo indse at selv om den type lige pt. er min favorit med nylige dejlige eksempler i glasset så er der, og skal der være, plads til andre IPAer. Summa summarum den sniger sig op på fine 4-5 skumfiduser

Sidste øl i denne omgang fra norske Haandbryggeriet

#241

torsdag den 24. januar 2013

Tyk tjære

Sundland kreosot 6,7 % India Black Ale, fra Haandbryggeriet, Norge. Måtte lige slå kreosot op, havde godt mistanke om noget giftigt stads: mørk, tyktflydende væske fremstillet af stenkulstjære, indeholder forbindelser med mutagen og carcinogen virkning (fra Den Store Danske). Markant duft af røg. Blød bryg uden megen kulsyre. Smager af bitter chokolade, røg og til sidst lakrids, sidstnævnte ikke helt diskret. På trods af at etiketten lover en velhumlet øl mærker man ikke meget til den. En meget tør smag forbliver længe i ganen. 4-5 skumfiduser, og håber så at jeg overlever mødet!


Mørk, mørk ...anvendes til industriel imprægnering af træ!
#240

mandag den 21. januar 2013

Fin norsk IPA

Fyr & flamme 6,5 % IPA, batch 514 fra Haandbryggeriet. Tør duft af fyr og grapefrugt. Noget prikkende fornemmelse i munden. Ikke så fyldig smag, og humlen er mere i baggrunden end de typisk vil være i amerikanske IPA. Der er dog anvendt 3 (ikke-specificerede) slags der giver en brødagtig, let syrlig og til sidst ganske frisk-besk smag. God kombination, og man behøver ikke altid skrue op for styrken for at komme igennem med sin pointe. 4-5 skumfiduser.


Grundfarven på etiketten matcher brygget!
#239

søndag den 20. januar 2013

Dark Force 9,0 % Double Extreme Imperial Wheat Stout (Batch 435) fra HaandBryggeriet, Norge (Så er der lagt i forventningernes kakkelovn med den øltypebeskrivelse!). Fire glade gutter der laver øl i deres fritid. Verdens eneste hvede stout i følge etiketten. Duft af røg og tobak. Meget blød, ikke megen kulsyre. Smag en god kompleks blanding af røg, chokolade, noget sveskeagtigt, begrænset sødme, noget bitterhed til sidst der bliver til let syrlighed. Ikke tung, men fylder en del i munden. En øl for voksne ølafficinados, 5 skumfiduser. Også min gode kollega i det nordsjællandske syntes om denne øl.

Mørke øl styrer!
#238