Røg og dump

Bloggen er i dag lidt som det sixtinske kapel; her stiger der dog både sort og hvid røg op af glasset ...

Black smoke, 9,6 % imperial stout med røgmalt, fra Det Lille Bryggeri. Der er tydelig røgduft i aromaen, delvist iblandet spirituosa, hvilket må skyldes den tørverøgede whiskymalt. Den anden røgmalt i brygget stammer fra tyske Bamberg, og så bliver det ikke meget bedre eller mere autentisk. I munden er der en noget rodet slåskamp om min opmærksomhed. Stoutens tyngde og chokoladesødme kæmper med den ligeledes lidt søde og røgede whiskymalt om min opmærksomhed. Jeg synes røgen ender med at blive af den mere fugtige slags og ikke en tør, frisk røgsmag. Spiritussen føles som spiritus og ikke som en varmende og supplerende ingrediens. Røgen vinder, men ikke på en elegant måde og måske er det sværere at samkoge røgmalt med øvrige ingredienser i de mørkere og tungere øl stilarter. Der afsluttes ret bittert, som ikke virker som om det stammer fra humle, men mere har en træagtig karakter. Ikke helt behagelig oplevelse. Jeg kan snige mig op på to skumfiduser, og sende sort røg op.

 

Smoking Rye, 6,2 % røgøl fra Det Lille Bryggeri. Igen er der både tysk røgmalt og whisky malt i flasken, og som noget andet, rugmalt. Håber det ender bedre end forgængeren.

Duften antyder en noget lettere og luftig omgang røg, som fra tørt brænde. Samtidig så kraftig, så malt- og humleaftryk i aromaen skjules. Røgen er også det første og kraftigste i smagen, men optræder på en meget mere behagelig og trods alt mere diskret måde, end i Black Smoke. Malten understøtter og den store andel rugmalt giver en lidt mere rå profil. Whiskymalten er heldigvis næsten fraværende i smagsbilledet. En lille anelse humlesmag bemærkes til sidst. Røgen er stadig ikke subtilt udtrykt, og kan sikkert virke skræmmende. Jeg kan godt klare mosten og hoster op med fire skumfiduser til en noget mere harmonisk øl. Så en pave/vinder er kåret, og hvid røg stiger sagte op ...

 

 

 #2301-2302

Gensyn

The immortal soldier, 11 % dobbelt mæsket imperial stout fra Ghost Brewing. Spøgelserne dukkede pludselig op i den lokale Østerbro vin og spiritus, med fire dåser, hvoraf jeg har smagt de tre før, da de var flaskebårne. Det forhindrede mig dog ikke i at gensmage dem. Men indlægget skal kun handle om den, jeg ikke har smagt før.

Duften skræmmer en smule, for der er et umiskendeligt aftryk af vanilje, selv om det ikke er opført på ingredienslisten. Ellers er der mørk chokolade, kaffe og tobak i rigt mål. Smagsmæssigt holder vaniljen sig heldigvis længere tilbage, selv om den lige er ved at blive for meget for den næsten vanilla-fobe blogbestyrer. Som i aromaen, er der også mørk, bitter chokolade, mørkristet kaffe, let røg, og varmende alkohol i smagen.

Ghost Brewing laver fortsat nogle særdeles potente mørke øl, også baseret på gensmagningen af de kendte, men hvor jeg dengang syntes, at flere af dem havde et fint humlebid, så er det nu forsvundet og der er dukket mere vanilje op. Ikke just den retning, jeg helst havde set udviklingen gå. Denne øl tildeles fortjent fire solide skumfiduser. 

 #2300

Mørk start

Der er nogle, der starter året hvidt, med en hel afholdsmåned. Det gør Dude Beering ikke ...

Turn on the dark, 12,4 % blend af fadlagret imperial stout og fadlagret barley wine fra Fanø Bryghus. De påstår selv, at de eksperimenterede en del og måske drak/smagte for meget, før den rette blanding var fundet. Der er tre forskellige fadlagrede imperial stouts og en enkelt fadlagret barley wine i flasken. Det kan kun gå ga..øh godt.

Det starter med en kraftig aroma af rosiner, tobak, chokolade og noget alkohol, som de selv anfører på flasken er bourbon. Således ført på rette vej, giver det mening. Den ret tykke væske indeholder lige dele bitter chokolade og sødlig bourbon, som holder hinanden fra at overtage scenen fuldstændig. Mindre roller udfyldes af våd tobak, tørret frugt, træagtig astringens og kaffenoter. Det er voldsomme sager både i smag og alkohol, og den halve liter blev nydt over en times tid. Mindre kunne ikke gøre det.
Jeg smager mest, hvis ikke udelukkende imperial stout og ikke barley wine, og hvis der har været andre fade på spil end bourbon, kan jeg ikke sætte navn på typen. Men alt i alt en af de slags fadlagrede øl, hvor jeg godt kan se en mening med det. Ret god, 5-6 skumfiduser.

Promises kept, 13% fadlagret barley wine fra Pleasanti Street og Fanø Bryghus. Har lagret halvandet år i et armagnacfad. Måske har den været en del af blandingen i foregående øl, her er den i hver fald ren. Grundbrygget er en øl, Promises made, som jeg ikke har smagt, og derfor ikke kan holde op mod den lagrede version.

Intenst duftende af tørret frugt, chokolade, tobak/røg og spiritus. I smagen kommer desuden sukker, karamel, lakrids og træ frem. Lidt sprittet smag og det er jo nok lagringen der giver det. Ellers umiddelbart noget lettere og ikke så tung som en barley wine, næsten en elegant version af øltypen, uden at det bliver letsvævende som en pale ale. Kompleks og ikke subtil, bør nydes i roligt tempo. Fire skumfiduser. 

