Snipniff brewing

Nyt bekendtskab for blogbestyreren, selv om de er etableret tilbage i 2021. Jonny fra England er bagmanden og de brygger i Trekroner. Begge øl fundet i Wika Meny, Køge.

Grace and Percy, 7 % Baltic porter. Ret diskret duftende, med en anelse mørkt brød og noget sødmefuldt. Smagsmæssigt er det også en noget sliksød variant af baltisk porter, som jeg ellers plejer at opleve med noget mere kant. Jovel, der er chokolade, og noget mørk fylde, men der mangler lidt modspil. Fornemmes også en smule tyndbenet, trods de 7 deklarerede alkoholprocenter. Tre skumfiduser betyder jo at den er OK, men ikke fantastisk.

Do they have fog in Denmark? 8 % dobbelt IPA. En del af serie, hvor de bruger forskellige humler i samme basisopskrift. Synd, at de så ikke skriver et ord om hvilke humler, der er i denne dåse.Tung, maltet, parfumeret duft, med noter af ananas og fersken og sprut. Heller ikke en letvægter i munden, meget fyldig, med tyk frugt og varmende, næsten sprittet alkohol. Jeg bliver nok aldrig rigtig glad for de tunge IPA, så min måske lidt beskedne tildeling af skumfiduser afspejler mere det, end at det skulle være en dårlig øl. To-tre skumfiduser, og ikke en serie, jeg vil forfølge at smage. 

OK øl fra Snipniff, men måske er der en pointe i, at jeg ikke har hørt om dem før. 

#2303-2304

West Coast fra Danmarks bedste

Kun kort tid efter at jeg havde sat en lille stribe west coast ipaer stævne for at finde den bedste, løb jeg ind i to nye bekendtskaber fra Danmarksmestrene i stilarten, Amager bryghus. De fortjener deres eget lille indlæg.

Corsair, 7,3 % tørhumlet west coast IPA. En næsten pilsnersk duft af brød og græs inden noget mere grønt humlet får drejet fimrehårene i den rigtige retning (vest). Smagsmæssigt er der frontalt humleangreb, med bid og grøn (græs) smag, oveni harpiks, melon og fersken. En fin maltbund, der ikke bliver sød, binder det sammen. God slutbitterhed med en anelse solbær i. Se, det er en øl som jeg husker dem, fra den gang bloggen gik i shorts og havde evigt rindende snotnæse. Fem store skumfiduser.

King of California, 7,2 % tørhumlet wcipa i samarbejde med Mike Rodriguez fra Woodhouse Blending and Brewing. Mike var før hos Port Brewing og lavede legendariske Wookie med Amager for over 10 år siden. Næsten helt klar og langt fra det gule, plumrede mosevand en New England IPA udstiller sig med. Let riv i næsen, og en smule mere fræs på tungen, uden at den bliver revet til blods. Det er smag af fyr, dild og anis og en smule passionsfrugt. Let maltet bund, men det er humlebitterheden, der er afgørende i ølstilen. Slutbitterheden er pæn, men set stærkere. Alt i alt en dejlig øl,  4-5 skumfiduser. 

For dælan Amager, I kan jo godt, både selv og i samarbejde. Vend gerne tilbage til de gamle dyder, som jo var så skelsættende for jer, og som står jeres hjerte så nær, som I skriver på King of California dåsen. Jeg skal nok aftage et par rummeter af hver batch wcipa!

#2264-2265

Øldysten #8, light: West Coast IPA

Det er som om, at den gode gamle West Coast IPA er ved at få et comeback. Jeg finder flere og flere eksempler blandt de anderledes hyppigere forekommende New England IPA. Det er en rigtig positiv udvikling. Men kan de det, som de kunne for 10 år siden? Jeg har smagt fem, og endskønt ordene er lidt færre end normalt for en øldyst, er smagsindsatsen den samme, og derfor kåres også en vinder!

Night of the Hop Creeps, 6,5 % fra To Øl. Let tåget og lidt lysere gul, end det billedet antyder. Ikke så tung malt men alligevel en let sødlig undertone, en frisk citrus smag og en slutbitterhed, der nok slår de fleste neipa, men som ligger et stykke fra hvad jeg husker de bedste wcipa kunne præstere. God øl, men med plads til forbedring. 4 skumfiduser.

Snake Belly, 6,5 % fra Gamma Brewing i samarbejde med tyske Schwarze Rose craft beer fra Mainz. Klart bryg med en flot, varm gul farve. Også her en let maltbund, med en noget mindre citrussmag end foregående og til gengæld endnu mindre slutbitterhed. For mig er bitterheden det vigtigste i denne øltype, så derfor får de kun 3-4 skumfiduser til en øl, jeg trods alt til enhver tid vil foretrække fremfor en standard neipa. 

Lidt usædvanligt blandes en barophældt øl ind i de ellers normalt hjemmekonsumerede øl.

Ude af øje, ude af sind, 6,3 % fra Ølsnedkeren. Klar øl med lys gul farve. Duften bliver ikke så koncentreret i det helt ophældte glas uden indsnævring i toppen. Smagen er mest fokuseret på det bitre, og så er vi pejlet ind i den rigtige retning. Den er ren bitterhed med kogle og harpiks og der er sådan set næsten ikke nogle frugtsmage, end ikke citrus. Meget langt nede fanger jeg lidt solbær og appelsin. Det er renskuret riv på tungen og 5 skumfiduser lige ned i foret til Ølsnedkeren.

