Den første er den, jeg var ude og se blive brygget, og som fik navnet The Lady of Cofitachequi, 7 % IPA, i samarbejde med Fonta Flora. Opkaldt efter en kvindelig høvding for en lokal stamme fra Appalacherne for 500 år siden. I opbygning som en af de mange gode IPAer Amager har beriget danske og udlandske ganer med. Meget blomstret, næsten frugtig i både næse og initiel smag. God maltbund, der bærer aromahumlingen fint. Den slutter pænt, men ikke overmåde bittert. Rigtig dejlig - men måske lidt synd, at Amager ikke fik lært noget om alternative ingredienser, som Fonta Flora mest er kendt for? 4-5 skumfiduser.
Den anden er et samarbejdsbryg som Amagerdrengene lavede med Three Floyds hos dem under navnet Swole Patrol. Her er den version, der er lavet i det gamle bibellager og som hedder Swole Mole, 7 % imperial dryhopped pilsner. Den lugter ganske fint af humle, men underneden er der en lidt svovlet duft. I smagen fornemmer jeg en lidt underlig sødme, der ikke helt spiller sammen med en god dosis humler, blandt hvilke der er anvendt Jarrylo, som jeg ikke er stødt på før. Pilsner, som jo det vi stakler er vokset op med før ølrevolutionen kom hertillands, er i masseproduceret udgave ikke spændende. Jeg er heller ikke helt sikker på, at en god spand humle er det rette til at vende den skude. Der må være noget som en overgær er bedre til i samspil med humler end en undergær. Her ender det med 3 skumfiduser.
Linda - the Axe Grinder, 9 % oaked imperial red IPA, i samarbejde med Linda Haug. Linda og Todd Haug er tæt forbundet med Surly Brewing company. For et par år siden blev Todd the Axeman brygget, i år var turen kommet til at hylde Linda. Der er en ret tyk, sødlig duft, men så er der også kommet hvidt sukker i. Brygget er også ret tyktflydende i munden, klæber til mundhule og gane, med karamel og vinøse indtryk. Der er også mørke frugter, og bitre noter fra humlen. Der er tilsat noget egetræ som nok også får givet sit aftryk. I styrke og smag tenderer det hen mod barley wine, omend den ikke er helt så flad. Det er en kompleks øl, måske lidt for sød til virkelig at blive elskelig, men ret fin alligevel. 4 skumfiduser.
Game of Arms, 8,2 % imperial lakrids porter, i samarbejde med Cigar City. Oprindelig brygget i Tampa under navnet Top Roll, som fandt vej til min gane under ølfestivalen. Her så i dansk udgave, samme opskrift formoder man og så med nyt navn. En noget spruttet-frugtig duft møder min næse, sammen med røg og kaffe. Smagen er mange-facetteret; jeg smager først samme let vinøse frugtsmag, måske blomme-i-madeira eller lignende? Så kommer en del mere klassiske træk som kaffe, brændt karamel, der giver antydning af sødme og så en snert af lakrids. Lidt mere af sidstnævnte end jeg syntes at kunne opfang i den amerikanske variant, men ikke så det stjæler al opmærksomhed. Det slutter med et skud røg og en pæn bitterhed. Mundfylden er medium og med en noget prikkende karbonering, så selv om øllet ser fladt ud ved ophæld, bliver der givet let massage til smagsløgene. Rigtig dejlig porter - 5 skumfiduser.
Darkest of Suns, 6,5 % sort sæson, i samarbejde med Brian Strumke fra Stillwater Artisanal. De er kendte for deres twist af belgiske øl. Sort saison har jeg vist kun prøvet en gang før. Her en bryg, hvori der er puttet enebær og hele peberkorn. Jeg synes ikke den dufter af vildt meget, med stor koncentration fanger jeg noget stillestående, varm luft og noget mælk - nok begge stammende fra den belgiske saison gær. Smagen begynder lidt som en sort ipa, med en citronsmag fra humlen, der er svag men ligger langt fremme i smagsbilledet. Med til at give det indtryk er også en let brændthed. Så kommer der noget mere diskret saisongær ind i billedet - gæren har sværere ved at sætte et aftryk i den mørke baggrund. En let til medium bitterhed afrunder. Enebær og peber fanger jeg ikke et selvstændigt udtryk af, men bærrene er nok med et eller andet sted, især i eftersmagen. Jeg tror nok, at jeg foretrækker mine saisons lyse, men denne er slet ikke nogen dårlig udgave. 4-5 skumfiduser.
Amager fik som sædvanligt lavet en omgang spændende øl, og de kom da ud i nogle afkroge, hvor de ikke færdes så tit selv - det må jo være en af årsagerne til, at man som brygger ønsker at lege sammen med andre. Hvis man ydermere er direktør i samme foretagende, er der sikkert også nogle økonomiske overvejelser med ... Men Amager beviser endnu en gang klasse.
#1361-1365