#2297-2298

Schoppe Brau

Under ferien i Tyskland stødte jeg tungen mod lokale Schoppe Brau fra Berlin, mens jeg var i byen. Til trods for at de har eksisteret i over 20 år, har jeg ikke smagt noget fra dem før under mine tidligere besøg i byen. Det måtte jeg jo se at gøre noget ved. Tre flasker røg med hjem i ferielejligheden.

Holy shit ale, 10 % dobbelt IPA. Den dufter tungt og klæbrigt af melon, mango og malt. Er mindst lige så sød i munden, hvor den uden modstand glider igennem og efterlader sødme, milde tropiske frugter og langt henne i eftersmagen en klædelig bitterhed, der giver det et fint modspil. Jeg synes, de dobbelte IPAer er marmeladeagtige og for søde, og det er denne også, men slutbitterheden redder den hjem med en fire skumfiduser.

Black Flag, 9 % imperial stout. Kun en svag duft af kaffe og røg. Smagen er også ret diskret, med kaffe, røg og lakrids og en smule tørret frugt. Ligger fløjlsblødt i munden. Imperial stouts kan være (for) søde eller kraftigt smagende; denne er hverken eller. Bestemt ikke dårlig men lidt for kønsløs udi genren. Tre skumfiduser.

Flower Power, 4,7 % session ipa. Duften af sød malt er lidt stærkere end forventet for øltypen. Der er også noget lidt gammel humle iblandet. Med en angivet holdbarhedsdato november 2023, kan den da snildt være 8 måneder fra tappedato. Malten er også den mest fremtrædende i smagen, hvor humlen er skuffende fraværende, bortset fra en gammel grøn og forkert bitter smag. Formentlig bedre frisk, men i denne udgave kun 2 skumfiduser.

En OK smagssession og lidt overraskende, at det var den dobbelte ipa, der bekom mig bedst.

#2256-2258

Bryggeriet Umage

Det er som om, at det aldrig vil tage en ende. Der dukker hele tiden nye, små og mindre små bryggerier op på den danske scene. Det er alligevel imponerende, at så mange kan overleve, selv om nok de færreste bliver rige af at brygge specialøl, eller hvad man nu skal kalde det. En del bukker naturligt under, men som sagt, det afholder ikke folk fra at prøve. Her er jeg, ret tilfældigt faldet over bryggeriet Umage, som jeg har svært ved at finde informationer om. Deres første øl, som anmeldes nedenfor, er brygget på Stevns ved Brygmaskinen. Den anden øl i opslaget er et blend med en øl fra Kasper Brew Co. Begge øl købt i en nyere butik: Fælles, på Jagtvej, Østerbro. Butikken forhandler ikke kun øl, men også vin, spiritus mm. og er samtidig et galleri. Mere om det ved en senere lejlighed, måske. Nu vil jeg gøre mig Umage ...

En stor stout, 11 % imperial stout fra Bryggeriet Umage. Duften er relativt blid, med chokolade og mælk, kaffe og tobakblade. Det er en imperial stout af den søde skole med fin mørk chokoladesødme, kaffe, fin let syrlighed og god afsluttende bitterhed, der sammen sørger for, at det ikke bliver alt for klistret. Men alligevel er ganen godt indsmurt og man kan nyde smagsindtrykkene længe. Med denne første øl har de vist, at de godt kan finde ud af at brygge en øl, som rigtig mange ølentusiaster vil kunne sætte pris på. Fire skumfiduser.

Joker & the Thief, 12 % blend af 50 % imperial stout fra Bryggeriet Umage og 50 % barley wine fra Kasper Brew Co. Man kan så tro, at det er ovenstående øl, der er halvpart i sammenrendet. Blend, det er normalt noget jeg kun har set praktiseret hos Penyllan herhjemme, og med ganske fine resultater. Her er det i en lidt mindre ambitiøs grad, hvor de (gætter jeg på) har hældt to øl sammen og ikke gået og nusset om delelementerne i flere år, som de gør i Tejn Havn hos Penyllan. Duftmæssigt er det stouten, der fører an med chokolade, mælk og let kaffe. Kun ved omrystning i glasset frigives nogle frugtige noter som må stamme fra barley wine. Lidt spøjst får jeg også noget tang/umami i næsen. Smagen er ganske god, med først en del chokoladesødme og let ristet brød. Derefter stikker barley wine næsen op over den glatte overflade og tilfører mørk, frugtig alkohol. Det hele bindes sammen af en medium til kraftig slutbitterhed. Måske lidt for sød samlet set; begge øl har på hver sin måde et sødligt udgangspunkt. Og så bliver barley winens alkohol for dominerende i længden. Men til langsom nydelse og vederkvægelse går det lige an. 4 skumfiduser.

 

#2184-2185

To fra Fanø Bryghus

Fanø bryghus laver spændende øl og efterhånden ser jeg dem flere steder. Disse er endda købt i en Meny på Østerbro. Fanø fortjener at blive mere kendte, men gælder det også for disse to, som jeg ikke har smagt før?

Whisky & Rye, 12 % fadlagret imperial porter. Øllet har trukket 6 måneder i fade fra Stauning Whiskey. Den først lidt for kølige duft indeholder chokolade, vanilje og lakrids. Efter en vis tilnærmelse til stuetemperatur kommer også noget træduft ind i spillet. Hvad der først slår mig i smagen er et fint parspil mellem lakrids og whisky, altså den lidt mere krydrede side af brygget, som altså dominerer over malten, der mest har karakter af chokolade. En snert af frisk humlesmag anes også, mens bitterheden er begrænset. Ikke voldsom fyldig, men lidt olieret føles den dog. Lidt lækker på den søde måde, i hvert ikke en man vil blive forskrækket over at støde på en mørk aften. 4-5 skumfiduser.

