Røg og dump

Bloggen er i dag lidt som det sixtinske kapel; her stiger der dog både sort og hvid røg op af glasset ...

Black smoke, 9,6 % imperial stout med røgmalt, fra Det Lille Bryggeri. Der er tydelig røgduft i aromaen, delvist iblandet spirituosa, hvilket må skyldes den tørverøgede whiskymalt. Den anden røgmalt i brygget stammer fra tyske Bamberg, og så bliver det ikke meget bedre eller mere autentisk. I munden er der en noget rodet slåskamp om min opmærksomhed. Stoutens tyngde og chokoladesødme kæmper med den ligeledes lidt søde og røgede whiskymalt om min opmærksomhed. Jeg synes røgen ender med at blive af den mere fugtige slags og ikke en tør, frisk røgsmag. Spiritussen føles som spiritus og ikke som en varmende og supplerende ingrediens. Røgen vinder, men ikke på en elegant måde og måske er det sværere at samkoge røgmalt med øvrige ingredienser i de mørkere og tungere øl stilarter. Der afsluttes ret bittert, som ikke virker som om det stammer fra humle, men mere har en træagtig karakter. Ikke helt behagelig oplevelse. Jeg kan snige mig op på to skumfiduser, og sende sort røg op.

 

Smoking Rye, 6,2 % røgøl fra Det Lille Bryggeri. Igen er der både tysk røgmalt og whisky malt i flasken, og som noget andet, rugmalt. Håber det ender bedre end forgængeren.

Duften antyder en noget lettere og luftig omgang røg, som fra tørt brænde. Samtidig så kraftig, så malt- og humleaftryk i aromaen skjules. Røgen er også det første og kraftigste i smagen, men optræder på en meget mere behagelig og trods alt mere diskret måde, end i Black Smoke. Malten understøtter og den store andel rugmalt giver en lidt mere rå profil. Whiskymalten er heldigvis næsten fraværende i smagsbilledet. En lille anelse humlesmag bemærkes til sidst. Røgen er stadig ikke subtilt udtrykt, og kan sikkert virke skræmmende. Jeg kan godt klare mosten og hoster op med fire skumfiduser til en noget mere harmonisk øl. Så en pave/vinder er kåret, og hvid røg stiger sagte op ...

 

 

 #2301-2302

Røgøl

Der er ikke mange danske bryggerier, der har røgøl på repertoiret. Når de er bedst, som de tyske fra Bamberg, kan det være sublimt. Krenkerup har i mange år lavet en, men den var jeg ikke så begejstret for dengang jeg smagte den for snart mange år siden. 

Jeg synes der eksisterer to typer af røg i øl. Den tunge, våde og lidt vamle, og så en mere tør og frisk, hvis det overhovedet giver mening for andre end blogbestyreren. Jeg er klart mest til den tørre slags. Her har jeg fået fingrene og hænderne i tre svenske bryg udi genren, der må lide den tort, at blive både smagt og vurderet af DudeBeering.

Smokey Mountain, 6 % røget rugøl fra Svartbergets Fjällbryggeri. Flot ravfarvet, let tåget øl, med svagt og dog holdbart skum. En umiskendelig røgduft erkendes som det første. Underneden er der sødlig malt, der lugter lidt som svensk, sødt rugbrød. Smagen er også malt/brød med en lidt afdæmpet røgnote, der er af den lidt klæbrige, tunge og våde slags. Men fordi den er let, fungerer det bedre end den røg-smags-variant plejer for mig. Jeg smager også lakrids og krydderier som kardemomme og peber. Næsten ingen humlesmag eller -bitterhed. Ok til fire små skumfiduser.

Katalysator, 8,5 % røgbock fra Närke kulturbryggeri. Visuelt lægger etikettens skrifttype sig tæt op ad tyske forbilleder. Duften er mellemtung, med mørkt brød og karamel samt en ikke voldsom røg. Det er også smagsmæssigt en ret sød øl, med karamel, lakrids og tør røg, der glider over i en pæn slutbitterhed. Selv om den er sød, virker den ikke helt så tung, som bocks godt kan være. Røg og bitterheden redder den fra at være klistret og vammel. Men stadig en gedigen øl, der skal nydes i passende mængde og tempo. Fire skumfiduser.

 

Ringöbräu, 5 % røgøl fra Stigbergets bryggeri. En tør røgduft sniger sig over glassets kant med hjælp fra mørkt brød. Det knap så fyldige bryg byder sig til med malt, karamel, mørkt brød og let røg i smagen. Bitterheden stammer nok mere fra de ristede malte end fra humle og spiller fint sammen med røgen i eftersmagen. En let og elegant øl, hvor man godt kunne ønske sig bare en lille smule mere fylde og dermed basis for de gode smage. Fire skumfiduser.

I alt tre fine, svenske bud på røgøl. Lad os få nogle flere danske bryggerier på den bane.

#2223-2225

Gamma og Østerbro

Hvis der er to der står sammen i den danske ølverden, er det Gamma Brewing og Østerbro Vin og Spiritus. Sidstnævnte fører i hvert fald et pænt udvalg af det evigt roterende sortiment fra førstnævnte, så man kan altid finde et par gode fredagsøl i butikken.
 

Synesthesia, 8,2 % dobbelt ipa. Brygget med humletyperne Eclipse, Enigma og Talus. Synæstesi er samsansning, betegnelsen for en sammenblanding af forskellige typer af sanseindtryk. Eksempelvis at høre farver, se lyde og smage berøringer. Jeg tror nu ikke at jeg vil hælde øl i øret eller skylle øjet, men jeg håber, at jeg alligevel får den fulde fornøjelse.

Tykt tåget og uklar øl, så vi har nok med en af de utallige New England typer at gøre. Duften er også frugtig og diskret, mest med ananas. Vel anbragt det traditionelle sted i munden, opleves et blødt tæppe af blid ananas og melon med en typisk NEIPA grøn og frisk bagkant, der nok er bitter, men mest som resultat af stor mængde sent tilsat humle end en mere traditionel langtids kogning. Til gengæld er der ikke så meget marmelade over det, som jeg ofte oplever dobbelt ipa'er. Tre-fire skumfiduser til en ipa, der helt ubesværet falder ind i det dominerende mainstream billede af ipa markedet anno 2022.

Cold smoke, 5,6 % røgøl/rauchbier. Røgøl kan være sublimt, hvilket øllene fra Schlenkerla i Bamberg er et godt eksempel på. Må se om industrikvarteret i Herlev kan producere lige så godt som byen i det sydtyske.

