lørdag den 24. juli 2021

Bryggeriet Umage

Det er som om, at det aldrig vil tage en ende. Der dukker hele tiden nye, små og mindre små bryggerier op på den danske scene. Det er alligevel imponerende, at så mange kan overleve, selv om nok de færreste bliver rige af at brygge specialøl, eller hvad man nu skal kalde det. En del bukker naturligt under, men som sagt, det afholder ikke folk fra at prøve. Her er jeg, ret tilfældigt faldet over bryggeriet Umage, som jeg har svært ved at finde informationer om. Deres første øl, som anmeldes nedenfor, er brygget på Stevns ved Brygmaskinen. Den anden øl i opslaget er et blend med en øl fra Kasper Brew Co. Begge øl købt i en nyere butik: Fælles, på Jagtvej, Østerbro. Butikken forhandler ikke kun øl, men også vin, spiritus mm. og er samtidig et galleri. Mere om det ved en senere lejlighed, måske. Nu vil jeg gøre mig Umage ...

En stor stout, 11 % imperial stout fra Bryggeriet Umage. Duften er relativt blid, med chokolade og mælk, kaffe og tobakblade. Det er en imperial stout af den søde skole med fin mørk chokoladesødme, kaffe, fin let syrlighed og god afsluttende bitterhed, der sammen sørger for, at det ikke bliver alt for klistret. Men alligevel er ganen godt indsmurt og man kan nyde smagsindtrykkene længe. Med denne første øl har de vist, at de godt kan finde ud af at brygge en øl, som rigtig mange ølentusiaster vil kunne sætte pris på. Fire skumfiduser.


Joker & the Thief, 12 % blend af 50 % imperial stout fra Bryggeriet Umage og 50 % barley wine fra Kasper Brew Co. Man kan så tro, at det er ovenstående øl, der er halvpart i sammenrendet. Blend, det er normalt noget jeg kun har set praktiseret hos Penyllan herhjemme, og med ganske fine resultater. Her er det i en lidt mindre ambitiøs grad, hvor de (gætter jeg på) har hældt to øl sammen og ikke gået og nusset om delelementerne i flere år, som de gør i Tejn Havn hos Penyllan. Duftmæssigt er det stouten, der fører an med chokolade, mælk og let kaffe. Kun ved omrystning i glasset frigives nogle frugtige noter som må stamme fra barley wine. Lidt spøjst får jeg også noget tang/umami i næsen. Smagen er ganske god, med først en del chokoladesødme og let ristet brød. Derefter stikker barley wine næsen op over den glatte overflade og tilfører mørk, frugtig alkohol. Det hele bindes sammen af en medium til kraftig slutbitterhed. Måske lidt for sød samlet set; begge øl har på hver sin måde et sødligt udgangspunkt. Og så bliver barley winens alkohol for dominerende i længden. Men til langsom nydelse og vederkvægelse går det lige an. 4 skumfiduser.

 

#2184-2185

søndag den 16. maj 2021

Mærkelige øl #8

Da Capo, 5,8 % sour med kaffe, mango og papaya, et samarbejdsbryg mellem Alefarm og Flying Couch. Kaffe optræder hyppigt, og med rette, i mørke og tunge øl, men er sjælden i lysere typer. Jeg kan ikke rigtig fange nogle kaffetoner i duften, der kun er svagt stram og det friske forekommer at stamme fra frugten. Men en lidt spids krydret undertone forefindes. Smagen er først syrlig frugt, derefter afløst af en sødere mangosmag. Med megen opmærksomhed fanger jeg noget chokolade og nødder til allersidst - er det Miradorkaffens bidrag? Det formår at skjule syrligheden fuldstændig til sidst. Jeg har smagt kaffe som tilsætning i IPAer og fået fine oplevelser. Her ender det mindre underligt end forventet, en fin syrlig og frugtig øl, der måske nok kunne have tålt en bønne eller to mere. 4 skumfiduser. 