Cloudless, 7,1 % fra Åben. Lys gul, men ikke helt skyfri. Let tropisk duft. Smag af appelsin og ananas på en maltet bund før en kraftig rivende bitterhed afslutter en dejlig afrundet West Coast ipa. Måske lige en snært henad dobbelt IPA som alkoholprocenten også tilsnærper. Men dejlig øl der høster 4-5 skumfiduser.

 

 

Syreregn, 6,5 % fra Flying Couch. Den har jeg konsumeret nogle stykker af, uden at bedrevide om det her på bloggen. Helt klar og lys gul. Let citrus i duften. Mere afdæmpet smag, med lette frugter henad melon, grape og måske solbær. Desværre også en ret afdæmpet slutbitterhed og det kommer lige som for Snake Belly til at få indflydelse på det samlede antal skumfiduser, at den ikke kan præstere mere på den parameter når nu vi er i genren. Men selvfølgelig, stadig en god øl, 3-4 skumfiduser. Billedet er desværre forlist undervejs.

Glædeligt at det var så nemt at finde et stort og stærkt felt, og en klar vinder i Ude af øje, ude af sind fra Ølsnedkeren.

#2259-2263

 

 

Schoppe Brau

Under ferien i Tyskland stødte jeg tungen mod lokale Schoppe Brau fra Berlin, mens jeg var i byen. Til trods for at de har eksisteret i over 20 år, har jeg ikke smagt noget fra dem før under mine tidligere besøg i byen. Det måtte jeg jo se at gøre noget ved. Tre flasker røg med hjem i ferielejligheden.

Holy shit ale, 10 % dobbelt IPA. Den dufter tungt og klæbrigt af melon, mango og malt. Er mindst lige så sød i munden, hvor den uden modstand glider igennem og efterlader sødme, milde tropiske frugter og langt henne i eftersmagen en klædelig bitterhed, der giver det et fint modspil. Jeg synes, de dobbelte IPAer er marmeladeagtige og for søde, og det er denne også, men slutbitterheden redder den hjem med en fire skumfiduser.

Black Flag, 9 % imperial stout. Kun en svag duft af kaffe og røg. Smagen er også ret diskret, med kaffe, røg og lakrids og en smule tørret frugt. Ligger fløjlsblødt i munden. Imperial stouts kan være (for) søde eller kraftigt smagende; denne er hverken eller. Bestemt ikke dårlig men lidt for kønsløs udi genren. Tre skumfiduser.

Flower Power, 4,7 % session ipa. Duften af sød malt er lidt stærkere end forventet for øltypen. Der er også noget lidt gammel humle iblandet. Med en angivet holdbarhedsdato november 2023, kan den da snildt være 8 måneder fra tappedato. Malten er også den mest fremtrædende i smagen, hvor humlen er skuffende fraværende, bortset fra en gammel grøn og forkert bitter smag. Formentlig bedre frisk, men i denne udgave kun 2 skumfiduser.

En OK smagssession og lidt overraskende, at det var den dobbelte ipa, der bekom mig bedst.

#2256-2258

Caleidoskop Brewing

Der er åbenbart fortsat stor lyst til at starte eget mikrobryggeri her i Danmark. Jeg fik for nylig et Tipster tilbud fra Caleidoskope Brewing, der trods alt har et par år på bagen, men som har været hårdt ramt af Covid19 restriktionerne. Jeg cyklede derfor ud til deres tilholdssted i meget pittoreske omgivelser ud for Prøvestenen og var glad for, at de kun har åbent midt på dagen, så man ikke skal rode rundt derude efter mørkets frembrud. Jeg fik seks forskellige øl med hjem, som her får et par ord med på bagen.

Monocular, single humlet (mosaic) neipa på 5,2 %. Mosaic'en giver lige dele ananas og passionsfrugt i duft og smag, med bidrag fra noget mango. Duften er en snært mere rivende end vanligt for typen, mens smagen karakteristisk er blød og venlig. Dåsen var ret frisktappet og smagen har noget svagt frisk, grønt og krydret over sig. Glider ubesværet ned i folkedybets beredvilligt åbne mund. Gør således det, den er designet til. Tre-fire skumfiduser.

Reckless radians, 6,3 % neipa, i samarbejde med Reckless Brewing. Markant duft af appelsin. Smagen adskiller sig tydeligt fra det store hav af neipa-øl med en tydelig, næsten Fanta-agtig appelsinsmag. Der er også krydrede noter af peber, nellike og måske oregano (!). Væsken er cremet og næsten dobbelt ipa agtig og derved ikke lige så letflydende som normalt. Interessant, men måske ikke helt inden for stilarten, men det behøver bryggerier heldigvis ikke ligge under for. Fire skumfiduser.

Dank me up Scotty, 7,6 % moderne west coast ipa, i samarbejde med Hazy Bear Brewing fra Aarhus. Lige i den høje ende alkoholmæssigt, nærmer sig en dobbelt ipa og duften er da også præget af lidt tung malt, men også fyr-harpiks. Heldigvis ikke så tung at drikke, men humlen er gået hen og blevet klassisk bitter, uden noget rivende harpiks-gran-fyr. Ikke særlig meget smag fra den pæne håndfuld humlesorter, der har været med i gryden. Måske er det den lidt kraftige, marmeladeagtige malt, der sier humlesmagen væk, som det ofte sker i dobbelte ipa'er? Ikke dårlig, men foretrækker en helt klassisk west coast, som dem Green Flash Brewing og Port Brewing Company lavede i sin tid, og forhåbentlig stadig gør. Men hatten af for også at lave andet ipa end hazy ipa. 3-4 skumfiduser.

