Vault city

Vault City Brewing, fra Edinburgh, Skotland laver hvad de selv kalder modern sour beer med fokus på frugt. Det har jeg prøvet tre af.

Paradise Island, 7,2 % sour med passionsfrugt, guava og papaya. Særdeles frugtrig duft med tydelige kendetegn fra de tilsatte frugter. Let spids og dermed ikke den rene søde saft. Smagen er også en ren frugtbombe og det er lidt svært at erkende, at der under de syrlige frugter også er en fermenteret syre. Mundfornemmelsen er let cremet og blød, og der er ikke megen kulsyre tilbage. Sådan burde ens frugtsodavand smage, bortset fra alkoholen, som ikke er fremtrædende. Et pænt stykke væk fra hvad man klassisk forstår ved en øl, men fint. Fire skumfiduser.

Chef's kiss hedder den måske, 8 % sour med kaffepocherede pærer og praline crumble. En dessertøl indrømmer de selv og så er man informeret på forhånd. Den ser tyk ud ved ophæld. Klar pære i duftindtrykket, og med en korn-brød agtig bund, uden syrlighed. Første smagsindtryk er noget syrlighed som mere er af citron end mælkesyre. Dernæst en ordentlig dosis pære, omsvøbt af kaffe. Der rundes af med en let sødme der også indeholder en snas vanilje og så bider syren til lige før mundhulen udtømmes. Det er godt nok spøjst, det her, og underligt. Mest underligt, fordi den langt hen af vejen fungerer. Man skal bare ikke være forhippet på udelukkende at møde den sour som grundbrygget trods alt er, og i stedet lade sig forføre af noget man ikke vidste ville smage en. Pære i øl ....?!?! Den hiver fem skumfiduser hjem, også fordi der er lidt sour både først og og sidst i smagen.

Blackberry mango coconut dreamcake, 9 % sour. Med inspiration fra dansk drømmekage. Flasken anbefales rullet forsigtigt før åbning og opskænkning og ud vælter en tyk lilla-brunlig plumret masse, der dufter kraftigt af både kokos og syrlige bær. Der er tillige en anden lidt malingagtig duft som nok i virkeligheden er fermenteringsduften godt mixet op med mango. Smagen er helt i starten let frugtsyrlig men så skvulper den flydende kagemasse med primært kokossmag henover de subtile detaljer. Mangoen er ikke nærigt tilstede og det bliver samlet en kende (for) sødt. Hvis man tror man ikke kan lide øl, eller sours, kan man måske starte her, for det er i sandhed en moderne fortolkning af sour, som man lige så godt kunne kalde smoothie ud fra smag og konsistens. Den smager ud fra dens præmisser sådan set meget fint, men behøver vi flydende kage? Jeg er lidt i tvivl og giver 3-4 skumfiduser, delvist pga min usikkerhed om hvor langtidsholdbart det er.

Kameraet gengiver farven lidt mere rød end den rigtig er.

 

Selv om de sådan set hver især får pæne karakterer er jeg lidt loren ved konceptet som de brygger ud fra. Jeg tror ikke, at jeg vender tilbage.

 #2236-2238

Øldysten #3

Trængte til noget let og forfriskende øl og stemplede derfor fysisk ind hos Østerbro Vin og spiritus. De var leveringsdygtige, så denne gang dyster to sure/syrlige øl mod hinanden.

Wall of bureaucracy, 3,9 % brombær sour fra People like us brewery.

Udseende: grumset, ikke helt teglstensrød, med et lilla islæt
Duft: frisk men ikke mere syrlig end det.
Smag: starter frugtig og sød på en perlende måde og først et stykke ind i smagsoplevelsen dukker en meget let syrlighed op. Kan ske at det er mængden af frugt, der lægger en dæmper, men det bliver ikke det rene safte/sodavand.
Karbonering: kraftigt karboneret, let krop
Samlet indtryk: Med den lave procent kunne man godt tro, at det var en Berliner Weisse type, hvilket den oplevelsesmæssigt også tenderede hen til. Fire pæne skumfiduser.

Dåseteksten er på overfladen en sympatisk opfordring til ikke at stille unødig hindringer i vejen for folk, men kan også tolkes som et ultraliberalistisk brøl om ingen regler. Jeg kan egentlig godt se for mig Mikkeller stå bag begge tolkninger.

