Løkken bryghus

Mit kendskab til Løkken bryghus og deres produkter er stort set ikke eksisterende. Jeg støder aldrig på deres produkter, der hvor jeg køber øl. Da bryggeriet rettede henvendelse til mig for at høre om jeg ville smage og skrive om deres øl som led i en slags relancering, i hvert fald af deres hjemmeside, var jeg interesseret. Efter lidt transportbøvl med Danske Fragtmænd, nåede 12 øl, plus to glas og en t-shirt frem til mit domicil og min kritiske gane. For jeg har naturligvis betinget mig at må skrive min ærlige mening om øllet. Nu ved læserne af bloggen i hvert fald baggrunden for dette store indlæg om et mindre bryggeri fra den nordlige del af Jylland.

De producerer flere serier og har også et andet brand, Bryggeriet Vestkysten. Der lægges ud med fem øl fra Løkken serien.

Løkken Badehus, 4,6 % witbier. Den belgiske type hvedeøl, gerne med appelsinsmag. Det har man så sørget for ved at komme appelsinskal i. Duften er tør, fornemmes let røget, med korn og gær, der nærmer sig noget brettanomyces. Smagen bærer mest præg af gæren, der ikke helt er brett, men som har fine krydrede noter af koriander og peber, med en lidt skarp afslutning. Appelsinen bemærkes kun lige akkurat. I bunden en fin kornsmag, og der er ikke megen restsødme. Witbier er et noget uudforsket område og normalt ikke en del af min ganes omgangskreds. Jeg har tidligere foretrukket tysk hvedeøl, hvis det skal være. Det her er nu en meget fin udgave som jeg godt kunne drikke mere af, og især på en dag med mere dagslys og solvarme. 4 skumfiduser.

Elsebeth Gyldenstjerne, 4,8 % steam beer. En øltype, der er endnu sjældnere i min mund og i bryggekarrene hos danske mikrobryggere. Først og fremmest er der en duft af karamel, der ved let omrystning frigiver en for øltypen karakteristisk, let svovlduft. Der er endnu en lidt sødlig-vammel note, som fra noget glemt frugt. Smagsmæssigt er det mere "ren" malt, med karamellen skruet ned, og ristet brød. Humle bemærkes ikke synderligt, og det er kun en meget let, men lidt underlig krydring som modspil til den sødlige malt. Let slutbitterhed. Øltypen fremkom vist mere af nød end af lyst den gang tyskerne drog til Californien med deres undergær, og den står ikke først på drikkekortet her. Men cadeau for at brygge den. 3 skumfiduser.

Rubjerg Fyr, 5,5 % brown ale (og ikke steam beer, som bagsideetiketten siger). Lidt klistret maltduft oveni det ristede og mørke, synes mælk er den bedste beskrivelse. Meget klassisk brown ale i smagen, af den engelske type, hvor det er malt, der næsten bliver syrlig og en ret stærk og ren bitterhed, sammen med noget kaffe. Intet at udsætte, men jeg er klart til den amerikanske udgave, med mere humlesmag. Her ender som oftest i noget næsten metallisk, uden at det skal forstås som en fejl. 3 små skumfiduser.

Løkkendarisk, 5 % pale ale, brygget med sukkertang og porse. Sødlig maltduft med rugbrød. Smagen er også i den søde ende, mon sukkertangen bidrager hertil? Porse ligger som en let bitter smag under sødsuppen. Fornemmer ikke megen humlesmag. Meget standardale - kan tydeligt huske, da Ale no 16 fra Refsvindinge var eneste danske ale og den dermed var speciel. Nu skal der lidt mere til synes jeg, og porse er ikke for mig en åbenbaring, hverken i øl eller snaps. Lunkne 2 skumfiduser.

Julefryd, 7 % jule ale, hvilket her betyder tilsætning af krydderier, sirup, appelsin og rosiner. Det er mest rosinerne fra det tilsatte, der gør sig bemærket i maltduften, samtidig bemærker jeg noget let stikkende, der dels associerer til lakrids, men også røg og brændende træ. Det lidt tyndtflydende bryg giver mørk malt, uden særlig megen sødme, koriander, nelliker, aske, bitterhed og med umage fanger jeg den letteste appelsin. Venligt kan man sige, at den ikke er som langt de fleste, lidt klistrede mørke ales i juletiden, men jeg synes måske heller ikke det fungerer helt perfekt. Måske er den pimpet op med for meget, som brygget ikke kan bære - det hele fornemmes lidt tyndt, på trods af de 7 %. Ender alligevel midt på skalaen med 3 skumfiduser - fint, ikke helt forløst potentiale.

