En håndfuld fra Brewski

Hvis man en dag sætter sig for at drikke sig igennem de svenske mikrobryggerier i alfabetisk rækkefølge, behøver man ikke nå meget længere end til B, førend klokkerne ringer. Jeg er ret vild med Brekeriet, men Brewski, som tidligere har optrådt på bloggen, er også rigtig gode. Her smager jeg en håndfuld.

Mango Hallon Feber, 5,5 % amerikansk pale ale, brygget med mango og hindbær. Jeg fanger en frisk appelsinduft men ikke meget andet. Brygget er ganske let, næsten tyndt, med kun ganske let frugtsmag og en medium afsluttende bitterhed, der er let rivende. Det må være ganske lidt frugt de er kommet i, hindbær plejer jo nok at kunne afgive noget farve, og jeg fanger ingen af de to med et markant bidrag i smagen; det meste der er, kommer fra mangoen. Så en lidt fesen start på kvintetten, og den høster kun 3 skumfiduser.

Reserved Engineering, 6 % dobbelt tørhumlet New England IPA i samarbejde med 2nd Shift Brewing, Missouri, USA. Den havde lige ved kapselløft en meget påtrængende, frugtig aroma. Efter ophæld og fra glasset en noget mere blomsteragtig duft (fra hibiscus'en?) sammen med fyr og skovbund. Er uklar, men slet ikke plumret som flertallet indenfor genren. Har en noget sammensat/kompleks smag, hvor der både er tropiske frugter som passionsfrugt, grape og den lidt mere bløde ananas og mango, men oveni også noget blomst, næsten græs. Hvor en typisk NEIPA kan nærme sig næsten noget juice i sit udtryk, med lutter søde smage, har denne et mere klæbrigt udtryk hvor de forskellige humle- og hibiscusnuancer har lidt svært ved at finde sammen. Jeg giver 3-4 skumfiduser til den.

Dolph, 6 % dobbelt tørhumlet ipa. Etiketten lover mig en tur udover grænsen mht humle indhold og - smag. Det taget i betragtning er øllet en klar skuffelse. Der er fine tropiske aromaer men i den meget tynde ende og smagsmæssigt er der ikke megen kraft bag det, der er. Samtidig virker den af mindre fylde og minder om en pale ale på lidt færre procenter. Det er da ikke en øl jeg vil hælde i vasken, men forskræppet havde lovet mig mere. Med en påtrykt bedst før dato på 241119 sætter de mindst et år og mere på. Det tvivler jeg stærkt på at det er en god ide. Den får desværre en lidt lav karakter på 2-3 skumfiduser.

Red Robot, 7,5 % dobbelt ipa brygget med ananas og passionsfrugt. Lidt tung frugtduft, næsten gæret. Appelsin, melon og passionsfrugt. Også tung/fyldigt bryg, hvor frugtsmagen (appelsin, grapefrugt, ananas og fersken) er tyk og klæbrig som marmelade og med en bitter-alkoholisk eftersmag. Ganske som det plejer at være i en dobbelt ipa. Det er ikke den undertype af ipa der står min mund nærmest og den adskiller sig som nævnt ikke fra så mange andre. Den rene tilsatte frugt giver ikke så meget i smagen, som næsten lige så godt kunne være fremkommet ved passende humling. Måske er det alkoholen der skjuler frugtsmagen? 3 skumfiduser.

Do I have a contact in Moscow, 8,5 % New England dobbelt ipa. Denne er også tung og endskønt med en masse frugtsmage og - dufte så er den svær at konsumere. I forhold til robotten, er der ingen bitterhed og den er mere lækker blød. Men som typisk for malttunge ipa'er er sødmen med en bagkant, der virker stram og lettere uvenlig. Som noget metal og træ i uskøn forening. Den er dog lige et halvtrin højere på rangeringen:  3-4 skumfiduser.

Så samlet ikke helt så godt som tidligere smagninger havde bygget mine forventninger op til.

#1893-1897

Brekeriet forever

Jeg er voldsomt begejstret for svenske Brekeriet og deres konsekvente ølstil. Her en ny omgang som mine søde søster har skaffet til mig, samt notater fra en mini tap takeover på Barr.