Sauer macht lustig, 5,8 % sour fra Flying Couch. Der er anvendt både jordbær, rabarber og habanero i fremstillingen.

Udseende: grumset, ikke helt modent jordbærrød. Næsten intet skum.
Duft: tydelig duft af jordbær og lidt skarp syre, med en tone af vanilje.
Smag: en del jordbær og en del syre som både kan stamme fra fermentering eller rabarber. Frugten når at afgive en smule sødme. Til sidst kommer en let prikken fra chilien, der trækker med over i eftersmagen. Det giver en raffineret og elegant afslutning. Chili skal dosere yderst varsomt i øl, men her er det perfekt.
Karbonering: ret flad øl.
Samlet indtryk: rigtig dejlig øl som er godt komponeret med de tre dele frugt, syre og styrke. Fem-seks skumfiduser.

Det er let at kåre en vinder, for selv om Wall of bureaucracy på ingen måde er dårlig, er Sauer macht lustig klart bedre. Tillykke til Flying Couch.

#2135-2136

Imperial stout serie, del II

Det Lille Bryggeri har begået en serie imperial stouts, hvor der i grundbrygget er kommet forskellige frugttilsætninger. Jeg havde fat i grundbrygget plus det med tilsat solbær og lovede vist mig selv, at få fat i resten af serien. Det er så lykkedes nu, 10 måneder efter første indledende runde.

Imperial stout blåbær, 9 %. Duften er sød malt, chokolade, kaffe og måske en anelse frugt. Smagen kan beskrives stort set på samme måde og det er svært at erkende, at det er blåbær der er tilsat. Ved et enkelt slurk fik jeg blandet så meget luftindtag sammen med væsken, at der hastigt dukkede et erindringsglimt op fra de dybe svenske skove, hvor jeg i barndommen plukkede mange blåbær. Men smagsmæssigt er det nok et lidt for sart bær at give det store fra sig i en mørk stout. Det ender derfor med at blive en stout lidt til den søde side. 4 skumfiduser.

Imperial stout brombær. Klar frugtig aroma, der i min næse ikke siger ren brombær men mere generisk mørke bær. Der er både en let og flygtig, næsten parfumeret del og en dybere, mere intens. Maltaromaen er næsten fraværende. I smagen er der stadig malt og chokolade men glaceret med frugt, der her er mere tydeligt brombær. De får et næsten sprittet udtryk sammen med alkoholen og overdøver andre smage. Lidt spøjs blanding og ved hver anden slurk synes jeg det er fint, mens de andre 50 % gange synes jeg det bliver lidt for meget. Det ender på 3-4 skumfiduser.

Imperial stout kirsebær. De kirsebær der er kommet i minder mest om de syltede af slagsen, både i duft og smag, dvs. med en sød karakter og ikke frisk frugt. Også her går smagen sammen med alkoholen men er alt i alt mindre fremtrædende end brombærrene var. Jeg opfanger også let mandel smag og noget tørt træ i eftersmagen. Tror jeg vil foretrække den originale grundbryg sådan som den smagte i september 2019, men som den er nu, giver kirsebærrene lige lidt ekstra. 4 skumfiduser.

Imperial stout hindbær. En i glasset omslynget væske afgiver en meget let hindbærduft når nu man ved det, sammen med mørk chokolade. Smagsmæssigt ligger hindbærrene også under chokolade som en let syrlig frugt, men den fornemmes ikke sprittet. Jeg har mødt hindbær før i øltypen og denne er en fin udgave af blandingen. Fire skumfiduser.

Det er svært at sige hvilken af de 5 ekstraøl, jeg bedst kunne lide. Jeg fornemmer, at grundbrygget har ændret sig en del i de 10 måneder siden jeg smagte de to første øl. Dengang var der lidt mere kant i grundbrygget. Nu fremstår det ret entydigt sødt og så bliver det lidt svært for nogle af tilsætningerne at tilføre det ekstra. Men i denne runde var hindbærrene nok lige en tand bedre, mens brombærrene ikke fungerede for mig.

#2131-2134

Mærkelige øl #2

Andet indlæg i serien og her er det både ingrediens og gæring, der er "mærkelig".

