Penyllan release 2023

Emily, vintage 2017, 8 % golden alle fra Penyllan. Lagret med gærrester i et brugt sherryfade.

Gylden, næsten orange øl, med et livligt hvidt skum, der næsten af sig selv kom op af flasken ved åbning, men jeg var parat. En frisk citrus duft er sammen med en mere balsamisk eddike det første og største aromatiske indtryk. En let karamelliseret note og vådt træ mærkes også. Smagen indleder mere sødt end duften lægger op til, og indeholder appelsin, melon, træfad, tannin og lidt stram eddike, der heldigvis kun svagt er til stede. En smule honningsødme fanger jeg lige ved nedsvælg. Klassisk humlesmag og -bitterhed finder jeg ikke i denne øl, der nok mere er en sour end en golden alle, men samtidig er skruet godt sammen, med masser af små elementer, der stykket sammen giver en rigtig fin smagsoplevelse. Fire store skumfiduser.

En af fire øl frigivet i 2023; jeg har en mere stående, må se at finde de to øvrige og så i øvrigt være klar til årets release.

Og lad os ikke vente, men smage den anden allerede i samme opslag:

Rie, årgang 2017, 7 % amber ale, lagret på bourbon fad med eg og karamelliserede æbler. Initielt en lidt spids eddike duft der efterfølges af æble og blød, lys karamel. Smagen er todelt, først træ, syre og sur frugt, derefter opblødning med en del maltsødme, vanilje og fudge. Slutter igen over i en lidt eddikeprægede syrlighed. De to dele harmonerer rigtig godt, spiller op mod hinanden og hæmmes ikke nævneværdigt af modparten. Er det noget Penyllan kan, er det at skrue ders øl sammen af mange enkeltdele, der symbiotisk forenes. Det går sjældent galt, ofte rigtig godt og her i den absolut høje ende af skalaen. Fem-seks skumfiduser. 

 #2305-2306

Øl fra Tejn er et tegn på ...

Der er siden jeg sidst dykkede ned i en magnumflaske fra Penyllan kommet nogle nye udgivelser på markedet. Her anmelder jeg to af dem.

Sofia, 7 % sour golden ale. Det er et stykke tid siden, jeg har smagt "nye" øl fra Penyllan. Nye i anførselstegn, fordi de jo gerne er brygget lang tid før de bliver tappet på flaske. De skal jo have sig nogle år på diverse fade. Dette gælder også for Sofia, som er af årgang 2015 og frigivet i sommeren 2022. Den har fået en del humle og ligget på champagnefade. Kort før ophæld på flaske, er grundbrygget blendet med en friskbrygget West coast ipa for at give ekstra humlekarakter. Eftergæret på flaske med champagnegær.

Duft af grape, Brettanomyces, græs på en let maltet baggrund. Smagen overraskende mere fyldig og næsten cremet, med bitter appelsinskal, bergamot-te, frisk citrus, stald og funky toner. Eftersmagen er både ret bitter og syrlig, med krydrede noter. Den fremstår knastør på en champagneagtig måde og det er formentlig også hensigten. Jeg tænker også mere champagne end West coast ipa, men resultatet er helt sit eget. At det som udgangspunkt er en sour skjules godt i det samlede smagsbillede. Rigtig dejlig øl fra Tejn, 5-6 skumfiduser.

 

Davinia, 7 %, et blend af en amber ale, der har ligger på chianti fade med solbær og en sour, aldret på sherryfad. Tørhumlet i 18 måneder. De enkelte elementer går tilbage til 2015, og der udloves en mindste holdbarhed til 2032. Så sandelig en tålmodighed sjæl der venter så længe. Det kunne jeg ikke ... Jeg har også noget med røde øl, så på den baggrund tegner det godt.

 

Det starter godt med en diskret, men tydelig duft af Brettanomyces, blandet op med solbær og syrlighed. Måske kan jeg kun navngive solbærrene fordi jeg ved, de er der, men jeg bilder mig nu ind, at de anes. Det bliver ikke så parfumeret, som det er smagt i mørke stouts, når solbær kommer i. Syren river let, men er af en blid mælkesyrekarakter.
 

