Viser opslag med etiketten Nøgne Ø. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Nøgne Ø. Vis alle opslag

lørdag den 9. december 2017

Årets jule- og vinterølsindlæg

Dude Beering blev i sin tid fisket op af en juleølstønde, og man kan ikke udelukke at jeg ligefrem blev undfanget deri. Men modsat Obelix har det ikke afholdt mig fra at hvert år, i større eller mindre systematisk omfang, at genbesøge den ædle drik. Stilarten juleøl er ikke klart defineret og i de seneste år er spændvidden og fortolkningen øget dramatisk, så eneste fællesnævner efterhånden kun er tre bogstaver. Bloggens læsere skal heller ikke i år forskånes for min uforblommede meninger, der egenmundigt er hevet op fra flaskernes bundfald. Der er også røget enkelte øl med, der lidt mere bredt er brygget til/opkaldt efter den mørke årstid.

Black Ice,  9,5 % imperial stout fra Flying Couch. Dejlig mørk frugtig duft af rosin og figen, med let røg og bitter chokolade. Ret sødlig smag, uden at være klistret eller kvalm, og det ender på en måde ret tørt alligevel. I mellemtiden er der røg, træ, og en pæn bitterhed, men mindre af den frugt, der var at bemærke duftmæssigt. Den tilsatte kaffe giver lige et lille diskret pift nu og da. Der er desuden smagsnoter fra lakrids, kakao og måske lige det allermest diskrete vanilje. Samlet set er den komponeret ret fint - den er ikke vulgært sød (langt fra), har en masse fine indtryk men holder det hele pænt samlet. 5-6 skumfiduser.


Pime ÖÖ, 13,6 % imperial stout fra Põhjala. En øl fra Estland, brygget til den mørke vinter og de depressioner, der følger deraf. Også i denne imperial stout en gæret duft af rosiner, figner men også chokolade og alkohol. Super fløjlsblød i munden og tyk olieret substans. Chokolade, frugter, både de tidligere nævnte men også noget syrligere, der dog hurtigt forsvinder. Kaffe og tobak i eftersmagen og det ender bittert. Har en varmende, men ikke spruttet alkohol. Her er vi over i en sødere variant af imperial stout og det er indsmigrende og svært ikke at holde af. Når det så ydermere serveres i 33 cl, bliver det aldrig for meget førend bunden er nået. 5 skumfiduser.


Hop Sneeze, 7 % vinter IPA fra Flying Couch. Der stiger en tør, stram duft af citrusfrugter op fra glasset. Der er også kommet både appelsin, lime og desuden abrikos i brygget. Det er måske dem bryggerne har associeret til jul, da de kreerede opskriften? Smagsmæssigt er det en ganske fin IPA, med nogen frugtsmag som så må stamme fra tilsætningen og en ganske tør humleafslutning, der tørrer ud og giver fin bitterhed. Fin øl, ja, jul - ikke udover salgstidspunktet. Men OK, de kalder den også for en vinterøl. 4 skumfiduser.


Hoppy X-mas, 6 % ipa fra Det Lille Bryggeri. Opskriften/brygningen/alkoholindholdet varierer tilsyneladende fra år til år. I år er den endt på 6 % (men der mangler brygge- og tappedato på etiketten, noget som de ellers er flinke til at oplyse). Duften er sådan generisk ale, uden nogle specielle træk. Det samme kan desværre siges om smagen. Selv med bedste vilje er det svært at erkende, at der er anvendt flere slags karamelmalte, mere humle (jo, den er bitter, men ikke på nogen måde ekstremt) mens den tilsatte abrikossirup godt kan pilles ud og nikkes genkendende til. Men det resulterer samlet ikke i en mindeværdig øl - snarere ligegyldig, og lettere uharmonisk. Sådanne øl som denne, og der er mange i landskabet, bekræfter mig i, at julen bringer kræmmermentaliteten frem i selv den ædleste mikrobrygger, der lige flikker en opskrift sammen, designer en julet etiket og sender den på markedet i måneden op til jul. Folket elsker jo juleøl! Dude Beering er mere kritisk og stanger to lunkne skumfiduser ud til den.