Ananas bruin, 7 % tepache fra Laboratoriet/Brygbrygbryg. Tepache er en gæret drik fremstillet af skræl og skorpe fra ananas; her en belgisk bruin primær fermenteret med ananas og derefter med en ølgær (vist nok saisongær hvis jeg husker rigtig hvad Mikkel fortalte). Det har resulteret i en lidt tynd bruin med en tydelig syrlig note fra ananas. Jeg synes ikke, at stilarten og frugten rigtig spiller sammen og det bliver ananasen, der vinder kampen om smagsløgenes opmærksomhed. Forestiller mig, at det ville være bedre i en lysere øltype som Berliner Weisse eller gose måske. Hører i hvert fald hjemme i denne anmelderserie. 3 skumfiduser.

#2125

Brygbrygbryg

Jeg runder endnu en gang en samling øl fra Brygbrygbryg. Og der kommer flere ...

Krig, 4,8 % lagret sour med kirsebær. Duften er næsten som en frugtyoghurt med lige dele kirsebær og let gæret mælkeprodukt. Jeg finder også mandel og let træ. Den behagelige duft er forganger for en ret fredsommelig sour, der er sødet godt med kirsebær og sukker, så det syrlige fra fermenteringen næsten er helt væk. Den meget lave karbonering er yderligere et element der gør, at det næsten kunne serveres som en lækker saft. Fire skumfiduser til en flot, rød øl. Det voldsomme navn afspejles på ingen måde i flaskens indhold.

Gris, 4,5 % grisette med kirsebær. Også denne øl præsenterer sig flot rødt i glasset. Næsen fanger kun en anelse kirsebær og ikke noget grisette-agtigt som jo er en slags saison. Smagsmæssigt er der også fuld damp på kirsebærtrykkedlen, eller rettere, den er ret enerådende men ikke påtrængende. Det er frugtsmag, syrlighed og den specielle mandelundertone som kirsebær har. Jeg vil tro at den anvendte mængde kirsebær kunne være kommet i flere slags lyse øltyper, uden at man måske ville kunne smage forskel. Det smager fint, men er måske lidt for meget frugtsaft? 3-4 skumfiduser.

Norske nætter, 6 % norsk brown ale. Det der gør den norsk, er brugen af den traditionelle kveik-gær. Malt, mælk og chokolade i duft og smag. Tør afslutning. De let bitre noter i eftersmagen kan lige så godt stamme fra den ristede malt som brug af humle. Jeg tror efterhånden, at jeg må have misforstået noget om den norske kveik. Første gang jeg fik en øl med den gær, var det Kwike fra svenske Brekeriet og den var dejlig farmhouset. Det beskrev en artikel også var kendetegnet. Efterfølgende har jeg fået nogle stykker, især under Great Swedish Beer Festival, og her var der ingen funk eller farmhouse. I denne synes jeg heller ikke jeg fanger nogle specielle gærrelaterede smage. Der er en anelse fenolisk blod, som i øldommersammenhæng ofte betegnes som en fejl, fremkommet ved forkert gæringstemperatur. Men det kan ikke være det, der skal kendetegne brugen af kveik. Jeg må vist hellere blive opdateret og belært. Det ender derfor samlet ud som en lidt sød og anonym brown ale, 3 skumfiduser.

GCLV, 6 % mixed fruit sour med vanilje. Kraftig duft af passionsfrugt især og underneden noget sour-sur yoghurt. Smagen er snerpende, mest af den syrlige frugtsaft hvor det igen er passionsfrugten der dominerer - øvrige tilsætninger er stikkelsbær og kaktusblomst. Stikkelsbærrene anes som en lidt sødere frugt. Det sure bliver yderligere balanceret en anelse af en yoghurt og vanilje, der kun antydningsvis er der men som formår at lægge et let sødt låg henover. Brygget er ret fladt og har en smuk orange farve. Den kunne Brekeriet også have lavet og det er en stor ros. 4-5 skumfiduser.

 

 

#2114-2117

Aurora

Røde øl er ret fine at se på. Mange af dem smager også godt ...