Varangian router, 5,9 % golden ale i samarbejde med ukrainske Varvara brew fra Kiev. Forventer mere en hvedeøl end golden ale, med både hvede og korianderfrø opremset på ingredienslisten. Duften er sødlig og krydret og går ikke på tværs af forventningerne. Væsken ruller ekstremt blødt ind i munden og behager med lyst brød, sødme, let banan, peber og gær. Mangler måske lidt kant fra noget bitterhed, men ellers lige så nuttet som en kattekilling. Og sympatisk med et samarbejde under den russiske invasion af Ukraine. Fire skumfiduser.

Peders pilsner, 4,6 % pilsner, brygget til værtshuset i Pisserenden. Fin strågul farve med hvidt skum. En anelse tåget. Klassisk duft af lyst brød og græs. Lige så klassisk, og ren pilsnersmag, med malt og humle, hvor sidstnævnte er let krydret med græs og peber. En meget svag anelse af citrus i humlen, men ellers forekommer den værende humlet med typiske, mellemeuropæiske humlesorter, der har fornøjet mangt en flaske pilsnerøl. De kan godt lave pilsner, Caleidoskope, og her en meget varm sommereftermiddag er det lige før jeg tænker, at jeg burde drikke den type en smule oftere (end det aldrig, som er tilfældet i dag). Det må være en ros til bryggerne. Fire skumfiduser.

 

 

Darko Forms, Pink Bourbon, 5,1 % kaffestout, brygget med netop Pink Bourbon kaffe fra Nordic Roasting. Pink Bourbon, en hybrid mellem en columbiansk og en etiopisk kaffebønne og så åbner der sig et helt nyt område. Måske opstår der en dag en DudeCoffing (!) blog ...
Nå til det pågældende bryg. Behagelig duft af chokolade, mælk, kaffe og let røg fra det meget mørkebrune bryg. Den silkebløde væske afgiver i dens glidende bevægelse henover over tungen smag af kaffe, bitter chokolade, røg, ristet brød og en smule astringens fra de hårdt ristede malte. En særdeles smagfuld og smagsrig stout, der er knastør og ikke lefler med sødme. Forbavsende så meget de kan putte i en så alkoholmæssigt let øl og der er nok ikke sparet på kaffetilsætningen. Det må vist udnævnes til det bedste indkøb af de seks fra Tipsterbeviset, og den høster fem skumfiduser.

Caleidoskope er et fint bekendtskab, der indtil videre primært satser på sikre vindere i form af letdrikkelige hazy ipa. Dog forekommer konkurrencen netop på det område at være enorm, bare blandt danske mikrobryggerier. Stouten viste tegn på et personligt præg og man kan håbe, at der kommer flere af den slags øl fra indgangsporten til det tidligere store olielager. Som sidste bemærkning kan det noteres, at alle dåser, med undtagelse af stouten, var tappet højst to uger tidligere - dejligt at varerne er frisk så tæt på produktionsstedet! 

#2230-2235

Øldysten #6

Lige som i den fjerde øldyst, er samme bryggeri at finde på begge sider af midterlinjen. Slowburn Brewing leverer to forskellige west coast IPA. En undertype, der har været fraværende og savnet, men måske er den ved at få et comeback? Jeg skal nok aftage en broderlig part ...

Shoulders of giants, 6,3 % ipa. 

Udseende:

Let tåget, gul, med et fint hvidt skum.

Duft:

Harpiks først og fremmest, med citrus og brød. Klassisk duft.

Smag:

En i forhold til de nymodens new england ipa'er ren, stram og bitter smag, hvor harpiks, fyr og kogle dominerer, med en snas citrus og en nogenlunde fyldig maltsmag.

Karbonering:

Pæn fyldig krop, med en medium karbonering.

Samlet indtryk:

Her er vi tilbage ved start, og det gør ikke noget, at jeg ikke indkasserer 5 dåseøl. Det er klassisk, det er rent, og der tages ingen fanger. Hvis man er vokset op med new england ipa skal man nok lige vænne sig til bitterheden og den manglende frugtsaft. 5 skumfiduser.

Planet Caravan, 6,3 % ipa, og her der en medspiller i form af Væskebalancen Bottleshop.

Udseende:

Det er ikke udseendet der bliver den udslagsgivende faktor, for det er en tro kopi af modstanderens.

Duft:

En anelse mindre harpiks giver plads til ananas og grapefrugt, og lyst brød.

Smag:

Smagen er også en tand mere venlig, med et fint skvæt frugt (grapefrugt og melon) oven i harpiksen og bitterheden. Malten mærkes som lyst brød.

Karbonering:

Samme fyldighed som foregående, men en lidt blødere mundfornemmelse.

Samlet indtryk:

Ingen tvivl om, at øltypen er en west coast, for der er stadig masser af bitterhed. Der har dog lige sneget sig en smule, men kun en smule, frugtige noter med i glasset, og det gør sådan set ikke noget. Endnu en dejlig øl, der ikke fortjener mindre (eller mere) end dens kombattant; 5 skumfiduser.

Hvem skal så udses som vinder? Det er ikke helt let, men Shoulders of Giants giver mig den rene vare, som det er længe siden, jeg har fået, så den finder vej øverst på podiet. Tak til Slowburn for at vende tilbage til rødderne. Ret pæne etiketter, i øvrigt, på begge dåser.