Frosted Frog, 8,6 % jule ale fra Hoppin' Frog. Markant duft af ingefær. Og samme knold dominerer den stærkt krydrede drik, der er et sammensurium af indtryk. Ingefær, appelsin, kanel og muskat, med en syrlig-besk tone, der slet ikke er behagelig. De har puttet alt for meget ingefær i og det bliver næsten udrikkeligt. En skumfidus, der ellers kun stanges ud til fejlbehæftede øl, men jeg tror desværre nok, at de mener det.


Myrraskær, 7 % belgisk ale fra Røde Port. En ganske typisk duft fra belgiske ales; rugbrød, karamel og noget let krydret. Smagen er sød, sukker og karamel, nellike, lakrids og afsluttes med en let bitterhed. Krydderierne er i den lette ende af skalaen, og en anvendt sød appelsinskal synes jeg ikke sætter noget aftryk i det samlede produkt. Den er i den boldgade, hvor jeg synes øllet spiller bedst i tiden op til jul, men det er lidt for anonymt. Jeg er glad for at have stiftet bekendtskab med Røde Port men denne er i min mund det svageste led i deres portefølje, uden at den dog på nogen måde er dårlig. 3-4 skumfiduser.


Christmas Pudding, 4,7 % toffee milk stout fra Amundsen bryggeri. Dem kender jeg kun fra et besøg på deres brewpub i Oslo for fem år siden, hvor jeg måtte nøjes med at lade mig vederkvæge med et af deres egne produkter. Her er der en øjeblikkelig duft af vanilje, labre larver og mælk og smagen følger ganske godt de første olfaktoriske indtryk. Det er blødt op i en ikke særlig voldsom væske, der er på kanten til at føles vandig. Det gør så også at de fleste smage damper hurtigt af, herunder vaniljen, som notorisk er på min most wanted bag-tremmer liste og her desuden virker syntetisk. Der er også angivet "aroma" i indholdsfortegnelsen og så kan man frygte at det ikke en gang er ægte vanilje, der er kommet i. Det er samlet for sødt på en for tyndvæsket baggrund så med vaniljesmagen stadig i frisk erindring ender den på 2 skumfiduser.


Super Santa, 4,7 % christmas coffee stout fra Amundsen. Det er åbenbart et juletema hos dem, alkohol"svage" stouts. Her er duften mørk chokolade, kakaonibs, kaffe og vel også noget vanilje, men lettere end i den foregående. Brygget forekommer lige så vandigt-tyndt som julebuddingen, og det afslutter efter nogle smage, der efterligner duften, med noget let syrligt-metallisk, der ikke virker helt harmonisk. Selv om jeg ikke kan lide alle smagsindtryk er jeg sikker på, at de ville have haft det bedre pakket ind i noget mere fylde og alkohol. Nu bliver det alt for flygtigt. To beskedne skumfiduser også til denne dåses indhold.


Hoppy Lovin Christmas, 7,8 % ipa med ingefær og fyrrenåle. Fin duft med humle og ingefær. Dejlig smag med fin blanding af let sødme, tør humlet smag, antydning af ingefær og fin bitterhed med slutantydning af fyrrenålene. Dejlig øl, året rundt. 4-5 skumfiduser.