Så følger fire øl fra deres Vendelboserie, hvor de enkelte øl har navn efter ord fra dialekten i Vendsyssel, vendelbomål. Således er jøwt et udtryk for at noget eller nogen er fedt, kavt betyder noget der er upraktisk, rajfog er en snestorm og narrevorn er en drilsk person.

Jøwt, 4,6 % pilsner/moderne lys lager. Foruden en klassisk pilsner duft med lyst brød og græs, fanger jeg noget let råddent lakrids/dild. Tænker på om der er noget Sorachi Ace humle indover? I munden går det op for mig, at der sandsynligvis er en del diacetyl til stede, som i stilen ikke bør forekomme i så udpræget en grad som tilfældet er. Det kan skyldes at gæren, som selv producerer diacetyl, ikke har  fået lov til at omsætte det igen i slutningen af fermenteringen. Øllet smager ikke direkte dårligt men den megen sødme gør den i længden lidt for meget. Brygtekniske fejl bør ikke forekomme, ej heller hos mikrobryggeriers, små som store. Til en ren bedømmelse i øldommerforeningen ville den dumpe, her kan jeg give 2 små skumfiduser, også selv om de rent faktisk muligvis har ønsket det opnåede resultat.

 

Kavt, 7 % belgisk blonde. Krydret duft af brød, peber, gær, og koriander. Ingen banan eller tyggegummi som man kan opleve det, men hvem savner det? I smagen meget som typen foreskriver og plejer at være, med sødlig brødsmag, krydret islæt meget som duft indtrykkene, og i tilgift får man her en del banan i en noget syntetisk udgave. Moderat bitterhed. Nok lige i den søde ende for at gøre mig helt veltilpas, men 3-4 skumfiduser tåler den. 

 

 

Rajfog, 6 % bock. En del karamelduft i malten, og der er også noter af tørret frugt. En meget svag, og uønsket svovlduft anes. Smagen er ret sødmefuld, med de føromtalte karamelnoter, og kun en meget let bitterhed til sidst for at lægge et vist modspil, der godt kunne have været mere vægtigt. Alkoholen er ret fraværende i smagsbilledet og øllet indeholder også en noget lav volumenprocent, i hvert fald hvis man skal følge den officielle danske ølstilartsliste, men det behøver bryggerierne naturligvis ikke. 3 skumfiduser.

Narrevorn, 6,9 % kaffe/whisky stout. Afstemt duft med chokolade, ristet brød, let kaffe og yoghurt. Ikke så meget leflen over smagen, der er ret tør, let astringent, bitter chokolade, et skvæt kaffe og homøopatisk mængde whisky. Det er let og let drikkelig og sådan set meget fint. 4 pæne skumfiduser.

Herefter følger tre øl fra deres brand Bryggeriet Vestkysten. Jeg tænker umiddelbart, at her vil de eksperimentere lidt mere, måske ikke helt så vildt som Nørrebro bryghus og deres BRAW, men alligevel. Der er nu ikke på forhånd noget særlig sprælsk over de tre øltyper, der var i flaskerne.

Brilleabe, 5,78 (!) ipa. Brød og græs i duften, med en snert af gær og humle. Der er også en basis af brød og let maltsødme i smagen. Humlen er mest til stede som bitterhumle, men en snas appelsin titter flygtigt frem. Der loves på etiketten en ikke-traditionel ipa; her mener de nok brug af lokalt, økologisk dyrket malt. Som øl ligger den meget tæt op af den klassiske engelske type, hvor humlen ikke smager men næsten udelukkende bitrer. Tre skumfiduser.

Bandit, 5,23 % pilsner. Godt nok en præcis angivelse af alkoholindhold. Især når man tænker på at det ikke behøver at være præcist. Jeg mener at det er tilladt med plus/minus 0,5 procentpoint i forhold til det angivne. Duften er som at stikke næsen ned i en nyåbnet pose labre larver. Det kan være behageligt nok under de rette omstændigheder, her er det et udtryk for, at diacetylen ikke er omsat godt nok. Niveauet er for højt også i smagen og der levnes ikke meget rum til andre indtryk, ej heller de amerikanske bitterhumle, der annonceres på etiketten. 1 skumfidus.