#2203-2204

Reersø bryghus

Reersø, af mange kendt som et sommerhusområde i Vestsjælland og for dens bestand af haleløse katte. Nu er der så også tilkommet et bryghus. De sværger til at bruge gamle brygmetoder, der skulle være mere bæredygtige, eksempelvis ved ikke at koge urten. Det er altsammen meget fint og sympatisk, men i denne sammenhæng interesserer jeg mig mest for, hvordan de færdige produkter smager. Høkeren havde et udvalg på fem flasker på hylderne, hvilket vist er det hele, man lige nu kan få.

Maltes tørstslukker, 4,6 % ale. En hel del korn og brød i duften, med en let frugtig undertone. Smagen er let sødlig, men dog frisk, med brød, let krydring, en anelse estere og en generisk ale bitterhed. Lidt saison over det, men uden den fulde palette af krydrede noter, som den type plejer at være beriget med. Dejligt med en øl, der trods den for mikro-bryg yderst beskedne alkohol-procent faktisk smager af noget. Dog kunne jeg måske godt ønske mig en smule mere spræl i glasset, der nemt risikerer at ende lidt anonymt. 3-4 skumfiduser.

Maltes klassik, 5,2 % ale. Mørkere og mere ravfarvet end tørstslukkeren. Grundduften er lidt det samme, med brød og korn, men der er et eller andet, der uhindret trænger fra næse op i hjernen, med samme hastighed som opløsningsmidler, hvilket ikke er tilfældet her, men et eller andet, der ikke efterlader meget spor efter sig, Lidt røg, lidt prut, lidt peber. Mere underligt end ubehageligt, men giver en lidt utryg fornemmelse, trods alt. Smagen har en fin bund af mørkt brød og let sødme, men igen er der et tredje hjul under vognen, der ikke helt rustfrit knirker. Noget fenolisk, brændt plastik, omend i en meget diskret udgave. Dog vil det normalt tyde på en brygfejl, enten noget infektion eller anvendelse af stresset gær. Selv om bryggeriet er af nyere dato, er det ikke novicer der står bag, så hvad der lige er gået galt må Reersøs haleløse katte vide. Jeg aner intentionen om en fin, let mørk sødlig ale men med den oplevelse flaskens indhold bød mig, kan jeg desværre kun kvittere med 1-2 skumfiduser.

Maltes IPA, 5,6 % IPA. Duften byder på lidt sæbe, grønne æble og lidt fersken - sæbe-associationen får jeg ofte, og det skal ikke opfattes negativt. Æbler er dog ikke normalt at finde i IPAer og kan være rester af acetaldehyd, et biprodukt fra gæringen, hvis ikke den er forløbet længe nok. Smagen er sødligt lyst brød, med en del grønne æbler, og ikke så meget andet fra humlen. Heller ikke bitterhed synes jeg der er i udpræget grad, her overdøver maltsødmen. De har ikke stræbt efter den amerikanske udgave, men heller ikke den engelske synes jeg, de rammer, da der mangler bitterhed og sødme plus æble er for dominerende. Det er ikke ubehageligt på nogen måde, og det er måske kun, hvis man forventer, at øllet lever op til dens stilart, man kan hidse sig en anelse op. Længere op end 2-3 skumfiduser kommer jeg desværre ikke på denne øl, som for mig ikke rigtig er en IPA.

Maltes stout, 4,3 % stout. Således en af de mørke i den lette ende, rent volumen-procentmæssigt betragtet. Duftmæssigt lokkes der med let sødligt, mørkt brød. Smagen indeholder en del mere kraft end hvad man skulle tro være muligt i sådan en session stout! Brødet, chokoladen, det let ristede og den svage kaffe fylder og varer ved, meget mere end en Guiness, uden at der i øvrigt skal drages paralleler eller sammenligninger hermed. Slutbitterheden er absolut i den milde ende, så det bliver en øl, der nemt glider ned, næsten selv på en varm sommerdag. 4 skumfiduser.

Sort, 6,2 % stout (gårdøl). På denne øls etiket nævnes specifikt, at urten ikke er kogt, og at humlen er tilsat som te. Aromaen indeholder mørkt brød, mælk og lys chokolade. Smagen er maltet, karamel, mørkt brød, let kaffe og lakrids. Samlet en stout i den sødere ende af spektret, men med en passende afsluttende bitterhed, der giver det en smule kant. Og naturligt en smule mere fylde end foregående. Tre-fire skumfiduser.

Etiketterne på øllene er to-delte (undtagen den sorte gårdøl). Hovedmotiverne er stregtegninger uden farver, ret fine. Øverst findes så bryggeriets logo, en tegneserie haleløs kat med øl og hat i hænderne og banneret med øl-navnet har forskellig udformning. Det er lidt af et stil-sammenstød, hvis ikke man skal bruge ordet clash.

På flaskerne nævnes, at det er første udgave af pågældende bryg og at ændringer kan forekomme efterfølgende. Lidt frækt kan jeg måske anbefale at få styr på processen - opskrifterne kommer i anden række. Alt i alt en lidt blandet oplevelse fra Vestsjælland.

 

#2198-2202

 

 

Gamma og Østerbro

Hvis der er to der står sammen i den danske ølverden, er det Gamma Brewing og Østerbro Vin og Spiritus. Sidstnævnte fører i hvert fald et pænt udvalg af det evigt roterende sortiment fra førstnævnte, så man kan altid finde et par gode fredagsøl i butikken.
 