Stjerne Bryg, 10 %, fra Herslev bryghus. Denne version er en speciel fadlagret jubilæumsudgave. Brygget i 2011 og en tur i whiskyfade for at markere bryggeriets ti års jubilæum. Så gør det lidt mindre ondt, at jeg ikke nåede forbi en seriel smagning af samme bryg fra fem forskellige år forleden på Taphouse. Stærk fadpræget duft med træ, rødvin, karamel men ikke ret megen sprut. Smagen starter med malt og karamel der er præget af fadlagringen, der tilfører noter af træ, og igen vil jeg hellere sige rødvin end whisky, mens de krydrede islæt af den tilsatte koriander og stjerneanis er dampet lidt af og/eller sikkert overdøvet efter turen i tønden. Alderen og fadlagringen giver øllet en perfekt kant og nye dimensioner, så det ender med at jeg kommer til at holde ret meget af den. Ikke at jeg ikke brød mig om den originale, der i sin tid fik fem skumfiduser, men denne kravler øverst op på skamlen til fortjente seks skumfiduser.


Skt. Peter, 7 % belgisk dubbel fra Thisted Bryghus. Let belgisk gærduft iblandet kanel. Også ret klassisk belgisk dubbelsmag, med lakrids/anis og kanel som ekstraelementer der sikkert begge er med til at legitimere brygget som juleøl. Det er forbavsende, at den ikke føles mere fyldig end den gør, med tanke på de 7 % der er i, men sådan er det jo med klassiske belgiske ales. Jeg ender med at synes den er ganske udmærket og tildeler derfor fire skumfiduser.


Norsk Jul, traditional Christmas ale, 4,5 % fra Nøgne Ø. Brygget med enebærkvist, porse og honning, og porsen træder duftmæssigt frem sammen med kiks og let malt. I sagens natur fremtræder den ikke voldsomt i munden og porsen, enebærrene og honningen er der flygtigt, men forsvinder hurtigt igen. Der er en lidt underlig slutsmag, hvis jeg skal beskrive det bliver som tørt og metallisk og det giver sikkert ikke en gang mening for mig om et par dage, men det er lige det, jeg kan få associationer til. Ikke uinteressant krydring men det bliver lidt parfumeret. Ydermere er brygget for tyndt til at kunne favne det. Tre skumfiduser får den lige sneget sig op på. Der var en to-tre andre varianter af juleøl fra Nøgne Ø i den kælder jeg besøgte, hvor de fleste indkøb til dette opslag blev gjort. Jeg kender God Jul og Underlig Jul men skulle nok have valgt en af de andre i stedet for denne.


Yolomælk, 14 % imperial stout fra To Øl. Den er såmænd lavet med både kaviar og champagnegær, og selv kalder de den for imperial salty milk stout. Duften er rimelig normal, med medium kaffe, røg og chokolade. Den er også krasbørstig og kraftig som typen og alkoholprocenten forlanger, med en del alkohol, der næsten virker sprittet, sammen med mørk chokolade, kaffe, mørke frugter og kun en anelse salte noter, som hvis ikke jeg var blevet præsenteret for ingredienslisten måske ikke ville have bemærket. Jeg synes alkoholen er lidt for dominerende i ellers fint balanceret øl, der ikke har overdreven sødme, men tværtimod er ret slutbitter. 4 skumfiduser kan det blive til her.


Black Bauble, 8 % sort ale med kardemomme og appelsinskal fra To Øl. Appelsinen både dufter og smager godt igennem i dette bryg, som vel er noget porter, i en pæn fyldig udgave - lækker og cremet. I smagen fanger jeg lidt røg, bitter chokolade og en tør eftersmag, hvor kardemommen til sidst røber dens tilstedeværelse på en behagelig tilbagelænet måde. Der er også lidt parfumeret henad porse men det fremgår ikke, at denne urt skulle være kogt med. Lidt anderledes mørk øl, uanset hvilken kategori man vil putte den i. Kardemommen og den øvrige krydrede smag skulle ikke være meget mere tilstede førend det kammede over, men her synes jeg at man får en god, eksperimenterende og anderledes øl. Fire skumfiduser.