Skagen bunker, 6 % brown ale. Malt og ristet brød i duften, med en let chokolade og initielt noget skarpt, henad svovl. Smagsmæssigt balancerer den fint med let chokolade og tørt ristet brød. Er nok mest som den engelske, klassiske type, uden særlig humlesmag og her ingen gang særlig bitter. Min præference inden for stilarten er den oversøiske, men derfor kan denne nu godt få 3 skumfiduser.

Samlet vurdering

Er man fra Løkken eller kommer man til Løkken, skal man naturligvis støtte det lokale initiativ, der samlet set er meget mere spændende end hvad de store bryghuse formår at fremstille. Hatten af for at have en bock og en steam beer i sortimentet. Men, men, når begge de to pilsner typer i følge min opfattelse har alt for meget diacetyl, så bør man nok lige stramme lidt an i det brygtekniske.

Jeg kan godt lide deres små buttede, brune flasker, der bringer minder fra 1980'erne frem, hvor Faxe Fad stort set var eneste øl man kunne få under bryggeristrejken 1985. Min præference blev fra dengang og i en del år frem Faxes øl, omend de ikke var til at opdrive på værtshusene. Etiketterne falder ikke i min smag, uanset om de sidder på Løkken/Vestkyst flaskerne.

Og så forstår jeg nok ikke helt hvorfor man har et andet brand, når det er stort set de samme øltyper man markedsfører og som i min mund resulterer i stort set de samme oplevelser.

Tak til Løkken Bryghus og deres natur-og kulturformidlingspraktikant Gert for at sende mig smagsprøverne.

#2148-2159

Brygbrygbryg

Jeg runder endnu en gang en samling øl fra Brygbrygbryg. Og der kommer flere ...

Krig, 4,8 % lagret sour med kirsebær. Duften er næsten som en frugtyoghurt med lige dele kirsebær og let gæret mælkeprodukt. Jeg finder også mandel og let træ. Den behagelige duft er forganger for en ret fredsommelig sour, der er sødet godt med kirsebær og sukker, så det syrlige fra fermenteringen næsten er helt væk. Den meget lave karbonering er yderligere et element der gør, at det næsten kunne serveres som en lækker saft. Fire skumfiduser til en flot, rød øl. Det voldsomme navn afspejles på ingen måde i flaskens indhold.

Gris, 4,5 % grisette med kirsebær. Også denne øl præsenterer sig flot rødt i glasset. Næsen fanger kun en anelse kirsebær og ikke noget grisette-agtigt som jo er en slags saison. Smagsmæssigt er der også fuld damp på kirsebærtrykkedlen, eller rettere, den er ret enerådende men ikke påtrængende. Det er frugtsmag, syrlighed og den specielle mandelundertone som kirsebær har. Jeg vil tro at den anvendte mængde kirsebær kunne være kommet i flere slags lyse øltyper, uden at man måske ville kunne smage forskel. Det smager fint, men er måske lidt for meget frugtsaft? 3-4 skumfiduser.

Norske nætter, 6 % norsk brown ale. Det der gør den norsk, er brugen af den traditionelle kveik-gær. Malt, mælk og chokolade i duft og smag. Tør afslutning. De let bitre noter i eftersmagen kan lige så godt stamme fra den ristede malt som brug af humle. Jeg tror efterhånden, at jeg må have misforstået noget om den norske kveik. Første gang jeg fik en øl med den gær, var det Kwike fra svenske Brekeriet og den var dejlig farmhouset. Det beskrev en artikel også var kendetegnet. Efterfølgende har jeg fået nogle stykker, især under Great Swedish Beer Festival, og her var der ingen funk eller farmhouse. I denne synes jeg heller ikke jeg fanger nogle specielle gærrelaterede smage. Der er en anelse fenolisk blod, som i øldommersammenhæng ofte betegnes som en fejl, fremkommet ved forkert gæringstemperatur. Men det kan ikke være det, der skal kendetegne brugen af kveik. Jeg må vist hellere blive opdateret og belært. Det ender derfor samlet ud som en lidt sød og anonym brown ale, 3 skumfiduser.