Synesthesia, 8,2 % dobbelt ipa. Brygget med humletyperne Eclipse, Enigma og Talus. Synæstesi er samsansning, betegnelsen for en sammenblanding af forskellige typer af sanseindtryk. Eksempelvis at høre farver, se lyde og smage berøringer. Jeg tror nu ikke at jeg vil hælde øl i øret eller skylle øjet, men jeg håber, at jeg alligevel får den fulde fornøjelse.

Tykt tåget og uklar øl, så vi har nok med en af de utallige New England typer at gøre. Duften er også frugtig og diskret, mest med ananas. Vel anbragt det traditionelle sted i munden, opleves et blødt tæppe af blid ananas og melon med en typisk NEIPA grøn og frisk bagkant, der nok er bitter, men mest som resultat af stor mængde sent tilsat humle end en mere traditionel langtids kogning. Til gengæld er der ikke så meget marmelade over det, som jeg ofte oplever dobbelt ipa'er. Tre-fire skumfiduser til en ipa, der helt ubesværet falder ind i det dominerende mainstream billede af ipa markedet anno 2022.

Cold smoke, 5,6 % røgøl/rauchbier. Røgøl kan være sublimt, hvilket øllene fra Schlenkerla i Bamberg er et godt eksempel på. Må se om industrikvarteret i Herlev kan producere lige så godt som byen i det sydtyske.

Duften lover røg på en subtil, men dog insisterende måde. Modsat de tyske stilartsdefinerende eksempler, er her ikke meget skum i det ophældte glas. Smagsmæssigt har vi en fin, lys brødbund, krydret med en let, tør røg, der trækker med over i eftersmagen. Inden vi når så langt og bryggen tager afsked med de olfaktoriske organer, når jeg at fange en let syrlig humle. Vel fornøjet giver jeg slip, og lader øllet tager styrtdykket videre i fordøjelsessystemet. Der er ikke meget danskproduceret røgøl på markedet, denne overgår klart Krenkerups ellers lovpriste version. Fire store skumfiduser og et mindst lige så stort opråb til bryggerne hos Gamma og alle andre, om at brygge røgøl og andre mindre kendte og meget mindre eksponerede/hypede øltyper. 

 

#2196-2197

Brewer's playground

Amager Bryghus introducerer en ny serie øl, Brewer's playground, hvor de vil eksperimentere med nye ingredienser og nye tilgange til ølbrygning. Man lades dog lidt i stikken som forbruger, idet der ikke nævnes, hvad det er, der testes i de her tre aktuelle udgivelser. Det er i hvert fald ikke grundtypen af øl, for her får vi, hvad de er bedst til: IPA ...

Tell me when it's over, 6,5 % tørhumlet tåget ipa (hazy). Eksperimentet kunne være anvendelse af humlerne Talus og HBC 522. Talus er blevet gjort kommercielt tilgængelig for nylig, mens HBC 522 endnu ikke har fået et mere mundret navn. Ananas, appelsin, passionsfrugt, på en let bund af lyst brød. Smagen giver mandarin, appelsin, ananas, i lette, frugtig udgaver, og ikke megen bitterhed udover frugtsyren. Blød og venlig mundfornemmelse. Det bliver til en ganske fin, men ikke ekstraordinær hazy. 4 skumfiduser.

When you smile, 7,0 % tørhumlet hazy ipa. Endnu en eksperimentalhumle fra Yakima, HBC 431 er kommet i dåsen. Duften en kende skarpere, mere ren ananas og passionsfrugt, mens smagen omvendt næsten er mildere end rigtig NE style, igen med mest ananas, passionsfrugt og en smule bitterhed, som nok mere skyldes tørhumlingen end egentlig kogt bitterhumle, og som derfor er en smule mindre indbygget i brygget. Med det mener jeg, at det smages som noget af det første, og ikke som sidste indtryk. Fire skumfiduser. 

Still holding on to you, 6,0 % tørhumlet West Coast ipa. Det nye approach her må være tørhumlingen, som jeg ikke husker WCIPA var født med. Brygget præsenterer sig således også uklart i glasset. Duften er krasbørstig grape, passionsfrugt og fyr. Den giver en dejlig, klassisk smag, hvor bitterheden dominerer over humlesmagen, og det retter tørhumlingen ikke rigtig op på. Grape, harpiks, passionsfrugt og appelsin er dog at finde. I en verden der er gået cr(h)azy er det rigtig dejligt at få en af de ipa'er, der startede meget for både mig, men også for bryggerier som Amager. 5-6 skumfiduser.

Forskellen på de tre øl var klart større end etiketterne ... Jeg vil se frem til flere eksperimenter i serien, og måske en anelse mere uden for deres komfort-zone? De kan jo godt lave andet end ipa og tunge stouts.

#2170-2172

Løkken bryghus

Mit kendskab til Løkken bryghus og deres produkter er stort set ikke eksisterende. Jeg støder aldrig på deres produkter, der hvor jeg køber øl. Da bryggeriet rettede henvendelse til mig for at høre om jeg ville smage og skrive om deres øl som led i en slags relancering, i hvert fald af deres hjemmeside, var jeg interesseret. Efter lidt transportbøvl med Danske Fragtmænd, nåede 12 øl, plus to glas og en t-shirt frem til mit domicil og min kritiske gane. For jeg har naturligvis betinget mig at må skrive min ærlige mening om øllet. Nu ved læserne af bloggen i hvert fald baggrunden for dette store indlæg om et mindre bryggeri fra den nordlige del af Jylland.

De producerer flere serier og har også et andet brand, Bryggeriet Vestkysten. Der lægges ud med fem øl fra Løkken serien.

