Viser opslag med etiketten Jester King. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jester King. Vis alle opslag

onsdag den 22. juni 2016

Wicked Weed

Wicked Weed er et amerikansk bryggeri fra Asheville, North Carolina, der blev startet med det formål at brygge west coast IPAer og belgiske ales. De har senere udviklet sortimentet, og har nu et decideret funkatorium, hvor sours og funky øl lagrer i tønder. De er blandt verdens 100 bedste bryggerier i følge RateBeer. Jeg var lige ved at lære dem at kende i forbindelse med Amager Bryghus' årlige samarbejdsbryg med amerikanske bryggerier, men der gik vist lidt kludder i logistikken og WW meldte afbud. Nu fandt jeg to af deres funky øl i Torvehallerne (Mikkellers bottle shop) som jeg kan teste.

Serenity, 5,5 % farmhouse ale, 100 % fermenteret med Brettanomyces og lagret 3-5 måneder på vinfade. Klar og tydelig farmhouse og Brett i duften, med staldmiljø og hest. Også noget sødligere frugt helt nede. Lige så tydelig i smagen, hvor der ikke er nogen restsødme, men en masse typiske indtryk fra Bretten, der i den lette bryg får frit spil. Det er farmhouse og Brett for fuld skrue - det giver næsten en røget finish, oveni det klassiske våde græs, hest, urin, læder og tobak. Der er en smule syrlighed og mere ren træsmag - begge dele kan være noget, der er samlet op i fadene - gætter på, at det er hvid- og ikke rødvinsfade, den har skvulpet rundt i. Lækkert - 4-5 skumfiduser.


The Parking Lot Grisette, 5,2 % farmhouse ale, brygget sammen med Jester King. Har umiddelbart en sødlig duft, der dæmper noget af den typiske saison/Brett, men den er der. I smagen er der en klar syrlighed, der formentlig stammer fra tørhumlingen med Mandarina Bavaria og Huell Melon. Den trumfer næsten de mere landlige noter, som ellers igen er græs, hest, læder og tobak. De to elementer forekommer noget aggressive sammen, og hvad der måske var tænkt som en frisk humlet saison, ender ud som en noget uharmonisk bryg. Den falder ikke helt heldigt ud i min mund. 2-3 skumfiduser.


#1353-1354

tirsdag den 22. juli 2014

Amagers amerikanske samarbejdsbryg 2014

Igen i år havde Amager i forbindelse med Copenhagen Beer Celebration (som jeg ikke gider skrive mere om end allerede gjort!) besøg af amerikanske mikrobryggerier og det kom der igen i år en serie samarbejdsbryg ud af. Kunne pga. Roskildefestivalen ikke være med til produktreleasen 4. juli, men fik indhandlet et sæt hos Toft Vin, Islands Brygge.

Amager er et af de bedste danske bryggerier og jeg holder meget af deres produkter. Det kan give problemer begge veje. Min troværdighed som anmelder kan stå på spil hvis jeg på forhånd er positivt indstillet. Omvendt, så kan en altid høj forventning ramme ekstra hårdt hvis et bryg, mod forventning, ikke lever op til den normalt høje standard for bryggeriet.

Orange Crush, 5,0 % session IPA, brygget med Cigar City. Dufter af fyr og let harpiks, med en lidt dybere appelsin end andre (pga. de tilsatte appelsinskaller?) og lidt af nellike (var det glemte juledekorationer de skrællede og kom i gryden?!). Fornemmes dejlig sommerlet i munden, men der bliver ellers ikke kælet for modtageren. Maltsødmen er meget let, på grænsen til ikke-eksisterende; det der er har noget appelsinsmag. Derefter tonser de anvendte humler Herkules, Citra, Simcoe og Mosaic frem og efterlader et blidt, men bestemt, tørt og fyrret aftryk i kølvandet. Nu kunne man tro at det blot er (endnu) en humlebombe men på trods af ovenstående beskrivelse så er humlen hurtig "overstået" og er derved passende doseret til den lette malt- og alkoholfylde. Cigar City er formentlig mest kendt for deres mørke Hunahpu og deres brug af cedertræ, men de kan også en lysere genre. Dette er en dejlig og fint afstemt, let drikkelig øl. 4-5 skumfiduser.