Wrapped in Red, 5,6 % Berliner Weisse brygget med de røde bær jordbær, hindbær og kirsebær. Det giver en svagt syrlig-skarp duft fra de fermenterende mælkesyrebakterier, blandet med frugt hvor det primært er hindbærrene der kan duftes. De er også den mest fremtrædende i smagen af de tre, hvor kirsebærrene er svære at fange. Syre, træsmag og en næsten gose'sk lille slat salt fuldender brygget. Der er frugt, men det bliver ikke til sød saft men en frisk, perlende og ganske behagelig BW. 4-5 skumfiduser.

Bridgman Camper, 4,4 % Lichtenhainer i samarbejde med Transient Artisan Ales, Michigan,USA.
Lichtenhainer er en røget surøl med hvede. Oprindelse i byen med samme navn i det centrale Tyskland, hvor den var på højden af sin popularitet i slutningen af 1800 tallet. Den figurerer ikke i Danske Øldommeres stilarter men er med i oversigten over historiske stilarter fra amerikanske Beer Judge Certification Program. Nåede ikke langt udenfor Lichtenhain i sin tid, men gamle stilarter står til at blive genopdaget af mere seriøse mikrobryggerier. Den dufter syrligt i en kombination med tør røg. Smagen er æble og citron, syrlighed og først ingen røg, men den kommer og mærkes oppe i ganen lige før nedsvælgning, men bliver aldrig rigtig markeret. Der er også en smule saltsmag i denne øl. Røgen fungerer fint i samspil med det syrlige, jeg tror det ville have været endnu bedre med lidt mere fremtrædende smag af røg, især fordi den ikke er af den vamle slags men mere tør. Jeg ville gerne her love mig selv at opsøge alle de Lichtenhainere, der findes på markedet, men jeg mistænker det er lidt af en niche. Måske samarbejdspartneren TAA har lavet noget i den stil? 5 skumfiduser.

Collabski, 7 % sour (et samarbejde med Brewski). Jeg fanger faktisk alle tre tilsatte frugtingredienser i duften, med hindbærrene forrest og ananas og passionsfrugt lidt svagere. Desuden en træfadsagtig syrlighed. I smagen vinder syren over frugterne, men de er ikke undertrykte. Ananassen er den frugt, der varer længst i eftersmagen. Der er en smule mere fyldighed end normalt i sour, men det er stadig i en let ende af skalaen, trods de 7 procent. Igen en rigtig dejlig øl, 4-5 skumfiduser.

I slutningen af marts var Brekeriet forbi Barr, hvor de præsenterede deres nye Vild Cassis samt overtog en del haner. Dagens ølkort så således ud:

Jeg fik smagt nedenstående tre.

Vild Cassis, 5 % ale med solbær. Stærkt syrlig øl, med betydeligt fadpræg. Solbærrene bidrager med både med ren frugtsmag samt antydning af mandel, spøjst nok. Først angribes der med syren, der ledsages af en let funky gærsmag, og så kommer frugten og glatter lidt ud; selv den syrlige frugtsmag er mildere end øllets grundsubstans. Træ- og funksmagen er det, der varer ved ind i eftersmagen. Det er en øl, som jeg i starten af min bloggerkarriere ikke så som ville have kastet et øje efter. Men heldigvis har min interesse udviklet mine smagsløg og ølpræferencer. Det er dog stadig en øltype til langsom nydelse fremfor hastig rus. 4-5 skumfiduser.

Lick my Bub (fejlstavet på menukortet), 5,3 % gose med hindbær og lakrids. Utrolig fræk blanding! Hindbærrene, lakridsen og det salte fra gosen mixer sammen i et perfekt blend, hvor hindbærrene er det blide/søde, lakridsen mellemakten og gosen den lidt vrede afslutning. Samlet i en blød og lækker bryg, som efter den vilde cassis opleves som det rene slik. Gose er en sjælden stil, men heldigvis ikke helt ukendt for Dude Beering. Øltypen behager og udfordrer nogle gange. Her ryger den næsten helt i top med 5-6 skumfiduser.