 

Coffee Puncher, 11,5 % imperial dry stout. Brygget til ære for Fanøs kaffepunch og derfor lagret snapsevædede træstykker og kaffe. Der er nu intet vildt/væmmeligt eksotisk over duften, som er mørk bitter chokolade og kaffe, og kun en antydning snaps. På etiketten udloves en bone dry stout og det er også første association, sammen med en sammensat bitterhed fra brændt malt, alkohol og kaffe. Snapsen er noget mere fremme i smagsbilledet end whiskyen var i foregående, eller rettere, den stritter lidt mere ud, nu hvor den ikke pakkes ind i sødme. Venligt kan man så sige at den er mere karakterfuld og jeg smider også 4 store og venlige skumfiduser efter den. 

 

 

Svaret på det indledende spørgsmål er ja, de får begge en klar anbefaling. I øvrigt nogle spøjse, men fine portrætter på etiketterne.

 #2145-2146

American Outlaws fra Amager Bryghus

Amager Bryghus har spærret nogle velvoksne øl inde i forskellige tønder en rum tid, og derefter hældt dem på flasker. De kalder serien American Outlaws og den består i skrivende stund af fire forskellige, men der er vist flere på vej. Jeg købte de fire første i foråret, så nu må det være på tide at smage på dem.

Tiburcio Vasquez, 9,9 % Tennessee whiskey barrel aged foreign extra stout. Øl er til tørst og ikke til trøst siger Carlsberg, og det er jo rigtig nok. Men denne øl blev smagt i lyset af nyheden om en god vens bortgang og så skulle opskænkningen pludselig opfylde begge, og flere formål. At den har svømmet rundt i Jack Daniels fad i 11 måneder er ikke at tage fejl af i hverken duft eller smag. Øllet fylder forbavsende lidt i munden på trods af dens 9,9 %. Bryggets grundsmag er også ret skjult bag de tunge amerikanske whiskeytåger, men en del lakrids anes. Samlet synes jeg ikke det er en specielt vellykket fadlagring og det er måske både bryggets og fadets skyld? Øllet er forsvundet i eksperimentet. Tre skumfiduser.

 

 

Curly Bill Brocius, 11,6 % mezcal barrel aged double mash imperial stout. Så burde grundbrygget kunne bære en vis form for lagring, men hvordan er det nu lige det er med mezcal? Grundlæggende er det en spiritus lavet på agave, lige som tequila, men tequilaen må kun laves på den blå agave, mens der er mange flere sorter tilladt for mezcal. Og de to spiritusser kommer fra forskellige områder. Jeg blev meget oplyst, fra et ekstremt lavt niveau, af denne side. Men her skal det handle om øllet, og dets 18 måneders tur i mezcal dampe. Duften er lige dele mørk chokolade og spiritus, der har sin egen duft, siger blogbestyreren, hvis næse og mund ikke kender til mezcalen lyksaligheder. Dualismen mellem det mørke søde og det spirituøse fortsætter i smagen. Brygget er blevet blidt og blødt, og der er næsten kun chokoladesødme tilbage fra hvad jeg formoder var urbrygget. Dette bryg har også mistet næsten al muskuløsitet, og det er svært at tro at det holder et tocifret antal alkoholprocenter. Det er lidt bedre end foregående, men jeg kan kun hive tre skumfiduser op af lommen.

Her efter første halvleg må der lige indskydes et par kommentarer om indpakningen, herunder flaskestørrelsen. Det var i mange år en næsten religiøs overbevisning hos denne blogbestyrer at få overtalt Amager Bryghus til at sælge deres øl i mindre størrelser end deres dengang standard på 50 cl. Det lykkedes så endeligt for omkring et års tid siden, og nu kan man, næsten uden følger dagen efter, nyde deres produkter også en hverdag. Men så kommer denne, og andre serier på markedet, og ødelægger fuldstændig de opnåede fremskridt ved at sælge øl op til 17,1 % i 75 cl størrelser. Det er svært at være en introvert ølnyder og samtidig en produktiv enhed på det danske arbejdsmarked/ansvarligt familiemedlem i weekenden ovenpå sådan en slurk. Og sikkert for at forøge eksklusiviteten af produktet har de valgt at forsegle flaskerne med voks, hvilket kun medfører diverse stiksår på fingre og hænder og ikke mange venlige tanker (læs: mange dampende bandeord) til produktudviklingsafdelingen i Kastrup. Det kan da godt være at I til årsafslutningen siger til jer selv, WAUW, vi lavede øl med voks på toppen, men det glæder kun jer. Lad os nu få jeres produkter på 33 cl, flaske eller hvis det skal være, på dåse, og gør nu ikke indpakningen mere oplukningsvanskelig end nødvendigt.

 

Ovenpå denne pauseretirade fortsættes med de to resterende.

Pearl Heart, 12,4 % rye barrel aged rye wine. Rye wine må så ligne barley wine, men med en vis andel rugmalt i brygget. Har tilbragt 11 måneder på Woodford Reserve Rye. Woodford Reserve er et af de ældste og mindste destillerier i Kentucky. Modsat bourbon, som primært laves på majs, bruges der i deres rye, som navnet lader antyde, over 50 % rug, så det samlede produkt i ølflasken er rug med rug på. Duften er kompleks med flere sødlige elementer som karamel og malt, med en mindre påtrængende spiritus end de to foregående samt noget træ. Smagsmæssigt er det type II cellerne i smagsløgene, og dem med receptorer for sødme, der bliver aktiveret/belønnet i starten. Når man lige får dykket ned i væsken er der mange flere lag, både af sødme (malt, karamel, sukker), men også krydderier som kardemomme og muskat og så rugwhiskyens alkoholiske aftryk, der er behageligt afdæmpet eller i hvert fald ikke stikker op som et fremmedlegeme, men glider med strømmen og accentuerer indtrykkene. Det er sødt, men også ret bittert til sidst, og det, sammen med den beherskede rye whisky, frembringer en rigtig dejlig nydeøl. Det bliver 5 pæne skumfiduser.