Julesæsonen, 11 % saison fra Humleland. Det er vist en noget højere procentsats end hvad stilarten ellers foreskriver. Duften er stilren brød, sødme og gær med en let parfumeret note. Særdeles fyldigt og blødt bryg, med sød brødsmag, krydret islæt af i hvert fald peber og koriander. Granskuddene som er julens specifikke bidrag, smager parfumeret igennem til sidst. Humlen giver let citrus og medium bitterhed, der blander sig med gærens krydring, men koglerne har det svært i den malttunge bryg, hvor også alkoholen har en varmende virkning, på kanten til sprittet aftryk. Jeg blev lidt taget på sengen idet jeg regnede med en normalstyrke saison. Her får man på en måde mere af det hele og så lidt ekstra. Granskuddenes parfumerede aftryk er nok med til at være udslagsgivende hvorvidt denne øl behager forbrugeren. Jeg er lidt midt imellem det positive og halvvejs opgivende og ender sammenlagt med at give denne lyse nydeøl tre-fire skumfiduser.




#1643-1657

onsdag den 15. juni 2016

Norsk-amarkanske øl

Sidste år lavede Amager bryghus en lille håndfuld samarbejdsbryg med svenske kolleger. I år besøgte tre norske bryggerier gutterne i Kastrup og bryggede følgende bryg sammen.

The Gay Gondolier, 8 % imperial caffe latte brown, med Nøgne Ø. Der er en duft af sukker, malt og lidt lukket rum. Smagen er fortrinsvis sød, med balancerende elementer af kaffe, nødder, træ og en frisk, ren bitterhed, der ikke har meget af en medfølgende humlearoma ombord. Den ender faktisk med at snerpe en del til sidst, på trods af både laktose og demerara sukker tilsætning. Det hele spiller dog sammen på en fornuftig måde, hvor ingen af de to modpoler får et overtag, men supplerer hinanden. Faktisk en helt hæderlig brown ale, til 4-5 skumfiduser.


Brown Boobies Falling, 7,5 % imperial kokos porter, i samarbejde med Lervig Aktiebryggeri. Der er anvendt kokospure i denne øl - på forhånd var jeg lidt skeptisk til, i hvor stort et omfang det satte aftryk på denne øl. Duften afslører dog ikke noget - her er kaffe og let røget stemning. Smagen lader sig heller ikke påvirke af mosen, der er kaffe, ristede og en pæn slutbitterhed. Der er en underliggende chokoladesødme, hvori der meget let kan anes noget kokos, men kun som en subtil hentydning. Der er også anelsen af en let syrlig humlesmag. Alt i alt fremstår den lidt råt, med kant og en pæn fylde, men så er det jo også en imperial porter. Den kan nydes, men nok ikke i ubegrænsede mængder - det kunne den foregående heller ikke. De brune suler får samme 4-5 skumfiduser.


The Unbelievable Alligator Dong Flop, 7,5 % imperial india saison, brygget med Haandbryggeriet. Smagte den flygtigt til Danske Ølentusiasters Festival for nylig, hvor jeg beklagede mig lidt over navnet! Det skal dog ikke forhindre mig i at kaste den i ganen igen, og smage lidt mere grundigt. Duften er et mix af tør saison og lettere frugtig humle. Smagen er initielt mest saison; tør, krydret, træagtig, lakrids og hø. Humlen er lidt trængt i baggrunden men formår alligevel at give et lettere citruspræg til smagen. Den ender lidt bittert; det er vist både en blanding af gæren og humlen, der frembringer det. Jeg synes de to stilarter er blandet fint i denne flaske og kvitterer for tredje gang med 4-5 skumfiduser.



Dette års skandinaviske samarbejde falder således ret godt ud, i hvert fald hos mig. Udvider Amager samarbejdet til Norden næste år, og kan de finde islandske og/eller finske bryggerier at lege med? Svaret er endnu uvist - og i Sverige er der stadig rigtig mange gode legekammerater. Til sidst vil jeg konstatere, at ølnavnene og etiketteteksterne har fået yderligere en stramning henimod det ekstreme, næsten fjollede, men det er jo også en måde at skille sig ud på. Heldigvis gør flaskernes indhold det samme - i en positiv retning!