Alpha Beta, 4,7 % Berliner Weisse med rødbede, lime og vanilje! Øllet skænker op med lyserødt skum! Det dufter kraftigt af lime. I smagen fandt jeg langt om længe ud af, hvordan vanilje i øl skal tæmmes: med lime! I den anvendte dosering spiller de to ping-pong med hinanden, hvor først den ene, så den anden får overtaget i min mund. Svagt underneden, måske lidt for svagt, figurerer rødbeden med let sødme. Berliner Weisse basisen forsvinder nok lidt i limesmagen. Men den er rigtig fint komponeret, igen. Fem skumfiduser.

#1716-1721

Stuck in Stockholm

Har i løbet af det sidste års tid været i Stockholm på kursus og konferencer af flere omgange. Ølmæssigt hænger der noget "Forbuds-Sverige" over landet og jeg husker stadig bogen "Tilfældet Sverige" forfattet af afdøde TVAvis star Mogens Behrendt, der ikke just jublede over landet. Men meget er sket siden da og godt nok kan man stadig kun købe øl på op til 3,6 % i almindelige butikker. Resten skal man ind på statsmonopolet Systembolaget for at skaffe. Det er nu ikke helt så dårligt, for med den tyngde de har som indkøber, kan de faktisk fremskaffe rigtig mange gode øl, fra hele verdenen. Jeg valgte at koncentrere min interesse på svenske øl. Desværre har kæden en politik om, at mikrobryggerier, der kun producerer i mindre mængde, kun kan fås i en afstand af 150 kilometer fra produktionsstedet. Det har vist ført til en større debat i svenske ølkredse, som jeg ikke vil gå ind på her. Det lykkedes mig alligevel at finde en hel del øl, som jeg ikke kendte, både fra producenter, som jeg tidligere er stødt på i danske butikker, og helt nye bekendtskaber. Der anmeldes et par håndfulde længere nede i indlægget.

Jeg benyttede også de mange aftener til at frekventere diverse udskænkningssteder. Dels nogle jeg fandt godt omtalt på RateBeer, men også andre jeg mere eller mindre tilfældigt kom forbi. De får en kort omtale, ligesom der falder nogle yderst kortfattede noter om de øl, jeg fik smagt ved besøgene.

Først til bar-besøgene: 

Oliver Twist. En af de første pubs i Stockholm, der begyndte at tage øl alvorligt. Ligner en traditionel pub med brune vægge. Udvalget på hanerne reklameres ikke så tydeligt, kun små etiketter på de enkelte pumpestationer. Man skal vende sig om og stå med ryggen til baren for at finde den store tavle med fadølslisten. Der er restaurant i baglokalet. Der er også mange gode flaskeøl på køl. Det blev ikke svensk, men derimod Chance Encounter fra Edge Barcelona. En saison på 4,4 %. En god saison øl med dejlig Brett i smag. Der er en let syrlig bund og det ender bittert, sikkert både fra humler og gær. Fire skumfiduser til den. Fin pub med stort udvalg men lidt bedre vejledning til kunderne kunne være fint. This is not a hipster bar, this is a hopster bar er dog et fint slogan!

Oliver Twist

Omnipollos hatt, lille bar med tilknyttet pizzabageri. Ni haner. Let lounge/techno ud af højttalerne men på absolut stilfærdig volumen. Fik en Magic #411, fra Omnipollo. En wild strawberry, blueberry vanilla smoothie ipa (!) på 6,1 %. En knastør humle støver i munden. Der er grape, passionsfrugt men næsten også noget antydning af tør Brett? Men der er nu ingen restsødme tilbage, så der er gæret i bund. Vaniljen og frugterne synes jeg ikke at kunne fange. Den er dejlig blød i munden, på trods af de kompromisløse smagsudtryk. 4-5 skumfiduser. Det er nok en af verdens bedste pizzarestauranter!

Omnipollos hatt

BrewDog bar. Rummet er tyndt og dybt, med cirka 60 siddepladser i det rustikke lokale med rå rør og ventilationskanaler. Halvdelen af hanerne er fyldt med hundeøl, den anden med gæstebryg, blandt sidstnævnte findes To Øl og Mikkeller. Ikke meget svensk, så det blev BrewDogs Born to Die, 8,5 % ipa. Til 99 svenske kr. for 20 cl er den også betalt. Men så får man også en utrolig friskhumlet øl, der næsten er olieret ind i humlepollen. Der er mango, passionsfrugt, let flydende harpiks og en knastør fyrret bagkant. 5 skumfiduser. Jeg prøvede også en Hinterland, 9,1 % imperial stout fra dem. Chokolade, kaffe, let røg. Mellemfyldig, med de samme smags- som duftelementer. Desuden noget uharmonisk, er det UF-UF en anelse vanilje? Det er i hvert fald afstikkende og om ikke ubehageligt, så i hvert fald unødvendigt. Kan derfor kun give 2-3 skumfiduser.
 