#2183

fredag den 14. maj 2021

Mærkelige øl #7

Quinoa øl, 5,3 %, fra Nordic Quinoa, brygget på Næstved Bryghus. Glutenfri, og derved et alternativ til glutenallergikere. Dufter pilsneragtigt, med brød og græs. Smagen er temmelig sød, og har en del DMS/dåsemajs. Kun en meget svag snert af citrus og slet ingen bitterhed. Man kan vel egentlig ikke kalde den for en øl, endsige mærkelig øl, når nu der ikke indgår byg. Så kan de kalde quinoa nok så meget for superfood, som de vil. Eksempelvis vil de mange kostfibre næppe bringes videre fra korn til øl. Spøjs og bliver kun en engangsforeteelse. 2 skumfiduser.

Samme øl i begge glas, men forskellig (naturlig) belysning

 

#2182

onsdag den 12. maj 2021

Sidste chance

Der er noget med det der kveikøl, som jeg enten har misforstået eller slet ikke forstået. Første eksemplar var ret funky og farmhouset, mens stort set alle (så mange er der heller ikke) efterfølgende har skuffet og fået mig til at tænke over, hvad meningen med kveik er, udover at det er sjovt at bruge en gammel traditionel norsk gær, omend de nok er kultiveret til dagens brug. Nu har jeg fået fat i endnu tre bryg, der er reklamerer med kveik gær, så sidste forsøg på at finde guldet i flasken.

Seven hours of sunlight, 6,3 % dobbelt tørhumlet kveik ipa fra Fanø bryghus. Juicy, næsten marmeladetyk duft af appelsin, fersken, korn og en svag støvet undertone. Appelsinen transformeres i smagen til bitter appelsin (-skal), med sød grape og fersken. Jeg kan også presse en dråbe ananas ud af den. Den er noget udtørrende, så jeg får en fornemmelse af træ i munden og slutter ret bittert, mere end hvad de 30 ibu burde give. Måske er det lidt gammel humlesmag, øllet har udløbsdato om fire måneder, så i bedste fald er den to måneder fra tapning. Gæren? Den anvendte, kommercielle variant skulle være god til ipa, da den "producerer nogle intense tropiske noter, der bevæger sig hen mod tropiske frugter som mandarin, mango og ananas" (tekst fra Maltbazarens omtale). Heller ikke i denne øl genfinder jeg det farmhousede, som jeg faldt for første gang. Den har nogle fine frugtsmage, men er lidt for gammel bitter i eftersmagen. 3-4 skumfiduser.

 Orange Haze v2, 6 % kveik NEIPA fra Christiania bryghus. Tydelig islæt af appelsin i duft og smag, med et bittert twist. "Selvfølgelig" er der hampefrø i, men jeg ved ikke rigtig, hvordan de smagsmæssigt gør sig gældende. Der anføres på etiketten, at det er kveik-gæren, der giver den specielle appelsinsmag. Det synes jeg ikke, at jeg har smagt ved andre kveik-gærede øl, men til gengæld må jeg atter en gang kigge forgæves efter noget farmhouset. Den lidt specielle appelsinsmag og bitterhed, der ikke er typisk for frugtjuicede NEIPAer giver den lidt ekstra. 4 skumfiduser.


Someplace better than this, 3,5 % tørhumlet kveik mini ipa, fra Amager Bryghus og deres Brewer's playground serie. Mini, eller session, formår sjældent at favne og fastholde de store mængder  af smag, og således også her, med en øl, der byder ind med frisk fyr, passionsfrugt og bitter afslutning, inden det ligesom fordamper. Fungerer fint som tørstslukker og er hurtig glemt. I følge min mund kunne den formentlig have været gæret med en normal gær for øltypen. 3 skumfiduser. 



Fine øl som sådan, men ikke det kveik jeg troede, og som jeg må erkende, har misforstået. Det er nok brødrene Ek fra Brekeriet, der twitchede deres brug ud over det sædvanlige, den gang jeg smagte en kveik fra dem.

#2179-2181

 

 

onsdag den 24. marts 2021

Ekstrem øl

Big, bold & beautiful, 18 % fadlagret strong ale, et samarbejdsbryg mellem Amager Bryghus, Mikkeller og White Labs (gær producent). Brygget med det ene formål, at få så stærk en øl som muligt ved hjælp af gæring. Efter at tre forskellige gærstammer havde gjort deres for at få procenten op på 18, så har brygget ligget hele 6 år på cognac og tequila fade før det blev flasket. Jeg har så haft flasken liggende i yderligere to et halvt år, men nu må det være på tide at åbne den.