Duften lover røg på en subtil, men dog insisterende måde. Modsat de tyske stilartsdefinerende eksempler, er her ikke meget skum i det ophældte glas. Smagsmæssigt har vi en fin, lys brødbund, krydret med en let, tør røg, der trækker med over i eftersmagen. Inden vi når så langt og bryggen tager afsked med de olfaktoriske organer, når jeg at fange en let syrlig humle. Vel fornøjet giver jeg slip, og lader øllet tager styrtdykket videre i fordøjelsessystemet. Der er ikke meget danskproduceret røgøl på markedet, denne overgår klart Krenkerups ellers lovpriste version. Fire store skumfiduser og et mindst lige så stort opråb til bryggerne hos Gamma og alle andre, om at brygge røgøl og andre mindre kendte og meget mindre eksponerede/hypede øltyper. 

 

#2196-2197

Mærkelige øl #3

Serien mærkelige øl fortsætter med meget ujævne spring og tidsrum mellem opslagene. I dag med en øl fra svenske Brekeriet, der måske ikke fortjener ordet mærkelig, men kombination af røgmalt, sour ale og bourbonfadlagring er ikke helt mainstream.

Röken, 7 % røget og fadlagret sour ale, en del af Vild serien fra bryggeriet og som sådan behørigt både indkapslet og indproppet. Duften signalerer ikke alle (tre) dele af brygget i ligelige proportioner. Der er en dominerende, spids syrlig tone, der river let i næsen. Hvis man insisterer på at bevare næsen tæt på brygget, og får skubbet syrligheden til side, kan jeg svagt fornemme noget vammelt-alkoholisk, som må være bourbondelen. Og lige pludselig kan jeg også erkende noget let røg, men den ligger helt først, godt pakket ind i eddiken. Smagsmæssigt er det stort set en gentagelse af de indtryk, jeg fik fra duften. Samlet bliver det meget lig hvad Brekeriet ellers sender ud i deres Vild serie, i hvert fald som grundøl. Det syrlige fylder mere i det samlede smagsbillede end hvad det gjorde i duften. Jeg er glad for, at der ikke er mere bourbon til stede i smagen, mens jeg nok kunne have tænkt mig at smage bare en anelse mere røg, selv om jeg ikke er sikker på, hvordan røg og syre vil opføre sig sammen. Så det ender med ikke at være så mærkeligt endda, og giver 4 små skumfiduser, pga. ikke helt indfriede forventninger.

#2147

Herslev årgangskasse

Herslev bryggeri havde en årgangskasse til salg med kuriositeter og årgangsbryg. Til Danske Ølentusiasters festival plejer det altid at være givtigt at komme forbi Herslevs stand og smage øl af netop denne type. Når så vi blev corona-snydt for festival i år, var her en mulighed for at tage revanche. Det tilbud udnyttede jeg og fik følgende øl tilsendt. Første tre er fra en serie de kalder Unik.

Rug saison collab, 7%, brygget med litauiske Sakiskiu Alus. Det kobberfarvede bryg tilbyder sig med let røg og honning i aromaen. Der er både malt- og honningsødme i munden, mens røgen næsten ikke lader sig smage. Gæren er lidt undertrykt, jeg fanger ikke rigtig nogle typiske saison noter. Det slutter let krydret og næsten uden bitterhed. 4 skumfiduser.

Vintage hø Brettanomyces, 7,3 % sour. Den første batch høøl, der har ligget 12 måneder på rødvinsfad sammen med Brettanomyces gær. Af treenighed syre, vild gær og fadpræg, er det absolut grundbryggets syrlighed, der sættes tonen. Dog fornemmes det en smule mere afdæmpet end i den originale høøl, og det understøttes af en snert af brettens vildskab, hvor en tørhed støvet notes gør sig bemærket. Syrligheden kan beskrives som citron, jordbær og stikkelsbær, altså ikke en rentoning i c-vitamin-dur. Det samlede bryg virker også en snert mere fyldigt, men det er nok smagen snarere end væskens viskositet, der gør det, herunder en meget lille fad præg. Super lækker - hvis man skulle ønske noget, så skulle det være lidt mere fremtrædende Brett, men det er nok svært i al syrligheden. 4-5 skumfiduser.

Jubilæums Rugøl 2019, 11 %, lagret på whisky fad. Brygget i anledning af bryggeriets 15 års jubilæum. Temmelig mørk, maltet duft, med lette noter af whisky. Sød, blød og cremet i munden til at begynde med, med malt og kandis. Der følger bitre noter, som nok mest er whiskyen/fadet, men i øvrigt gør turen i fadet ikke meget mere væsen af sig end en snert af sprut, og tak for det underspillede, det holder jeg mest af, når det handler om præg af stærkt alkohol fra fade. Det ender lidt tørt, træbittert og krydret, og selv om det er lidt til den søde side, er der kræfter, der trækker den anden vej. En nydeøl til 4 store skumfiduser.

Der var også to flasker af Mjølner, deres barley wine, fra to årgange.

Mjølner, 11 % barley wine. 

Årgang 2009. Æble og jordbær i næsen. Kraftig sød malt, meget som brændt karamel. Træ, rødvin, balsamico eddike og ret vinøs. Pære fornemmes i eftersmagen. Lækker sød sag, med let skarp kant, der ridser let i den karamelliserede overflade. 5 skumfiduser.

Årgang 2010 præsenterer sig lige så fint i glasset som 2009 årgangen, og der er, både alder og øltype taget i betragtning, pænt med skum. Duften minder meget om forgængeren, men den er knap så skarp og med mindre frugt. Smagsmæssigt står den søde karamel mere uprovokeret i centrum og tilføres noget lakrids. Alkoholen virker også en smule mere fremtrædende, når de øvrige elementer står på samme banehalvdel. Kun allersidst fornemmer jeg en svag træ-eddikesmag, men det er diskret. Der er klar forskel mellem de to flaskers indhold og spørgsmålet er, om det er forskellen i lagringstid eller i brygning, der giver de to øl hver deres udtryk. 2010 er lækker, men kunne nok godt bruge en smule mere modhager, men fortjener snildt de 4-5 skumfiduser.

Dejlige øl fra Herslev.

#2126-2130

Det Lille (lokale) Bryggeri

Den sidste lille håndfuld år har jeg næsten hver weekend været sendt på landet for at rekreere mig ovenpå storbyens hektiske hverdagspuls. Næsten fra starten af har jeg fablet om at tage forbi Den Lille Gaardbutik, der er tilknyttet Det Lille Bryggeri og som ligger et kvarters kørsel fra mit refugium. Først for nylig lykkedes det at komme derhen. Her følger omtale af den store håndfuld øl jeg fik plads til ved mit første, men nok ikke sidste besøg/indkøb. - Og der gik så megen tid med at få konsumeret første indkøb, at jeg nåede forbi en anden gang og fik suppleret op ...