Og så må jeg, med dødsforagt kaste mig ud i sidste øl:

 
Cullen Baker, 17,1 % whisky barrel aged double mash barley wine, et samarbejdsbryg med Interboro Spirits & Ales, USA. Barley wine plejer i sig selv at være stærke nok, her er den så mæsket dobbelt og ligget på Glen Garioch fad i 13 måneder. Der er en kraftig maltduft med brændt karamel, abrikos, træ og alkohol som tydeligt signalerer, at her er det forbudt for børn. Og skulle poderne alligevel dyppe tungen vil de nok trække den hurtigt tilbage med en hastighed, der ville gøre en tudse misundelig. For duftene er ganget med en 2-3 stykker og konverteret til en fyldig og meget kraftig smagsoplevelser, der er ret domineret af whisky og bitterhed, men med de øvrige noter beskrevet under duft også til stede, dog i mere diskrete mængder. Sødmen, som ellers er typisk for barley wines, er ret undertrykt af fadlagringen og en meget bittert slutindtryk, der formår at udtørre gane og tunge. Det er i den grad en øl der spiller med musklerne og som ikke tager levende fanger. Jeg finder det en smule for meget, og især flaskestørrelsen er for voldsom. Jeg slutter her, efter første glas, og hvis jeg om et par-tre timer finder nye facetter, bliver det tilføjet. På nuværende tidspunkt er den til tre skumfiduser. Og det ender den også på, de samlede 8,4  genstande der var i flasken ændrede ikke på dette.

Hele serien betragtet kunne ikke begejstre mig, kun Pearl Heart fandt jeg gode kvaliteter i. Er ikke sikker på, at jeg investerer i næste omgang.

#2141-2144

 

Black Maniac

Det Lille Bryggeri Black Maniac serie, 13,9 % imperial stout.

 
Som om det ikke var nok med den nyligt opslåede serie, kommer her en ny serie på fire imperial stouts, hvor den første er en grundbryg, mens de øvrige har hver deres tilsætning, som ikke har noget med frugt at gøre.

 
Black Maniac, ren udgave. Duften er malt, chokolade og alkohol. Smagen overrasker lidt med initiel markant lakrids. Sammen med en tydelig alkohol og en tør ristet eftersmag er det eneste modvægt mod sødmefuld malt og chokolade. Samlet er der for meget alkohol i smagen synes jeg og må grue lidt for hvordan udgaverne lagret på romfad og tilsat tørverøget whisky vil tage sig ud, men den tid, den glæde. Grundbrygget får 3-4 skumfiduser.

Black Maniac coffee. Grundbrygget plus tilsat arabica kaffe. Det er ikke sådan at man vælter bagover af kaffeduft, men der anes en smule sammen med malt og chokolade. Smagsmæssigt er der stadig lakrids upfront, efterfulgt af let bitter kaffe. Hvis kaffen ikke formår at afgive megen egensmag, lægger den desto mere dæmper på nogle af unoderne fra Grundbrygget. Alkoholen virker mere nedtonet og varmende, i stedet for sprittet, og der dukker lidt frugt op. Eftersmagen er mere tør og træ. 4 skumfiduser.

Black Maniac, oak aged rhum. Duften af spiritus har i denne udgave ikke overraskende karakter af rom, der lægger en anden nuance af sødme ovenpå grundbryggets aroma. I smagen bliver man knipset hårdt på tungen af noget næsten voldsom træ med med sprut, der her er mere generisk og ikke så rom-specifik. Malten og chokoladen vælter to skridt tilbage og når ikke at rejse sig, før melodien er slut. Den bliver alt for spruttet og uharmonisk og kan kun få 2-3 skumfiduser.

Black Maniac, peat whisky infused. Der er godt med røgduft blandet op med spiritus, og tilsætningen har helt overtaget aromaen. Også smagen er ret tydelig tørverøget whisky, der for sig selv behager blogbestyreren, men her spiller for kraftigt med musklerne og overdøver grundbrygget, der jo ikke helt er en svækling. Whiskyen kommer til at virke sprittet og synes overdoseret, i hvert for min smag. Det burde ellers være lettere at styre det samlede udfald, når man "blot" blander whisky i øllet, i modsætning til at lade det lagre på fade. Her kan jeg heller ikke svinge mig op på mere end de 2-3 skumfiduser.

Det Lille Bryggeris spidskompetence er normalt de mørke og tunge imperial stouts, men her synes jeg allerede det er gået galt i grundbrygget, og når man så hælder mere sprut i, så bliver resultatet, bedømt efter den subjektive skumfidusskala relativt beskedent.

#2137-2140

Imperial stout serie, del II

Det Lille Bryggeri har begået en serie imperial stouts, hvor der i grundbrygget er kommet forskellige frugttilsætninger. Jeg havde fat i grundbrygget plus det med tilsat solbær og lovede vist mig selv, at få fat i resten af serien. Det er så lykkedes nu, 10 måneder efter første indledende runde.