Cafe Proviant. Halvt restaurant, halvt bar men det tog godt nok lang tid før der dukkede betjening op bag bardisken. Smagte en Pumpaøl (græskar) til 75 kr for 40 cl. Et særdeles julekrydret duftangreb på de højtidsfølsomme næsebor. Kanel og nelliker og generel brunkage. Ret letbenet øl i ganen og duftindtrykkene var stærkere end de tilsvarende smagsditto, omend karakteren var den samme. Ingen humlesmag eller -bitterhed. Kedelig, to skumfiduser. Der var knap 10 haner med tre af deres egne øl og blandet andet, herunder Carlsberg. Ligger lidt afsides og kan sagtens undværes. 

En i ganske lang tid tom bar på Cafe Proviant

Flying Dog. Også her kan man få noget at spise, men det ligner en regulær bar i størstedelen af lokalet, inklusive en tre-fire tv-skærme der kører sport af i metermål (fodbold). Heldigvis er der ingen lyd på, men noget musik, der selv om det ikke altid lige er min stil, så synes udvalgt og ikke bare en kopi af diverse hitlister. Fik en Sigtuna IPA, 5,4 % fra Sigtuna Brygghus. Serveret initielt for koldt til at opfange noget duft. Der var en del aromahumle i IPAen der havde målrettet humleangrebet på den fløj og lod bittersiden stå helt ubenyttet. Det var med tropiske frugter men på et nogenlunde diskret niveau og den landede lidt midt imellem på 3-4 skumfiduser. Dyre øl, kostede minimum 89 svenske kroner for en ret lille opskænkning.

Akkurat. Der var stuvende fuldt den søndag aften jeg var forbi og forklaringen kom efter en halv times tid: Live musik på scenen. I barlokalet sad folk tæt pakkede og spiste mad til deres øl, så jeg troede ikke jeg ville kunne få en plads, men lidt afsides bagved er indgangen til restauranten og der fik jeg efter 10 minutters venten en plads. Gedigen husmandskost og den Brännskär, 5,3 % brown ale fra Nynäshamn jeg fik, var med sine fine balance af sødme, bitre og humlede noter fin til maden og et fint bekendtskab. 4 skumfiduser. Vil nok gerne besøge baren en dag med lidt færre folk og lidt mere ro til at fordybe mig i udvalget, som var pænt.

Herunder anmeldes på mere regulær vis så de øl, jeg ved indkøb over flere omgange fik tiltusket mig i Systembolaget. Det var nok ikke den mest velassorterede butik i kæden jeg besøgte, men jeg fandt en del ukendte øl.


Black Currant, 4,5 % sour fra Dugges Ale- & Porterbryggeri. Den er fermenteret med solbær og udover gær, er der også brugt lactobacillus. Med i Ny Nordisk Øl Projekt hvilket her er fortolket som med lokale, økologiske råvarer. Ligner det rene sodavand med klar rød farve og meget flygtigt skum. Har en smule vild duft, med mælkenoter. Det ret tynde bryg har først en slags frugtsødme, som bliver afløst af noget der både er syrligt (fra frugt) og noget der er surt (bakterielt). Der er også en underliggende mælkeagtig smag, med let krydring. Da der ikke er brugt humle, er der ikke en traditionel bitterhed tilstede, andet end hvad syrligheden medfører. Dette er en gren af byg-væsker, som ligger lidt langt væk fra traditionel øl, men vil kunne fungere fint som en lækker aperitif/velkomstdrink i det danske sommerlandskab. 3-4 skumfiduser.

Mango Feber, 8,0 % dobbelt IPA fra Brewski. Brygget har en meget stram og tør-fyrret duft, der næsten river i næsen. Der er som navnet antyder, brugt mango under fermenteringen, og det burde jo kunne smages. Der er ganske rigtig en tydelig, men dog stadig afdæmpet mango sødme som bund, der hurtigt bliver pureret af de aggressive humler, der fræser henover og giver fyr, tør harpiks, og stærk slutbitterhed. At det er en dIPA skjules godt, både i mundfylde og maltbund, der begge er i den lette ende og humlen formår således at giver et fint aftryk. Det fungerer faktisk rigtig fint og det må belønnes med fem af de fine skumfiduser.