Der er umiddelbart mere syrlighed i smagen, mest fermenteringsudbyttet. Solbærrene er ikke lige så tydelige, de fremstår mere som generiske bær. Der er en vis mængde træ tilstede, måske fra sherryfadet. Den lange tørhumling er spildte kræfter og ingredienser. I hvert fald oplever jeg ikke nogen humlesmag (eller bitterhed) på traditionel vis.

Det blivende indtryk fra munden er en fin blanding af frugt, syre og krydrede noter fra gæren. Igen et godt mix - 4 skumfiduser.

 

Den røde farve ses bedre på dette billede

 #2243-2244

Træerne vokser ikke ind i himlen

Penyllan, mit yndlingsbryggeri, serverer her tre flasker, købt i Wika Meny i Køge. 

Eartha, 10 % mørk ale med kirsebær. Fermenteret i Chianti fade og påfyldt en ordentlig omgang kirsebær efter cirka 1 år. Markant rødvin i næsen, med træ og lidt vild fermentering, som også indeholder yoghurt. Kirsebær erkendes ved kraftig indsnusning. Smagen er lidt af en trikamp mellem rødvin, intens kirsebær uden sødme og syrlighed. Alkoholen er rimelig fraværende og brygget føles let i munden, hjulpet på vej af den fineste prikken på tungen. I eftersmagen findes bitre kirsebær, som må kåres som sejrskvinde i smagsdysten. Som sædvanlig fra Penyllan en kompleks øl, men her er det knap så subtilt og mere right-in-your-face indtryk. Jeg synes også, at kirsebær-rødvin kampen i min mund er lidt for voldsom, før det falder på plads. Det er dog en dejlig øl, der får fire store skumfiduser.

 

 

Freya, vintage 2015, 8,5 % blend af mørk trappist og milk stout, med tre år på bagen i cognacfad. Syrligheden er første duftindtryk. Den kan ved andet snif nuanceres til kirsebær, med en let understøttende lys chokolade. Allerbagest lidt røg i modvind. En på etiketten beskrevet vanilje kan jeg ikke rigtig erkende. Smagen er også påtrængende sure kirsebær, med strejf af rødvin. Det er en blød reminiscens af milk stout, men den er godt nok trykket i bund. Sluttelig finder jeg også lidt træ. Syrligheden balancerer over mod balsamicoeddike. Jeg tror godt, jeg kan forstå intentionen, både ved at smage og samtidig understøtte med beskrivelsen på etiketten, men jeg synes balancen er tippet nogle grader for meget over på den sure side. Lidt synd, men det bliver lidt for ensidigt, for meget lagring, for lidt brygget øl. 2 skumfiduser. Kan ikke genkende den øl, jeg læser om på etiketten.

 

 

Anica, årgang 2015, 8,5 % brombærsour blandet med old ale og lagret på både rødvins- og bourbonfad. En stram balsamicoeddike udgør hovedparten af duften. Måske er der en tone af frugt nedenunder, men andet overdøves. Smagen er ikke helt modne brombær, rødvin og eddike. Igen ret ensidigt og uden de store nuancer. Kompleksiteten og det fine samspil mellem mange elementer, som jeg tidligere har lovprist Penyllan for, er heller ikke tilstede i denne øl. Det er ganske sikkert, at syrligheden er tilsigtet , men havde oplevelsen kommet ud af flaske fra andre bryggerier, ville jeg have dømt forurening. Og med dagens og den forudgående etikketelovanprisninger og smagsbeskrivelser tænker jeg, at noget måske har udviklet sig i en lidt forkert retning efter flaskningen af Freya og Anica. Jeg savner fylde, sødme, krydring, diskrete smagsindtryk og en synergistisk oplevelse. I stedet får jeg surt på sur. Jeg kan meget svagt fornemme noget rest i bunden, men det er alt for vagt og undertrykt. Det kan godt være, at det skal være som oplevet, men jeg bliver også noget skuffet over denne. 2-3 skumfiduser.