#1348-1350

tirsdag den 8. marts 2016

Special Holiday Ale

Special Holiday Ale, 8,5 % fra Nøgne Ø. Samarbejdsopskrift mellem Stone Brewing, Jolly Pumpkin Artisan Ales og Nøgne Ø, premierebrygget tilbage i 2008. Her er det norske Nøgne Øs egen udgave. Er brygget med kastanjer, amerikansk salvie, enebær og kommen. Så lidt af et kryddersammenrend i flasken, hvori der også er mæsket på byg, rug og havre. Duften er nu mest tungt maltet, med karamel og lidt mørke frugter. Ligeledes er smagen meget maltdrevet, med tung fylde, lækker karamel, der er lidt brændt. Så er der en frugtig-krydret undertone, som må være resultatet af de mange tilsætninger; jeg smager bl.a. lakrids og enebær. Det accentuerer malten, giver modspil til den relativt megen sødme, der dog ikke bliver sparket til hjørne, og det fører over i en bitterhed, der næsten ikke er der. Der mærkes også let en varmende alkohol. På en måde smager det af jul, men det er ikke Underlig Jul men en noget mere afdæmpet version. Speciel, men også rar og en nydelse, men nok kun en flaske. 4-5 skumfiduser.

#1308

fredag den 4. december 2015

Allersorteste fredag

Denne triplet er resultatet af en samarbejdsopskrift mellem Mikkeller, Brewdog og Nøgne Ø, baseret på hvert bryggeris tungeste stout. Fortolket/udført af hver især. Opskriften lavet da Nøgne Ø og Mikkeller besøgte BrewDog en mørk og stormfuld nat i november 2010.

Black Tokyo Horizon, 16 % imperial stout fra Mikkeller. Brygget hos Lervig. Chokolade (mørk), svedsker, vanille (svag) i duften. Ekstremt fyldig og olieret øl, med stærk kaffe, brændte noter, maltsødme, og ikke overraskende noget alkohol, der trods procentsatsen kun er netop varmende og ikke påtrængende. I eftersmagen mærkes procenterne dog sammen med en god mørk bitterhed. Alkoholen er alligevel lidt for fremtrædende i eftersmagen. Næsten som havde øllet været en tur i tønden. "Kun" 5-6 skumfiduser.


Horizon Tokyo Black, Nøgne Øs take på opskriften. Denne er brygget i slutningen af 2012, så den har nogle år i flasken på bagen.  Malt, kaffe og rosiner i duften. En fyldig, næsten dejligt klæbrig øl cremer tungen ind. Der er mørk chokoladesødme, kaffe, tobak men ikke decideret ristethed eller røg, svesker, varmende alkohol, der synes at være mindre fremtrædende end i Mikkeller udgaven. Den slutter således en tand mindre skarpt uden dog at Mikkellers var specielt aggressiv. Denne har slagside tiltet en anelse mod sødmen, uden at bitterheden er kastet ud med gyde-vandet. Her synes jeg at det føles som en ren sekser - 6 skumfiduser.


Black Tokyo Horizon, BrewDogs udgave, der kun er på sølle 15,2 %! Puttet på flaske i maj 2013, så det er 2½ år siden. Smagt noget tidsmæssigt forskudt i forhold til de to første. Igen en tungtduftende øl, med rosiner, kirsebær, svesker, lakrids, ristethed og alkohol. Mørk chokolade, der får en sødere eftersmag, rosiner, alkohol, kaffe, tørt og let brændt træsmag, let portvinssyrlighed og kirsebær er blandt de smagsindtryk, jeg formår at adskille i en kompleks øl. Bitterheden bliver i den fyldige øl følt mere som noget tørt og blandet op med en meget fint doseret sprut. Øllet er naturligvis lige så klistret fyldigt som de to øvrige. Formentlig i udtryk en mellemting mellem Mikkeller og Nøgne Ø - med lidt mindre sprut og lidt mindre sødme, henholdsvis. Det må også her give 6 skumfiduser.