Imperial stout blåbær, 9 %. Duften er sød malt, chokolade, kaffe og måske en anelse frugt. Smagen kan beskrives stort set på samme måde og det er svært at erkende, at det er blåbær der er tilsat. Ved et enkelt slurk fik jeg blandet så meget luftindtag sammen med væsken, at der hastigt dukkede et erindringsglimt op fra de dybe svenske skove, hvor jeg i barndommen plukkede mange blåbær. Men smagsmæssigt er det nok et lidt for sart bær at give det store fra sig i en mørk stout. Det ender derfor med at blive en stout lidt til den søde side. 4 skumfiduser.

Imperial stout brombær. Klar frugtig aroma, der i min næse ikke siger ren brombær men mere generisk mørke bær. Der er både en let og flygtig, næsten parfumeret del og en dybere, mere intens. Maltaromaen er næsten fraværende. I smagen er der stadig malt og chokolade men glaceret med frugt, der her er mere tydeligt brombær. De får et næsten sprittet udtryk sammen med alkoholen og overdøver andre smage. Lidt spøjs blanding og ved hver anden slurk synes jeg det er fint, mens de andre 50 % gange synes jeg det bliver lidt for meget. Det ender på 3-4 skumfiduser.

Imperial stout kirsebær. De kirsebær der er kommet i minder mest om de syltede af slagsen, både i duft og smag, dvs. med en sød karakter og ikke frisk frugt. Også her går smagen sammen med alkoholen men er alt i alt mindre fremtrædende end brombærrene var. Jeg opfanger også let mandel smag og noget tørt træ i eftersmagen. Tror jeg vil foretrække den originale grundbryg sådan som den smagte i september 2019, men som den er nu, giver kirsebærrene lige lidt ekstra. 4 skumfiduser.

Imperial stout hindbær. En i glasset omslynget væske afgiver en meget let hindbærduft når nu man ved det, sammen med mørk chokolade. Smagsmæssigt ligger hindbærrene også under chokolade som en let syrlig frugt, men den fornemmes ikke sprittet. Jeg har mødt hindbær før i øltypen og denne er en fin udgave af blandingen. Fire skumfiduser.

Det er svært at sige hvilken af de 5 ekstraøl, jeg bedst kunne lide. Jeg fornemmer, at grundbrygget har ændret sig en del i de 10 måneder siden jeg smagte de to første øl. Dengang var der lidt mere kant i grundbrygget. Nu fremstår det ret entydigt sødt og så bliver det lidt svært for nogle af tilsætningerne at tilføre det ekstra. Men i denne runde var hindbærrene nok lige en tand bedre, mens brombærrene ikke fungerede for mig.

#2131-2134

Ugly Duck

Ugly Duck er blevet lidt af et smertensbarn for mig. De var mere end lovende, lavede rigtig godt øl og var blandt de absolutte favoritter blandt danske mikrobryggerier. Så da de lancerede en crowdfunding for at udvide og kaste sig ud i produktion af syrlig øl, donerede jeg . Ikke mere end jeg kunne tåle at tabe, hvilket var godt. Kort tid efter indgav de konkursbegæring og investeringen var tabt. Hvad de vist over 400.000 kr. det lykkedes dem at få ind blev brugt til, er aldrig blevet belyst over for os der bidrog. Så kan man jo tænke det værste. Direktøren forsvandt og i en tid hang To Øl på ham. Vestfyen overtog Indslev/Ugly Duck og min interesse forsvandt dobbelt. Jeg ved ikke rigtig hvad der gjorde, at jeg købte denne triplet, for min hukommelse er som en elefants og tilgivelse er lige så sjældent som næstekærlighed hos Støjberg. Vil det være mig muligt at bedømme øllene sagligt? Jeg ved det ikke, men nu har jeg ridset forudsætningerne op. Lad kapslerne ryge af flaskerne.

Crumble, 5,9 % brown ale. Brygget i amerikansk stil. Lidt overraskende er røg noget af det første jeg bemærker i duften. Malt, mælk og chokolade er andre elementer. Den fornemmes smagsmæssigt umiddelbart ret tør, med en tendens til astringens. Der er røg, brændt træ, lakrids og karamel i smagen. Jeg havde haft den stående et stykke tid inden jeg samlede mod til at åbne tripletten og det er nærmest et halvt år siden den blev aftappet, hvilket gør, at humlesmagen og også  humlebitterheden er af den afdæmpede slags. Helt aggressiv amerikansk er den ikke, og den kommer lige over det let interessante niveau, der omsat til skumfiduser bliver til 3-4.

Rio Grande Blood, 12 % imperial stout. Havsalt og karamel udgaven, dvs. tilsat efter brygning. Klar vaniljeduft, næsten blomstret. Kakao og chokolade er andre søde duftindtryk. Smagen er sød på flere niveauer - først chokolade, kakao og vanilje, derefter en tyk smag af karamel, der næsten ender stærkt. Salt er der ikke meget af, og en slutbitterhed forsvinder i al den næsten vamle sødme. I små velafmålte portioner er det fint, men hurtigt bliver det for klistret. 4 små skumfiduser.

Rio Grande Blood, 12,5 % imperial stout. Rum Ball edition. Rom således tilsat efter brygning, og ikke suget fra fadlagring. Vaniljeduften er i denne helt forsvundet. Jeg fanger kun noget som jeg i mangel af bedre vil beskrive som nyvasket gulv. Også chokolade og mørke frugter, men meget svagt. Smagsmæssigt er den også sød, men ikke fuldt så meget som i den karamelpimpede udgave. Lidt mørk frugt og kun svag antydning af rom/alkohol gør alligevel oplevelsen har slagside mod det (for) søde. Heller ingen egentlig bitterhed. Lidt bedre end ovenstående, så 4 skumfiduser.