GCLV, 6 % mixed fruit sour med vanilje. Kraftig duft af passionsfrugt især og underneden noget sour-sur yoghurt. Smagen er snerpende, mest af den syrlige frugtsaft hvor det igen er passionsfrugten der dominerer - øvrige tilsætninger er stikkelsbær og kaktusblomst. Stikkelsbærrene anes som en lidt sødere frugt. Det sure bliver yderligere balanceret en anelse af en yoghurt og vanilje, der kun antydningsvis er der men som formår at lægge et let sødt låg henover. Brygget er ret fladt og har en smuk orange farve. Den kunne Brekeriet også have lavet og det er en stor ros. 4-5 skumfiduser.

 

 

#2114-2117

Ugly Duck

Ugly Duck er blevet lidt af et smertensbarn for mig. De var mere end lovende, lavede rigtig godt øl og var blandt de absolutte favoritter blandt danske mikrobryggerier. Så da de lancerede en crowdfunding for at udvide og kaste sig ud i produktion af syrlig øl, donerede jeg . Ikke mere end jeg kunne tåle at tabe, hvilket var godt. Kort tid efter indgav de konkursbegæring og investeringen var tabt. Hvad de vist over 400.000 kr. det lykkedes dem at få ind blev brugt til, er aldrig blevet belyst over for os der bidrog. Så kan man jo tænke det værste. Direktøren forsvandt og i en tid hang To Øl på ham. Vestfyen overtog Indslev/Ugly Duck og min interesse forsvandt dobbelt. Jeg ved ikke rigtig hvad der gjorde, at jeg købte denne triplet, for min hukommelse er som en elefants og tilgivelse er lige så sjældent som næstekærlighed hos Støjberg. Vil det være mig muligt at bedømme øllene sagligt? Jeg ved det ikke, men nu har jeg ridset forudsætningerne op. Lad kapslerne ryge af flaskerne.

Crumble, 5,9 % brown ale. Brygget i amerikansk stil. Lidt overraskende er røg noget af det første jeg bemærker i duften. Malt, mælk og chokolade er andre elementer. Den fornemmes smagsmæssigt umiddelbart ret tør, med en tendens til astringens. Der er røg, brændt træ, lakrids og karamel i smagen. Jeg havde haft den stående et stykke tid inden jeg samlede mod til at åbne tripletten og det er nærmest et halvt år siden den blev aftappet, hvilket gør, at humlesmagen og også  humlebitterheden er af den afdæmpede slags. Helt aggressiv amerikansk er den ikke, og den kommer lige over det let interessante niveau, der omsat til skumfiduser bliver til 3-4.

Rio Grande Blood, 12 % imperial stout. Havsalt og karamel udgaven, dvs. tilsat efter brygning. Klar vaniljeduft, næsten blomstret. Kakao og chokolade er andre søde duftindtryk. Smagen er sød på flere niveauer - først chokolade, kakao og vanilje, derefter en tyk smag af karamel, der næsten ender stærkt. Salt er der ikke meget af, og en slutbitterhed forsvinder i al den næsten vamle sødme. I små velafmålte portioner er det fint, men hurtigt bliver det for klistret. 4 små skumfiduser.

Rio Grande Blood, 12,5 % imperial stout. Rum Ball edition. Rom således tilsat efter brygning, og ikke suget fra fadlagring. Vaniljeduften er i denne helt forsvundet. Jeg fanger kun noget som jeg i mangel af bedre vil beskrive som nyvasket gulv. Også chokolade og mørke frugter, men meget svagt. Smagsmæssigt er den også sød, men ikke fuldt så meget som i den karamelpimpede udgave. Lidt mørk frugt og kun svag antydning af rom/alkohol gør alligevel oplevelsen har slagside mod det (for) søde. Heller ingen egentlig bitterhed. Lidt bedre end ovenstående, så 4 skumfiduser.

Ugly Duck genvinder ikke umiddelbart en plads i mit hjerte eller min mund.


#2111-2113

Mærkelige øl #1

En ny serie med en række øl, der er "mærkelige" på forskellig vis; enten ved valg af ingredienser, blanding af stilarter eller blot navnet. Sidstnævnte mulighed åbner for mange kandidater til denne gennemgang. Men der lægges ud med en øl med svamp!