Samlet set er det et voldsomt projekt - som i voldsomt godt. Og trods fælles opskrift, så bilder jeg mig selv ind, at jeg kunne erkende små nuanceforskelle, der selvfølgelig også kunne være forårsaget af forskellige brygdatoer og dermed lagringstider. Øllene burde naturligvis have været smagt samtidig, men 15-16 % øl skal man omgås med respekt!


#1278-1280

onsdag den 16. september 2015

Nye Nøgne Ø

Norske Nøgne Ø, der vel har været landets fremmeste mikrobryggeri i en del år, blev startet i 2002 af de to hjemmebryggere Kjetil Jikiun og Tore Nybø. Det er gået så godt, at Norges største bryggeri, Hansa Borg Bryggerier, for knap to år siden købte aktiemajoriteten i Nøgne Ø. Man kan altid frygte, at det lille selskabs identitet og særkendetegn forsvinder, når en mastodont træder ind i ejerkredsen. Alle pressemeddelelser i forbindelse med salget forsikrer dog om Nøgne Øs beståen som brand. Fandt en lille tilbudshylde i Meny, og prøvede to, jeg ikke kendte:

Global Pale Ale, 4,5 %. De evnede ikke at vælge hvilken humle, der skulle i, så de proppede hele 13 forskellige i flasken. Det resulterer i en aroma og smag, der er fyldt med tropiske frugter som mango, grape, passionsfrugt og en fyrret og tør afslutning, mens bitterheden er let. Samlet en fantastisk pale ale/sessions øl. Fem skumfiduser.






Asian Pale Ale, 4,5 %. Udover humler er der tilsat citrongræs, bitter appelsinskal og bergamotolie for at give en frisk smag. Jeg fanger ikke megen duft. Det relativt tynde bryg indeholder ikke megen smag fra malten og tilsætningerne bidrager heller ikke med meget. For diskret til blive spændende; 2-3 skumfiduser.


#1235-1236

torsdag den 9. juli 2015

India saison

India Saison, 7,5 % fra Nøgne Ø og Bridge Road Brewers. Let Brett duft, næsten tør og røget. Meget fin kombi af Brettens smagspalette og en ipas citrussmag og fin bitterhed. Der er også noget røg i smagen. 4-5 skumfiduser.


#1190

torsdag den 19. december 2013

Endnu en lille juleøls kavalkade

Christmas ale 2013, 9,4 % fra Fur Bryghus. Let karamel i næsen. Øllet føles ret let men indeholder en god maltdybde, med karamel, med en sødme der skyldes det tilsatte muscovadosukker. Nøddetoner, kanel, kardemomme er nogle af de krydderier der bemærkes, men ikke i voldsomme mængder. Eftersmagen er let bitter og har en frisk tørhed. Smager lidt henad som jeg husker Naked Christmas, bare en anelse lettere. Jeg synes det er en god øl til den søde side, der bør nydes alene. 4 skumfiduser.

Julebock, 6,5 % fra Jacobsen. Maltet brød duft. I smagen mest kun malt, let karamelbrændt. I eftersmagen fornemmes en meget let nødde-bitterhed. Samlet er det en meget diskret øl, der glider let ned, men som ikke levner uudslettelig indtryk på dens vej henover smagsløgene. Så er deres Naked Christmas meget bedre.
2-3 skumfiduser.

Jule-øllet, 7 % økologisk ale fra Samsø bryghus. Svag duft af bitter appelsin (tilsat ingrediens). Har en let karamelsmag i en næsten mellemfyldig bryg; virker på en måde tør og ikke vildt sød i starten. Appelsinsødmen ligger underneden og bidrager ligesom karamellen får en mere fremtrædende rolle ved opvarmning. En svag smag af sprittede mørke bær anes. Ikke megen bitterhed at finde i øllet. Minder i type lidt om de øl fra Ølleriet Haandgjow som jeg fik i april/maj i år. Hvad der lige kvalificerer den til kategorien juleøl står ubesvaret. 2-3 skumfiduser til den til sidst lidt for søde øl.