Bingo IPA, 5,6 %. Humleprofilen er bestemt via et bingospil, som man kan se nærmere hvordan foregik på deres Facebook side. Det er endt med en pænt humleduftende ale, hvor det er af den ikke aggressive blomsterslags og grapefrugt. Der er også mest grape fra humlen i smagen på en ikke vildt fyldig maltbund og det slutter ret bittert. Ideen er skæg, og det kan vel teoretisk resultere i noget uventet godt, men der skal nok foretages nogle flere tromledrejninger før det topper. Man bør vel egentlig også have tiltro til egen brygevner som brygmester og humledosator? Ret medium IPA til 3-4 skumfiduser. I øvrigt er der meget positivt anført både en brygge- og en tappedato, fra sidstnævnte fremgår det, at brygget har hvilet fire måneder på flasken, hvorfor den kan have ændret humlekarakter fra det friske bryg.

Tropic Thunder, 5,5 % ale. Her er der hældt mangosirup, limesaft og chili i kogekarret. Der er således en pænt frugtrig duft og smagen er ligeledes præget af mangoens sødme og limens syrlighed, med svageste karakter først. Og derfor er det også passende at opremse chilien til sidst, da den lægger låg på og delvist undertrykker syrligheden som til gengæld undertrykker sødmen. Humlen har det svært, når jeg ved etikettelæsning får at vide, at der er Sorachi Ace i, kan jeg måske synes jeg smager lidt dild, men det kan være en forudindtaget forventning, der spiller mig et puds. Jeg har mest stødt på chili i de mørkere øltyper, og selv der skal der doseres med varsomhed. Her synes jeg, trods et pænt syrebid, at det er en smule i overkanten. Tre skumfiduser.

700, 9,1 % trippel. Tilbage i april 2016 lavede bryggeriet deres 700. bryg, som blev til en bananduftende sag, med en anelse krydring der stikker let i næsen. I munden er der ingen skarpe kanter, her er sødme for næsten alle penge, med næsten syntetisk banansmag, peber, koriander, nelliker og en halvskarp bitterhed, der er pakket godt ind. Det lyder ikke helt rart og er ud fra stilarten betragtet nok en anelse overdoseret med kandis, men det er måske det, der skal til for at jeg bedre kan lide øltypen, selv om det er en nem løsning. Jeg stanger 4 skumfiduser ud, man skal jo være sød ved dem der har fødselsdag/jubilæum.

800, 10,9 % imperial stout, lagret på egetræsfade sammen med portvin. Et lille års tid senere var det tid til bryg nr. 800 i Bringstrup, og her er det en type, der vel nok bedst kendetegner DLB. En tung duft med elementer som rosiner, figner, kaffe, chokolade og noget sprut, der genfindes også i smagen. Dertil en kraftig brændt smag, en udpræget bitterhed, den tilsatte vanilje kun antydningsvis (og tak for det), og et generelt ganske voldsomt udtryk fra den begsorte væske. Portvinen spiller en rolle i alt det kraftige, men det er mest som noget alkoholisk. Jeg har svært ved at fornemme en egentlig portvinssmag, men så er jeg heller ikke hverken den store kender eller ynder. Hvis der havde været skruet en smule ned for tilsætningen af den, så ville det have fungeret bedre for mig. Det er en kradsbørstig sag og det fungerer langt hen ad vejen. 4-5 skumfiduser.

Røgporter 2017, 6,6 %. Brygget som en kombination af røgøl og porter, med hele 10 forskellige slags malte, herunder 3 røgmalte brugt. Det resulterer ikke uventet i en ret røget duft der er mere til den brændefriske side og ikke sødlig-vammel. Det overdøver eventuelle andre dufte. Smagen er også ganske fint tilrøget, men her fornemmer jeg dog noget chokolade, stenfrugter og kaffe fra porterdelen, omend der spilles andenviolin. Det afsluttes let syrligt og med nogen alkoholpræg, selv om procentsatsen ikke er voldsom. Ikke for sarte sjæle skulle jeg mene - jeg synes det er lækkert, selv om røgen måske er en anelse for overdoseret, hvis det er meningen at begge arter skal kunne sætte sit aftryk i det samlede produkt. Men jeg kan godt lide gode røgøl, og den del er rigtig fin. 4 skumfiduser.

Honey Devil, 14 % imperial stout i et samarbejde med både Ghost Brewing og Kongebryg, brygget sidstnævnte sted. Voldsom duft med masser af mørke frugter, der næsten forekommer gærede ellers er det blot den meget vinøse, ja lad mig bare kalde det sprittede duft, der slår igennem. Det helt flade bryg smager også kraftigt. Foruden alkohol og mørke frugter er der lidt kaffe, lidt chokolade og lidt brændte noter, men det meste bliver overdøvet af den megen alkohol, der har karakter både af rødvin og sherry. Og så er den ganske sød, måske delvist stammende fra den tilsatte honning. Den virker i udtryk mere som en barley wine end som en imperial porter og som bw gør den det fint. Hvis man derimod forventer en imperial stout, bliver man nok lidt skuffet, især når man tænker på hvor gode både Det lille Bryggeri og især Ghost Brewing er indenfor den genre. Den lander på solide 4 skumfiduser.

The Bright Side, 13 % strong ale, brygget med Grand Marnier og lagret på egetræ. Brygget for 5 år siden, så det er lidt af en gemmeøl, jeg fandt på hylden i Den Lille Gaardbutik. Ikke særlig påtrængende duftindtryk, jeg fanger lidt sødme, sherry og lidt træ. Smagsnmæssigt bydes der på en ganske stor mængde sødme, der er som karamel, men med tydelige noter af træ og alkohol. Der deklareres en IBU på 120, men det kan jeg slet ikke finde i bryggen. Dertil er den indsvøbt i for meget sødme. Men den megen sødme bliver aldrig klæbrig, så selv om jeg nok kunne have nøjedes med halvdelen af flasken, endte min solobunding lykkeligt. Fire skumfiduser.

El Dorado pale ale, 7,9 %. Enkelthumlet med El Dorado. Svag duft af lyst brød og lidt grape. Ret anonym i smagen. Der er en klassisk alebund med brød og malt og oveni er der noget grapesmag. At der skulle være tørhumlet to gange fremgår ikke klart. På denne øl er brygge- og tappedatoangivelserne glippet. Da jeg snakkede med René i butikken sagde han, at ofte gav øllene en holdbarhedsdato 18 måneder frem, og hvis det er tilfældet med denne, er den godt 5 måneder gammel ved indtagelse, hvilket i så fald ikke har gavnet humlesmagen. Jeg synes også øllet virker noget overkarboneret. Desuden er alkoholprocenten ret høj for at være en standard pale ale. Sidstnævnte influerer ikke så meget på smagen, men samlet kan jeg kun give 2-3 skumfiduser for denne.