Mushroom Vadehav, 6,5 % brown ale fra Fanø bryghus. Lagret på mælkehatte i over en måned. Det har jeg ikke set/smagt før. Duften er en blanding af karamel, træ og umiskendelig efterårssvampeskovbund. Smagsindtrykkene er i den lette, underspillede ende, med karamel, malt, tørret frugt og en smule generisk svamp. Selv samler jeg kun rørhatte, champignoner og kantareller så jeg kender ikke smagen af mælkehatte. Som jeg har forstået det, bruges de også mest som smagsgiver. Det fungerer fint her, hvor basisøllen er af klassisk tilsnit uden megen humle. Svampene giver en umamismag som klæder øllet rigtig godt. Det er godt set, så 5 store skumfiduser.

 #2109

Vigersted festspiløl

Vigersted dilettantteater opførte omkring Sankt Hans egnsspillet Banebørster og Sognerødder - balladen om en jernbane. Det overværede jeg ikke, men Dagmarbryggeriet i Ringsted havde kogt to øl, der blev solgt i anledningen, og dem måtte jeg prøve.

Sognerødder, 4,4 % classic. De kalder den classic men den er overgæret og har masser af frugtestere, lakrids, malt og kun lidt humle. Let drikkelig i sommervarmen. 3-4 skumfiduser.

Banebørster, 4,9 % hybrid mellem amerikansk brown ale og red ale. Duften er mørkt brød og græs, sidstnævnte ikke helt typisk for en mørkere ale. Der er også en sødlig maltet smag af brød og med en let antydning af humlen, som er Amarillo. Lettere end hvad der ofte er tilfældet i amerikansk brown ale. Det giver grapefrugt og fyrrenåle, men kun i små mængder. På trods af, at den kun holder under 5 %, er der mere smag og bund end hvad man kunne forvente. En ok øl fra et bryggeri, der ellers ikke laver særligt spændende øl. 4 skumfiduser.

#1988-1989

Endnu et par øl fra Brekeriet

Min yndlingssøster og -svoger giver mig næsten altid et par spændende øl fra Brekeriet når vi ses. Så er det dejligt, at det sker med jævne mellemrum.

Bror, 6 % sour brown ale fra Brekeriet. Fra Wild serien. Har ligget i lang tid på egefade og hygget sig med Brekeriets hus-stammer af diverse fermenterende mikroorganismer. Lidt stram syrlig duft men også rødvin og svag vanilje. Smagen er domineret af syrlige, næsten balsamico-agtige noter. Der skal graves og slynges lidt rundt i munden for at finde en bund med rugbrød og en smule chokoladesødme og det er så flygtigt som Pia Kjærsgaards stuerenhed. Men selv om syren er fremtrædende, er den aldrig alvorligt snerpende. Den mørke brown ale giver lidt mere bund end mange andre øl fra brødrene Ek og det klæder brygget. 4-5 skumfiduser.

Sourbon, 7 % amber ale fermenteret og lagret på bourbonfade i 9 måneder. Duften er ret diskret, det mindst svage element er en let bourbon, lyst brød og svag eddike. Smagen er en blanding af den syrlige fermentering og det let sprittede fra bourbonfadet. Det syrlige har en frugtig undertone henad grønne æbler og stikkelsbær. Bourbonen er kun antydningsvis til stede i smagen og det er nok meget godt. Fin øl, fire skumfiduser.

 #1958-1959

Tre fra BRAW

Jeg skrev for nylig om svenske øl og de indtil flere gode bryggerier med et startbogstav først i alfabetet. Herhjemme kan vi også med Amager og Alefarm helt fra begyndelsen samt Brygbrygbryg og BRAW fra næste. Her vender jeg endnu en gang tilbage til Nørrebro bryghus' legeplads BRAW.

Brodan, 5,7 % brown ale, brygget sammen med australske Kaiju! Beer. Der er både malede og humlede elementer i duften. Smagsmæssigt indleder den usødet maltet med en vis bitterhed fra den relativt mørke malt. Samtidig hives der en let tropisk humlesmag ind, der ved lidt tungemassering af fluidumet i munden får presset lidt ekstra ud. Ikke helt en crowdpleaser, men et fint bud på en tør brown ale sådan lidt mellem engelsk og amerikansk stil. Fire skumfiduser.
,

Matching Christmas sweaters and other telltale signs that you sucks, 6 % amber ale. Salig Spies sagde, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale. Gad vide om det også gælder for navne til øl? Nuvel, her er en ale, der er knap så maltet som en skotsk, men lidt derhenad med karamel og lakrids, blandet med en del bitre noter fra humlen, der også smager af fyr og passionsfrugt. Nok et bud på en juleøl, for BRAW forsikrer på etiketten, at uanset familie, er julehyggen sikret med denne øl! 4 skumfiduser.