Aurora, 7 % vild ale med kirsebær fra Brekeriet. Lagret på Rioja fade. Duft mest noget stramt syrligt, men også noget træfad. Kirsebærrene, som ikke mærkes i aromaen, byder i smagen ind med en fin og dyb sødme, der afretter fermenteringens eddike-syre vildskab til en fin balance. Solbærrene synes jeg er lidt fraværende. Oveni skal lægges en tydelig fad- og vinsmag som er det lykkelige tredje hjul under vognen. Igen må jeg beundre, hvordan Brekeriet formår at komponere en så fin øl, med plads til alle, store som små detaljer. Lækker, og så er den også rigtig fin at se på. 5-6 skumfiduser.

#2051

Snake Charmer

Snake Charmer, 2017 edition, 7,7 % fadlagret sour med solbær fra 8 Wired Brewing. New Zealandske 8 Wired med danske Søren Eriksen i spidsen var en del på bloggen for 5 år siden, men efter det har jeg ikke set meget til dem. Dengang som nu er det Høkeren i Ravnsborggade, der har dem på hylden. Næsen fanger det syrlige, som både er fermentering og frugt, men ikke udpræget solbær. Sur mælk og balsamico. Den er lidt mere venlig i munden, hvor frugtsmagen er mindst en halvpart og her er det mere tydeligt, at det er solbær der har ligget to år sammen med brygget i pinot noir fade. Der er funk og lidt vildskab og så selvfølgelig en syrlighed, som ikke er snerpende. Det er ret godt skruet sammen og belønnes med 5 store skumfiduser.

#1961

Det Lille (lokale) Bryggeri

Den sidste lille håndfuld år har jeg næsten hver weekend været sendt på landet for at rekreere mig ovenpå storbyens hektiske hverdagspuls. Næsten fra starten af har jeg fablet om at tage forbi Den Lille Gaardbutik, der er tilknyttet Det Lille Bryggeri og som ligger et kvarters kørsel fra mit refugium. Først for nylig lykkedes det at komme derhen. Her følger omtale af den store håndfuld øl jeg fik plads til ved mit første, men nok ikke sidste besøg/indkøb. - Og der gik så megen tid med at få konsumeret første indkøb, at jeg nåede forbi en anden gang og fik suppleret op ...

Bingo IPA, 5,6 %. Humleprofilen er bestemt via et bingospil, som man kan se nærmere hvordan foregik på deres Facebook side. Det er endt med en pænt humleduftende ale, hvor det er af den ikke aggressive blomsterslags og grapefrugt. Der er også mest grape fra humlen i smagen på en ikke vildt fyldig maltbund og det slutter ret bittert. Ideen er skæg, og det kan vel teoretisk resultere i noget uventet godt, men der skal nok foretages nogle flere tromledrejninger før det topper. Man bør vel egentlig også have tiltro til egen brygevner som brygmester og humledosator? Ret medium IPA til 3-4 skumfiduser. I øvrigt er der meget positivt anført både en brygge- og en tappedato, fra sidstnævnte fremgår det, at brygget har hvilet fire måneder på flasken, hvorfor den kan have ændret humlekarakter fra det friske bryg.

Tropic Thunder, 5,5 % ale. Her er der hældt mangosirup, limesaft og chili i kogekarret. Der er således en pænt frugtrig duft og smagen er ligeledes præget af mangoens sødme og limens syrlighed, med svageste karakter først. Og derfor er det også passende at opremse chilien til sidst, da den lægger låg på og delvist undertrykker syrligheden som til gengæld undertrykker sødmen. Humlen har det svært, når jeg ved etikettelæsning får at vide, at der er Sorachi Ace i, kan jeg måske synes jeg smager lidt dild, men det kan være en forudindtaget forventning, der spiller mig et puds. Jeg har mest stødt på chili i de mørkere øltyper, og selv der skal der doseres med varsomhed. Her synes jeg, trods et pænt syrebid, at det er en smule i overkanten. Tre skumfiduser.

700, 9,1 % trippel. Tilbage i april 2016 lavede bryggeriet deres 700. bryg, som blev til en bananduftende sag, med en anelse krydring der stikker let i næsen. I munden er der ingen skarpe kanter, her er sødme for næsten alle penge, med næsten syntetisk banansmag, peber, koriander, nelliker og en halvskarp bitterhed, der er pakket godt ind. Det lyder ikke helt rart og er ud fra stilarten betragtet nok en anelse overdoseret med kandis, men det er måske det, der skal til for at jeg bedre kan lide øltypen, selv om det er en nem løsning. Jeg stanger 4 skumfiduser ud, man skal jo være sød ved dem der har fødselsdag/jubilæum.