Wet Dreams, 6,8 % rabarber og hyben ale. En særegen duft som stammer fra hyben; sødlig, krydret, og ja, hybenagtig. Smagen er ret underlig med en blanding af  tørre, krydrede noter og mere sødlige islæt. Rabarber er jo ret syreholdige og det fanger jeg ikke rigtig i bryggen. Jeg kender ikke så meget til smagen af en rå hyben, men vil tro, at det er den, der sætter det største præg på denne øl. Samlet ender det faktisk ret fint - det bliver en slags frugtøl men med en meget fint krydret andel som gør, at jeg klart kan anbefale denne øl. Man skal være parat til at gå lidt udenfor ens gængse, trygge rammer, men det smager godt. 4-5 skumfiduser.

 

Black Mash og Black Mash². Til sidst (under Det Lille Bryggeri) en dobbeltsmagning. For et halvt år siden bryggede DLB de to bryg. Black Mash² er dobbeltmæsket og dobbelt humlet, og holder 14,2 % i forhold til 7,8 % hos Black Mash. Det dårlige billede siger ikke så meget men rent visuelt er Black Mash² mørkere, har mørkere skum og ser tykkere ud ved ophæld. Til gengæld er Black Mash noget ivrig for at komme ud af flasken, eftergæringen er lidt for voldsom. Der er forskel i duftindtrykkene, hvor Black Mash virker mest påtrængende med chokolade, kaffe, vanilje, tørret frugt og alkohol. Black Mash² er lidt mere afdæmpet, og alkoholen virker lidt mere afrundet eller velintegreret. Black Mash har kraftig kaffesmag, der er tobak, lakrids og let syrlige noter men ikke så megen sødme. Den er tørt bitter til sidst. Black Mash² lægger sig naturligt mere blødt på tungen, jeg smager mere sødme og chokolade af den mørke, bitre slags, kaffe, tobak, og den er kraftigt bitter. Alkoholen er ligesom i duften godt integreret og man sidder næsten med en fornemmelse af, at der er mindre i Black Mash² end i Black Mash, men det passer jo ikke. Black Mash er med sin lettere krop lettere drikkelig, men syrligheden og en lidt kraftig karbonering stritter imod. Black Mash² skal næsten skrabes af tungen og videre i fordøjelsessystemet, men giver en større og længerevarende nydelse. Begge øl er gode og bestemt ikke for børn i skolealderen. Jeg synes dog at Black Mash² er klart bedre og der bliver en skumfidus til forskel på de to bryg: Black Mash 4 skumfiduser, Black Mash² fem skumfiduser.

Brygger René har også et lille sideprojekt kørende, Shadowbrew. Jeg ved egentlig ikke hvorfor han brygger under flere labels, men det føles ikke unaturligt også at medtage de to øl, jeg fandt på hylden i dette indlæg. Øllene sælges kun i gårdbutikken.

Brew of the Year 2014, 11 % quadrupel. Den over tre år gamle øl er lige så flad som Honey Devil og The Bright Side. Den har tydeligt præg af belgisk gær og mørke, gærede frugter i duften, med en anelse lakrids og tydelig vinøsitet. Smagen er kraftigt maltet, med sød karamel, mørke frugter, krydderier som kardemomme, muskat, peber, næsten noget fadpræg over sig, og nogen slutbitterhed. Den mangler som nævnt en del karbonering for at være en true-style quadrupel. Den har ikke klaret årene i flasken uden påvirkning men selv om den har lidt barley wine præg, er smagen ganske intakt, omend en smule støvet, på den gode måde. Kan sagtens bruges som avec til kaffen. 4-5 skumfiduser.

Imperial Stout 2015, 11,45 %. Denne er anderledes skumsprøjtlivlig sammenlignet med nogle af de foregående; så meget at det sprudlede let over, da jeg efterlod flaske med indhold uden opsyn efter første ophæld. Jeg dufter kaffe, tobak og malt og bryggen beriger mig med smag af de samme indtryk plus en sødme fra mørke frugter, alkohol og pæn bitterhed. Der er vel trods to år på bagen også en smule humlesmag tilbage, men det er marginalt. Samlet en velkomponeret imperial stout, som nok er Det Lille Bryggeris bedste kategori. En dejlig nydeøl til efterårets triste vejr, hvor man kan drømme sig hen til meteorologisk blidere himmelstrøg. Fem skumfiduser.

Udover de allerede omtalte brygge- og tappedatoer er etiketterne også forsynet med mere brygtekniske oplysninger som OG og FG samt IBU og EBC (original gravity, final gravity, international bittering units, og farve i henhold til European Brewery Convention). Fine oplysninger til de interesserede.

#1612-1624

Øllene fra Hoppe.Beer

Nu fik jeg forleden skrevet lidt om Hoppe.Beer. Men det vigtigste er jo hvordan deres øl smager. Jeg anmelder en håndfuld.

Go-Go blonde, 6,8 blonde. Har en klassisk blonde duft med gær, sødme, lakrids og lidt krydderier. Sød og behagesygt indtryk i munden, med samme smagsindtryk som opfanget gennem næsen. Der er ikke megen bitterhed at spore, ej heller fra tilsat bitter orangeskal. Føles sødere end de belgiske forbilleder og den meget lette lakridsrod må nok tilskrives bryggerens personlige touch. Den er på den anden side lettere i det samlede udtryk og virker knap så tung, hvilket er tiltalende. For min skyld måtte der godt have været sparet en smule på sukkeret, der ikke er gæret helt ud. Men fint førsteindtryk, som får 3-4 skumfiduser.

Tripel Trouble, 8,2 % klassisk belgisk trippel. En ret livlig øl, der lystigt skumsteg op ad flaskehalsens åbning efter kapselbefrielsen. Det kan være tegn på uønsket bakteriel forurening men her var det heldigvis en noget overdoseret karbonering. Lidt tungere end blonden, hvilket er naturligt, med tilsvarende dybere sødlige maltdufte og koriander. Let og frisk smag, slet ikke tung og igen en sødlig grundsmag, der suppleres let af koriander og bitter appelsinskal, men ikke særlig meget af humle. Let varmende alkohol mærkes efter de første slurke. Der er mange krydrede noter stammende fra gæren, som man finder det i belgiske øl, og på den måde gør den det jo godt. Tripel bliver nok aldrig min helt store favoritstil, det ender samlet for tungt, især i eftersmagen, og her er det tilmed lidt sødlig-klistret. Jeg kan dog godt give den 3 skumfiduser, og erkende, at hvis man er til stilen, så er den slet ikke skudt ved siden af.