Løkken Badehus, 4,6 % witbier. Den belgiske type hvedeøl, gerne med appelsinsmag. Det har man så sørget for ved at komme appelsinskal i. Duften er tør, fornemmes let røget, med korn og gær, der nærmer sig noget brettanomyces. Smagen bærer mest præg af gæren, der ikke helt er brett, men som har fine krydrede noter af koriander og peber, med en lidt skarp afslutning. Appelsinen bemærkes kun lige akkurat. I bunden en fin kornsmag, og der er ikke megen restsødme. Witbier er et noget uudforsket område og normalt ikke en del af min ganes omgangskreds. Jeg har tidligere foretrukket tysk hvedeøl, hvis det skal være. Det her er nu en meget fin udgave som jeg godt kunne drikke mere af, og især på en dag med mere dagslys og solvarme. 4 skumfiduser.

Elsebeth Gyldenstjerne, 4,8 % steam beer. En øltype, der er endnu sjældnere i min mund og i bryggekarrene hos danske mikrobryggere. Først og fremmest er der en duft af karamel, der ved let omrystning frigiver en for øltypen karakteristisk, let svovlduft. Der er endnu en lidt sødlig-vammel note, som fra noget glemt frugt. Smagsmæssigt er det mere "ren" malt, med karamellen skruet ned, og ristet brød. Humle bemærkes ikke synderligt, og det er kun en meget let, men lidt underlig krydring som modspil til den sødlige malt. Let slutbitterhed. Øltypen fremkom vist mere af nød end af lyst den gang tyskerne drog til Californien med deres undergær, og den står ikke først på drikkekortet her. Men cadeau for at brygge den. 3 skumfiduser.

Rubjerg Fyr, 5,5 % brown ale (og ikke steam beer, som bagsideetiketten siger). Lidt klistret maltduft oveni det ristede og mørke, synes mælk er den bedste beskrivelse. Meget klassisk brown ale i smagen, af den engelske type, hvor det er malt, der næsten bliver syrlig og en ret stærk og ren bitterhed, sammen med noget kaffe. Intet at udsætte, men jeg er klart til den amerikanske udgave, med mere humlesmag. Her ender som oftest i noget næsten metallisk, uden at det skal forstås som en fejl. 3 små skumfiduser.

Løkkendarisk, 5 % pale ale, brygget med sukkertang og porse. Sødlig maltduft med rugbrød. Smagen er også i den søde ende, mon sukkertangen bidrager hertil? Porse ligger som en let bitter smag under sødsuppen. Fornemmer ikke megen humlesmag. Meget standardale - kan tydeligt huske, da Ale no 16 fra Refsvindinge var eneste danske ale og den dermed var speciel. Nu skal der lidt mere til synes jeg, og porse er ikke for mig en åbenbaring, hverken i øl eller snaps. Lunkne 2 skumfiduser.

Julefryd, 7 % jule ale, hvilket her betyder tilsætning af krydderier, sirup, appelsin og rosiner. Det er mest rosinerne fra det tilsatte, der gør sig bemærket i maltduften, samtidig bemærker jeg noget let stikkende, der dels associerer til lakrids, men også røg og brændende træ. Det lidt tyndtflydende bryg giver mørk malt, uden særlig megen sødme, koriander, nelliker, aske, bitterhed og med umage fanger jeg den letteste appelsin. Venligt kan man sige, at den ikke er som langt de fleste, lidt klistrede mørke ales i juletiden, men jeg synes måske heller ikke det fungerer helt perfekt. Måske er den pimpet op med for meget, som brygget ikke kan bære - det hele fornemmes lidt tyndt, på trods af de 7 %. Ender alligevel midt på skalaen med 3 skumfiduser - fint, ikke helt forløst potentiale.

Så følger fire øl fra deres Vendelboserie, hvor de enkelte øl har navn efter ord fra dialekten i Vendsyssel, vendelbomål. Således er jøwt et udtryk for at noget eller nogen er fedt, kavt betyder noget der er upraktisk, rajfog er en snestorm og narrevorn er en drilsk person.

Jøwt, 4,6 % pilsner/moderne lys lager. Foruden en klassisk pilsner duft med lyst brød og græs, fanger jeg noget let råddent lakrids/dild. Tænker på om der er noget Sorachi Ace humle indover? I munden går det op for mig, at der sandsynligvis er en del diacetyl til stede, som i stilen ikke bør forekomme i så udpræget en grad som tilfældet er. Det kan skyldes at gæren, som selv producerer diacetyl, ikke har  fået lov til at omsætte det igen i slutningen af fermenteringen. Øllet smager ikke direkte dårligt men den megen sødme gør den i længden lidt for meget. Brygtekniske fejl bør ikke forekomme, ej heller hos mikrobryggeriers, små som store. Til en ren bedømmelse i øldommerforeningen ville den dumpe, her kan jeg give 2 små skumfiduser, også selv om de rent faktisk muligvis har ønsket det opnåede resultat.

 

Kavt, 7 % belgisk blonde. Krydret duft af brød, peber, gær, og koriander. Ingen banan eller tyggegummi som man kan opleve det, men hvem savner det? I smagen meget som typen foreskriver og plejer at være, med sødlig brødsmag, krydret islæt meget som duft indtrykkene, og i tilgift får man her en del banan i en noget syntetisk udgave. Moderat bitterhed. Nok lige i den søde ende for at gøre mig helt veltilpas, men 3-4 skumfiduser tåler den. 