Santa's lap may not be suitable for children, 9,2 % stout. Vi fortsætter med de "originale" ølnavne. Men der er intet pjattet over øllen. Svedsker, gæret frugt og kaffe er hvad der først rammer næsen. Det fyldige bryg rummer masser af mørk, bitter malt, gærede og tørrede frugter, uden sødme, tør eftersmag, ja helt astringent snerpende i munden. Let kaffe men egentlig ikke særlig meget røg, kun de ristede noter fra den mørke malt. Dette er således en tør og bitter stout, med ekstra megen fylde, så det tangerer en imperial. Den er nok ikke egnet hvis man kan lide den slags i den søde ende af skalaen, men her gør den godt - 5 skumfiduser.

#1919-1921

Malduguns tap takeover

Malduguns er et 5 år gammelt lettisk bryggeri, der ligger i en lille landsby 100 km fra hovedstaden Riga. Der er tre ejere og fire ansatte og de har kapacitet til at brygge 12000 liter øl om måneden. 90 % bliver afsat på hjemmemarkedet. De brygger cirka 20 faste øl. Den ene brygger/ejer Andres var forbi Kompasset torsdag 15. november og fortalte om 5 af deres øl. Dude Beering var på pletten - for en gangs skyld.

Kramplauzis, 5,1 % red ale. Lidt tynd, men har godkendt maltsmag som ligner det, den skal. Der er anvendt amerikansk humle og udover malten fanger jeg lakrids, timian og fyr. Medium bitter og ret karboneret. Første oplevelse bedømmes til tre skumfiduser.

Vilkme, 5,4 % session ipa. Humlet med Ella, Eukanot og Hallertauer. Frisk tropisk duft og smag på en let baggrund, selv om der både er hvedemalt og havre i til at bakke op. Humlesmagen forsvinder nogenlunde hurtigt, og selv om det meste er som tørhumling, er der nogen bitterhed. 3-4 skumfiduser.

Senca, 5,9 % amerikansk pale ale, brygget med grøn te. Tilsætningen af den kinesiske grønne te giver noget græsagtig smag og noget krydring til en let pale ale, der også har et pænt tilskud af humle. Tebladene er med i fermenteringen en uge. Det er endt som en fin blanding af blomster, krydring og humle, med en let astringens, men det giver te jo også. Fire skumfiduser.

Zala Bise, 6,3 % amerikansk ipa, enkelthumlet med Loral. En nyere variant jeg ikke havde hørt om før. Malduguns har en hel række af enkelthumlede ipa'er med samme maltprofil, en produktidé jeg prøvede for snart mange år siden med Mikkellers Single Hops Series. Humlen er en blanding af en europæisk ædelhumle og en amerikansk og den er ikke så pågående, men giver blomster, citrus, lidt sødme og øllet ender tørt, bittert og lækkert. Tre-fire skumfiduser.

Pelecis, 6,8 % brown ale, med Earl Grey te (og dermed bergamotolie). Ikke at teen giver megen smag - brygget er let astringent, men det er brown ales ikke sjældent. Denne er mest af engelsk type, dog lidt mindre rent bitter og dermed plads til lidt mere sødme. Det gør den lidt mere elskelig i min mund. 3-4 skumfiduser.

Bryggeriet gør sikkert en stor forskel derhjemme - de var et af de første mikrobryggerier. Herhjemme har vi heldigvis været med i over 20 år, så der skal måske lidt mere til at imponere. Ikke at øllet på nogen måde var dårligt. Hvis man mangler nogle lettiske krydser kan man sikkert nå det i de næste par dage - der plejer at være rester tilbage på hanerne efter tap takeover, men der var nu pænt besøgt, også landets ambassadør var forbi!

#1901-1905

NIDA Beer - endnu et nyt bekendtskab

Endnu et nyt bekendtskab på den danske ølscene. Meget lille bryggeri hjemmehørende i Hvidovre. Navnet kommer fra "need-a-beer" (selvfølgelig, men det måtte jeg have hjælp fra etiketten for at gennemskue). Her debuterer de på bloggen med tre øl.