Whiskey Tango Foxtrot, 7,4 % røget ale. Populært ølnavn, i hvert fald dets akronym! Brygget med bourbon-gær og lagret på egetræsfade. Først fangede jeg lidt røg og lys chokolade fra flaskens munding. I glasset afgav den duft med whisky, syrlighed og træ. Den føles dejlig blød i munden. Røgen giver en snert af vammelhed, som sammen med en del restsødme er ved at være lidt for meget. Det balanceres til en vis grad af en frisk træsmag, og jeg aner lige netop den tilsatte lakridsrod, der lidt overraskende fungerer fint i en lys ale. Øllen fremtræder let i bitterhed og uden særlig megen humlesmag. Jeg har vist tidligere i omtaler af diverse røgøl forsøgt at kloge mig på hvad jeg beskriver som hhv. tør og våd røgsmag, hvor den tørre er dejlig behagelig, mens den våde kan have vammelske tendenser. Denne øl har den våde røgsmag, men den kammer lige akkurat ikke over. Første ikke deciderede belgiske øl fra Hoppe.Beer i min mund får derfor fire skumfiduser.

Hopitup!, 7,6 % dark pale ale (!) Dufter en del af rugbrød og gær. Også her en blød øl, der er maltet og sød, med rugbrød, karamel, mere ren sukkersmag og en anelse lakrids. Ingen bitterhed, mens en annonceret aromahumling må være i den meget lette ende, for jeg fanger ikke noget specielt. Den mørke pale ale siges at være amerikansk inspireret, men der er mere noget meget let mørke frugter i bunden af smagen, der snarere leder mine tanker hen til Belgien. Det er ikke angivet hvilken gærtype der er brugt. På RateBeer er den kategoriseret som en black ipa, men det forstår jeg slet ikke ud fra denne flaske. Samlet set en rimelig maltholdig og sødlig øl, der savner lidt modspil. 3 skumfiduser.

Lacto Love, 7 % jordbærlambic. En ret syrlig-stram duft der også indholder træ og generelt råddenskab. Ret syrligt første smagsindtryk, med citrusdominans. Jordbærrene anes men bliver heldigvis aldrig for dominerende. En skarp træsmag ligger i bagkanten. Den er stram, og jeg tror at bare for et par år siden ville jeg have løbet væk med sammensnerpet mund. Nu synes jeg faktisk at det fungerer ret fint. Jeg ved, at øl udsat for mælkesyrebakterier kan smage sådan og at det faktisk kan være godt. Den diskrete jordbærsmag bløder det lige præcis en anelse op. Den kan jeg godt lide - 4-5 skumfiduser.

Der er sukker/sødme og lakrids som fællesnævner for de fleste af de smagte ø, med markant undtagelse for lambic'en! Generelt synes jeg Frederik gør det ganske fint. Han rammer så vidt jeg kan smage ret rent med de klassiske belgiske typer, og forsøger også at koge lidt udenfor de rene stilarter. Det må han godt fortsætte med. Det er prisværdigt og modigt med et dansk mikrobryggeri, der satser på et repertoire, der nok ikke er så godt repræsenteret herhjemme, men som naturligvis har mange forbilleder i Belgien.

#1478-1482

Vikingeøl

Heorot, 6 % røgøl fra Herslev i samarbejde med Sagnlandet Lejre. Heorot er navnet på den hal, som danernes konge Hroðgar havde ved Lejre. Øllen er i følge oplysninger på nettet brygget sådan som man tror, at vikingerne kan have brygget øl, og indeholder bygmalt, rugmalt, røget malt, perikon, porse, malurt og honning.  Frisk røg og træ i duften. Halvtynd krop, hvor røgsmagen ligger og ulmer på grænsen til det vamle men holder sig på den pæne side. Under den mærkes de fleste tilsætninger fint afstemte - eksempelvis er hverken malurten eller porsen for dominerende. Det munder ud i en fin krydring med en svag syrlighed. Det var næppe denne drik vores urnordiske forfædre gik bersærk af, men en fin oplevelse. Fire skumfiduser.

 #1404

Tema Kongebryg

Kongebryg fra Næstved har optrådt et par-tre gange på bloggen, bedst smagte deres Deerhunter mig. Til gengæld har en Ratebeerian vist oplevet at få en direkte henvendelse fra bryggeriet, der frabad sig yderlig omtale, nu hvor den stakkels mand ikke kunne lide deres øl. Jeg vover pelsen og laver et lille tema med tre øl, jeg fik i værtindegave for nylig.

Münchner Hell, 4,7 %. Lidt spøjst hyldes en tysk ubådskaptajn fra første verdenskrig på etiketten og næsten lovprisende nævnes det antal tonnage han var med til at sænke - der må også have gået nogle sømandsliv til spilde også på de både. Det "modige" mandskab drak tilsyneladende denne øl (type) ombord. Nå, det skal handle om indholdet. Stilarten er sjælden her på bloggen. Jeg kan dufte græs og brød, typiske undergærsdufte. Den føles ret blød i munden, der er også anvendt rugmalt, måske ikke helt efter bogen. Der er lyst brød og sødlig bismag, som majs og det skyldes DMS (dimethyl-sulfid) som der gerne må være i denne type. Stort set ingen bitterhed at spore. Formentlig ret stiltro, men som oplevelse er den en kende for sødlig. Tre skumfiduser.

Knud den Store, 4,7 % pale ale. Voldsomt skummende ved ophæld, men det er tyndt og fiser hurtigt af. Duften er frisk, med let citrus over en brødlig bund. Smagsmæssigt domineres den af malten, med lyst brød, og medium bitterhed, der egentlig er ret behagelig. Ikke så megen humlesmag, det der er har karakter af citrus. Vi, min medsmager og jeg, er enige om, at den er letdrikkelig og måske endda ikke så ringe endda, for nu at være en pale ale. Men hvis man lige synker væsken og sunder sig et minut, og lader hjernen vinde over tørsten, så er den ikke noget vidunder. Den ganske hæderlige øl ender derfor med at få tre skumfiduser og prædikatet OK.

Det fem centimeter høje skum anes stadig efter halvandet minut

Christian 4, 7,3 % smoked ale. Der er vammel bålrøg i duften. Der er også fyldt med røg i smagen og den tilsatte whisky anes let. Sødlig grundsmag, men ikke rigtig nogen humlesmag eller bitterhed til at friske op. Til forskel fra røgøl fra Brauerei Heller, er den lidt for enstrenget og for "våd" i røgsmagen til min personlige smag. Derfor må den nøjes med 2-3 skumfiduser.

Kongebryg slutter sig til rækken af danske mikrobryggerier, der nok laver bedre øl end de få tiloversblevne store, men som ikke udmærker sig blandt de små.