 

 

Rajfog, 6 % bock. En del karamelduft i malten, og der er også noter af tørret frugt. En meget svag, og uønsket svovlduft anes. Smagen er ret sødmefuld, med de føromtalte karamelnoter, og kun en meget let bitterhed til sidst for at lægge et vist modspil, der godt kunne have været mere vægtigt. Alkoholen er ret fraværende i smagsbilledet og øllet indeholder også en noget lav volumenprocent, i hvert fald hvis man skal følge den officielle danske ølstilartsliste, men det behøver bryggerierne naturligvis ikke. 3 skumfiduser.

Narrevorn, 6,9 % kaffe/whisky stout. Afstemt duft med chokolade, ristet brød, let kaffe og yoghurt. Ikke så meget leflen over smagen, der er ret tør, let astringent, bitter chokolade, et skvæt kaffe og homøopatisk mængde whisky. Det er let og let drikkelig og sådan set meget fint. 4 pæne skumfiduser.

Herefter følger tre øl fra deres brand Bryggeriet Vestkysten. Jeg tænker umiddelbart, at her vil de eksperimentere lidt mere, måske ikke helt så vildt som Nørrebro bryghus og deres BRAW, men alligevel. Der er nu ikke på forhånd noget særlig sprælsk over de tre øltyper, der var i flaskerne.

Brilleabe, 5,78 (!) ipa. Brød og græs i duften, med en snert af gær og humle. Der er også en basis af brød og let maltsødme i smagen. Humlen er mest til stede som bitterhumle, men en snas appelsin titter flygtigt frem. Der loves på etiketten en ikke-traditionel ipa; her mener de nok brug af lokalt, økologisk dyrket malt. Som øl ligger den meget tæt op af den klassiske engelske type, hvor humlen ikke smager men næsten udelukkende bitrer. Tre skumfiduser.

Bandit, 5,23 % pilsner. Godt nok en præcis angivelse af alkoholindhold. Især når man tænker på at det ikke behøver at være præcist. Jeg mener at det er tilladt med plus/minus 0,5 procentpoint i forhold til det angivne. Duften er som at stikke næsen ned i en nyåbnet pose labre larver. Det kan være behageligt nok under de rette omstændigheder, her er det et udtryk for, at diacetylen ikke er omsat godt nok. Niveauet er for højt også i smagen og der levnes ikke meget rum til andre indtryk, ej heller de amerikanske bitterhumle, der annonceres på etiketten. 1 skumfidus.

Skagen bunker, 6 % brown ale. Malt og ristet brød i duften, med en let chokolade og initielt noget skarpt, henad svovl. Smagsmæssigt balancerer den fint med let chokolade og tørt ristet brød. Er nok mest som den engelske, klassiske type, uden særlig humlesmag og her ingen gang særlig bitter. Min præference inden for stilarten er den oversøiske, men derfor kan denne nu godt få 3 skumfiduser.

Samlet vurdering

Er man fra Løkken eller kommer man til Løkken, skal man naturligvis støtte det lokale initiativ, der samlet set er meget mere spændende end hvad de store bryghuse formår at fremstille. Hatten af for at have en bock og en steam beer i sortimentet. Men, men, når begge de to pilsner typer i følge min opfattelse har alt for meget diacetyl, så bør man nok lige stramme lidt an i det brygtekniske.

Jeg kan godt lide deres små buttede, brune flasker, der bringer minder fra 1980'erne frem, hvor Faxe Fad stort set var eneste øl man kunne få under bryggeristrejken 1985. Min præference blev fra dengang og i en del år frem Faxes øl, omend de ikke var til at opdrive på værtshusene. Etiketterne falder ikke i min smag, uanset om de sidder på Løkken/Vestkyst flaskerne.

Og så forstår jeg nok ikke helt hvorfor man har et andet brand, når det er stort set de samme øltyper man markedsfører og som i min mund resulterer i stort set de samme oplevelser.

Tak til Løkken Bryghus og deres natur-og kulturformidlingspraktikant Gert for at sende mig smagsprøverne.

#2148-2159

Tre nye ipa-ish fra Amager

The talented Flying Couch, 4 % tørhumlet hazy session ipa, i Amager bryghus' serie Talents & Legends. Det er pudsigt som tingene udvikler sig. I dag kan en øl i ipa-spektret ikke blive plumret nok, men selv med det in mente er dagens ophæld i en klasse for sig. Men, man har jo vænnet sig til det. Lækker, let drikkelig øl, med massiv frugtsmag, der indeholder passionsfrugt, ananas og appelsin, mens næsen også har kogle og skovbund. Der er brugt en humle, jeg ikke har hørt om før, Sabro. Det er en tidligere eksperimenthumle, HBC 438, der for et par år siden kom rigtig på markedet. Når jeg læser om den, skal den angiveligt indeholde noter af kokosnød, cedar og mynte. Det kan jeg nu ikke genfinde her, men så er det heller ikke en single hop øl. Fin og dejlig fra to bryggerier, der mestrer ipa-genren. 4 skumfiduser.

Lambert van Haven, 5,7 % baroque power ipa (=dobbelt tørhumlet ipa). Navngivet efter en dansk arkitekt og maler. Brygget til Amager Bryghus taproom Nørreports 1 års fødselsdag, og som sådan vist tænkt udkomme som fadøl, men det er der ikke meget salg i under disse COVID-19 tider. Der er smæk på skillingen både hvad angår frugtig aroma og smag, med stærk tropik, og en ret betydelig slutbitterhed (IBU hele 160), der lige stryger hårene den anden vej. Men der er også et sammenrend af ikke mindre end 10 humler i brygget. Er det her en stil Amager er hjemme i? Har vi set det før? Gør det noget? Ja, ja og nej - 4 skumfiduser.