 

 

 

Hvorfor kunne jeg ikke lide to ud af tre opskænkninger? Ud over en dårlig dagsform hos blogbestyreren kan jeg gætte på, at øllene måske ikke har den lange holdbarhed som angivet på flaskerne - måske i en kombination af, at de ikke er opbevaret korrekt. Måske har deres garden-party, som de benævner deres egen fermenteringsblanding, arbejdet videre i flasken og udviklet indholdet i en retning væk fra balancen ved flaskningstidspunktet. Hvad ved jeg. Må konstatere, at her var der et par skæverter i et ellers yderst harmonisk forhold mellem blogger og bryggeri. Dog ikke værre, end at jeg gerne prøver noget fra dem igen. Der bliver vel snart frigivet nogle nye årgange af diverse øl fra Tejn.

#2173-2175

Endnu en topscorer fra Tejn

Året må starte på passende vis med endnu en øl fra Penyllan. Så er stilen ligesom lagt - men jeg kan nok ikke udelukkende nøjes med at drikke deres øl, desværre.

Roxy bourbon, 12 % old ale. Roxy eksisterer også i en rødvin og cognac udgave, jeg smagte for et års tid siden. Basisøllen er Natalie, som er lagret tre år på bourbon fade og derefter blended med en sur barley wine. Duften har indledningsvis tre dominerende elementer: chokolade, bourbon og syre. Syren er nok mest fermenteringsprodukt, men jeg synes også, der er noget mere ren frugt, måske surkirsebær. At drikke øllet er som at spise et stykke rigtig god chokolade med spiritusfyld. Det yderste tynde lag er lækker mørk chokolade; når skorpen brister, flyder en dejlig masse af spiritus (og ikke specielt bourbon præget) og frugt ud og omfavner tungen. Ved at massere tungen med væsken, kan chokoladen godt fremprovokeres, og en lidt skarp, bitter afslutning bestående af lige dele spiritus og mere ren bitterhed runder af, sammen med noter af træ. Penyllans langvarige fadlagring fjerner på en måde lidt af fylden, men denne er noget mere tyk end nogle af de andre, og sikrer en fløjlsblød mundfornemmelse, med lav karbonering. Samlet set over de 750 ml, der drikkes alene, hvilket er vilkårene, når min kære ikke rigtig kan være med på denne type øl, bliver bourbonsmagen måske lige en anelse for kraftig (lange sætninger øger lix-tallet). Det ender derfor med 5 store skumfiduser til en rigtig dejlig øl.

Jeg bliver også lige nødt til at kommentere flaskestørrelsen. Det er en ordentlig mundfuld at skulle igennem flasken alene. Størrelsen gør, at øllet bliver gemt i lang tid, til specielle lejligheder, hvilket selvfølgelig kan være passende med så gode øl. Jeg vil dog næsten tro, at jeg ville have større fornøjelse af mindre portioner af gangen, og dermed øge frekvensen af hvornår Penyllan kommer i mit glas. 

#2167

The Mistress

Denne smagning er speciel på flere måder. Først og fremmest er det en øl, jeg har set meget frem til at smage. Penyllan er unik blandt danske bryggerier og har glædet mig meget ved tidligere lejligheder. De ikke blot brygger øl, men lagrer det i meget lang tid, for derefter at blende det sammen til de resulterende flasker. The Mistress har jeg desuden læst rigtig godt om hos flere andre bloggere. Sidst, men ikke mindst, udgjorde smagningen min egen, beskedne fejring af min fødselsdag, der pga. coronapåvirket påpasselighed blev fejret ganske alene, uden de nærmeste kære og familien