#1358-1360

Geboren & Getogen

Geboren & Getogen, 4 % røgøl fra De Molen. Kragtig duft af røg, der næsten bliver lidt vammel. Lidt tynd base med en god røgsmag og noget let citrus. Ikke noget humlesmag og mellem slutbitterhed. 3-4 skumfiduser.

#1191

Trussetyven

Trussetyven, 7,2 % tørhumlet røgbock fra Nordic Brewing Co. Det kunne lyde som en 2-3 stilarter blandet sammen. De har før fået lavet deres øl hos Ørbæk; hvor denne er brygget fremgår ikke af flasken. Der er mest røg, men også lidt brød og karamel i duften. Røgen har lidt karakter af brændt flæsk og noget sødlig-vammelt. Den mørke øl smager en del af karamel inden den sødlige og våde røgsmag trænger sig på. Tørhumlingen med den franske sort Aramis gør sig i denne flaske kun svagt bemærket - hvis man anstrenger sig anes lige akkurat noget svag frugt, men ingen syrlighed. Røgøl bliver som regel vel modtaget i min mund; her er det som om at røgen er for våd, og ikke af den tørre slags, og derfor bliver en anelse vammel. Ved ikke om disse skrevne indtryk giver mening for andre, men det er sådan jeg bedst kan beskrive den mindre vellykkede røgsmag. Men det er slet ikke katastrofalt, og der gives 3-4 skumfiduser.

#1184

Amagers svenske forbindelser

Amager bryghus har vokset sig store og brygger lystigt løs ude i Tårnby. Kvaliteten af deres øl har gjort dem attraktive som samarbejdsbryggere. For et par måneder siden kom fire øl brygget med svenske mikrobryggere og i disse dages tappes øl fra det årlige Copenhagen Beer Celebration samarbejdsbrygevent, til release 4. juli (pokkers at jeg er til Roskildefestival). Det er derfor på høje tid at tage de fire svenskere under kærlig besmagning. Så uden yderligere omsvøb: The Swedish Connection.

Building Bridges, 7 % IPA i samarbejde med Oppigårds Bryggeri. Brygget under/i løbet af Amagers julefrokost. Rygterne vil vide, at den var særdeles fugtig ... Begge bryggerier har en forkærlighed til og store evner for at brygge IPA, så denne er en amerikansk west coast type, med humlesammenrend af Herkules, Chinook Columbus, Citra, Centennial, Cascade og Amarillo. Den river fint i næsen med dens fyrrede duft med dejlig harpiks, iblandet grape og andre frugter. I munden giver den først et ret venligsindet indtryk, hvor øllet fornemmes blødt, tørt og uden megen sødme. Efter et kort stykke tid, folder humlerne sig ud og giver et mix af tropiske frugter, krydrede og blomstrede indtryk samt en tør og halvstram fyr, som fører over i en ikke overvældende bitterhed. Der er som vanligt mere fokus på aroma end bitterheden i humleprodukterne fra begge bryggerier. Et dejligt bryg, der først stryger smagsløgene ømt og blidt, for derefter at pirke til og spanke dem. 5-6 skumfiduser.

Aronia my love, 5,0 % frugtøl (pale ale) i samarbejde med Dugges Ale og Porterbryggeri (Göteborg). Meget sjældent at Amager giver sig ud i frugtøl, her er der som navnet antyder brugt aronia(saft). Øllet har den svageste røde nuance, som det måske kan ses på billedet. Den syrlige duft er klart også af frugtkarakter og ikke noget humlen frembringer. I glasset er der to smagsindtryk, der gør sig gældende. Dels aroniaens syrlighed, der forekommer ret afdæmpet og dermed understøttende, samt en hel del humle (Columbus og Simcoe), der er tør og til dels ret fyrret. På en eller anden måde er der også en svag frugtsødme til stede, og det slutter af med en erkendbar, men aldrig dominerende bitterhed. Har smagt eksempler på frugtøl, hvor balancen slet ikke er til stede; her er det stadig en øl, med en fin antydning af noget passende frugt. Havde egentlig på forhånd troet, at denne ville stå svagest i min mund, men med 5 tildelte skumfiduser, skal de andre være særdeles gode for at den spådom skal gå i opfyldelse.

  
The amazing Gotland campfire beer, 7 % røgøl i samarbejde med Malmö brewing. Brygget til ære for et gotlandsk sagnmonster, der ynder at riste marshmellows ved campisters bål. Og der er kommet skumfiduser (!) og kaffebønner i bryggen, der dufter fint af bålrøg og lidt af kaffe. Smagen består af let chokoladesødme, med antydning af lakrids. Røgen smages men fylder ikke overdrevet meget. Kaffen og skumfiduserne er svært erkendelige, men ligger længst nede i smagspaletten. Bryggens grundsubstans er så relativt let, at de enkelte smagsindtryk ikke fastholdes, med undtagelse af røgen. Sødmen gør røgen en anelse vammel og jeg mangler en smule modspil, for at tæmme røgen og afbalancere smagen. Så ja, lidt utraditionel som de skriver, men rimelig god - 4 skumfiduser.

International men of mystery, 8,5 % double IPA i samarbejde med Beerbibliotek. Brygget med passionsfrugter - dermed anden øl i denne omgang med frugt. Næsen opfanger ganske rigtig nogen frugt som kan associeres til passionsfrugt. Derudover den stiltypiske lidt tunge sprutduft. Men det er intet mod hvad munden kommer til at smage! Passionsfrugterne dominerer fra første øjeblik, først mest frugtigt med en anelse sødme, men det forsvinder hurtigt, da et veritabelt frugtsyreangreb er under opsejling. Det er en mellemting mellem syrligt og frugtbittert. Bitterheden varer længe ved og jeg kan slet ikke mærke noget andet, hverken den normale tunge maltbase eller noget af humlen. Jo, der er vel noget tør fyr i bunden, men den har det svært. Da jeg fortsat er en novice indenfor surølsgenren, skal jeg ikke kunne sige, om den ville kunne gøre sig godt der, men det er sikkert ikke tiltænkt som en sådan. Men for Dude Beering er det svært og jeg må på en samlet baggrund nøjes med at tildele 2 skumfiduser. Chokerende, rystende og forhåbentlig en engangsforeteelse, når det gælder Amager.

For en gangs skyld faldt en øl fra Amager mig ikke i smagen, men ellers var det fine øl, de har fået brygget med svensken. Og det er klart positivt, at der forsøges med lidt eksperimenterende opskrifter - bare fordi man er verdensmester i IPA, behøver man jo ikke udelukkende holde sig til den stilart! Nu er jeg så klar til næste store produktrelease - bare ikke på selve dagen ...