Duften er ved at få min hjertenskære til at erklære, at hun er ved at brække sig. Det vil jeg ikke lade stå uimodsagt, men det er en voldsom aroma af flydende karamel, træ og stærk alkohol som jeg synes mest minder om cognac. Den tykke væske er ikke meget for at blive tvunget over kanten af glasset og ind i min både forventningsfulde og uforberedte mund. Jeg får hård kamp mellem chokolade og alkohol, og det er både i aroma og smag. Det søde og det alkoholiske slås hårdt og vinderen er svær at udse. Det er en virkelig tung væske at manøvrere i. Der er chokolade i tunge mængder, og så stærk alkohol

Her slutter noterne så lidt brat. Jeg erindrer, at blokken blev lagt til side lidt, for at lade øllet varmes og iltes, for derved at kunne frembringe yderligere smage og associationer til nedfældning og senere elektronisk viderebringelse. Jeg benægter, at jeg gik omkuld, for næste dag var både glas og flaske tom, og jeg vågnede i sengen, men helt upåvirket af de 50 cl 18 % øl har jeg jo nok ikke været, og sammen med eventuelle distraktioner fra familien, kom der ikke mere i bogen. Så lidt retrospektiv må opsummeringen derved blive: dejlig øl, og utroligt, at man kan få så mange procent til ikke at være fuldt dominerende. Men de mange nuancer blev der ikke plads til, men en øl, der nok skulle være nydt i meget små bidder som en slags likør. 4 skumfiduser.


 

#2178

mandag den 22. marts 2021

Mærkelige øl #6

Chugwork orange, 3,4 % creamsicle med appelsin og vanilje. En creamsicle er en vaniljeis, overtrukket med frossen appelsinjuice. Sådan lidt henad en københavnerstang tænker jeg. Og det er nu meget godt ramt, at få lavet en flydende udgave af den type ispind. Der er den meget søde frugt (appelsin)smag og isen repræsenteres på fin vis af et pænt skud vanilje + laktose. Lav karbonering og slet ingen bitterhed (ingen humle i øllet) fuldender kompositionen. Tilbage står så, om det er noget jeg kan lide at drikke. Ideen er nok mere spøjs end frugtbar, men til serien mærkelige øl passer den perfekt. Og så er der endelig en øl, hvor vanilje faktisk passer og ikke bliver overparfumeret, som jeg ofte oplever det krydderi i mørke og tunge stouts. Der er endda rigeligt af den i øllet. Det ender på 4 skumfiduser.


#2177

lørdag den 20. marts 2021

Tilbage på sporet

Uha, efter sidste indlæg med Penyllan, er det lige før, jeg er blevet bange igen for det sure, syrlige og vilde. Et andet holdepunkt i den verden har for mig været Brekeriet, må se om de kan række en hjælpende øl ud.

Slope, 10 % wild ale, blend af to udgaver af øllen Red Slope, den originale fra Remmarlöv Gårdsbryggeri og Brekeriets klon heraf. Derefter lagrede øllet 17 måneder på portvinsfade. Duft af gammel (port)vin, træ og en smule syre. Desuden kan noget syrnet gær rystes frem fra glassets indhold, sammen med noget frugt, der kan minde om kirsebær. Smagen indeholder næsten søde kirsebær og bitter mandel, tør bark, vinøse noter og en let syrlighed, der ikke bliver dominerende, men indordner sig sammen med øvrige elementer. Lang eftersmag med bitter mandel og syrlighed. En meget let kuldioxid frisker og gør den livligere, end hvad man kunne formode af en velvoksen ti-procenter. Efter mine nylige, mindre gode oplevelser med Penyllan var jeg ved at frygte, at jeg helt havde tabt grebet om vilde og syrlige øl. Heldigvis får Brekeriet med venner mig hurtigt tilbage på sporet med denne meget fine øl. Seks skumfiduser.
 

 
 
#2176