The Mistress, 11 % baltisk porter, lagret på bourbonfad i 4 år. Umiddelbart efter oplukningen, der ledsagedes af et tydeligt pift, væltede en tung, tung duft op af flasken. Ved ophældning af den tilsyneladende ret flade væske bredte duften sig i hele stuen. Første portion vel anbragt i glasset afslørede en smule skum. Næsen blev derefter forsigtigt stukket over glassets kant. Bourbon, mørk chokolade, frisk cigar, svesker, vanilje var de tydeligste indtryk, jeg opfangede. Smagsmæssigt var det en mørk, bitter chokolade der var førsteindtryk. Når det lag blev skrællet væk, var der træ, kaffe, kiks, integreret alkohol og en smule mere tydelig bourbonsmag, opfanget fra en silkeblød og ikke specielt fyldig væske, hvilket forekom mig lidt overraskende, men som sammen med en relativ tør og bitter afslutning nok gjorde de 11 % lettere at få lempet alle 75 cl indenbords af. Jeg fornemmede også en smule syrlighed, og etikettens forslag om at kirsebær kan smages, gjorde at den del faldt på plads og korrekt kunne beskrives. Der er naturligt nok ikke megen karbonering tilbage, men det klæder den nu og da den samlet set ikke er overdrevet sød, fungerer det. Sødmen er klart til stede, men er integreret med de øvrige elementer. Øllet er gæret med både domesticeret (!) og vild gær, men det virker meget kontrolleret og slet ikke surt/syrligt eller brett/farmhouseagtigt.

Som altid ved Penyllans øl er der mange lag og smagsdybder i deres produkter, og som tiden går - og den går heldigvis langsomt, når hele flasken skal konsumeres, både udvikler øllet sig ved iltning og temperaturstigning, samtidig med at smagsløgene får gnavet sig yderligere ind i smagen. Anden ophældning gav et yderst flygtigt pust af tørret kokasse - det er lige godt første gang jeg oplever det! Formentlig godt, at det ikke varede mere end et splitsekund. Tør røg kunne også pilles ud/sættes ord på. Smagen forbløffer ved at være en konstant næsten kamp mellem bitter chokolade og sødlig bourbon, sekunderet af de tidligere beskrevne elementer. Lige som jeg er ved at synes, at chokoladen er for dominerende, vælter bourbonen ind over, men ikke så længe, at jeg, som notorisk ikke har det let ved sprutfadlagret øl, og især ikke bourbon, bliver træt eller ked. Og det er som sagt ikke kun dualismen, men alle indtryk, store som små, der samler øllet og giver det dens sublime smag.

Halvvejs inde i øllet går det op for mig, at det kommer til at tage mindst to timer at komme igennem hele flasken. Det er ikke negativt, men et udtryk for, at selv om jeg beskrev det som ikke så fyldigt, så rammer den intense smag, kompleksiteten og de 11 % et eller andet som gør, at det bliver i et yderst moderat tempo, at flaskens indhold nydes. 

Ved næstsidste ophældning flyder tankerne en kende mere frit og jeg må derfor ind på CD hylden og finde det næsten 25 år gamle album (ja, det kaldte man det dengang) "Ladies and gentlemen we are floating in space" af Spiritualized frem, og sætte det 17 minutter lange nummer "Cop shoot cop" på. Kompleksiteten i det nummer nærmer sig øllets, men er seriel, hvor øllets er parallel. Nummerets første syv minutter følger en rimelig traditionel pop/rock struktur med sang og vers og omkvæd. Så tager en kakofonisk støjmur over de næste 5 minutter, hvorefter nummeret slutter med en nærmest katarsisk renselse af lutter vellyd og hypnotisk længsel. Kompositorisk fungerer det lige så fint som The Mistress fra Penyllan. Øllet har en masse forskellige elementer, som blandes/blendes sammen til en fungerende helhed.