800, 10,9 % imperial stout, lagret på egetræsfade sammen med portvin. Et lille års tid senere var det tid til bryg nr. 800 i Bringstrup, og her er det en type, der vel nok bedst kendetegner DLB. En tung duft med elementer som rosiner, figner, kaffe, chokolade og noget sprut, der genfindes også i smagen. Dertil en kraftig brændt smag, en udpræget bitterhed, den tilsatte vanilje kun antydningsvis (og tak for det), og et generelt ganske voldsomt udtryk fra den begsorte væske. Portvinen spiller en rolle i alt det kraftige, men det er mest som noget alkoholisk. Jeg har svært ved at fornemme en egentlig portvinssmag, men så er jeg heller ikke hverken den store kender eller ynder. Hvis der havde været skruet en smule ned for tilsætningen af den, så ville det have fungeret bedre for mig. Det er en kradsbørstig sag og det fungerer langt hen ad vejen. 4-5 skumfiduser.

Røgporter 2017, 6,6 %. Brygget som en kombination af røgøl og porter, med hele 10 forskellige slags malte, herunder 3 røgmalte brugt. Det resulterer ikke uventet i en ret røget duft der er mere til den brændefriske side og ikke sødlig-vammel. Det overdøver eventuelle andre dufte. Smagen er også ganske fint tilrøget, men her fornemmer jeg dog noget chokolade, stenfrugter og kaffe fra porterdelen, omend der spilles andenviolin. Det afsluttes let syrligt og med nogen alkoholpræg, selv om procentsatsen ikke er voldsom. Ikke for sarte sjæle skulle jeg mene - jeg synes det er lækkert, selv om røgen måske er en anelse for overdoseret, hvis det er meningen at begge arter skal kunne sætte sit aftryk i det samlede produkt. Men jeg kan godt lide gode røgøl, og den del er rigtig fin. 4 skumfiduser.

Honey Devil, 14 % imperial stout i et samarbejde med både Ghost Brewing og Kongebryg, brygget sidstnævnte sted. Voldsom duft med masser af mørke frugter, der næsten forekommer gærede ellers er det blot den meget vinøse, ja lad mig bare kalde det sprittede duft, der slår igennem. Det helt flade bryg smager også kraftigt. Foruden alkohol og mørke frugter er der lidt kaffe, lidt chokolade og lidt brændte noter, men det meste bliver overdøvet af den megen alkohol, der har karakter både af rødvin og sherry. Og så er den ganske sød, måske delvist stammende fra den tilsatte honning. Den virker i udtryk mere som en barley wine end som en imperial porter og som bw gør den det fint. Hvis man derimod forventer en imperial stout, bliver man nok lidt skuffet, især når man tænker på hvor gode både Det lille Bryggeri og især Ghost Brewing er indenfor den genre. Den lander på solide 4 skumfiduser.

The Bright Side, 13 % strong ale, brygget med Grand Marnier og lagret på egetræ. Brygget for 5 år siden, så det er lidt af en gemmeøl, jeg fandt på hylden i Den Lille Gaardbutik. Ikke særlig påtrængende duftindtryk, jeg fanger lidt sødme, sherry og lidt træ. Smagsnmæssigt bydes der på en ganske stor mængde sødme, der er som karamel, men med tydelige noter af træ og alkohol. Der deklareres en IBU på 120, men det kan jeg slet ikke finde i bryggen. Dertil er den indsvøbt i for meget sødme. Men den megen sødme bliver aldrig klæbrig, så selv om jeg nok kunne have nøjedes med halvdelen af flasken, endte min solobunding lykkeligt. Fire skumfiduser.

