Viser opslag med etiketten Brewfist. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Brewfist. Vis alle opslag

søndag den 1. maj 2016

X-ray

X-ray, 8,5 % imperial porter fra italienske Brewfist. Ret kraftigt skummende ved ophæld, men heldigvis er der ikke noget i duften, der antyder forurening. Jeg fanger chokolade, vinøsitet/alkohol, rosiner og lidt kaffe. Der er mørk, lidt bitter chokolade fra malten i smagen og det følges af nogle mørke stenfrugter, kaffe, noget alkohol, der næsten virker som kommende fra fadlagring og en mellem bitterhed, der drukner lidt i den fyldige malt. Karboneringen prikker i munden, mere end hvad normalt er for disse mørke typer; det gør den måske lidt friskere i smagen, men samtidig også noget sværere at smage. På plussiden tæller en moderat sødme med flere andre smagsindtryk, som karboneringen omvendt er for hidsig til at tillade fuld spilletid i ganen. Den er OK, med betydeligt potentiale til at blive bedre - 3-4 skumfiduser.


#1331

onsdag den 26. november 2014

Brewfist - solo og i samarbejde

Low Gravity, 5,0 % saison fra Brewfist (italiensk bryggeri). Let syrlighed, brødmalt men også en svag sæson-Brett duft. Ret tyndt bryg, med en let frugtig og syrlig bund. Den typiske hengemte, stald/læder-agtige Brett smag gør derefter sin entre og giver en tør gane der yderligere udsættes for en let, ren bitterhed i eftersmagen. Den frugtig-syrlige smag klæder øltypen som bliver en tand mere forfriskende, samtidig med at de karakteristiske elementer bevares. 4-5 skumfiduser.


Spaghetti Western, 8,7 % imperial stout fra Brewfist og Prarie Artisan Ale. Stærk duft af kaffe og chokolade. Ikke så fyldig som farven og stilarten antyder. En brændt kaffesmag er første smagsindtryk som følges af mørk og bitter chokolade,  ikke nogen sødme her. En let syrlighed ligger underneden og det hele afsluttes af en nøddebitterhed der er stærk og langvarig. Mange tunge stouts plejer at have nogen sødme hvorved denne adskiller sig. Det er kaffe, røg og bittert fra start til slut. Fint! 4-5 skumfiduser.

#890-891