Tulsa Twister, 7,5 % Farmhouse Saison, brygget med Prairie Artisan Ales, Oklahoma. Et bryggeri der er kendt for deres farmhouse saisons - en type jeg tror er et rimeligt ubeskrevet blad på Amager. En lidt tør duft af den svageste Brett - mere græs og læder end urin. Mangefacetteret smag; starter med en meget let maltsødme med appelsin der snart overgår i noget mere syrligt (nok Simcoens aftryk). Mellemstykket er en træagtig bitterhed som leder over til Brettens aftryk med tørt græs, læder, skimmel. Munden efterlades med en let bitterhed, men den husker den indledende sødme og higer efter endnu en slurk. Det er næsten som et Kinderæg med den tredelte, uhyre fint afstemte og samspilte smag. Ja, man kan åbenbart godt hele tre ting på næsten en gang. Det rækker næsten helt til en topkarakter: 5-6 skumfiduser.

Todd, the Axe Man, 6,5 % ipa, brygget med Surly Brewing. Stram grapeduft med harpiks. I munden meget blød, næsten cremet fyldig. Er det malten, Golden Promise, der giver aftryk? Det skulle være Surlys foretrukne malt. Giver en ret frugtsødmefuld smag, med anelse af brød og en maltdybde man normalt kun smager hos dobbelte ipaer. Samtidig er humlen (Herkules, Citra og Mosaic) pænt til stede og komplimenterer sødmen på en rigtig god måde. Den tørre fyrresmag er ikke superfræsende men er det smagselement der hænger ved længst i eftersmagen. Har tidligere udsat mine smagsløg for Surly og det gjorde de ganske godt. Det er derfor ikke overraskende, at må gives 5 skumfiduser til det fine IPA samarbejde.

Danish Metal, 10,0 % imperial stout, brygget med Jester King. Jester Kings Black Metal udsat for amarkansk spin. Forbavsende duftsvag. I munden som forventet en mørk og fyldig øl, men knap så tung. Mørk bitter chokolade, lakrids men på ingen måde sødt. Der følger og afslutter så en let stikkende, træagtig, lidt brændt tørhed og bitre noter. Der fornemmes også en ikke-identificer bærsmag - mørk og syrlig, men det er marginalt. Munden efterlades tør, så man fristes hurtigt til at nippe igen. Mange elementer som kan findes i gode imperial stouts. Her er der et eller andet som ikke harmonerer helt så godt synes jeg. Er det slutbitterheden der er lidt for skarp? På den anden side, det er en imperial stout som på sin egen måde tør være lidt anderledes. Jeg vil meget gerne give 4 skumfiduser for en god øl, men kan ikke strække mig længere.



Shadow Pictures, 8,0 % DIPA brygget med brygger  Shaun Hill fra Hill Farmstead. Oprindeligt brygget i en udgave i USA hos Shaun, men denne er lavet i samme ombæring som de fire andre samarbejdsbryg. Abrikos duft, men ikke nogen vammelhed som ellers kan ses. Sød frugtsmag i malten, både abrikos, appelsin og ren sødme - fra det tilsatte hvide sukker. Der er brugt hele 8 forskellige humler: Herkules, Tomahawk, Simcoe, Chinook, Amarillo, Centennial, Cascade og Citra. På trods af dette imponerende sammenrend (men man ved jo ikke hvor meget der i alt er brugt) så kommer der først noget humle langt ind i eftersmagen, som her rimelig ren og tør bitter, uden fyr og harpiks. Der er jo nok noget blomstret smag forinden, men det forsvinder lidt i malten. En meget dejlig og let drikkelig DIPA men måske lefles der en anelse for meget med det søde? Nå, ikke så mange kvababbelser, 4 skumfiduser.


Jeg ser altid frem til produktreleases fra Amager, og også denne gang beviser de hvorfor!

#727-731