El Dorado pale ale, 7,9 %. Enkelthumlet med El Dorado. Svag duft af lyst brød og lidt grape. Ret anonym i smagen. Der er en klassisk alebund med brød og malt og oveni er der noget grapesmag. At der skulle være tørhumlet to gange fremgår ikke klart. På denne øl er brygge- og tappedatoangivelserne glippet. Da jeg snakkede med René i butikken sagde han, at ofte gav øllene en holdbarhedsdato 18 måneder frem, og hvis det er tilfældet med denne, er den godt 5 måneder gammel ved indtagelse, hvilket i så fald ikke har gavnet humlesmagen. Jeg synes også øllet virker noget overkarboneret. Desuden er alkoholprocenten ret høj for at være en standard pale ale. Sidstnævnte influerer ikke så meget på smagen, men samlet kan jeg kun give 2-3 skumfiduser for denne.

Wet Dreams, 6,8 % rabarber og hyben ale. En særegen duft som stammer fra hyben; sødlig, krydret, og ja, hybenagtig. Smagen er ret underlig med en blanding af  tørre, krydrede noter og mere sødlige islæt. Rabarber er jo ret syreholdige og det fanger jeg ikke rigtig i bryggen. Jeg kender ikke så meget til smagen af en rå hyben, men vil tro, at det er den, der sætter det største præg på denne øl. Samlet ender det faktisk ret fint - det bliver en slags frugtøl men med en meget fint krydret andel som gør, at jeg klart kan anbefale denne øl. Man skal være parat til at gå lidt udenfor ens gængse, trygge rammer, men det smager godt. 4-5 skumfiduser.

 

Black Mash og Black Mash². Til sidst (under Det Lille Bryggeri) en dobbeltsmagning. For et halvt år siden bryggede DLB de to bryg. Black Mash² er dobbeltmæsket og dobbelt humlet, og holder 14,2 % i forhold til 7,8 % hos Black Mash. Det dårlige billede siger ikke så meget men rent visuelt er Black Mash² mørkere, har mørkere skum og ser tykkere ud ved ophæld. Til gengæld er Black Mash noget ivrig for at komme ud af flasken, eftergæringen er lidt for voldsom. Der er forskel i duftindtrykkene, hvor Black Mash virker mest påtrængende med chokolade, kaffe, vanilje, tørret frugt og alkohol. Black Mash² er lidt mere afdæmpet, og alkoholen virker lidt mere afrundet eller velintegreret. Black Mash har kraftig kaffesmag, der er tobak, lakrids og let syrlige noter men ikke så megen sødme. Den er tørt bitter til sidst. Black Mash² lægger sig naturligt mere blødt på tungen, jeg smager mere sødme og chokolade af den mørke, bitre slags, kaffe, tobak, og den er kraftigt bitter. Alkoholen er ligesom i duften godt integreret og man sidder næsten med en fornemmelse af, at der er mindre i Black Mash² end i Black Mash, men det passer jo ikke. Black Mash er med sin lettere krop lettere drikkelig, men syrligheden og en lidt kraftig karbonering stritter imod. Black Mash² skal næsten skrabes af tungen og videre i fordøjelsessystemet, men giver en større og længerevarende nydelse. Begge øl er gode og bestemt ikke for børn i skolealderen. Jeg synes dog at Black Mash² er klart bedre og der bliver en skumfidus til forskel på de to bryg: Black Mash 4 skumfiduser, Black Mash² fem skumfiduser.

Brygger René har også et lille sideprojekt kørende, Shadowbrew. Jeg ved egentlig ikke hvorfor han brygger under flere labels, men det føles ikke unaturligt også at medtage de to øl, jeg fandt på hylden i dette indlæg. Øllene sælges kun i gårdbutikken.

Brew of the Year 2014, 11 % quadrupel. Den over tre år gamle øl er lige så flad som Honey Devil og The Bright Side. Den har tydeligt præg af belgisk gær og mørke, gærede frugter i duften, med en anelse lakrids og tydelig vinøsitet. Smagen er kraftigt maltet, med sød karamel, mørke frugter, krydderier som kardemomme, muskat, peber, næsten noget fadpræg over sig, og nogen slutbitterhed. Den mangler som nævnt en del karbonering for at være en true-style quadrupel. Den har ikke klaret årene i flasken uden påvirkning men selv om den har lidt barley wine præg, er smagen ganske intakt, omend en smule støvet, på den gode måde. Kan sagtens bruges som avec til kaffen. 4-5 skumfiduser.