Tjekkisk pilsner, 5 %. Det starter med en fin duft af lyst brød, græs og en snert let humle. Smagen fortsætter stilartsmæssigt med brød, peber, grønt græs, en sart humlesmag og en markant bitterhed til sidst. Brygget med blødt vand og klassiske ingredienser er den nærmest lige på sømmet, så hvis man er til den slags kan man trygt skænke op. Her på bloggen ligger også mine egne øl præferencer til grund for de tildelte antal skumfiduser og efter en spildt ungdom med hektolitervis af pilsner øl, vil jeg komme videre. Derfor må jeg nøjes med tre-fire skumfiduser, men med de mere venlige ledsagende ord.

 
Brown ale, 5,4 %. En tør, næsten støvet duft af malt og en anelse ristethed. Meget drevet af malt i smagen, men det er nu ikke særlig sødt, mere tørt, bittert, med nødder og en art astringens i ganen. Humlen smager ikke af meget, hvilket den plejer at gøre i den amerikanske variant, som denne siges at være brygget som. Jeg synes den lander lidt mellem den engelske og amerikanske, sådan cirka på Acorerne, hvis jeg skal bruge en geografisk metafor for min bedømmelse af stilarten. Smagsmæssigt er jeg mere til den rendyrkede amerikanske variant, mens den engelske for mig kan virke netop for støvet og for nøddebitter (som gamle harske nødder). Det ændrer ikke ved, at det er en fint brygget øl, som også nemt henter 3-4 skumfiduser hjem.

Pale ale, 5,2 %. Der udloves en lavbitter men kraftigt humlesmagende sommerøl. Duften er let humlet på en let maltet bund. Jeg får associationer til appelsin og gran. Smagsmæssigt fylder den lidt mere end en pale ale normalt gør og det er maltbunden med lys karamel, der er det ekstra. Det kan så holde lidt mere på humlens smag men der er ikke så meget af den. Passionsfrugt, gran og lidt lakrids. Der er som lovet ikke megen bitterhed i eftersmagen og det er da en let drikkelig øl, omend noget anonym i en klasse, hvor konkurrencen er hård. 3-4 skumfiduser.

NIDA Beer kan selvfølgelig godt finde ud af at brygge øl. De åbner dansen med mig med tre klassiske typer, som mangt et bryggeri brygger. Der er mange mikrobryggerier på scenen der slås om vores gunst. Her kunne man godt ønske sig et lidt mere sprælsk repertoire for at kunne huske dem fra mange af de andre. De kunne godt risikere at drukne i mængden. Pilsneren er eneste lidt skæve - undergæret øl er normalt ikke det første og største i porteføljen. Jeg vil godt tage en dans til, hvis der på et tidspunkt kommer noget lidt mere usædvanligt fra dem.


#1873-1875

Lette svenskere

I flere nordiske lande kan man kun købe øl i almindelige butikker op til en vis procentgrænse. Således kan man i Sverige kun få øl op til 3,5 % i supermarkederne. Det kan give visse brygtekniske udfordringer, men samtidig eksisterer der også ølstile, der ikke er stærke. Et kort besøg i Stockholm gav anledning til at undersøge hvad hylderne i ICA havde at byde på. Jeg valgte kun flasker fra svenske bryggerier, men både Mikkeller og To Øl var også at finde.

Picnic, 2,2 % sour ale fra Brekeriet. Økologiske ingredienser, blandt andet rabarber, og fermenteret ved hjælp af mælkesyrebakterier. De afgiver en karakteristisk mælket-karklud-sur duft. Øllet er som forventeligt ganske tyndt men flere af de andre produkter fra brødrene Ek har ikke voldsomt meget krop uden at det går ud over smagen. Der er her en fin syrlighed mens rabarberen er noget diskret til stede. Friskt og mundrensende og det rækker til fine fire små skumfiduser.

Spinnaker, 3,5 % session IPA fra Nynäshamn Ångbryggeri. En fin frugtig duft med fersken og mango. Faktisk en pæn fyldig og næsten kremet mundfylde - godt gået de lave procenter taget i betragtning. Smagsmæssigt er den mindre spændende, hvor der næsten kun bydes på ren humlebitterhed. Jeg kan se at holdbarhedsdatoen kun ligger et par måneder frem, og så kan den snildt være et år gammel, og det har ikke bekommet den vel. Så efter en lovende duftmæssig og taktil indledning, ender den lidt skuffende. Tre af de allermindste skumfiduser.