Indlægget er skrevet stort set i samme tidsrum som den baltiske porter er konsumeret og nærmer sig vel en smule gonzo-journalistik, hvor der tages visse afstikkere fra emnet. Tilbage til virkeligheden og den sidste slurk står, at Penyllan igen har lavet en øl, som kun bekræfter deres helt specielle status og plads i den danske ølverden. De er nok en smule elitære og deres priser gør dem ikke til allemandseje, men hold da op hvor er det godt, at der er ildsjæle og kreative bryggere som dem, der kan få forretning ud af det. Seks af de helt store og velfortjente skumfiduser.

 #2164

 

Afslutning på året 2019 - Penyllan

Penyllan blev for nylig kåret som årets danske bryggeri herfra, så derfor må det være passende at afslutte året på bloggen med at smage de to øl jeg hjembragte fra deres industrielle-pittoreske lokation på havnen i Tejn.

 

Terry, 6 % sour ale med hindbær. Når man skal anmelde Penyllans øl, skal alle sanser skærpes for øllene tilbyder mange nuancer i duft og smag. Duften fra Terry indeholder hindbær, syre, sherry, korn, træ og lakrids, lidt spøjst. Smagen er først intens frugt, hindbær med balsamico. Dernæst en pæn syrlighed der nok kræver tilvænning, men det stadie er jeg heldigvis kommet over. På etiketten bliver eftersmagen beskrevet som tør som te, og det kan jeg følge, med en let astringens i syren. Det er fuldt på højde med svenske Brekeriet, et andet favoritbryggeri, og nok også overgået, med hvad jeg fornemmer som en større dybde i smagsbilledet, hvilket vel også afspejler de 3-4 år den har været undervejs. Imponerende at starten til denne flaskes indhold gik i 2015. Fem skumfiduser.

 

 

Roxy, 12 % old ale, lagret på bordeaux- og cognacfade, og blendet med lidt syrlig barley wine. Penyllan vil heldigvis aldrig lade sig begrænse af stilarter og har her sammensat en festhumørbombe. Den præsenterer sig med rødvin(sfad) i næsen og en let kirsebærsyrlighed. I smagen er der mere sødme, næsten chokolade, sammen med sure kirsebær, mandel og mørkere frugter. Stadig mere rødvin end cognac, selv om der er en varmende alkohol i den forbløffende lette øl. Eftersmagen ender bittert fra træ og syre og let udtørring. Dejligt mix af sød chokolade og sure kirsebær, næsten som i små chokoladestykker med fyld. 5 skumfiduser. 

 

 

 

Værdig og passende afslutning, synes jeg.

 

#2079-2080

Danish Beer Blog Awards - årets danske bryggeri

Ugen slutter af med den mest prestigefyldte kåring, tror jeg nok. I hvert fald så tilfalder min stemme bornholmske Penyllan. Jeg smagte sidste år i december deres produkter for første gang og var i sommer forbi deres havne-pittoreske faciliteter i Tejn. De laver øl som ingen andre i Danmark og det er virkelig håndværk og sjæl og ikke mindst tid, der er lagt i brygget og aftappet i store flasker. Jeg har to øl stående som jeg snarest vil vederkvæge mig selv med og tænke på hvor heldigt det er, at der findes sådanne kompromisløse bryggere i Danmark og at de tilsyneladende kan få det til at køre rundt.

4. advent 2018

Så er det fjerde og sidste advent for i år og dermed sidste smagning af Penyllans produkter. Det er godt at det er en fridag i morgen, for det ser stort og tungt ud på forhånd.

Natalie, 12 % old ale. Gæret med belgisk trappist gær og sekundært fermenteret med vildgær i bourbon- og cognacfade. Dyb, maltet duft med rosiner, svesker, vanilje, chokolade og kokos. Fornemmer også noget alkohol men mest som noget (rød)vinøst. Smagen er mindst lige så kompleks og sammensat. Først noget tør, bitter mørk chokolade, hvor mørke tørrede frugter er et delelement. Dernæst smager jeg fadlagringen, med et fint strejf af sødlig, alkoholisk bourbon, men langt fra så bombastisk og næsten vulgært som det ofte opleves. Vildgæringen er meget undertrykt, jeg kan næsten ikke smage og den bidrager måske kun til en smule mere karbonering end hvad old ale ofte har, nemlig ret flade. Syrligheden fra det vilde ligger nok sammen med alkoholen og samlet giver de fint modspil til den indledende sødme, der som nævnt ikke er voldsom. Den her synes jeg de er lykkedes bedst med af de fire, så derfor belønnes den med 6 skumfiduser. Det er meget sjældent at jeg synes, at lagring på bourbonfade giver mening, men her er det endt godt.

