Viser opslag med etiketten Semper Ardens (Carlsberg). Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Semper Ardens (Carlsberg). Vis alle opslag

fredag den 11. marts 2022

Lagret øl

Godt humlet øl er at betragte som en ferskvare, og skal drikkes hurtigt efter aftapning for at få det fulde udbytte af humlingen - især den allestedsnærværende aromahumling. Til gengæld kan de tungere og mørkere typer godt gemmes og efter sigende udvikle sig til en bedre udgave hen ad vejen. Optimalt skal de lagres "kælderkoldt" men os etageejendomsbeboere har ikke altid adgang til så velegnede steder. Og det er heller ikke fordi øl normalt er særlig langtidsholdbare hjemme hos mig efter indkøb - de skal nydes og drikkes her og nu. Men, en gang i mellem kommer der et lille projekt op at stå. For 10 (!) år siden var jeg i de tidlige forårsmåneder forbi en SuperBrugs i sønderjyske Skærbæk, der skulle af med de sidste juleøl fra 2011. Christmas ale fra Carlsbergs Semper Ardens serie kunne således købes til 20 kr. per flaske. Nok lidt mere i nutidskroner, men stadig et knaldtilbud. Min ven og jeg tømte hylden og jeg kom vel hjem med en 6 flasker. De røg i skabet i biblioteket og har ligget der i nogenlunde konstant temperatur lige siden, med undtagelse af dem, der blev udtaget til smagning efter varierende tidspunkter og blogbestyrerens dagsaktuelle lyster. Her næsten 10 år efter indkøb har jeg åbnet næstsidste flaske og fået denne oplevelse:

Christmas ale 2011, 8,3 % ale fra Semper Ardens (Carlsberg). Ved ophæld skummer den flot og fint og skumkronen bevares et stykke tid. Duften er domineret af figen, nellike, koriander og lakrids. Hældt indenbords erfarer jeg, at der absolut ingen karbonering er tilbage. Øllet er helt fladt og blødt. Smagen bliver måske på den baggrund en smule intensificeret, der er i hvert fald godt tryk på krydringen med ovennævnte urter og anden botanik. Der tilkommer noget næsten fadpræg, en slags let træsmag, og en del vinøsitet henad lidt tungere sager som portvin. Den lange lagring giver i min mund sig mest udtryk i den manglende karbonering. Men det er ikke overraskende, at øllet har tabt pusten efter så lang tid. Smagsindtrykkene er næsten blevet stærkere og tilføjet nogle vinøse elementer, der klæder den. Jeg ved ikke helt, hvor længe jeg vil gemme sidste flaske. Jeg kan jo risikere, at det ender med at blive udrikkelig eddike, selv om det burde nok være noteret nu, hvis det var den vej, udviklingen gik. Den får fire skumfiduser, og ville have fået mere, hvis der havde været en smule spræl i glasset.


Brygget er tidligere blevet anmeldt kort efter indkøb. Set i bagklogskabens lys, en noget kortfattet afrapportering, men lide den, det kunne jeg! Hvis man vil læse mere om oplevelser med fadlagret øl, er Stovt.dk leveringsdygtig.

#2205

fredag den 9. januar 2015

Sød porter

Porter, 6,8 % fra Carlsberg, (Semper Ardens). Chokolade men også noget frugt i næsen. Smagen er initielt ret sødmefuld, med chokolade, men indeholder også brændte elementer der ikke tenderer hen mod røg. En lidt underlig syrlighed ligger underneden, og der mærkes noget kaffe hen mod nedsvælgningen. Egentlig ikke noget bitterhed, men stadig den lette syrlighed. Er pænt fyldig men det er som om sødmen bidrager lidt til det. Der mangler noget andet/mere modspil end den syre som er omtalt. Lidt mere bitterhed og/eller røg. Og som bryggen blev tempereret steg sødmegraden faktisk og blev næsten kvalm. 2-3 skumfiduser.


#969

onsdag den 21. maj 2014

Easter Brew fra Semper Ardens

Easter Brew, 6,5 % pilsner fra Semper Ardens. Baseret på den ældste bevarede opskrift på påskeøl fra Carlsbergs gemmer (1907). Malt, karamel og noget let syrlighed i duften. Også et tydeligt maltpræg i den lette, meget flot kobberrøde drik. På trods af guldølsprocenten så giver den grundliggende øltype stadig et let indtryk, og malten bliver ikke tung eller kvalmende. En let karamelsødme og noget nød findes, inden en let syrlig humle slutter af, men ikke giver nogen (efter)bitterhed af udpræget karakter. Hvis en pilsner-øl opjusteres på alkohol, kan man godt pakke den med fine smagselementer, uden at det bliver sprittet. Nok bedst ratede danske pilsner - 4 skumfiduser.
#687

lørdag den 28. april 2012

Længere end til påske ...

I SuperBrugsen i Skærbæk, Sønderjylland, faldt jeg over et super tilbud: Semper Ardens Christmas Ale til 20 kr. Den er en god gammel kending, var ikke med i min juleølstest der måske lidt snobbet var tiltænkt mikrobryggerier (hvilket ikke helt blev overholdt alligevel). Julens varighed i følge sangen er overstået men en Christmas Ale har lang holdbarhed, mindst 5 år, hvor den udvikler sig. Jeg smagte en og købte derefter butikkens restlager. Må se om jeg formår at gemme dem i en længere periode.

Brygget holder 8,3 %. Har en flot kastanjerød farve, med cremet skum. Sød forkant i smagen med tone af tørret frugt, bagkanten er let tør, med note af røg og lakrids. Den ville have fået en topplacering i juleølstesten - mindst 5 skumfiduser.