Manu, 3,5 % sour fra Tempelbryggeriet. Samme grundduft som Picnic, men her også med den tilsatte mango iblandet. Smagen er en balancegang mellem det sure fra de vilde bakterier (tilsyneladende tilsætter de ikke selv mælkesyrebakterier) samt den noget sødere frugtsmag fra mangoen. Vippen hælder mod det syrlige men frugten bløder en smule op og gør den lidt mere venligtsindet, skulle man have problemer med syren. Fin øl, men den er faktisk over den angivne bedst-før dato, uden at jeg dog tror at det har influeret noget på smagen. 3-4 skumfiduser.

Session pale ale, 3,5 % fra Poppels bryggeri. Økologiske ingredienser. Lige når den åbnes kommer en fin duft af frugt og fyr min næse i møde. Der er brød og næsten lidt karamelsødme i smagen, sammen med en rimelig kraftig humlesmag af passionsfrugt, solbær og fyr, men den lette bryg formår ikke at holde på det særlig længe og den blivende smag er en medium bitterhed. Det bliver til en lidt underlig bitterhed, ikke helt i harmoni med øllet. Så længe det varede en fin oplevelse og man kan nok ikke forvente det helt vilde, men afslutningen trækker ned. 3 skumfiduser.

Vinterbrygd, 3,5 % økologisk brown ale fra Nils Oscar. Næsten ren maltet duft og ikke meget andet. Malt, rugbrød, ristede noter og nødder fylder i smagsbilledet i en bryg der er forbavsende fyldig og de fader ikke meget ud. Der afsluttes med en ren bitterhed af en karakter, som jeg tidligere ikke har brudt mig om, men som ikke skurrer så meget her. For at holde sine sølle lovlige 3,5 % er den faktisk meget god og fortjener fint fire skumfiduser.

De syrlige øl klarede sig fint og de ligger heller ikke alkoholmæssigt så langt fra de "rigtige" udgaver. Og så overraskede Nils Oscar med en fin brown ale. Jeg bliver nok ikke fast kunde i svenske supermarkeder efter dette, men små guldkorn kan findes.



#1675-1679

Juleølshængeparti

For et par dage siden offentliggjorde jeg dette års gennemgang af jule- og vinterbryg. Jeg havde dog ikke fået købt eller smagt på årets nye fra Amager bryghus tids nok, og da de tilhører en eksklusiv skare, der altid kommer på bloggen med deres nye øl, så får de her et eget lille indlæg om dette års to nye juleøl fra dem.

Amager julebryg 2017, der i år er en 6,5 % american dark ale som de har valgt at kalde den. Hvis jeg havde haft min øldommerhat på ville den nok ikke passe ind i nogle kategorier; american brown ale er vel det nærmeste, men denne er der lidt for meget alkohol i til stilarten. Men, på disse sider er jeg blot en ydmyg ølnyder og behøver kun at forholde mig til, hvordan glasset påvirker mig. Duften er på en og samme gang både lidt sødlig-vammel samt virker lidt støvet. Lidt karamel, lidt humle og ganske let alkohol bemærkes. Smagen er noget mere pågående, med karamel fra malten, krydring fra gæren, herunder muskat og kanel, mens humlesmagen er tropecitrus i let til medium grad. Afslutningsvis er den ret bitter. Der er en rigtig fin balance mellem sødme, krydring og bitre noter, der gør øllet ganske velegnet til nydelse, både før, under og efter julen. 5 skumfiduser.

Reindeer Fuel, 10 % barley wine. En opskrift, som de efter sigende forsøger at forbedre hvert år. Her er det så anden udgave - sidste år syntes jeg at den nok lige var en anelse for sød. 2017 udgaven er underligt nok ret svagt duftende, med anelse af mørkt brød og ikke så meget andet. Men også denne øl er i munden mere prangende end i næsen. Kraftig maltet smag, som er sød men ikke klistret. Sødmen er kandisagtig. Derefter mærker man en smule til noget varmende alkohol og der afsluttes med let bitterhed. Selv om der måske er skruet en smule ned for sødmen i forhold til sidste år, forekommer den stadig at være en smule for enstrenget, selv om de amerikanske barley wines, som denne nok er modelleret efter, er kendetegnet ved megen maltsødme og mindre kompleksitet. Jeg tror nok jeg mere er til de vinøse barley wines, hvis det skal være. Dette er nok de voksnes udgave af ungernes fredagsslik! 3-4 skumfiduser.

Så tror jeg nok, at juleølskavalkaden bliver lukket for i år.

 #1659-1660