Ugly Duck genvinder ikke umiddelbart en plads i mit hjerte eller min mund.


#2111-2113

Dejligt norsk

Jeg kan som regel godt lide det Lervig laver, når man ser bort fra de mest almindelige i deres sortiment. Her drikkes en tung og fyldig stout.

Toasted maple stout, 12 % imperial stout fra Lervig, brygget med ahorn og vanille. Den afgiver en spøjs frisk træduft, med noter af noget mineralsk opløsningsmiddel. Jo jo, men ikke på en vederstyggelig eller sundhedsskadelig måde. Derudover maltsødme. Smagen er først intenst sød med chokolade og malt. Det følges hurtigt op med noget alkohol og mørke stenfrugter. De fra duften nævnte friske grene dukker også op i smagen, ligesom en fin citrushumle lukker smagsindtrykkene før slutbitterheden afslutter festen. I sandhed en cocktail med en varieret og pænt harmonisk smagsudvikling. Lervig imponerer ofte og måske hertillands lidt i det stille, hvilket er en skam. 5-6 skumfiduser.

#2108

Opsamling fra Amager

Jeg fik ikke sidste år fulgt løbende med alle de dejlige udgivelser fra Amager bryghus. Udover de mange flaskeaftapninger, har de jo også specielle månedens fad, og med deres to åbnede taprooms, regner jeg med at det fortsætter. Her et spædt forsøg på opsamling og så må jeg glæde mig over dem, jeg fortsat har til gode.

Black Rituals, 10 % double mash imperial stout, i samarbejde med Voodoo Brewery, Pennsylvania. Kulsort og uden megen skum. Dufter af mørkt brød, sirup, gærede stenfrugter og sødme. En kort initiel chokoladesødme åbner ballet, men fortrænges hurtigt af ristet brød, kaffe, lidt frugt, varmende alkohol og en pænt bid bitterhed, der får assistance fra en tør astringens. Martin fra stovt.dk siger man ikke må drikke stouts lige efter flaskning. Denne har nok to måneder på bagen, men virker endnu lidt uregerlig, som en kåd hundehvalp , der bider og tygger i alle retninger. Jeg har ikke en kælder som Martin til at lave gemmeeksperimenter, men kan forestille mig, at denne kunne blive en stor, sort blød og behagelig Newfoundlænder, når den blev voksen. Alligevel er der så meget godt i den allerede nu, at den godt kan tåle 4-5 skumfiduser uden at rødme.

Erdbeer-liebe, 4 % Amager sour med jordbær og laktose. En bryg fra foråret som jeg ikke tidligere har gnasket mig igennem. En ret intens duft af jordbær lige ved kapselløftning og selv om det damper lidt af/bliver fortyndet i et glas, så bemærkes det stadig i en grad, så det overdufter den sure våde karklud. Smagen er frisk syrlig uden på nogen måde at være stram og sødes lidt af jordbærsmag og blød mundfornemmelse. Fint samspil og I må da godt fortsætte med at lave sours, Amager! 4 skumfiduser.

 

Peg Puff, 5 % pale lager i samarbejde med Transient Artisan Ales. Ikke just en hyppig brygget type fra Kastrupbryggerne. Etiketten lover dog udover en traditionel Saaz humle også flere amerikanske varianter. Duften antyder dog ikke nogen overdreven aromahumling, det er klassisk undergæret med brød, korn og græs. Smagen er også ret stiltro, med korn, brød, let krydret og medium slutbittert. Afvigelser inkluderer en lidt cremet mundfulde og en let citrus smag, der spiller pænt sammen med bitterheden. Jeg synes jeg på nettet kan finde en trend/ønske om at gå tilbage til klassiske dyder, herunder pilsner. Hvis de bliver lavet lige så godt som her, så fred være med det, sådan en vil jeg sagtens kunne nyde. Men når det er sagt, så vil jeg nok ikke knappe sådan en op først fra Amagers righoldige sortiment/bagkatalog. 3-4 skumfiduser.

Extravaganza!, 5 % farmhouse ale med kvæde. Dejlig staldduft, der lover en tør oplevelse. Jeg er pjattet med Brett smagen og her er den tydelig, uden at være dominant. Den suppleres af en frugtsødme som er let sur bagest. Tror mere det er kvæden end humlen. Alt i alt spiller det rigtig godt sammen. Mange flere af den slags, Amager! 5 skumfiduser.

Sarah's secret, 11,5 % imperial pastry stout, Amager bryghus i samarbejde med Bearded Iris Brewing, Nashville. En af øllene fra årets samarbejde med amerikanske bryggere. Dufter markant af kakao og vanilje. Brygget er næsten hvinende sødt, med masser af chokolade, karamel, kakao og vanilje, sidstnævnte i et omfang som jeg normalt ikke bryder mig om, men her drukner det i heftig chokolade og en vis mængde alkohol i det dobbelt-mæskede bryg. Jeg er ikke sikker på om jeg har smagt en Sarah Bernard kage, så jeg ved ikke om øllet ligner den, men det her er noget af det tætteste jeg er kommet på flydende kage. Og selv om det i bund og grund er alt for sødt, fungerer det. Fire sukrede skumfiduser.

 #2081-2085

Tungt, sort samarbejdssbryg

Batch 200, 15 % imperial stout, et samarbejdsbryg mellem bryggere fra Nørrebro bryghus, Bad Luck Brewing og Kongebryg. Intens duft af rosiner, finger og anden tørret frugt, lidt kaffe og let ristede noter. Brygget er helt fladt, helt uden karbonering. Megen tørret frugt, sødme fra mørk chokolade, kaffe og røg, en del alkohol der er varmende, men alligevel mindre fremtrædende end hvad ud fra de 15 % ellers kunne forvente. Stor slutbitterhed. Det er en dejlig øl men jeg ville gerne have haft lidt spræl i glasset og munden. Det bliver fladt og lidt støvet hvilket er synd. Også flot indpakning med voksforsegling. 4 skumfiduser.