Imperial Stout 2015, 11,45 %. Denne er anderledes skumsprøjtlivlig sammenlignet med nogle af de foregående; så meget at det sprudlede let over, da jeg efterlod flaske med indhold uden opsyn efter første ophæld. Jeg dufter kaffe, tobak og malt og bryggen beriger mig med smag af de samme indtryk plus en sødme fra mørke frugter, alkohol og pæn bitterhed. Der er vel trods to år på bagen også en smule humlesmag tilbage, men det er marginalt. Samlet en velkomponeret imperial stout, som nok er Det Lille Bryggeris bedste kategori. En dejlig nydeøl til efterårets triste vejr, hvor man kan drømme sig hen til meteorologisk blidere himmelstrøg. Fem skumfiduser.

Udover de allerede omtalte brygge- og tappedatoer er etiketterne også forsynet med mere brygtekniske oplysninger som OG og FG samt IBU og EBC (original gravity, final gravity, international bittering units, og farve i henhold til European Brewery Convention). Fine oplysninger til de interesserede.

#1612-1624

Åbningsreception Tribeca/Ugly Duck

Tribeca NV åbnede i august 2007, og forsøger at bringe en bid af det italienske køkken og New Yorks rå og stemningsfyldte atmosfære til hjertet af nordvest (som de selv skriver). Ugly Duck er gået sammen med dem og har lavet et øl og pizza laboratorium. Der var åbningsreception i dag, som har været annonceret på Facebook. Dude Beering fik også en personlig invitation som jeg ikke kunne sidde overhørig - de grimme ænder er jo et af favoritbryggerierne herhjemme. Der var også udlovet gratis øl, cocktails og pizzastykker til alle fremmødte.

Interiør

Eksteriør - stadig tidligt

Udover et sædvanligt repertoire af øl fra Ugly Duck, serveres der fadlagrede varianter fra bryggeriet. De har de udviklet et system til at tappe fadlagret øl direkte fra tønderne.

 

Et centralt tappetårn

Dagens ølmenu

I den halvanden times tid jeg var der, fik jeg smagt på fire øl, der kort skal omtales:

Tribeca Raspberry Sour, 4 % Berliner Weisse. En sour, hvor den søde hindbærsmag er i god balance med syrligheden, og hvor der også tilbydes en let omgang funk til smagsløgene. Dejlig, 4-5 skumfiduser.

White Rabbit, 8 % hvid ipa lagret på Sauternefade. Jeg har smagt grundbryggen før, og kunne godt lide dens kombination af hvede og ipa. Dagens opskænkning er noget plumret (som en NE ipa) men det skyldes en uforsigtig omgang med tønden. Det meste af ipa delen er væk (og den var aldrig fremtrædende i forvejen) mens de funky elementer er blevet forstærket efter fadlagringen, der også tilfører et vinøst islæt og en ekstra træ-sour smag. Dejlig fyldig bryg. 5-6 skumfiduser.

Imperial Vanilla Coffee Porter, 9,5 % lagret på tequilafad. Helt fladt bryg som jeg også har smagt i basisudgaven. Der er ikke megen duft, jeg opfanger mest noget træ. Sød og fyldig grundsmag fra porteren, der har fået tilført en metallisk-sprittet smag, der i min mund er yderst vellykket. Hvem skulle tro det om noget, hvor tequila er involveret? Vaniljen spiller også ind, men på et diskret niveau. Ugly Duck fik med deres Nothing but Trouble fadserie åbnet mine øjne og min mund for fadlagret mørkt og de fortsætter. 5-6 skumfiduser.

Montezuma's Revenge, 12 % barley wine lagret på sherry fade. Ret vinøs/sprittet duft, og det genfindes også i smagsbilledet. Der er også noget frugt (kirsebær), sherry, naturligvis, og faktisk en hel del, men den tørre eftersmag herfra blander sig fint ind i det øvrige tunge og søde bryg. Lidt mere karboneret end den foregående, uden at der af den grund bliver tænkt på champagne. Den er så tung at den bør nydes med varsomhed og i begrænset mængde. Men med fokus rettet mod den - det fortjener den. Fem skumfiduser.