Passion Feber, 7,0 % IPA fra Brewski. En noget mere syrlig smag står op fra dette glas i forhold til mangoen, og det dufter ganske rigtig af passionsfrugt, som har været med et sted i bryggeprocessen. Dejlig blød mundfylde, måske fra den anvendte hvede, som der ganske vist også var i mangoen, men som jeg ikke synes føltes lige så typisk hvedeblød. Der smages brød, og let af passionsfrugt inden humlen kommer til. Slet ikke så voldsomt som i mangoen, mere diskret men med samme tørhed. Harpiksfornemmelsen er meget afdæmpet, men det ender alligevel snerpende bittert. Frugtøl af en mere gammeldags type bryder jeg mig ikke om, men her er frugt og IPA stil igen kombineret ganske fint sammen. Der er jo også humler som tydeligt smager af passionsfrugt, mango og/eller flere andre tropiske frugter, så det går fint i spænd, både i denne og foregående. Igen 5 skumfiduser.

Indian Tribute, 6,6 % IPA fra Oppigårds bryggeri. En øl, der er brygget for at hylde Indien udloves at være fyldt med farve, smag og duft. Tja, farven er vel ikke unormal for typen, duften er i sandhed ret diskret, jeg evner kun at fange lidt brødduft fra malten, så det er med bange anelser, at jeg lader tungen slå smut henover overfladen. Heldigvis er der lidt mere at komme efter smagsmæssigt. Der er en lidt større fylde end hvad jeg lige havde forventet, hvor brødsmagen har en maltdybde, der hurtigt fører over i noget næsten frugtigt. Det giver en sødlig marmeladesmag og afsluttes med en fin bitterhed, der ikke er tør og fyrret, men lidt mere dyb. Næsten lidt af en mellemting mellem en halvkedelig engelsk IPA type og så de nyere amerikanske af slagsen - heldigvis med slagside over til sidstnævnte. 4 små skumfiduser.

Jämtlands IPA, 5,5 % fra Jämtlands bryggeri. De har ambitionen om at kombinere traditionel engelsk IPA med nyfortolket amerikansk veststil ved at anvende britisk malt og nye amerikanske humlesorter. Min næse fanger ikke meget andet end noget brød og noget metallisk. Indhældt i munden bliver oplevelsen ikke meget større; der er noget brødsmag fra malten, måske en anelse karamelsødme og så venter man forgæves på den amerikanske humle, der nok plejer at kunne gøre opmærksom på sig selv, især hvis de er anvendt på vestkystmåde. Men man venter forgæves og får kun en smule almindelig bitterhed med som sidste indtryk. Det er lige før man kunne tro det er en kedelig industripilsner man har fat i - smagsmæssigt har denne ikke mere at byde på. Stor fuser til to af de mindste skumfiduser.

Anything Gose, 3,8 % gose fra Mohawk Brewing Company. En øltype, der optræder meget sjældent her på bloggen - måske lidt uretfærdigt? Selv om det måske ikke helt fremgår af billedet, så er det nok en af de farve-tyndeste øl jeg har fået. Duften er lidt syrlig-rådden. Den meget bløde bryg har forventeligt ikke meget fylde at byde sig til med, så der er ikke megen maltsmag. Der er en kombination af to slags syrlighed: en mere citron, næsten eddikeagtig (men slet ikke så negativt ment som det ser ud på skrift) samt noget gæret syrlighed med let mælk i bunden. Måske et let saltet indtryk. Ingen bitterhed at skrive hjem om. Smagsindtrykkene er som sådan fine nok og i harmoni; de savner måske i nogen grad en rygrad at læne sig op ad. 3 skumfiduser.

Russian Imperial Porter, 9,5 % fra Poppels Bryggeri. En nemt erkendbar duft af brændt kaffe med lidt chokoladesødme underneden. Der er fin chokoladesødme i smagen, med kaffe, lakrids, brændte noter der næsten ender med røgsmag og noget sprut som både virker varmende og også smager lidt igennem. Alkoholen har en meget svag syrlighed, som havde øllet været lagt på fad et stykke tid. Dejlig blød og rund i munden og hvis ikke det havde været for den lette syrlighed, ville den have scoret højere. Nu bliver det til 4 skumfiduser.