#2076

To tocifrede fra Brygbrygbryg

Brygbrygbryg er et af de bedste bryggerier herhjemme, men det er sørgeligt lang tid siden jeg har gjort noget godt for mig selv og forkælet ganen med deres produkter. Det lykkedes mig at få fingrene i et par flasker hos Høkeren og de skal nu nydes.

Sailors salad, 11,4 % barley wine med abrikos og basilikum. Med angivet Bedst før dato som Dommedag. Samme etiket angiver også honning, appelsinskal og koriander som værende en del af ingredienserne. Tydelig frugtduft med både abrikos og appelsin og så meget sødme, at det minder om marmelade. En snert alkohol fjerner dog den mistanke og lader det forblive en association. Smagsmæssigt er den ret kompleks med først en næsten overvældende frugt og især sødme, men der er en let syrlighed, kraftig bitterhed og en pænt varmende alkohol til at komme det meste af paletten rundt. Barley wine kan være tunge og søde og klæbrige og endskønt denne ikke ryger lige så nemt ned som en session ipa, til dels pga. en vis viskositet, er det et ret hyggeligt glas, hvis bekendtskab var værd at gøre den gode halve times tid det tog, at drikke de 33 cl. 4-5 skumfiduser til sømandens frugtsalat.

Beskidt pirat, 10 % imperial stout med kaffe, rom og vanilje. Duften indeholder tydelig vanilje, der altid gør mig lidt nervøs. Desuden brændt (-på) kaffe, chokolade og mørk spiritus. Smagsmæssigt domineres den af spiritus der er tydelig og næsten dominerende, men der er også plads til ristede og brændte noter, kaffe og noget bitter chokolade. Alkoholen er ikke brændende, men virker ikke helt integreret i stouten men flyder rundt separat. Brygget fornemmes ikke helt så fyldigt som alkoholprocenten indikerer det burde være. Med en lidt fyldigere barm og favn kunne det have indfanget rommen i et trygt kram og sammen gået forbrugeren i møde. Nu bliver det lidt af et tvangsægteskab, men med 4 skumfiduser behøver det ikke ende vildt ulykkeligt. 

#2062-2063

Imperial stout serie

Det Lille Bryggeri har lavet en serie på 6 imperial stouts med samme grundopskrift, og hvor der i fem af seriens varianter er kommet en frugt i. Den sjette er grundbryggen uden frugt. Jeg fik fat i sidstnævnte samt den med solbær hos Høkeren. Kan ikke drikke flere af den slags tunge øl alene samme aften, så må bestræbe mig på at notere flittigt hvad jeg oplever. Jeg lægger ud med den rene vare.

Imperial stout - no fruit, 9 %. Duften er blid, med mørk malt og chokolade og let røg. Smagsmæssigt lander den i midten, hvor mange andre imperial stouts enten er (for) søde eller (for) krasbørstige. Der er malt og sødme fra mørk chokolade og sukker men ret hurtigt træder en let røget smag ind og sammen med noget kaffe leder det over i en pæn bitterhed. Det kan man vist kalde en velkomponeret, no-shit, no-nonsense imperial stout, der godt kan være passende bagtæppe for noget eksperimenteren med tilsætninger. 4-5 skumfiduser.

Imperial stout solbær, 9 %. Duften opleves ikke anderledes end ovenfor beskrevet. Lige først smager øllen ret meget som grundbryggen, men så træder en diskret, men alligevel tydelig smag af solbær ind og blander sig fint med sødme, røgen og kaffen. Røgen er måske en smule afdæmpet. Bærsyrligheden varer ved ind i den bitre eftersmag. Solbær har en ret markant og parfumeret smag men det er lykkedes Det Lille Bryggeri at dosere det fint; der skulle ikke have været meget mere i, før jeg nok ville have ment det gik over grænsen, men her er det som sagt rigtig fint. Så hvis man kan lide mørke øl med let frugt, er der ingen grund til at tøve. 5 skumfiduser.

Må se om ikke jeg også får snablen i øvrige fra serien på et tidspunkt.


#2055-2056

Parallelimport fra Göteborg

Var på den årlige konference i Göteborg og tog som sædvanligt forbi både Ölrepubliken, en af de bedste ølbarer i byen og forinden en tur i Systembolaget for at tanke svenske øl. Nedenstående var resultatet af fourageringen.

Stigbärets morgonsuris, 4,7 Berliner weisse fra Stigberget bryggeri og Morgondagens bryggeri. Tilsat den helt store frugt-bær-grøntsagsblanding i form af hindbær, kirsebær, tyttebær, enebær og rødbede. I duften mærkes hind- og kirsebærrene mest, sammen med noget let surmælk og let syre. Smagen starter med de syrlige indslag, mest fra frugten som derefter afløses af den søde rødbede. Jeg fornemmer næsten lidt salt, men det er jo ikke en gose. Der er en smule træsmag og der kommer en snert slutsyre. Igen bliver jeg glædeligt overrasket hvor godt rødbeden klarer sig i sådan en øltype og jeg synes det er superlækkert. 5-6 skumfiduser.