Walther, the baby bat, 8,5 % tørhumlet tåget dobbelt-ipa. Så er vi ude i den dobbelte stil, som normalt betyder udfordringer for DudeBeering. Vi har da også her at gøre med en tung, maltet, syltetøjsagtig drik, med masser af heldigvis frisk frugt, der får løsnet lidt for det tunge indtryk, den potente øl først giver udtryk for. Appelsin, citron, let ananas er nogle af frugterne, som er endestation i de synaptiske signaler drikken giver fra rejsen fra i min mund til min hjerne. Lidt mere letdrikkelig end en typisk dobbelt-ipa, men stadig en lidt tung masse, der ikke skal/kan tylles en sommervarm dag. 3-4 skumfiduser.

#2118-2120

Jul fra Fanø

Jeg var heldig at falde over et par øl fra Fanø Bryghus, der desværre sjældent ses i de butikker jeg frekventerer. De kommer med som sene deltagere i den reducerede juleølsgennemgang.

 

Fruit cake, 5 % belgisk ipa med tilsat ananas, mango, abrikos og appelsinskræl, fra Fanø bryghus. Tydelig frugt i næsen hvor i hvert fald ananas og mango bemærkes. Der er også en lidt spids afslutning. Smagen er en stor del frugtcocktail og en mindre, men alligevel tydelig gærandel. Den er som henad i en saison, med krydrede, bitre noter som peber og koriander. Belgisk ipa synes jeg normalt er en misforståelse, gæren passer ikke sammen med den megen humle, men i denne aftapning med alt dens tilsatte frugt går det bedre. 4 skumfiduser.

 

 

Get scrooged, 8 % humlet red ale. Min næse mødes af megen karamel, men det virker knap så sødt. Derudover også en del humlearoma med karakter af fyr og skovbund. Superblødt glider første slurk ind og smyger sig om tunge og smagsløg. Det er karamelsødt, men også lidt tørt på samme tid og bakkes op af humlen der med fyr, træ og bitter appelsin giver fin modvægt. Minder vel lidt om skotsk (red) ale i moderne fortolkning, og det er jo ikke skidt; de 4-5 skumfiduser er således velfortjente.

 

 

To lidt atypiske men rigtig fine bud på juleøl.

 

#2077-2078

Svaneke juleøl

Jeg kan overhovedet ikke følge med! Bloggen startede for 8 år siden med at anmelde en juleøl om dagen, og selv om anmeldelserne langt fra var dækkende for udbuddet, er det efterfølgende kun blevet værre og værre - eller hvordan man nu skal beskrive det. Jeg har set, at der i år er brygget og frigivet 380 danske jule øl ...

 

Nå, i stedet for fuldstændig at give op, kommer der hen ad vejen i december lidt anmeldelser af nogle såkaldte juleøl, der er kommet min indkøbspose forbi. Vi starter på Bornholm, ikke med det bedste bryggeri, Penyllan, for de er vist ikke med på den bølge, men derimod det næstebedste, Svaneke.

Crazy Christmas, 5,5 % ipa, med kamille, løvetand og morgenfrue. Maltet og krydret, ikke særlig bitter. I den søde ende men de krydrede noter som så ikke stammer fra traditionelle julekrydderier giver en fin oplevelse. Den kan jeg godt lide. 4-5 skumfiduser.

 

Holy hemp, 6,3 % christmas ale. Mørk, sød karamel, med en snas let syrlig humlesmag til sidst. Uden bitterhed bliver det lidt for sødt men det gør sig sikkert godt til mange lejligheder. Nydt alene får den 3-4 skumfiduser.

 

 

#2073-2074

Oppigård

Oppigård fra Dalarna i Mellemsverige har været forbi min mund flere gange uden rigtig at imponere men ej heller skuffe. Et besøg i Stockholm blev anledning til at prøve dem igen.

Norn, 5,6 % pale ale. En styrke, som adskiller den fra session ipa og nærmer sig egentlig ipa. Der er en tør duft af fyr, abrikos og passionsfrugt. Smagen kan langt hen af vejen beskrives på samme måde, dog fanger jeg mere melon end abrikos. Men grundindtrykket er en knastør ipa, der sammen med en del bitterhed udtørrer og fremprovokerer umiddelbar lyst til en tår til. Det er vel egentligt et meget godt skudsmål til en øl og skal jeg kvantificere det, må det blive 4-5 skumfiduser. Der er i øvrigt anvendt Cashmere humle, en variant jeg ikke bevidst har smagt før, men der er også andet guf i, så den kokossmag, som jeg fik researchet mig frem til at den kunne afgive, den fangede jeg ikke.

Utah, 8 % dobbelt ipa. Godt grumset som var det en NEIPA. Maltet tung frugtaroma af abrikos og citron. Tung maltet drik, med masser af tung og bitter frugt; melon, fersken, mandarin - det bitre kommer nok af mængden af frugt og så den varmende alkohol. Således ingen klassisk humlebitterhed og samlet med mindelser om en frugtcocktail. Ikke ubehageligt, men af en eller anden grund, så er den type ikke noget jeg per automatik åbner munden op for. Jeg tror, det er kombinationen af megen frugt og en del alkohol, der stritter imod. Lidt spøjst, for hver for sig går det fint. 3-4 skumfiduser.

#2071-2072