Maria Hoppy Bruin, 6,9 % fra Monks cafe. Har smagt nogle blends fra dette bryggeri/cafe - nu fik jeg et par bryggede øl på flaske. En hel del malt og karamel i duften. Smagen er ret fin, med meget malt, karamel, lidt gærede frugter, en let lakridsundertone og en medium bitterhed. Dejlig blød og mellemfyldigt bryg. En rigtig god brun ale, måske den bedste af typen? 5 skumfiduser.

Black Jack, 9,7 % imperial porter fra Monks cafe. Meget skummende ved åbning og ophæld! Duft af chokolade, kaffe og aner jeg en snert af vanilje? Rimelig dominerende chokoladesmag med brændt kaffe, en pæn nøddeagtig bitterhed og en del alkohol. Forbavsende let bryg, der på en måde har svært ved at rumme smagsindtrykkene - de stritter lidt. Ikke helt harmonisk, og ender på en 3-4 skumfiduser.

#1454-1469

Opsamlingsheat

Hermed sidste omgang fra smagningerne ultimo januar - blandet fra alle hylder.

Black Shade, 6,5 % black IPA fra Flying Couch og Cigar City. Let citrus og let kaffe I duften. Tør tobak, let ristet kaffe, ingen sødme og en fin let citrus smag. Fin kombi men lidt diskret udtrykt. 4 skumfiduser.

Didn’t we saison?, 6,5 % fra Brewski/Green Tower. Citrus og let Brettagtig duft. Sødmefuld og citrusagtig, med kun den svageste antydning af saison-krydring og –tørhed. Næsten limonade over det. Lidt mere brettaftryk kunne have været ønskeligt. 3 skumfiduser.

Zagaia, 6 % belgisk dubbel fra Mean Sardine Brewery (Portugal). Rimelig klassisk belgier i duft og smag. Maltet, krydret, tilpas sødme og ikke megen bitterhed. Den fejler dermed ikke, men trumfer heller ikke noget. 3 skumfiduser.

Molder Blond, 7,4 % ale fra Molana, brygget hos Brouwerij Anders. Gæret duft. Sødlig, kagekrydret smag i en fyldig bryg. Også en let syre. Frisk blonde, 4 skumfiduser.

Rushy Mede, 4,4 % blond ale fra Red Rock (Devon, UK). Markant citrus duft. Citrusen bliver næsten syrlig/sur i smagen. Ret tyndt bryg, der ikke giver megen malt og kun let bitterhed. Uskadelig, men kedelig. 2 skumfiduser.

Slaytanic Swill Blood Red Ale, 6,66 % amber ale fra Edge Project/Frankie’s pizza. Let syrlig-mørk frugt duft. Smagen indeholder kirsebær og mandel i en let ale. Fin smag, selv om det er lidt diskret samlet set. 4 skumfiduser.

Diamantes de Hielo, 11,5 % is-cider (!) fra Grusifás - Sidra Pomar (Spanien). Sjov type, hvor mosten sættes ude og frysetørringen sker udendørs. Den koncentrerede most hives derefter ind og gæres. Dette har jo ikke noget med øl at gøre, men god dessertvin/cider. 4 skumfiduser.

Tripel, 8,5 % fra Huisbrouwerij de Vliet, brygget hos De Proefbrouwerij. Meget cremet og fyldig i munden – hvede? Blødheden antyder også brug af denne kornsort. Let banan, koriander og en svag appelsin gør også, at man mere synes det er en hvede end en tripel. Alkoholen er farligt fraværende. Lidt for sød, men ellers ok. 3-4 skumfiduser.

Zeunt, 7 % ale/blonde fra De Proefbrouwerij. Første gang jeg smager noget de selv har lavet?! Meget frugtig og blødt-krydret duft (kardemomme). Superblød i mundhulen, og sødmen smyger og klæber sig rundt i ganens afkroge. Kun lidt krydring og let banan formår at putte lidt modhager i den meget pleasende bryg. 2-3 skumfiduser.

#1067-1075