#1180-1183

Odden bryg - mest skidt

Odden bryg er et nyt bekendtskab, selv om de har eksisteret kommercielt siden 2011. Jeg plejer jo at frekventere lokale butikker på min vej rundt i landet, men det er første gang jeg ser disse. Der var i alt 8-9 forskellige i butikken i Havneby, jeg investerede i 4 af dem.

Havheks, 5,3 % røgøl. Duften stikker ikke noget under stolen, der signaleres klar røg her. De bedste af den slags plejer jo at glæde denne gane. Men glæden varer desværre kun til første mundfuld. For udover en fin røgsmag i et ganske tyndt bryg ligger der underneden en syrlighed, som ikke er fra humle eller andre tilsigtede ingredienser, men som stammer fra forurening. Det er ikke eddike, men det er nu lige meget, dette batch (2014/47/11) har brygger Jens Petersen ikke haft styr på. Det udløser automatisk laveste karakter: 1 skumfidus.

Havbund, 7,7 % porter. Den mørke porter dufter som forventeligt af både kaffe og lakrids, samt af røgede noter. Men der er også noget der er gået galt med denne bryg. Samme ubehageligt syrlige smag, grænsende til eddike, ligger ildevarslende under bryggets tiltænkte profil og indikerer forurening et eller andet sted i processen. Odden bryg kandiderer allerede efter to øl til at være det danske modsvar på svenske Southern Plains, der også sprøjter det ene inficerede øl ud efter det andet på markedet. Det er altså ikke godt nok, uanset om det er hele batchet eller kun mig, der har været uheldig med enkelte flasker. Hvis jeg havde boet tæt på indkøbsstedet/bryggeriet, havde jeg returneret varerne. Øv. 1 skumfidus.

Havørn, 10,9 % ale. Rimelig let genkendelig lakrids i duften samt noget frisk syrlig som rønnebær. Endelig en øl, der ikke smager inficeret! Det er en øl, der ikke ville opfylde det tyske rhenheitsgebot med tilsætning af stjerneanis, appelsinskal, tormentilrod, galangarod og lakridsrod. Det giver en ret krydret øl, hvor de fleste af de tilsatte ingredienser smages, uden dog at jeg er helt sikker på, hvordan tormentil-roden plejer/skal smage. Lakridsen er det mest pågående indtryk, men med fine krydrede noter underneden til at bakke op og komplementere en anelse. Alkoholen er varmende og bitterheden forsvindende i krydderiskabet. Det ender samlet som noget medicinagtigt og måske har det ligefrem en helbredende virkning? For tormentil skulle være en ægte garvestofdroge og anvendes udvortes som gurglevand ved betændelse i mund og tandkød, samt ved mave- og tarminfektioner!  3 skumfiduser.

Julle, 7,1 % humlet juleøl fra Odden bryg. Kraftigt skummende ved opknapning og -hældning. Jeg frygter, ikke ubegrundet, noget forurening. Min skepsis blev heldigvis gjort til skamme. Ikke megen duft, mest henad pilsners græsagtige aftryk. Mild og noget sødlig i smagen, men ikke så meget mere. Måske kan jeg fange den letteste krydring med kardemomme (står ikke anført som tilsat). Den reklamerede humling er ret fraværende, både i bitterheden og i aromaen. Så selv om den ikke er fejlbehæftet, scorer den alligevel kun to skumfiduser for en jævnt anonym og kedelig præstation.

Hatten af for lokale mikrobryggerier og lokale butikker, der tør/gider sætte produkterne til salg. Men det er ingen undskyldning at være lille, når ikke man har styr på processen, hvilket to inficerede ud de fire indkøbte stærkt indikerer, de ikke har deroppe på spidsen. Derfor endte det også således for et par af flaskerne:

#1128-1131

M

Havde lige startet/lovet en kavalkade fra mine to smagninger, men så kom jeg til at kigge på tælleværket og måtte bryde ind med en god øl. Først havde jeg tænkt, at det skulle markeres med en Amagerøl, men efter at jeg omhyggeligt havde smagt og drukket Double Black Mash opdagede jeg, at den havde fået et par, ganske vist kortfattede, ord med på vejen fra Copenhagen Beer Celebration. Den kommer nu alligevel med som en bonus anmeldelse, mens æren for anmeldelse nr. 1000 tilfalder en rigtig god røgøl. Ikke så kendetegnende for, hvad der tidligere er blevet berømmet herfra, men vel fortjent.

Aecht Schlenkerla Eiche, 8 % røgøl/Doppelbock fra Brauerei Heller. Malten røget over eg. Markant, og alligevel let røg duft. Næsten lidt vammel med vanilje. Røgen er naturligvis mest markant i smagen, men den indeholder en sødlig bund med lakrids, karamel og krydrede noter. Ikke så megen bitterhed under røgen. Røgen er blød og lækker og er helt fint afstemt med øvrige smagsindtryk. Brauerei Heller kan det med røgøl: 5-6 skumfiduser

#1000


Og som bonus, måske mest til mig selv, denne anmeldelse:
 
Double Black Mash, 12 % imperial stout fra Amager Bryghus. Denne øl er mæsket to gange for at kunne producere en maltfyldt bombe. Farven er næsten lilla-sort og duften så tung som tordenskyer: mørke bær,  blommer,  kaffe. Mundfylden er fantastisk, cremet og blød men med potent smag af samme ingredienser som i næsen. Der er virkelig proppet noget i flasken, resulterende i også en alkoholpræget sødme. De tunge maltsmage overdøver næsten bitterhed fra humlen, som i hvert  fald ikke får lov til at bidrage med aroma. Balancen mellem en initielt smagsmæssigt sød stout og så det meget spruttede er perfekt udført, så man efter at have erkendt enkelt delene må overgive dig og nyde samspillet. Der er ikke nogen vej udenom og derfor meget passende i dagens anledning: Seks skumfiduser. En bedre karakter end under CBC, men her mere koncentreret nydt og i fuld mængde!

HumlepraXis

HumlepraXis stammer fra Nr. Snede. De har et lille bryganlæg på kun 200 liter - måske derfor at jeg ikke har set deres øl før?

Hærvejs IPA, 5,8 %. Lidt mere maltet duft end normalt for IPA. Meget sprittet solbærsmag som glider over i en syrlighed. Underlig, tiltænkt? Ikke decideret dårlig men mangler noget bitterhed. 3 skumfiduser.

Hærvejs Nat, 6 % lakridsstout. Stoutet duft med rosin. Blød øl, med chokolade, røg og lakrids. Lidt tyndbenet men med OK smagselementer, hvor lakridsen anes men ikke dominerer. 3-4 skumfiduser.