Wood I lie to you #233, 12,1 % fadlagret barley wine fra Beerbibliotek. Indholdet i dåsen er både en del friskbrygget barley wine, dels en del, der har ligget på egefad i 6 måneder. Duften er lidt rødvinsskarp og med noget træ, foruden en del sødme og noter af alkohol. Den er anderledes blid i munden, hvor sødmen er meget mere fremtrædende men får tilpas modspil af opholdet i tønden, der tilføjer kant i form af smag af træ, skarp bitterhed, vin og krydring, mens den varmende alkohol nok stammer fra selve brygget. Barley wine skal nydes langsomt og med respekt og selv om den er noget sød, så ender det vatblødt, cremet og lækkert, med små spidse modhager. 5 skumfiduser.

Blondette, 6 % fadlagret sour ale fra Brekeriet. Duften er stram sur men formildet en anelse af noget træ. Smagsmæssigt udfordrer den også en smule med en stram start med syre henad eddike, der på en måde forstærkes men også ændrer lidt karakter på grund af fadlagringen. Træ og rødvin fornemmes derfra. Så kommer der noget frugtsyre, der til sammenligning næsten fremstår sødt, som en blanding af citron og appelsin. Der ligger en lille tone funk i bunden. Ret kompleks og en rigtig fin øl igen. Det er ikke meget at udsætte på Brekeriet. Her 5 skumfiduser.

See Ya later, 6 % Florida ipa fra Örebro brygghus i samarbejde med Apex brewing (North Carolina). Duften antyder tør, stram og bitter ipa, men de tilsatte juicer af appelsin og grapefrugt gør denne til en næsten sodavand. Svagt underneden ligger en olieret humlesmag af kogler og fyr og hjælper en at huske, at det drejer sig om en ipa. 4 skumfiduser. Florida IPA (FLIPA) er ikke en officielt beskrevet stilart, men var oprindeligt en hybrid mellem en godt tåget IPA og så en sour IPA. Det rammer denne øl ikke helt.

Flamingo juice, 5 % mango peber gose fra Stigbergets bryggeri. Intens gul farve i noget der ser ud som juice. Dejlig syrligt, lidt mere end jeg ville forvente fra noget med en skudfuld mango. Let salt og så også til sidst noget sødme fra mango. Salten er lidt mere tydelig i duft end i smag. Dejlig og flot øl - 4-5 skumfiduser.

Trouble sleep, 12 % imperial stout fra Stigbergets bryggeri. Med tilsat kaffe fra Per Nordby. Kaffeduften er intens, nedenunder ligger chokolade og rosiner. Det er også en sød mocca der rammer munden, hvor kaffe og chokoladesødme er nogenlunde ligeværdige. Der er lidt mørk frugt og let ristethed, men det får ikke rettet op på balancen. Det bliver dog aldrig klæbrigt og er forbløffende let drikkeligt, men bør nydes langsomt. Kan nemt erstatte en dessert. Fire skumfiduser.

New and Improved! GBG IPA. 6,5 % fra Stigbergets bryggeri. Den oprindelige var vist meget god så en forbedring lyder lovende. Masser af ananas og grapefrugt i næse og mund. Rimelig tør og fint slutbitterhed. Fin old-school West Coast ipa, med lidt mere frugtsmag. Dejlig, 4 skumfiduser.

Lushious ipa, 6,3 % New England ipa fra Mohawk. Som det sig hør og bør i typen, er her masser af frugt og lækker mundfulde og næsten ingen bitterhed. Mandarin, mango og passionsfrugt er med i abemaden, som frugtsalat blev kaldt den gang blogbestyreren var knægt. Lækker og dejlig, 5 skumfiduser.

Goodness grapecious, 6 % ipa fra Vega. Den officielle øl til GBG beer week 2019. Klassisk amerikansk stil ipa, med tropiske frugter som passionsfrugt, ananas og grapefrugt i duft og smag. Min medsmager finder overraskende rød peber i smagen. Virker lidt tynd i bunden; så er den naturligvis lettere at drikke men procenten siger ikke session. Slutter sødt og medium bittert. 3-4 skumfiduser.

Bird in hand, 8 % dobbelt ipa fra Stigbergets bryggeri. Jeg fanger lidt appelsinduft fra det flotte orange-gyldne bryg. Det er meget frugt-jammy i munden, med appelsin, maltsødme og en ret intens, ren bitterhed. Typiske træk for en DIPA, og typisk virker det ikke helt så godt for mig. Stilarten bliver ofte for tungt sød, hvor humlesmagen antager karakter af tyk marmelade og til tider kan virke sprittet. Derfor må denne, som mange tidligere DIPA på bloggen, nøjes med 3 skumfiduser, selv om den på ingen måde er dårlig.

Exotico, 4,7 % Berliner Weisse med passionsfrugt, mango og mandarin fra Mikrofonbryggeriet. Der er kommet rigtig meget frugt i, så det syrlige fra grundbrygget er stort set væk. Det smager mest som en sodavand. Hvad skal jeg mene om det? Ville nu nok gerne have haft de typiske let syrlige noter og andre stilartskarakteristika med i smagspaletten. Denne her bør man gemme væk for børn, for den ville nemt kunne blive en favorit frem for en squash. Tre skumfiduser.

Bötet, 12 % barley wine fra Nynäshamn ångbryggeri. Lagret på cognacsfade. Intens, sødmefuld oplevelse af duften med malt, karamel, vinøse noter og vanille. Sødmen fra duften genfindes let i smagen, men der er masser af modspil fra vin, træ, varmende alkohol og krydret islæt - næsten lidt jul med nellike og kanel. Slutter bittert, men det er nok mere fadlagringsbitterhed end ditto fra humle. Dejlig nydeøl, 4-5 skumfiduser.

Der er således altid mindst to-tre grunde til årligt at besøge Göteborg i maj måned - de ovenstående mange øl tæller kun som én!

#1990-2001