Jeg smagte også tre forskellige pizza-stykker, Tribeca, Estiva og Tonno. Pizzaerne bages i en brændefyret, roterende ovn. De smagte rigtig godt - tunen var den mindst spændende.

Gratis øl og mad tiltrækker altid folk. Da jeg gik ved 17.30 tiden var der stuvende fuldt inde- som udenfor. Jeg ønsker for dem, at de bliver lige så velbesøgte, når hverdagen indfinder sig. Jeg skal i hvert fald revidere min opfattelse om nordvestkvarteret. Stedet mindede mig i øvrigt om Omnipollos Hatt i Stockholm, som også er en blanding af et pizzabageri og en ølbar. Tak til Tribeca og Ugly Duck.



#1546-1549

Cantillon - igen

Der må være ved at ske et eller andet med mig og min ølsmag for efter foregående ganske fine oplevelse måtte jeg ud i endnu et surt indkøb fra Cantillon, denne gang en vildtgæret med hindbær!

Rosé de Gambrinus, 5 % lambic med hindbær. Denne opskænkning byder på noget mere kulsyre end Bruocsellaen. Duften er meget henad den samme, mindre træ, mere mødding, næsten noget svovl og så lidt hindbær. Den indleder skarpt, en blanding af sur eddike og træet bitterhed, hvorefter hindbærsmagen bløder lidt op. Det er dog slet ikke sødt eller overdrevent frugtvammelt, kun lige en diskret antydning om, at der er kommet hindbær i. Det ville man jo nok ane på farven. I bagkanten mærkes den vilde mikrobielle flora som syre, yoghurt og masser af funk. Det skulle tage mig nogle år at nå så langt, at jeg med velbehag kunne nyde lambic, men nu ved jeg hvilken retning flaskehalsen peger i det næste stykke tid. 5 skumfiduser.

#1512

To Øl

Når man hedder To Øl, skal anmeldelserne komme i par, i hvert fald på denne blog.

My Pils,  4 % session pils. Ovenpå en pilsners typiske duft af lyst brød og græs fornemmer jeg både en let stikkende og frugtig tilføjelse af humle. Indenbords meget let og flygtig, med en tilsvarende smagsbund af pilsnerelementer, tilføjet lidt citrus og en let rivende slutbitterhed. Pilsnerens normale, lidt sure bitterhed er også til stede, i mindre grad end hos en typisk pilsner. Let drikkelig, og man kan sikkert godt nappe et par stykker, men kun hvis man virkelig overdriver vil man have et minde dagen efter. 3-4 skumfiduser.

 

Rødgrød med fløde, 6 % frugtøl. Med både jordbær, hindbær, solbær og ribs er der lagt op til en frisk juice. Det dufter også dejligt frisk og ikke særlig ølagtigt. Jeg bemærker også en let syrlighed. Samme syrlighed, der i smagen optræder sammen med en del fadpræg og måske lidt eddike sørger for, at det ikke bliver den rene børnefødselsdag. De enkelte frugter kan ikke adskilles/erkendes men det hele giver samlet en frisk og lidt snerpende drik. Ingen spor synes jeg af den anvendte vanille. Lav karbonering og måske den tilsatte havre gør den blød og lækker. Spøjs, men hvis frugtøl har en berettigelse, så er det i sådan en udgave. Fire-fem skumfiduser.

 

#1488-1489

 

 

Misforståelse

Wittekerke rose, 4,3 % frugtøl fra Brouwerij de Brabandere. Livet har sine op- og nedture. Hvordan lige denne øl sneg sig ind på bloggen er uvist. Som udgangspunkt en belgisk witbier, men der er kommet 8 % hindbærsaft og aspartam i, så dette er sikkert henvendt til det meget unge publikum, der ikke kan lide øl. Og associationer til øl er langt væk når jeg lugter og smager på drikken. Det er hindbær og hindbærsaft og en klæbrig sødme der fylder min mund, og det virker en smule kunstigt. Den gør sikkert det den skal, men det skal ikke foregå i min mund. 1 skumfidus. I øvrigt ligner den ikke helt den øl, der ligger under samme navn på Ratebeer. Etiketter kan skifte, men den på RB siges at have noget lagret pale ale med i blandingen, hvilket jeg ikke bemærker står anført på denne flaske.

#1423