Finn's jul, 6,4 % bock fra Refsvindinge. Gaveøl fra Høkeren. Karamel, malt og måske også lidt syrlighed i duften. Let, næsten tyndt bryg med en let brændt smag. Derudover en let malt sødme og en anelse non-deskript krydderi. Let nøddebitter eftersmag men ikke af den voldsomme karakter. Ikke vildt ophidsende, smager næsten som jeg husker Ale no 16. 2-3 skumfiduser.



Christmas eve at a New York city hotel room, 10 % imperial stout fra Evil Twin. Nok den øl med det længste navn der har været omtalt. Meget fladt øl, næsten intet skum ved ophæld. Duft af bitter chokolade og let røg. Lakrids, kaffe og røg er de bærende elementer. Næsten ingen sødme, kun bitter chokolade. Forventet mere fylde af så alko-tung en imperial stout. Jul? Næ, men hvordan presser man også jul ned i en imperial stout? 4 skumfiduser.



Phister de Noel, 8,5 % imperial stout fra Flying Couch, lavet sammen med Vinbaren i Stefansgade, hvis stamhund har givet navn til brygget. Let duft af svesker, bitter chokolade og røg. Dejlig blød i munden, hvor der bag en lidt initielt halvskarp røg-bitterhed findes rosin, chokolade og megen malt af lidt brændt karakter. Efterhånden træder chokoladesødmen mere frem i billedet uden på nogen måde at blive kvalm og sammen med røgsmagen hænger den ved i eftersmagen. Ret fin imperial stout og den bedste øl jeg har smagt fra Flying Couch. 4-5 skumfiduser.






Og så sluttes der af med en norsk version:
God jul, 8,5 % ale fra Nøgne Ø. Karamel og julekrydderier i næsen. Brændt smag, men ikke rigtig røg. Kaffe, chokolade, kardemomme, nelliker i smagspaletten. Ikke helt så vild som deres Underlig Jul, men derhen af. Ikke særlig megen sødme. Nødder i eftersmagen og noget tør og let-bitter humle som afslutning. Noget dominerende krydring, i en ellers fin øl. 4 skumfiduser.


#563-569

lørdag den 17. august 2013

Norsk porter

Porter, 7 % fra Nøgne Ø. Brændt duft med tobak. Blød og let øl, med megen lidt chokolade sødme, der afløses af røg, tobak og træ. Også lidt tørret frugt i smagen. Herlig fri for syrlig eftersmag som sådanne lette portere kan have. Røgsmagen forbliver i eftersmagen. En ret fin porter der fortjener 4 store skumfiduser.



#429

mandag den 10. juni 2013

To nøgne Ø

Norske Nøgne Ø laver som regel rigtig gode øl. Fås blandt andet i Bunker Beer.

#100, 10 % ale, fra Nøgne Ø. Dufter af citron, på den Ajax-agtige måde (!?) men også karamel og chokolade. Vel indenbords er det heldigvis ikke så meget vaskemiddel man tænker på. Fyldig maltkrop, med klar chokolade smag og kaffe. De skriver på etiketten at smagen domineres af humle, men synes jeg nu forsvinder i malten og sødmen. Denne flaske er brygget/tappet for et år siden, så helt frisk er den ikke. Men det behøver jo ikke at gøre den dårligere. Det kan måske forklare den relative sødme. Alt i alt, en ale der smager lidt som en stout! 4 skumfiduser.

Ale a la stout
India Pale Ale, 7,5 % fra Nøgne Ø. Fyldigt skummende. Klar grape i næsen. Herlig balance mellem maltsødmen der indeholder melon, en tør, fyrret og floral smag, afsluttende med en fin bitterhed. De skriver selv at de har humlet med humler fra den amerikanske Stillehavskyst (Chinook og Cascade) og vi er meget tæt på de bedste west coast IPAer. 5 store skumfiduser.