#1923

3. advent 2018

Adventskalenderen fortsætter med de fire store øl fra Penyllan.

Nina, 6 % blended øl. Udgangspunktet er tre øl, der er lagret 2 år i Chianti foudre (flere tusinde liters fade). Duft af rødvin, syrlige bær, vanilje og både noget eddike og sødme. Smagsmæssigt indleder den sødmefuldt, med brød og karamel. Dernæst noget rødvin og til slut bliver der klemt lidt fermenteret syrlighed ud af drikken. Jeg fangede også til tider den letteste lakrids note. Også i denne gang i karboneringen og den ville nok have skummet let over ud af flaskehalsen, havde jeg ikke været forberedt. Men fin øl, uden at jeg dog falder bagover af benovelse. 4 skumfiduser.

#1922

2. advent 2018

Linnea, 6 % ale fra Penyllan. Noget kraftig karbonering men den blev heldigvis i flasken indtil jeg bestemte det anderledes. Der er både en stram komponent i duften i form af let eddike-træfad samt en blødere del med vanilje. I smagen er det søde-bløde lidt mere fremtrædende med igen vanilje, jordbær, lakrids og som afslutning let vineddike med rødvin og træsmag (aka balsamico). En dejligt brygget og blendet øl, som balancerer indtrykkene rigtig fint og hvis man har brug for en indgang til det syrlige øl, som ikke er for skræmmende, så er det her et rigtig fint sted at starte hvor man "udsættes" for stilartens karakteristika på et mildt niveau. Jeg synes også at de mere ekstreme kan være fine, men svære at drikke i større mængder. Linneas 75 cl var en nydelse hele vejen igennem. 5-6 skumfiduser.

#1917

1. advent 2018

Årets adventsgave fra mig til mig er de fire første flaskede kommercielt tilgængelige øl fra Penyllan. De har været længe undervejs, de er alle fire mærket "vintage 2015". Jeg blev rigtig glad for gaven og her åbnes og smages den første.

Genevieve, 5 % golden ale. Modnet på champagnefade i 18 måneder, tørhumlet med Citra og Simcoe. Hvad der skulle have været en god start på min adventskalender fik en dårlig begyndelse, da der var heftig overskumningen og et halvt glas øl endte på bord og gulv. Burde jo nok lade glasset stå og køle mig selv lidt ned inden jeg bedømmer, men øl skal jo smages og duftes frisk ophældt, så jeg prøver at være professionel og dæmpe min næsten arrigskab.

Det umiddelbare duftindtryk er vildgær men noget sødere end ren Brettanomyces. Let vanilje og let lys eddike. I munden er det ret let, næsten tyndt, med noget lyst brød fra malten. Der er en del træ og syre, hvor sidstnævnte nok både stammer fra fermenteringen og humlingen. Det er som om, der både er hvidvinseddike og sød grape i det smagsindtryk. Der er også smags af noget vinøst, men ikke tungt. Jeg skal ikke påstå at jeg synes det smager præcist som champagne, men derhenaf. Bitterhed er der ikke rigtig noget af og det afslutter frugtigt og næsten blomstret, grønne æbler og jordbær. Det er en dejlig øl. Godt gået at den fortsat smager frisk, selv om det er årgang 2015, der er i flasken. Fire skumfiduser og her trækker den uannoncerede voldsomme skumning ned.

Næste søndag kommer den næste på bloggen. Den vil blive åbnet ude i køkkenet under behørig opsigt og forsigtighed.

#1914