Hærvejs Røg, 5,6 % røgøl. Umiskendelig, men let røg i duften. Røgen er mere tilstede i smagen end duften. I øvrigt er øllen noget underspillet, man aner kun lidt karamelsødme. 3 skumfiduser.


#833-835

Røg i porterglasset

Smoked Porter 2012, 6,5 % fra Alaskan Brewing Company. Malten er røget henover elletræ på traditionel Alaskavis. Det giver en fin røgduft fra det mørke glas. Af en porter at være, så er den ganske fyldig, med en næsten lidt cremet konsistens. Smag af nødder, kaffe, chokolade og naturligvis røg. Som vanligt for porter ikke meget humle i smagen. Røgnoterne omslutter de bageste smagsløg og giver karakteristik til eftersmagen. Ganske lækker øl, både som porter og røgøl og ergo, også i kombinationen. 4-5 skumfiduser.

#639

Røg i porteren

The Big Smoke, 6,2 % porter fra 8wired. 8Wired har taget deres porteropskrift og brugt tysk røgmalt fra Bamberg. En behagelig røgduft stiger op fra glasset. En let bryg hvor røgsmagen ligger henover en bund af ristet tør chokolade smag. En meget let syrlighed anes også. Ikke nogen væsentlig andel af humle- eller bittersmage. Røgen følger fortsat behageligt med over i eftersmagen. Noget diskret, men fin røgøl. 4 skumfiduser.

#616

Tema: Brettanomyces

Lige siden jeg for en god måneds tid siden var i sour skole, hvor jeg lærte at holde af øl med Brettanomyces (i det efterfølgende kaldet Brett), har jeg snuset lidt rundt i butikkerne og forsøgt mig med flere af typen. Det er blevet til en lille samling, der her præsenteres.

Arctic saison, 6 % fra Grassroot Brewing, brygget hos Anchorage Brewing. Fermenteret i egefade. Klassisik Brett duft, men i den lette ende af skalaen. Brettsmagen af græs og læder blandes op med en let citrus i den ganske lette bryg. Meget behagelig øl, der kun viser en let Brett side. Nu er jeg jo ved at være klar til de lidt større udfordringer, men denne er nu ret fin. 4 skumfiduser.

Black Ghost, 8 % ale fra Brasserie Fantome-Soy, Belgien. Flaskens munding var forseglet med både kapsel og prop!! Prægtigt skummende var den da også. Svært at dufte noget gennem skumkronen, men lidt røg og Brett anes. Meget let bryg på trods af de 8 volt; har en let krydret smag ovenpå den svageste karamelmalt. Er det muskat jeg synes at ane? Efter indledningen kommer en blanding af en fin, svag syrlighed og det som jeg mener må være Brettgæren: hest, græs, stald mm. Slutter lidt røg-bittert. En ny variant med Brett for mig; 4 skumfiduser.

Taylor, 6,5 % saison fra Westbrook brewing. Del af deres Bearded Farmer Saison serie. Brygget med rug-, hvede- og  vel også bygmalt, de to humler Tettnanger og Pride of Ringwood, alm saisongær samt Brettanomyces. Særdeles liflig øl, en pæn mængde på bordet efter åbning og selv efter ophæld af et glas fortsatte skummet med at stige op ad flasken i lang tid (se billede). Let drikkelig, med let fylde. En god mængde Brett gør, at det er hest, græs og stald der smages (og duftes). I smagen desuden en let sødme og syrlighed og det ender med en ren bitterhed i en passende lille mængde. Måske vænner jeg mig mere og mere, men den er nu god. 4-5 skumfiduser.

Funky easter, 9,3 % ale fra Mikkeller; som mange af hans øl brygget hos De Proef Brouwerij, Belgien. En påskeøl, dette batch brygget 28.3.13, altså ikke helt friskaftappet. En særdeles funky og Brett duft møder næsen. Usædvanligt let bryg (næsten farligt let), hvor den belgiske malt-ale-bund mærkes inden Brett lægger den lidt stride måtte (men på den behagelige måde) af græs, stald og hest indover. Dette trækker med over i den lange eftersmag der er rent bitter. I smagskampen mellem malten, som er karamelsødlig (der er tilsat kandis) og Bretten, slår malten tilbage med en kort syrlighed, som må skyldes dens alliance med humlen. Denne forsigtige logring med halen er dog ikke en værdig modstander for Brett (er der mon nogen der husker Lord Brett Sinclair?). Fin kombi med en noget tungere maltbund. 4 skumfiduser.

Funked up on wheat, 7 % farmhouse ale fra Stronzo. Med 50 % hvedemalt. Tappet januar 2013. Duft af Brett, men også lidt sødligt, stammende fra hveden. Meget interessant mix i smagen. Hvedemalten, som trods en lethed alligevel trænger igennem med en typisk grundsødme, der indeholder banan. Brettgæren med hele stalden og så en ret bitter humle, der også fremviser lidt syre. Det brager let i sammenstødet, men ingen efterlades slået ud og alle parter enes derefter om kun at bidrage positivt. Det lykkes. Anderledes, interessant øl. Den får 5 skumfiduser.

Brettanomyces Lambicus, 6,4 % pale ale fra Mikkeller. Del af Yeast Series 2.0, hvor identiske øl er gæret med forskellige gærstammer. Her i denne omgang kun denne ene (på Ratebeer ser det ud som om der er mindst 6 forskellige). Dufter frisk og frugtigt, noget melon og med en meget svag Brett. Mellemfyldigt bryg, som har lidt mere pondus end pale ales normalt har, uden dog at være overvældende i smagen. De to smagsindtryk er den klassiske Brett, som er oppe imod hele 5 humler (Simcoe, Nugget, Warrior, Amarillo og Centennial), der giver fine citrusfrugter og en let blomstret krydring i smagen. Fornemmer dog, at citrusen i humlerne hiver lidt mere af "urinen" frem i Brett, uden at det dog på nogen måde bliver ubehageligt. Helt spiller det ikke sammen, men 4 skumfiduser til en fin og funket pale ale. Må hellere holde mig til hvis der kommer en Yeast Series 3.0.

Mareridt, 6 % røgøl (med Brett) fra Bryggeriet Djævlebryg. Der er en sødlig røglugt/duft fra fra øllet. En let øl, der forsøger at kombinere røgøl med Brettgær. Det lykkes fint i starten, hvor røgmaltens let sødlige røgsmag blandeds med Brett'ens karakteristiske våde staldsmag. Ud af mødet dukker lidt overraskende en ret markant syrlighed, der hænger ved længe. Ikke eddike, men citron - tror derfor at alt er som bryggeren har tænkt sig det, men hvad der startede godt, ender mindre fantastisk. Nærmer sig de belgiske sours af den mest utilgængelige type. 2-3 skumfiduser.

#598-604