Fint logo på etiketterne
#353-354

torsdag den 13. december 2012

Bonusøl i Sverige

Har de seneste par dage været i Växjö og arbejdet. Med 62.000 indbyggere måtte det være muligt at få serveret noget godt øl. På RateBeer havde de nu kun en beverding listet, Bishop Arms, en række af kædepubs, som også findes i Danmark. Var forbi og smage et par stykker i deres hyggelige, men ret skummelt belyste bibliotek.

Første øl var svensk, Julnarren 7,0 % ale fra Hantverksbryggeriet i Västerås. Duft af vanilje. Kort syrlig start der overdøves af vanilje og en tør eftersmag med kaffe og tobak. Vanilje bringer sjældent noget godt til øl, ej heller i dette tilfælde men det er ikke katastrofalt. Noget spøjs øl hvor mange af smagsindtrykkene normalt findes hos porter/stout. Blev klart bedst når den blev tempereret lidt, men må nøjes med to-tre skumfiduser.

Med blitz blev billedet om muligt værre ...

Burde jo have fortsat med svensk, men valgte en Underlig jul 6,5% ale fra norske Nøgne Ø. Brygget som en brobygger mellem øl og gløgg! Krydret med kanel, kardemomme, koriander, nelliker og ingefær der alle smages. Smager i denne mund heldigvis mere af brunkager end af gløgg. Varedeklaration/navn korrekt! Vildt eksperiment men det holder. Fire skumfiduser.

Ikke løgn hvad der står på etiketten ...
#208-209/204-205

onsdag den 27. juni 2012

Pit-stop i Oslo

Havde i forbindelse med min rejse til Svalbard et dårligt planlagt flyskift i Oslo, hvilket efterlod mig med 7 timers venten. Men man kan jo vende en dårlig situation om til en god, så min kollega og rejsefælle Jesper og jeg drog med lufthavnsbussen til centrum. Undervejs kommunikerede vi med ølguru og kollega Frank, der foreslog et besøg på Amundsen mikrobryggeri. Efter lidt vandren rundt i byen fandt vi stedet og lod os vederkvæge med lidt øl og god mad - jeg fik klipfisk gran reserva!

Første øl var en fra huset, en hvedeøl. Lys gul, uklar med tyndt skum. Diskret, mere belgisk end tysk type. Svag banansmag, lidt metallisk eftersmag. Den må nøjes med 3-4 skumfiduser.


Amundsen mikrobryggeri, hvedeøl

De havde desværre ikke så meget eget øl i hanerne den dag, så næste var fra flaske, Two Captains, 8,5 % Double IPA, fra det legandariske norske Nøgne Ø. Flot abrikos farvet uklart bryg. Duft af citrus og især fyr. Begge dele går igen i den meget tørre smag, hvor der også anes lidt bitter-orange. Cascade må klart være (en af) humlen. Rigtig dejlig, 5 skumfiduser.


Two Captains, første af to gode IPA'er

#500 Imperial IPA 10 %, fra Nøgne Ø. Rest af efterladt øl tyvstjålet fra nabobordet! Grumset øl, mørk abrikosfarvet. Meget fyldig med kraftig bitterfrugt (orange), samtidig sød, og trods 5 humler ikke overvældende bitter eller tør. Næsten noget barley ale over den. Meget god øl, men godt at der kun var en sjat tilbage! 5 skumfiduser.


Sjatten fra nabobordet var i egen flaske og det er mit glas den er ophældt i!
Imperial Stout, 9 %, Nøgne Ø. Meget mørk-sort øl, med tyndt og varigt lysebrunt skum. Dufter af kaffe. Smag af kaffe og chokolade og en tør eftersmag med anelse af røg. Igen en rigtig god og tung sag. 5 skumfiduser.

Og efter denne stout var vi klar til en flyvetur nordpå